162

Ibsens næste verk, kanske det merkeligste af alt han har skrevet, er Per Gynt. Per Gynt er en bondegut som gaar hjemme i bygden og skryter og lyver og drømmer sig stor. Han har evner, og kunde nok blive til noget, men endnu har han ikke drevet det til andet end slagsmaal. Han lyver sig til det som andre har gjort. Ingen tror paa ham. Da møder han, i bryllupsgaarden paa Hegstad, Solveig, det uskyldige barn, som nylig har sluttet hos presten. Og han drages mod hende, men skræmmer hende væk igjen, vild og yr og halvdrukken som han er. I trods og fortvilelse farer han ind paa staburet, røver bruden og sætter til fjelds med hende. Blir kjed af hende, sender hende hjem, turer vildt med sæterjenterne, gaar i berg, til Dovregubben. Kirkeklokken frelser ham; for det er to der udenfor som ikke vil han skal gaa under; det er moren, den snilde, skrøbelige Aase, som har fostret ham med eventyr, og Solveig.

Men han er fredløs efter bruderovet, og bygden er efter ham:

Ja, fredløs ja. Du har ikke mortil at bære frem maden og duge dit bord.Vil du æde, gut, faar du hjælpe dig selv,hente det raat fra skog og elv,spikke dig tyri og nøre dig ild,stulle og stelle og lage det til.Vil du klæde dig varmt, faar du veide ren;vil du mure dig hus, faar du bryde sten.

Just som han har tømret sig en hytte, kommer Solveig til ham.

Solveig.

Det blev som livet var sluknet der nede;jeg kunde ikke hjertefyldt le eller græde.Jeg vidste ikke trygt, hvad sind du aatte;jeg vidste kun trygt, hvad jeg skulde og maatte.

163Per Gynt.

Men far din?

Solveig.

Paa hele Guds vide jordhar jeg ingen at kalde for far eller mor,Jeg har løst mig fra alle.

Per Gynt.

Solveig, du væne, —for at komme til mig?

Solveig.

Ja, til dig alene;du faar være mig alt, baade ven og trøster.

(I graat.)

Værst var det at slippe min lille søster,men endda værre at skilles fra far;men værst ifra den som ved brystet mig bar; —nei, Gud forlade mig, værst faar jeg kaldeden sorg at skilles fra dem alle — alle!

Saa meget har hun givet for at blive hans, hvad vil nu han give for hende? Slig som han har været, kan han jo ikke blive ved at være; han maatte blive et nyt menneske, han maatte angre. Men det gjør ondt at angre; det skal mod til at bryde med sin fortid, til at begynde et nyt liv. Og det skal kjærlighed til for at blive Solveigs husbond; han maa kunne glemme sig selv. Per Gynt kan intet af alt dette, han er for feig og for egenkjærlig. Han render fra Solveig og lar hende blive alene i hytten. Saa ser han indom til sin mor. Hun ligger paa dødsleiet. Sorgen over gutten har lagt hende der. Hun ræddes for døden og tanken paa evigheden. Men gutten hendes snakker hende fra det og flygter ind i digt og eventyr med hende — til han pludselig merker med angst, at hun er død.

Nu er Per Gynt alene. Nu er han ikke bundet til noget menneske, kan tænke bare paa sig selv; og det gjør han da ogsaa der borte i Amerika, hvor han sliter sig frem 164til rigdom, sælger negre til Karolina og gudebilleder til Kina. Men da han nærmer sig de femti og faar graasprængt haar, saa synes han, at han maa tænke paa, at han en gang skal kaldes bort fra verden, og at det er bedst at hytte sig i tide ved at gjøre lidt godt ogsaa. Og saa tager han sig af presterne som skal drage til Kina og præke kristendom.

Hver vaar jeg guder eksporterte,hver høst jeg prester udklarerte,forsynte dem med det fornødne,som strømper, bibler, rum og ris —

Tjente paa dette naturligvis.

