Der var noget vildmandsagtigt ved ham; ansigtet var skakt, det ene øie sad lidt høiere end det andre; derfor 170kaldte de ham ogsaa «Olsen¹ med det eine auge», da han var i Mandal. Næsen saa ud som den havde været knust en gang, og det havde den nok ogsaa været; munden var bred og næsten uden læber, ansigtet fuldt af rynker og furer. Men naar han talte, var der et minespil saa livligt, at en ikke længer saa han var styg. Figuren var skak, som ansigtet, og lang, især i ryggen; klærne vilde ligesom ikke rigtig sidde paa ham, selv om de var gjort til ham. Han slængte eller hivde paa sig, naar han gik, som for at komme sig i ligevegt, og steg med store skridt, løfted benene høit, som han stadig gik i ur eller ulænde.
Det er en af hans faa venner som skildrer ham slig.² Og slig saa han ud, da han en søndagmorgen for omtrent fem og tyve aar siden stamped foran mig opover Bogstadveien. Han havde et fald i knærne, som om han altid havde gaat med en tung bør. En fattigkjærring stansed ham ved Majorstuen. «Aa, giv mig en halv skilling, far!» — «Har ikkje, mor!» — Han stamped videre.
Og han havde nok ret. Han var en fattig mand og havde ikke havt lykken med sig, pladsgutten fra Vinje.
Han havde alt i sin tidlige ungdom strævd med meget: været omgangsskolelærer, gjort træsko, solt poteter, og brændt brændevin. Saa kom han paa Asker seminár, blev udlært, og var stø paa at blive klokker i hjembygden. Blev det ikke. «Det var den hardaste støit i mit liv,» siger han selv. Han la sig til, som Akab da han ikke fik Nabots vingaard; han laa i tre dage og aad ingenting, snudde ansigtet mod væggen og graat.
Saa blev Vinje lærer i Mandal. Men havet laa saa 171nær. Han maatte ud til sjøs. Men snart blev han sat i land igjen, fordi han var sjøsyg og ikke dugde til at klyve i masten
Saa meget havde Vinje fristet, da han sad paa skolebænken hos Heltberg og læste til artium sammen med Bjørnson og Ibsen. Han nøide sig ikke med den ene eksamen, som de to andre. Han tog juridisk embedseksamen med bedste karakter. Men han dugde ikke til at være sagfører. Endelig blev han langt om længe i 1865 ekstraskriver i benaadningskontoret. Men just som han drømte om forfremmelse og tænkte at blive sorenskriver i Tanen, blev han afsat som ekstraskriver, fordi han havde skrevet mod regjeringen. Saa maatte vel stortinget tage sig af ham; han havde digtet meget, og digtet godt; han kunde vel faa digterløn han saa vel som Bjørnson og Ibsen, mente han. 172Men Vinje havde hverken regjering eller storting med sig. Der kom nok forslag om digterløn, men det blev henlagt. — Han skaffed sig stemmeret; han vilde paa tinget, siden i kongens raad. Men hverken konge eller folk tænkte paa at vælge ham.
Slig gik hans liv. Altid modbakke; altid haab om at se noget paa toppen; altid skuffelse. Altid uro, aldrig fred, aldrig fæste. Mer end én gang havde han været forelsket; men det var ikke saa let at blive forelsket i ham. Endelig blev han gift i 1869, da han var 51 aar (han er født 1818). Et aars tid efter døde hans hustru. Da skrev Bjørnson:
«Det hus du bygde dig igaar,i dag det døden sænkte,og du staar gammel, syg og saarpaa grus af det du tænkte.
Din vei laa bar,fra barn du var,og første ly du fundet har,var det som nu du stængte.»
II.
