Undervisning og arbeidsformer

Gjennemgaaelsen maa rette sig efter elevernes udviklingstrin og paa den anden side lempes efter den tid, man har til sin raadighed.

Saadant arbeide paa skolen eller hjemme vil vistnok for enkelte falde ganske let, men for flere kanske noksaa vanskeligt; særlig for disse sidste vil det være heldigt, at de har to bøger, en „øvelsesbog“ til det første forsøg og en „stilebog“ til renskrift.

Der lægges den største vegt paa, at eleverne skriver i et korrekt og naturligt sprog, og at de kan fastholde en bestemt sammenhæng; man maa ikke, uden forudgaaende veiledning, give dem noget at skrive om, som de ikke kan forudsættes at have fuld rede paa før.

Hvad der er trykt med petit eller mærket med [uleseligt tegn], bliver dels at forbigaa, dels at gjennemlæse under lærerens veiledning.

Navnlig dvæles ved partier, der har almindeligere kulturhistorisk betydning, og som, fordi forstaaelsen kræver større modenhed, ikke paa de tidligere trin har kunnet faa tilstrækkelig indgaaende behandling.

Indledningen og vanskeligere ting vedkommende kulturhistorie og statsforfatning gjennemgaaes og forklares, men kan paa dette trin ikke kræves tilegnede med samme nøiagtighed som det øvrige.

Men inden den enkelte skole bør man blive enig om en ensartet fremgangsmaade, og det saaledes vedtagne bør alle lærere kjende og respektere under sit arbeide for at vænne disciplene til korrekt tale (smlgn.

Først naar alle lærere i en klasse gjensidig kjender hinandens arbeide, kan hver enkelt af dem komme til bevidsthed om, hvad han selv har at udrette for eleverne, og hvad der besørges af andre.

… og matematik — naturkundskab — og sløid, saa kunde disse, naar de samarbeidede, indrette sig saaledes, at sløidlæreren, der havde faaet meddelelse om, at hans elever snart skulde undervises om vægtstangen, lod hver af dem have et simpelt vægtstangsapparat færdigt i rette tid, og læreren i matematik vilde, naar naturfaglæreren havde gjennemgaaet emnet, derfra hente stof til regne- og ligningsopgaver.

1) Lærerne i fremmede sprog maa have nøie kjendskab til den grammatiske lærebog, som benyttes i skolens norskundervisning, og i definitioner og udredninger af fællesgrammatiske emne ikke fravige dennes fremstilling.

Man vil her i det hele have, hvad der behøves for en samlet oversigt, og hvad der maatte savnes, kan let tilføies mundtlig; man holder sig forøvrigt nær til lærebogens fremstilling, og forsaavidt man paa noget punkt finder det nødvendigt at fravige denne, bør man konferere derom med læreren i historie.

Der maa gives saamange af eleverne som muligt leilighed til personlig deltagelse, og undervisningen maa have liv og fart, saa at samtlige følger med¹).

… Det stykke, eleven har havt som hjemmelekse, kræves læst med passende langsomhed, høit og rent, med rigtigt tonefald og rigtig betoning og med stans paa rette sted. Indholdet gjøres til gjenstand for samtale, og eleven fortæller indholdet af det læste. Det overholdes nøie, at der ikke læses for hurtig, og at der ikke paa nogen maade slurves med læsningen, og …

I nogle timer i slutningen af aaret opfriskes væsentlig ved samtale erindringen om hovedpunkterne af, hvad der er læst i 1ste klasse.

Naar eleverne gjennem eksamination har gjort rede for dagens nye pensum i dets helhed, samtales der med klassen derom, idet læreren gjennem kortere spørgsmaal søger at pointere det væsentligste, korrigere det utydelige, supplere det manglende og sikre sig, at saavel det hele som enkelthederne er rigtig opfattede.

Litteraturhistorie læses ikke efter nogen særskilt lærebog, men en samlet oversigt over udviklingens gang gives i tilslutning til, hvad den historiske lærebog derom meddeler.

Stoffet til saadanne øvelser kan tages af lette fortællende stykker, som er læst med fuld forstaaelse, eller som er vel kjendt f. eks. fra historieundervisningen, eller af lette skildringer fra naturhistorien (i tilknytning til billeder af dyr).

Opgaver fra historie, geografi og naturhistorie, som nærmer sig til fagopgaver, kan gives af norsklæreren; han maa da skaffe sig nøie underretning om, hvad eleverne har lært herom tidligere, og i det hele konferere med vedkommende faglærere.

litteraturhistoriske oplysninger i tilslutning til den historiske lærebog og efter læsebogen.