Nu skal han nyde sit guld. Paa sydvestkysten af Marókko ligger han med sin lystjagt, og forkynder for sine gjester ved det dækkede middagsbord sit livs lære: Mennesket skal bare tænke paa sig selv. Og gjesterne handler efter denne lære: de stjæler jagten fra ham. Men skuden gaar i luften og til bunds.

Ved ørkenranden finder han en hvid hest, sætter afsted, kommer til aráberhøvdingens telt og hilses som profét. Paa den løgn lever han nu i herlighed og glæde og sanselig lyst, til Anítra, beduinerhøvdingens datter, render fra ham paa den hvide hesten, og han staar alene i ørkenen.

Men høit oppe i nord, i storskogen, sidder Solveig, venter paa ham og synger:

Kanske vil der gaa baade vinter og vaar,og næste sommer med, og det hele aar;men en gang vil du komme, det ved jeg vist,og jeg skal nok vente, for det loved jeg sidst

Gud styrke dig, hvor du i verden gaar!Gud glæde dig, hvis du for hans fodskammel staar!Her skal jeg vente, til du kommer igjen;og venter du hist oppe, vi træffes der, min ven.

165Endnu er det langt frem til de to mødes.

Saa længe kan et menneske leve i indbildning og løgn, saa aldeles kan han følge sin egen vilje og sine luner, uden at bry sig om noget andet i verden, at han ender i galskab. Det viser det daglige liv, og det viser historien. Historien fortæller om mænd som ikke havde noget baand paa sig, at de saa længe følger sin egen vilje, til de blir gale til slut, og vi ser i det daglige liv mennesker som ikke er sig selv mægtige, fordi de i barndommen og udigjennem livet aldrig har gjort andet end det de vilde, aldrig tugtet og tøilet sig selv.

Slig gaar det Per Gynt: han kommer i galehuset i Kairo.

I dette galehus gaar der en ægyptisk bonde med en mumie paa ryggen. Mumien er kong Apis, «som har bygget sfinksen og pyramiderne og kriget baade rechts og links». Og den gale bilder sig ind, at han selv er kong Apis. Men der er ingen som vil tro det. Hvad skal han gjøre for at blive kong Apis den store lig? Per Gynt svarer:

Deres høihed faar bygge pyramider,og hugge en større sfinks,og krige, som doktoren siger,med tyrken baade rechts og links.

Fellahen.

Jo, det er en deilig tale!En fellah! En sulten lus!Jeg har nok med at holde min hytteryddelig for rotter og mus.

Fort, mand! — find paa nogetbedre,som baade gjør stor og trygog derhos aldeles lig medkong Apis bag paa min ryg!

Per Gynt:

Hvad om Deres høihed hang Dem,og derpaa i jordens skjød,bag kistens naturlige grænser.forholdt Dem aldeles død?

Fellahen.

Saa vil jeg! Mit liv for en strikke!I galgen med haar og hud! —I førstningen blir der lidt forskjel;men den jevner tiden ud.»

166Som det er med fellahen, saa er det ogsaa med smaa nasjóner som skryter med sine minder og intet vil vaage. De har stormandsgalskab, mener digteren, og døden venter dem. — Ibsen tænker nok her nærmest paa Sverige og Karl den tolvtes konge-lig, men sikkert ogsaa paa sit eget folk; ti Per Gynt er ikke bare et egenkjærligt menneske, slig som de findes over hele verden, men han er ogsaa et billede paa det norske folk. Det er af god æt, som Per Gynt, og fattigt som han. Det skryter og drømmer om storhed, men det har ikko udrettet nogen ting. Det er optaget af sig selv, og bryr sig ikke om hvad der er udenfor fjeldenes grænser. Der er trangt hos dette folk som hos Dovregubben.