Da det norske storting henla forslaget om digterløn til Aasmund Olavsson Vinje, dømte det feil. Han fortjente den i fuldt maal. Ti han staar i første række af vore digtere. Vel havde han ikke evner som Bjørnson og Ibsen, skjønt han altid selv trodde det. Men han er et stykke Norge for sig, og hans navn vil leve, lige saa vist som hans to samtidiges, endda de har naad saa langt høiere i navnkundighed i levende live. Vinjes digte om norsk natur og norsk folkeliv er varme og klare som en soldag paa høifjeldene. Storegut fortæller om norske bønder, om slagsmaal og had, om folk og fæ, om dal og fjeld, om far og søn. Norskere digt er ikke skrevet. Her viser Vinje, at han er udgaat fra Telemarken, de norske folkedigteres hjemstavn.
Og i hans skjemt er det ogsaa meget af det norske lynne som ellers ikke er kommet frem i vor litteratur. Endda saa ondt han havde det, saa glimted og glitred skjemten, som de tindrende snekorn paa marken, naar solen spiller over den.
Det er i Ferdaminni og i Dølen vi møder denne skjemt. — Ferdaminni fortæller om en fodreise fra Kristiania til Trondhjem, og videre om færden til Indhered.
173Intet andet menneske kunde opleve saa meget paa en slig reise. Vinjes øine var utrættelig aarvaagne, «urolige som rovfuglens, naar den speider efter bytte»; hans tanke var gløgg til at flyve fra det ene til det andre, og han liker sig bedst, naar han kan prate og præke om alle mulige ting. Snart er det om Lammers, og snart er det om krig; snart er det om kvindens stilling, og snart er det om skindfelden; snart er det om den lovkyndige Lars, som altid laa i procésser; snart om den deilige Ragnhild, sæterjenten ved Rondane; snart igjen om Malene fra Foldalen, som var 75 aar, og derfor havde forstand nok til at skjønne, hvad Vinje var for en kar. Et fad havregraut kan sætte ham i humør. Han skriver: «Saaerne stod med piggar, nett som busti paa ein griserygg, og svart var han som oskegraut. Eg fekk god mjølk, og aat og aat, og det skurad ned igjenom halsen, liksom naar grantoppen vert slipa og dregen ned igjenom omnspipa.¹ Det var so det skalv i meg av all denne sæle njoting med kvar biten.» I Trondhjem fik han første natten husrum hos en «vektare eller polititenare, eller kva det no var for ein byens vakemann». Han maatte spasere over en tyve sovende «hærsveinar» og klatre op efter en stige til «himlingi». Der var det ogsaa fuldt. Han var parret sammen med en gaardmandsgut, men da han favned tre alen, saa kom han bort i fletterne til en jente fra Surendalen, hver gang han skulde strække armene.
Dølen er det merkeligste blad vi har havt i Norge, og vist et af de merkeligste som nogensinde har været til. Det er nemlig en eneste mand som skriver det alt sammen. Dølen er Vinje selv. I en hel aarrække (fra 1858—70) giver han sit ord med om dagens emner, og hvad der nu ellers kunde falde ham ind. Han interesserte sig, snart sagt, for alt muligt. Han havde, for at bruge hans egne ord, en haifisk-hunger efter kundskab, men ogsaa en stor lyst til at snakke om det han havde læst. For han vidste 174han gjorde det godt. Venner fortæller, at naar de sad sammen i kameratsligt lag, og de andre havde snakket en stund, kunde Vinje med én gang skrige som han vilde kvæles: «Lat no meg faa tala, gutar.» Og saa snakked han saa det spraked af aand og vet. Ingen af de norske digtere har havt Dølens evne til at snakke kvikt og legende om de forskjelligste ting. Men han kunde ogsaa være nærgaaende, eggende, ondskabsfuld og uretfærdig; og en skulde just ikke lite paa, at en kunde tage ham i dag hvor en slap ham igaar.
