Fagstoff

til hovedtrækkene af verdenshistorien, udførligst for den nyere tids og fædrelandets vedkommende, samt kjendskab til vor borgerlige samfundsordning — alt i det omfang, som er givet ved godkjendte lærebøger. [Reglem. § 3, A, 5].

III. Verdenshistorien fra den nyere tid til Wienerkongressen (side 106—173).

Ved optagelsen i middelskolen skal eleven have gjennemgaaet „fortællinger af verdenshistorien, udførligere og mere sammenhængende af fædrelandshistorien“.

fra og med den store franske revolution. Forresten gjenkaldes hovedpunkterne og tilstræbes en oversigt over den historiske udvikling. Navnlig dvæles ved partier, der har almindeligere kulturhistorisk betydning, og som, fordi forstaaelsen kræver større modenhed, ikke paa de tidligere trin har kunnet faa tilstrækkelig indgaaende behandling. (Eksempelvis kan nævnes „Indledningen“ — græsk stats- og aandsliv — romerstaten — kristendommens fremtræden — …

Hovedopgaven her bliver at fremstille den for hele den følgende verdenshistorie bestemmende udvikling, hvorved kristendommen gik over fra jøderne, som stødte den fra sig, til den græsk-romerske hedningeverden, i hvis store kulturcentrer — Antiochia, Efesus, Korint, Rom — den fik slaa rod.

Læreren maa benytte enhver tilknytning til den kundskab i verdenshistorie, han kan gjøre regning paa hos børnene.

Under repetitionen gjennemgaaes derfor fuldstændig de dele af lærebogen, som omfatter fædrelandshistorien og verdenshistorien

I. Om elevers optagelse og afgang.

Historie: Fortællinger af verdenshistorien, udførligere og mere sammenhængende af fædrelandshistorien.

Maalet for undervisningen i historie i middelskolen er „kjendskab til hovedtrækkene af verdenshistorien, udførligst for den nyere tids og fædrelandets vedkommende; kjendskab til vor borgerlige samfundsordning.“

I. Om elevers optagelse og afgang.

Historie: Fortællinger af verdenshistorien, udførligere og mere sammenhængende af fædrelandshistorien.

I 4de klasse gjennemgaaes kirkens historie i sine grundtræk, idet en kirkehistorie paa ca. 50 sider læses og repeteres.

Maalet for undervisningen i historie i middelskolen er „kjendskab til hovedtrækkene af verdenshistorien, udførligst for den nyere tids og fædrelandets vedkommende; kjendskab til vor borgerlige samfundsordning.“

Forresten gjenkaldes hovedpunkterne og tilstræbes en oversigt over den historiske udvikling.

Norsk.

Fortællinger og skildringer fra menneskelivet, historien og naturen vil komme til at udgjøre udvalgets stamme.

Nordens historie fra „Sverige indtil 1319“ til „Norge efter 1814“ (side 227—270).

Kl. III. Den nyere tid indtil „Nordens historie under den franske revolution og Napoleon“ (omtrent 120 sider).

fremstillingen maa være saadan, at gangen i udviklingen træder tydelig frem, og opmerksomheden ikke ved unødige detaljer bortledes fra det væsentlige.

Forresten gjenkaldes hovedpunkterne og tilstræbes en oversigt over den historiske udvikling.

Kl. II. Resten af middelalderen (omtrent 60 sider).

Oldtiden og af middelalderen til „Tiden fra 843 til omtrent 1300“ (omtrent 50 sider).

II. Resten af middelalderen side 63—105, Nordens historie til „Sverige indtil 1319“ (side 202—227).

Mest indgaaende skal fædrelandets og den nyere tids historie behandles, forat eleverne navnlig kan ledes til forstaaelse af vor egen tid og det samfund, hvori de senere skal optræde som aktive medlemmer.

Grammatik: Efter en lærebog taledelene, de vigtigste sætningsdele og formlæren.

Grammatik: Det, som er lært efter lærebogen i 1ste klasse, holdes vedlige, og det væsentligste af sætningslæren læses i sammenhæng og repeteres.

kategorier og formlæren, i 2den klasse sætningslæren nøiagtigere. I 3dje og 4de klasse repeteres og indøves yderligere det, som før er gjennemgaaet, og hvad der før er forbigaaet eller kun løselig behandlet, gjennemgaaes nøiagtigere ¹).

Man gaar saaledes ud fra, at eleven saavel under læsningen som under de skriftlige øvelser har erhvervet noget kjendskab til brugen af skilletegnene, at han kan paapege hovedleddene i den enkelte sætning og kjender de vigtigste taledele.

Der kan benyttes dels eksempler, som er kjendte fra læsningen, dels mundtlig dannede eksempler, som kan skrives op paa vægtavlen, dels eksempler fra de skriftlige arbeider.

