Ferdigheter og arbeidsmåter

IV. Literaturhistorie.

Maalet er at elevene paa en med hensyn til indhold og form tilfredsstillende maate kan skriftlig behandle opgaver passende for deres alder og utvikling.✓

IV. Literaturhistorie.

Efterhaanden kan opgavene gjøres sværere og kravene til tankeindholdet og fremstillingen sættes op.

IV. Literaturhistorie.

Til forberedelse og gjennemgaaelse av de norske stiler vil gjennemsnitlig 1 time ukentlig bli at anvende.

IV. Literaturhistorie.

Men stilen skal vise at den unge saa vidt behersker det stof han skriver om at han kan gi sin fremstilling av det en fri, ordnet og naturlig form.

IV. Literaturhistorie.

Et rigtig utgangspunkt vil som regel lette dem arbeidet.

III. Det mundtlige foredrag.

Som eksemporale stiler medregnes stiler ved tentamen og aarsprøven.

II. Skriftlige øvelser i landsmaal.

I øverste klasse øves elevene foruten i at skrive gjengivelser ogsaa i at skrive lette stiler av fortællende eller skildrende indhold.

III. Det mundtlige foredrag.

Skriftlige øvelser. 14 norske stiler, derav 3 eller 4 ekstemporale.

IV. Literaturhistorie.

Lærerens forberedende veiledning maa søke tilknytning til de konkrete livsforhold som elevene maa forutsættes at kjende, eller til den kundskap som de paa forskjellige omraader har erhvervet sig.

II. Skriftlige øvelser i landsmaal.

I 2den klasse blir saadanne gjengivelser de almindelige øvelser.

IV. Literaturhistorie.

De opgaver man begynder med at gi elevene i 1ste klasse, bør væsentlig være av samme art som de elevene har skrevet i 4de middelklasse: skildringer, beskrivelser, friere gjengivelser av et tilegnet stof, og lignende.

De eksaminander som besvarer begge opgaver i samme sprogform, skal underkaste sig en tillægsprøve, bestaaende i en let stil av fortællende✓

III. Lokalforvaltningen.

Ved artium kræves grundig forstaaelse av det læste.

Ved de fem første eksamener efter denne ordning kan Overstyret tillate en skriftlig gjengivelse av et oplæst stykke anvendt som tillægsprøve.«

Disse kan besvares saavel paa landsmaalet som paa almindelig bokmaal.

IV. Literaturhistorie.

Han bør da kræve av den enkelte at han omarbeider mangelfulde partier.✓

IV. Literaturhistorie.

I mange tilfælde vil det dog være nyttig at læreren i margen omskriver til godt sprog urigtige, ubehjælpelige eller uklare sætninger og sætningsforbindelser.

IV. Literaturhistorie.

Da de unges livserfaring i regelen ikke er saa stor at den alene strækker til naar det gjælder at behandle et emne tilfredsstillende, bør man undgaa emner som ikke kan forutsættes at ha faat ialfald nogen belysning gjennem skolens undervisning.

IV. Literaturhistorie.

De opgaver man begynder med at gi elevene i 1ste klasse, bør væsentlig være av samme art som de elevene har skrevet i 4de middelklasse: skildringer, beskrivelser, friere gjengivelser av et tilegnet stof, og lignende.

IV. Literaturhistorie.

Disse opgaver blir at vælge saaledes at elevene til deres behandling kan hente det fornødne stof fra den kreds av kundskaper og forestillinger som dels skolens undervisning, dels deres eget liv har git dem.

I. Literaturlæsning. › 2. Landsmaal

Men alt naturligvis kun inden den begrænsning som selve hovedopgaven, den forstaaelsesfulde tilegnelse av indholdet, kræver.

II. Skriftlige øvelser i landsmaal.

Dette gjælder ogsaa den utstrækning hvori de skriftlige øvelser maa drives hvis man skal naa det maal loven opstiller.

II. Skriftlige øvelser i landsmaal.

Naar de forskjellige former for skriftlige øvelser bør indtræde, vil forresten avhænge av den enkelte lærers skjøn, efter den erfaring han efterhaanden vinder ved sit arbeide med faget.

I. Literaturlæsning. › 2. Landsmaal

Nogen selvstændig plads kan disse ting ikke faa i skolen.

IV. Literaturhistorie.

Efterhaanden kan opgavene gjøres sværere og kravene til tankeindholdet og fremstillingen sættes op.

III. Det mundtlige foredrag.

Paa den sproglig-historiske linje, som har 1 time ukentlig mere til dette fag end de andre linjer, gjennemgaaes derhos et utvalg svarende til 30 à 35 sider i Nygaards utvalg.

I. Literaturlæsning. › 2. Landsmaal

læses i alle klasser med 1 ukentlig time.

I. Literaturlæsning. › 2. Landsmaal

Hvad elevene under denne har tilegnet sig, kan yderligere befæstes ved hjemmestudium.

I. Literaturlæsning. › 2. Landsmaal

Selvfølgelig bør ogsaa elevene kunne faa til hjemmeforberedelse et literaturstof som ikke paa forhaand er gjennemgaat paa skolen, helst et saadant til hvis forstaaelse literaturutvalget gir de nødvendige oplysninger.