I et af Dølens og Vinjes sidste leveaar spilled studenterne i Kristiania en komédie som hedte Naar pressen fører krig. Der lod de redaktørerne komme ind lys levende, baade Friele, Jaabæk, og Dølen. Og stor jubel blev det, da Dølen sa: «Eg er ein ærleg mann, og no skifter eg meining.» Og den som lo bedst, var Dølen selv. Nei, han dugde ikke til at staa i ruller og rækker. Ikke til at være soldat, og ikke til at være høvding. For ret som det var fløi han ud af geledet og skjød paa sine egne. Naturligvis blev han lastet for dette. Han svarte partimændene: «Dersom eg var so lukkeleg aa vera likso uvitande og blind for grunnar som de, so skulde eg ogso vera stø som eit berg. Men ulukka er den, at eg granskar og leitar etter sanning, og opnar mi aand for alle tankar eg kan finne, liksom blomen opnar kalken sin for himlens regn og sol; og derfor veks eg og er ustø. Ja, vi som lærer og strævar frametter, vi er no ikkje altid litande paa, for vi vrakar titt i morgo det som vi finn er det beste i dag.»
Der er vistnok meget sandt i dette. Men det er vel ogsaa sandt, hvad en af hans gamle venner mener, at han aldrig blev saa alvorlig glad i en sag eller i en mening, at det kosted ham meget at forlade den. Der var noget af frifanten, af slaaskjæmpen i ham.
Vinje kunde, som sine fædre, tale med skjemt om sine saar; men ingen maa tro, at det ikke verked i dem.
«Jeg mindes en gang jeg var hos Botten Hansen,» fortæller professor Sars, «at Vinje kom ind, og begyndte, straks han havde sat sig, med at klage over hvor ondt 175han havde det, — det var efter hans engelske reise, og før han havde opnaad den eneste forfremmelse han nogensinde naadde i statens tjeneste: ekstraskriverposten i benaadningskontoret, — altsaa i aarene 1864 eller 1865. Han talte om, hvorledes han havde slit og slæpt fra han var gut, og taget den ene eksámen efter den andre, med de bedste karaktérer, og endda gik han her — en tilkommen kar — og tjente ikke saltet til maden, baade frøs og sulted, saa han maatte være glad, naar en kakse eller grossérer vilde slænge et maaltid mad til ham eller huse ham for nogen dage; han havde skrevet bøger som han turde sige det var adskillig godt i, og endda gik han som et skumpelskud, som blev haanet og hundset fra alle sider; han vidste, at han havde evner til at udrette noget stort; men han gik til grunde i dette bikjeliv; bare han kunde komme fra det alt sammen og fare til Amerika og begynde livet fra nyt af. Hans ansigt var rødt og fortrukket, mens han talte, stemmen hæs, og til sidst graat han. Vi to andre sad tause, og vidste ikke hvad vi skulde sige. Det er noget af det uhyggeligste jeg har oplevet, og det præged sig derfor ogsaa saa dybt i mit minde, at jeg husker det som om det var foregaat igaar.»
Vinjes venner er enige om, at der var meget varmt og kjærligt hos ham; men han blev bitter og harm under al den uret som han led. Aldrig blev hans evner paaskjønnet; altid var det feilene folk holdt sig til, og han fik aldrig opreisning. Under alt dette vokste feilene og bredte sig, og det gode i ham fik ikke komme helt frem.
Alle som var til stede, vil mindes en kveld i studentersamfundet, da salen var pakkende fuld, fordi der blev drøftet et emne som mange vilde høre om. Nede i et hjørne stod Vinje. En taler roste Eilert Sundt, og sa at han havde gjort meget for sit land og for folkets oplysning. Da skreg Vinje: «Det er ikkje noko aa takke han for; han har faat si løn for det.» — «Kast ham ud,» blev der ropt; «kast ham ud!»
Næste lørdag talte Bjørnson i det samme studentersamfund 176om Vinje. Han sa, at en mand som Vinje burde, trods alle sine feil, være æresmedlem af studentersamfundet. Og der blev igjen et raseri, saa det var ikke ørenslyd at faa paa en lang stund.