Grammatik: Det, som er lært efter lærebogen i 1ste klasse, holdes vedlige, og det væsentligste af sætningslæren læses i sammenhæng og repeteres.

I 3dje og 4de klasse repeteres og indøves yderligere det, som før er gjennemgaaet, og hvad der før er forbigaaet eller kun løselig behandlet, gjennemgaaes nøiagtigere ¹).

Grammatik: Det, som er læst i de foregaaende klasser, repeteres og indøves yderligere; herunder medtages det, som før er forbigaaet, og enkelte punkter behandles nøiagtigere end før.

Grammatik. Undervisningen begynder i 1ste klasse med at tage det kundskabsstof, som den tidligere undervisning har medtaget, op til fornyet gjennemgaaelse efter en lærebog.

Grammatik: Efter en lærebog taledelene, de vigtigste sætningsdele og formlæren.

Af et godkjendt udvalg gjøres der ved eksamen rede for et pensum paa mindst 80 sider, hvoraf ikke mindre end 20 sider af landsmaalslitteraturen.

Klasse III og IV. Læsning af forfattere (i landsmaalet og det almindelige bogmaal) eller længere stykker af disse (derunder dramatiske arbeider); gjengivelse af indhold og tankegang; fremsigelse af digte.

For hver klasse bør der være gjort et udvalg af læsestykker, poetiske og prosaiske, som skal gjennemgaaes eller læres udenad.

Ved siden af denne oversigt læres derhos læsebogens oplysninger om de læste forfattere, som forudsættes givne i kronologisk rækkefølge, med mere udførte livsbilleder af de mere fremtrædende forfattere.

… evne til at gjøre rede for det læste; der kræves, at han dels ved selve oplæsningen, dels ved friere gjengivelse af det oplæste eller under nærmere gjennemgaaelse deraf skal vise, at han har fuld forstaaelse af indholdet og, i tilfælde, dettes sammenhæng med det hele, samt at han kan give sproglige, litteraturhistoriske og andre oplysninger i det omfang, undervisningsplanen angiver.

Mest indgaaende skal fædrelandets og den nyere tids historie behandles, forat eleverne navnlig kan ledes til forstaaelse af vor egen tid og det samfund, hvori de senere skal optræde som aktive medlemmer.

Ved optagelsen i middelskolen skal eleven have gjennemgaaet „fortællinger af verdenshistorien, udførligere og mere sammenhængende af fædrelandshistorien“.

Under repetitionen gjennemgaaes derfor fuldstændig de dele af lærebogen, som omfatter fædrelandshistorien og verdenshistorien

I det hele maa man gaa varsomt frem ved rettelse af en elevs tilvante udtale; man maa ikke forknytte nogen elev ved at gjøre hans udtale latterlig i klassen, og man maa i tvilsomme tilfælde respektere den udtale, eleverne er vante til fra sine hjem.

Eleverne maa have rede paa forskjellen mellem talens lyd og skriftsprogets tegn for lyden (dette indøves jo ogsaa ved de skriftlige arbeider), og agtpaagivenhed ligeoverfor elevernes tale vil være en nødvendig betingelse for at opnaa ren og naturlig læsning.

Hvor flere udtalemaader er brugelige i stedets dannede tale, er i sig selv naturligvis den, der er mest norsk, at foretrække, men der er her flere hensyn at tage.

Til ren læsning hører nemlig ogsaa, at udtalen i læsning stemmer med det „dannede talesprog“, det er den udtale, som i hver landsdel er den sedvanlige i dannede folks omhyggelige, men ukunstlede tale.

Litteraturhistorie læses ikke efter nogen særskilt lærebog, men en samlet oversigt over udviklingens gang gives i tilslutning til, hvad den historiske lærebog derom meddeler.

Af et godkjendt udvalg gjøres der ved eksamen rede for et pensum paa mindst 80 sider, hvoraf ikke mindre end 20 sider af landsmaalslitteraturen.

For læsning i landsmaal er i loven sat det samme maal som for læsning i det almindelige bogmaal, nemlig at der skal læses tydelig og udtryksfuldt.

Som maal for undervisningen i norsk er i loven opstillet: „At eleverne læser tydelig og udtryksfuldt saavel landsmaalet som det almindelige bogmaal, kan gjøre rede for udvalgte stykker af litteraturen i begge maal samt med orden og tydelighed i sprogrigtig form skriftlig kan behandle en lettere opgave.“

fra og med den store franske revolution. Forresten gjenkaldes hovedpunkterne og tilstræbes en oversigt over den historiske udvikling. Navnlig dvæles ved partier, der har almindeligere kulturhistorisk betydning, og som, fordi forstaaelsen kræver større modenhed, ikke paa de tidligere trin har kunnet faa tilstrækkelig indgaaende behandling. (Eksempelvis kan nævnes „Indledningen“ — græsk stats- og aandsliv — romerstaten — kristendommens fremtræden — …