I. Literaturlæsning. › 2. Landsmaal

Man bør i gymnasiet kunne stille større fordringer til elevenes læsning end i middelskolen.

I. Literaturlæsning. › 2. Landsmaal

Naar en elev gaar ut av skolen, bør han kunne læse saaledes at man ikke støtes av daarlig artikulation, lav og utydelig stemme og karakterløst foredrag.

I. Literaturlæsning.

Men det er likesaa vigtig at motarbeide tilbøieligheten til flygtig læsning og at bringe elevene til at forstaa hvad gavn og glæde der kan opnaaes ved en læsning som gir sig tid til at dvæle ved indhold og form.

I. Literaturlæsning. › 2. Landsmaal

Maalet maa her være ikke alene en naturlig og forstaaelsesfuld, men ogsaa en smuk læsning, som lar læsestykkets skiftende indhold komme til sin ret i stemmens modulation og i foredragets bevægelse.

I. Literaturlæsning. › 2. Landsmaal

For den dramatiske digtnings vedkommende vil hertil knytte sig en efter elevenes standpunkt avpasset psykologisk analyse av de forskjellige karakterer.

I. Literaturlæsning. › 2. Landsmaal

Literaturlæsningens tyngde bør henlægges til skolen. Her maa det sværeste stof gjennemarbeides under lærerens personlige ledelse. Hvad elevene under denne har tilegnet sig, kan yderligere befæstes ved hjemmestudium. Selvfølgelig bør ogsaa elevene kunne faa til hjemmeforberedelse et literaturstof som ikke paa forhaand er gjennemgaat paa skolen, helst et saadant til hvis forstaaelse literaturutvalget gir de nødvendige oplysninger. I begge tilfælde …

I. Literaturlæsning. › 2. Landsmaal

I begge tilfælde maa man søke at opnaa at elevene vinder en personlig tilegnelse, en sikker forstaaelse og en viss selvstændighet i evnen til at redegjøre for det tankeindhold et læsestykke eller et digt rummer.

I. Literaturlæsning.

Forøvrig maa læreren lede og støtte elevenes læsning utenfor hvad der kan finde plads i undervisningen, ved at gi anvisning paa bøker som de kan finde i skolens bibliotek, eller paa anden maate.

I. Literaturlæsning. › 2. Landsmaal

Dramaer bør ved første gjennemgaaelse ikke læses med fordelte roller.

I. Literaturlæsning. › 2. Landsmaal

Maalet maa her være ikke alene en naturlig og forstaaelsesfuld, men ogsaa en smuk læsning, som lar læsestykkets skiftende indhold komme til sin ret i stemmens modulation og i foredragets bevægelse.

I. Literaturlæsning. › 2. Landsmaal

Naar en elev gaar ut av skolen, bør han kunne læse saaledes at man ikke støtes av daarlig artikulation, lav og utydelig stemme og karakterløst foredrag.

III. Oldnorsk.

Den literaturlæsning som kan naaes med det ringe timetal (noget fyldigere paa den sproglig-historiske linje), er selvfølgelig ubetydelig.

I. Literaturlæsning.

Gjennemgaaelsen av det utvalg som lægges op til artium, bør fornemmelig foregaa i gymnasiets 2 øverste klasser.

I. Literaturlæsning. › 2. Landsmaal

I denne forbindelse kan det tilraades som en almindelig regel ved literaturlæsning at ethvert arbeide som har været gjort til gjenstand for en mere indgaaende analyse, altid læses i sammenhæng til slut, forat helhetsindtrykket kan fæstes.

I. Literaturlæsning.

Men det er likesaa vigtig at motarbeide tilbøieligheten til flygtig læsning og at bringe elevene til at forstaa hvad gavn og glæde der kan opnaaes ved en læsning som gir sig tid til at dvæle ved indhold og form.

II. Grammatik. Vort sprogs historiske utvikling.

Denne undervisning sættes da naturlig i forbindelse med landsmaalets grammatik.

III. Det mundtlige foredrag.

Saadanne bør da helst være en frivillig sak, likesom de jo heller ikke ellers bør faa en saa bred plads at de optar tiden til fortrængsel for de andre sider av undervisningen.

IV. Literaturhistorie.

I mange tilfælde vil det dog være nyttig at læreren i margen omskriver til godt sprog urigtige, ubehjælpelige eller uklare sætninger og sætningsforbindelser.

IV. Literaturhistorie.

Med fordel kan stilene knyttes til literaturlæsningen og til historien.

III. Det mundtlige foredrag.

… vænnes til at gi det mundtlige uttryk for sin tanke en klar og bestemt form. Dette bør alle lærere ha for øie, ikke bare naar elevene redegjør for sin kundskap under den almindelige eksamination; man bør ogsaa gi dem anledning til, hvor det passer, at levere en sammenhængende fremstilling eller en længere tankeutvikling. Elevenes opøvelse i mundtlig bruk av sproget

I. Literaturlæsning. › 2. Landsmaal

Men alt naturligvis kun inden den begrænsning som selve hovedopgaven, den forstaaelsesfulde tilegnelse av indholdet, kræver.