Nu er det blit stilt, nu kan det snart være paa tide at dømme imellem samfundet, det hele norske samfund, og Aasmund Vinje. «Kast ham ud!» var stikordet, mens han levde. Den gang saa man mest — eller bare — raahed og misundelse hos ham. For han havde begge disse feil. Nu overskuer vi hele hans livsgjerning. Den gang blev de som bedst skulde forstaa sig paa det stødt bort, — harme, fordi han skrev et maal som de ikke vilde taale: Det var ikke helt landsmaal¹, ikke telemaal, ikke almindeligt skriftsprog; det var Vinjes maal. Nu ser vi, at det ikke er muligt at skille dette maal fra Vinje. Det er ingen unaturlig dragt, som han har taget paa. Det lægger sig over alt hvad han digted og tænkte, som huden over kjød og blod. Den gang kjendte de bare alle vrangsiderne ved hans bondenatur, al hans uvørenhed. Nu ser vi lidt dybere: I Aasmund Vinje har Telemarken, for første gang siden folkeviserne, sendt ud til skue for det norske folk sin glæde over naturen, sin skjære følelse, sin spænstighed, sin skjemt.
Den 24de juli 1870 kom Dølen ud for sidste gang, natten til den 30te i samme maaned døde Vinje. Han laa en tid paa Rigshospitalet. Paa tavlen over sengen hans stod navnet paa sygdommen; men den anden tavle, hvor klær og eiendele skulde staa, var blank.
«Du er altsaa kommen nøgen hid?» spurte en af hans venner og lo. — «Aa ja,» sa han, «nu kommer det paa ett ud, om jeg er nøgen eller klæd. Jeg kan sige med Job: «Nøgen kom jeg fra min mors liv, nøgen vender jeg tilbage. Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet.» — — Jeg er stolt, naar jeg tænker paa, hvorledes regjering og storting har gjort saa vel imod mig, at jeg kan faa dø uden at være nogen skyldig noget. Min gjerning er ikke mindre fordi den er ulønnet.»
177En dag nævnte Ivar Aasen de ord for ham af Samuels bog: «Herren er Herren, han gjøre hvad der tykkes godt i hans øine.» Vinje var ingen troende; men han kunde gribes mægtig af bibelen, og han brød nu ud, mens taarerne trilled nedover kinderne: «Ja, det er fagert.» Han var mild og forsonet, der han laa. Han havde i Dølen revet haardt ned paa Bjørnson, og just her havde hans misundelse gjort ham noksaa blind. Selv skulde han kastes ud bestandig, men de andre, de andre skulde i høisædet; det kunde han ikke taale. Nu laa han og læste i Bjørnsons Digte og sange: «Jeg haver mig omvendt,» sa han til Ivar Aasen, «Bjørnstjerne Bjørnson er en stor digter.» — «Det har jeg altid ment,» sa Ivar Aasen.
Naturen havde altid været Vinjes kjæreste ven. Han var ligesom et andet menneske, bare han kom en halv mil udenfor Kristiania. Han snakked til dyr og trær og stener. Og da han første gang saa Jotunheimen, kunde han ikke faa et ord frem, bare taarer. Nu, da han laa paa sit sidste sygeleie, dukked barneaarene og Telemarkens fjelde op for ham. Han talte om sit liv som gjætergut oppe i fjeldet: Solen skinte paa snefonnerne, hornet laat som orgeltoner i den store kirken paa fjeldvidden. Han laa der med nisteskreppen under hovedet i den bløde mosen og stirred dybt dybt ind i den blaa himlen, til hans kjære uforglemmelige ven, Blaamann, kom og grov ham i ansigtet med fremfoden.
Og saa kunde han længes til Jotunheimen. «Ai ai, ai ai! at eg ikkje skal koma dit i sumar,» sukked han. Saa laa han stille en stund, og saa sa han: «Naar eg er lagt i kista, so vil mi aand slaa upp sin heim der uppe millom fjelli, og so vil eg sitja der paa Falketind og sjaa utyver Norig, og fjellraderne skal stige fram — — —» Og han brast i graat som et barn. — Han reiste sig fra sottesengen og flytted ud paa landet; han vilde ikke dø i byen. Lig skogens dyr vilde han vel søge sig et bortgjemt sted.
Han fik dø i fred, — paa Grans prestegaard paa Hadeland, hos en af de faa som holdt af ham.¹ Om morgenen
Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. V.
178den 30te juli 1870 fandt denne ven ham død i sengen. Han laa med smil om mund.