I sidste akt ser vi Per Gynt vende hjem til Norge. Alderdommens dage er onde for den egenkjærlige, for den som staar alene. Og Per Gynt, som ellers altid var tilfreds, han er det ikke mere, skjønt han først ikke vil tilstaa det. Hans liv er forspildt, og døden venter. Digtet er jo holdt som et eventyr; derfor heder det, at han skal i støbeskeen, smeltes om, gaa aldeles til grunde. Og det skal han, fordi han ikke er blit det Gud har bestemt ham til. Han har aldrig kjæmpet med sig selv og overvundet sig selv, og det er nødvendigt for den som skal naa frem til sit livs bestemmelse. Enhver som har levet en stund, vil have set det i verden. Det er ikke altid just de klogeste hoveder, de mest begavede folk, som naar frem. Der skal en vilje til at bruge evnerne, de skal bruges helt ud. Men mennesker har gjerne en svaghed som maa overvindes; det kan være forfængelighed, dovenskab, frygt for andres dom, lyst til at glimre; det kan være mange forskjellige egenskaber. Faar denne svaghed lov til at brede sig, saa kan den stanse alting.

Først da det er gaat op for Per Gynt, hvad han er, først da han helt er holdt op at lyve for sig selv, og har set sit liv slig som det har været levet, og skjønnet hvad han har syndet mod Solveig og sig selv, den gang han feigt forlod hende, først da er det haab om frelse for ham. Hun tror paa ham, og han klynger sig til hende; han giver hende den smule liv som nu er igjen; han slipper sig selv. 167Han prøver at holde af. Det tør da hænde, at «knappestøberen» med sin støbeske kanske til syvende og sidst kommer til at gaa forgjæves alligevel.

162

Ibsens neste verk, kanskje det merkeligste av alt han har skrevet, er Per Gynt. Per Gynt er en bondegutt som går hjemme i bygden og skryter og lyver og drømmer seg stor. Han har evner, og kunne nok bli til noe, men ennå har han ikke drevet det til annet enn slagsmål. Han lyver seg til det som andre har gjort. Ingen tror på ham. Da møter han, i bryllupsgården på Hegstad, Solveig, det uskyldige barn, som nylig har sluttet hos presten. Og han drages mot henne, men skremmer henne vekk igjen, vill og yr og halvdrukken som han er. I trass og fortvilelse farer han inn på stabburet, røver bruden og setter til fjelds med henne. Blir kjed av henne, sender henne hjem, turer vilt med seterjentene, går i berg, til Dovregubben. Kirkeklokken frelser ham; for det er to der utenfor som ikke vil han skal gå under; det er moren, den snilde, skrøpelige Aase, som har fostret ham med eventyr, og Solveig.

Men han er fredløs etter bruderovet, og bygden er etter ham:

Ja, fredløs ja. Du har ikke mortil å bære frem maten og duge ditt bord.Vil du ete, gut, får du hjelpe deg selv,hente det rått fra skog og elv,spikke deg tyri og nøre deg ild,stulle og stelle og lage det til.Vil du klede deg varmt, får du veide ren;vil du mure deg hus, får du bryte stein.

Just som han har tømret seg en hytte, kommer Solveig til ham.

Solveig.

Det ble som livet var sluknet der nede;jeg kunne ikke hjertefyldt le eller gråte.Jeg visste ikke trygt, hva sinn du åtte;jeg visste kun trygt, hva jeg skulle og måtte.

163Per Gynt.

Men far din?

Solveig.

På hele Guds vide jordhar jeg ingen å kalle for far eller mor,Jeg har løst meg fra alle.

Per Gynt.

Solveig, du vene, —for å komme til meg?

Solveig.

Ja, til deg alene;du får være meg alt, både venn og trøster.

(I graat.)

Verst var det å slippe min lille søster,men enda verre å skilles fra far;men verst ifra den som ved brystet meg bar; —nei, Gud forlate meg, verst får jeg kalleden sorg å skilles fra dem alle — alle!

Så meget har hun gitt for å bli hans, hva vil nå han gi for henne? Slig som han har vært, kan han jo ikke bli ved å være; han måtte bli et nytt menneske, han måtte angre. Men det gjør ondt å angre; det skal mot til å bryte med sin fortid, til å begynne et nytt liv. Og det skal kjærlighet til for å bli Solveigs husbond; han må kunne glemme seg selv. Per Gynt kan intet av alt dette, han er for feig og for egenkjærlig. Han render fra Solveig og lar henne bli alene i hytten. Så ser han innom til sin mor. Hun ligger på dødsleiet. Sorgen over gutten har lagt henne der. Hun ræddes for døden og tanken på evigheten. Men gutten hennes snakker henne fra det og flykter inn i dikt og eventyr med henne — til han plutselig merker med angst, at hun er død.

