167

Henrik Ibsen ser mørkt paa menneskene, stundom for mørkt; men naar han mener, at egenkjærligheden er en stormagt, som kan tilintetgjøre et lidet folk og forspilde et menneskeliv, saa tager han ikke feil. Han kommer tilbage til denne stormagt i mangfoldige af sine verker. Først i De unges forbund, som kom lige efter Per Gynt. Det er politik og et stortingsvalg det gjælder i dette stykke. Men egentlig er det ikke nogen som har nogen sag at slaas for. Enhver tænker paa sig selv, først og fremst sagfører Stensgaard. Han er elskværdig, og taler varmt og veltalende, men ordene kommer ikke længer end fra halsen. Hjerte har han ikke, det ser bare ud saa. Han kan godt fri til tre-fire i én uge, uden at bry sig om nogen af dem; han kan gaa fra det ene parti til det andre, uden at det koster ham noget. Overbevisning har han aldrig, bilder sig det bare ind. Hans maal er, siger han, en gang i tiden at blive stortingsmand eller statsraad, og at blive godt gift i en rig og anset familie. . For at naa dette maal, er han paagaaende og fræk, simpel i sine midler.

Der var stor jubel i teátret, da denne første norske komédie gik over skuepladsen. Mange glæded sig over, at digteren her havde tugtet venstrepartiet. For i venstrepartiet var det jo især at slige paagaaende folketalere var at finde. Og enkelte af dette parti var fornærmet og peb i teatret. Men det viste sig siden, at det hverken var det ene eller andet politiske parti digteren vilde til livs, men den menneskelige egenkjærlighed og usselhed hos alle partier. — Han skrev nemlig Samfundets støtter. Samfundets støtter er de mænd som regnes for de bedste, de hæderligste, og som holder paa alt godt og gammelt, i den grad at de kan være rædde for at slippe ind en jernbane. Ibsen søger at vise, at disse støtter kan være pilraadne. 168Og det lille samfund selv, Norge, maa endelig ikke tro, at det er saa meget bedre og skikkeligere end andre, fordi det er lidet, og at det bare er de store samfund ude i verden som er fordærvet. Nei, der er fare ved at være liden ogsaa. Der er fare for, at en kan komme til at tænke smaat og lavt.

Konsul Bernick er den største mand i et lidet samfund. Han er den aller hæderligste, den fineste, og alligevel er det løgn paa løgn i hans liv. Og da han kommer i nød, da der er fare for at disse løgne skal blive afsløret, saa lar han manden som vil afsløre dem reise med et daarligt skib, som er daarlig istandsat paa Bernicks eget verft. Han gaar altsaa lige til forbrydelsen. Og naar han fries fra at have menneskeliv paa sin samvittighed, saa er det ikke hans fortjeneste. Den gamle ungdomsven, som han vil have fjernet, kommer ikke til at reise med skibet; den raadne skude selv blir stanset.

Men med denne raadne skuden har Bernicks egen gut villet rømme. Og angsten for denne gut, som er det eneste konsul Bernick holder af, gjør ham ærlig. Da byens borgere rykker frem foran hans bolig med faner og klingende spil og hædersgaver, og takker ham, fordi han har faat en jernbane i stand — som vil skaffe ham selv stor fordel — saa skrifter han: Han har været en egennyttig mand, som først og fremst har søgt magt for sig selv; han har bøiet ind paa krogveier. Men det lille samfund har ogsaa sin skyld. Det tænker lavt og lægger alt ud til det værste, derfor kommer ogsaa folk til at handle lavt.

Det er et tungt og mørkt stykke, kanske for mørkt. Det er vel sjelden at mænd som konsul Bernick ligefrem begaar forbrydelser. Men mange mægtige maatte visst, 169hvis de skulde skrifte, tilstaa, at egennytten har været drivkraften i de fleste af deres handlinger. Og at det just i et lidet samfund er meget hykleri og megen feighed, det ser vi hver dag.

Men den som vil sige samfundet sandheden, han faar kun liden tak. Det viser Ibsen i En folkefiende.

Doktor Stockmann er badelæge i en liden norsk kystby. Han opdager, at byens bad, som har kostet saa mange penger, er som en kalket forgiftig grav, sundhedsfarlig i aller høieste grad. Alle disse uhumskheder oppe i mølledammen, alt dette som lugter saa fælt, smitter vandet i rørene til brøndhuset, og dette samme giftige smuds siger ogsaa ud i stranden, hvor sjøbadene ligger. Men doktor Stockmann faar ingen med sig, da han kommer med denne sandhed. Egenkjærlighedens stormagt har alle i sin tjeneste. Byfogden, Stockmanns bror, er imod — han har jo selv faat vandverket og badebygningerne lagt der de nu ligger; det frisindede blad er imod, for det vil koste at gjøre ændringer med badet, og saa tør ikke redaktionen for skatteborgerne. Saa blir der holdt et folkemøde. Og her siger da doktoren dryge ord baade til høire og til venstre. Forsamlingen erklærer ham for en folkefiende.

Selv har Ibsen sagt det norske folk og sin samtid mangen bitter sandhed; og de som har kjendt sig rammet, har skreget op. Men des mere ro det er kommet over sindene, des mere har alle indset, at det er sundt for et folk og for en tid, at der er mænd som ser feilene og peger paa al den egenkjærlighedens uhumskhed, som kan forgifte baade samfund og sind. Ingen vil nu længer løfte stenen mod den mand som har skrevet Brand, Per Gynt, De unges forbund, Samfundets støtter og En folkefiende.¹

167

Henrik Ibsen ser mørkt på menneskene, stundom for mørkt; men når han mener, at egenkjærligheten er en stormakt, som kan tilintetgjøre et lite folk og forspille et menneskeliv, så tar han ikke feil. Han kommer tilbake til denne stormakt i mangfoldige av sine verker. Først i De unges forbund, som kom like etter Per Gynt. Det er politikk og et stortingsvalg det gjelder i dette stykke. Men egentlig er det ikke noen som har noen sag at slaas for. Enhver tenker på seg selv, først og fremst sakfører Stensgaard. Han er elskverdig, og taler varmt og veltalende, men ordene kommer ikke lenger enn fra halsen. Hjerte har han ikke, det ser bare ut så. Han kan godt fri til tre-fire i én uke, uten å bry seg om noen av dem; han kan gå fra det ene parti til det andre, uten at det koster ham noe. Overbevisning har han aldri, bilder seg det bare inn. Hans mål er, sier han, en gang i tiden å bli stortingsmann eller statsråd, og å bli godt gift i en rik og anset familie. . For å nå dette mål, er han pågående og frekk, simpel i sine midler.

Der var stor jubel i teátret, da denne første norske komédie gikk over skueplassen. Mange gledet seg over, at dikteren her hadde tuktet venstrepartiet. For i venstrepartiet var det jo især at slike pågående folketalere var å finne. Og enkelte av dette parti var fornærmet og pep i teatret. Men det viste seg siden, at det hverken var det ene eller annet politiske parti dikteren ville til livs, men den menneskelige egenkjærlighet og usselhet hos alle partier. — Han skrev nemlig Samfundets støtter. Samfunnets støtter er de menn som regnes for de beste, de hæderligste, og som holder på alt godt og gammelt, i den grad at de kan være redde for å slippe inn en jernbane. Ibsen søker å vise, at disse støtter kan være pilraadne. 168Og det lille samfunn selv, Norge, må endelig ikke tro, at det er så meget bedre og skikkeligere enn andre, fordi det er lite, og at det bare er de store samfunn ute i verden som er fordervet. Nei, der er fare ved å være liten også. Der er fare for, at en kan komme til å tenke smått og lavt.

Konsul Bernick er den største mann i et lite samfunn. Han er den aller hæderligste, den fineste, og allikevel er det løgn på løgn i hans liv. Og da han kommer i nød, da der er fare for at disse løgne skal bli afsløret, så lar han mannen som vil afsløre dem reise med et dårlig skip, som er dårlig istandsatt på Bernicks eget verft. Han går altså like til forbrytelsen. Og når han fries fra å ha menneskeliv på sin samvittighet, så er det ikke hans fortjeneste. Den gamle ungdomsvenn, som han vil ha fjernet, kommer ikke til å reise med skipet; den råtne skute selv blir stanset.

Men med denne råtne skuten har Bernicks egen gut villet rømme. Og angsten for denne gut, som er det eneste konsul Bernick holder av, gjør ham ærlig. Da byens borgere rykker frem foran hans bolig med faner og klingende spill og hædersgaver, og takker ham, fordi han har fått en jernbane i stand — som vil skaffe ham selv stor fordel — så skrifter han: Han har vært en egennyttig mann, som først og fremst har søkt makt for seg selv; han har bøyet inn på krogveier. Men det lille samfunn har også sin skyld. Det tenker lavt og legger alt ut til det verste, derfor kommer også folk til å handle lavt.

Det er et tungt og mørkt stykke, kanskje for mørkt. Det er vel sjelden at menn som konsul Bernick likefrem begår forbrytelser. Men mange mektige måtte visst, 169hvis de skulle skrifte, tilstå, at egennytten har vært drivkraften i de fleste av deres handlinger. Og at det just i et lite samfunn er meget hykleri og mye feighet, det ser vi hver dag.

Men den som vil si samfunnet sannheten, han får kun liten takk. Det viser Ibsen i En folkefiende.

Doktor Stockmann er badelæge i en liten norsk kystby. Han oppdager, at byens bad, som har kostet så mange penger, er som en kalket forgiftig grav, sundhedsfarlig i aller høyeste grad. Alle disse uhumskheter oppe i mølledammen, alt dette som lukter så fælt, smitter vannet i rørene til brøndhuset, og dette samme giftige smuss sier også ut i stranden, hvor sjøbadene ligger. Men doktor Stockmann får ingen med seg, da han kommer med denne sannhet. Egenkjærlighetens stormakt har alle i sin tjeneste. Byfogden, Stockmanns bror, er imot — han har jo selv fått vandverket og badebygningerne lagt der de nå ligger; det frisinnede blad er imot, for det vil koste å gjøre endringer med badet, og så tør ikke redaktionen for skatteborgerne. Så blir der holdt et folkemøde. Og her sier da doktoren dryge ord både til høyre og til venstre. Forsamlingen erklærer ham for en folkefiende.

Selv har Ibsen sagt det norske folk og sin samtid mangen bitter sannhet; og de som har kjent seg rammet, har skreket opp. Men des mer ro det er kommet over sinnene, des mer har alle indset, at det er sundt for et folk og for en tid, at der er menn som ser feilene og peker på all den egenkjærlighetens uhumskhet, som kan forgifte både samfunn og sinn. Ingen vil nå lenger løfte steinen mot den mann som har skrevet Brand, Per Gynt, De unges forbund, Samfundets støtter og En folkefiende.¹