Nå er Per Gynt alene. Nå er han ikke bundet til noe menneske, kan tenke bare på seg selv; og det gjør han da også der borte i Amerika, hvor han sliter seg frem 164til rikdom, selger negre til Karolina og gudebilder til Kina. Men da han nærmer seg de femti og får gråsprengt hår, så synes han, at han må tenke på, at han en gang skal kalles bort fra verden, og at det er best at hytte seg i tide ved å gjøre litt godt også. Og så tar han seg av prestene som skal drage til Kina og preke kristendom.

Hver vår jeg guder eksporterte,hver høst jeg prester udklarerte,forsynte dem med det fornødne,som strømper, bibler, rom og ris —

Tjente på dette naturligvis.

Nå skal han nyte sitt gull. På sydvestkysten av Marókko ligger han med sin lystjagt, og forkynner for sine gjester ved det dekket middagsbord sitt livs lære: Mennesket skal bare tenke på seg selv. Og gjestene handler etter denne lære: de stjeler jakten fra ham. Men skuten går i luften og til bunds.

Ved ørkenranden finner han en hvit hest, setter av sted, kommer til aráberhøvdingens telt og hilses som profét. På den løgn lever han nå i herlighet og glede og sanselig lyst, til Anítra, beduinerhøvdingens datter, render fra ham på den hvite hesten, og han står alene i ørkenen.

Men høyt oppe i nord, i storskogen, sitter Solveig, venter på ham og synger:

Kanskje vil der gå både vinter og vår,og neste sommer med, og det hele år;men en gang vil du komme, det vet jeg vist,og jeg skal nok vente, for det lovet jeg sist

Gud styrke deg, hvor du i verden går!Gud glede deg, hvis du for hans fodskammel står!Her skal jeg vente, til du kommer igjen;og venter du hist oppe, vi treffes der, min venn.

165Ennå er det langt frem til de to møtes.

Så lenge kan et menneske leve i innbilning og løgn, så aldeles kan han følge sin egen vilje og sine luner, uten å bry seg om noe annet i verden, at han ender i galskap. Det viser det daglige liv, og det viser historien. Historien forteller om menn som ikke hadde noe bånd på seg, at de så lenge følger sin egen vilje, til de blir gale til slut, og vi ser i det daglige liv mennesker som ikke er seg selv mektige, fordi de i barndommen og utigjennom livet aldri har gjort annet enn det de ville, aldri tuktet og tøylet seg selv.

Slig går det Per Gynt: han kommer i galehuset i Kairo.

I dette galehus går der en egyptisk bonde med en mumie på ryggen. Mumien er kong Apis, «som har bygget sfinksen og pyramidene og kriget både rechts og links». Og den gale bilder seg inn, at han selv er kong Apis. Men der er ingen som vil tro det. Hva skal han gjøre for å bli kong Apis den store lig? Per Gynt svarer:

Deres høyhet får bygge pyramider,og hugge en større sfinks,og krige, som doktoren sier,med tyrken både rechts og links.

Fellahen.

Jo, det er en deilig tale!En fellah! En sulten lus!Jeg har nok med å holde min hytteryddelig for rotter og mus.

Fort, mann! — finn på noebedre,som både gjør stor og tryggog derhos aldeles lig medkong Apis bak på min rygg!

Per Gynt:

Hva om Deres høyhet hang Dem,og derpå i jordens skjød,bak kistens naturlige grenser.forholdt Dem aldeles død?

Fellahen.

Så vil jeg! Mitt liv for en strikke!I galgen med hår og hud! —I førstningen blir der litt forskjell;men den jevner tiden ut.»

166Som det er med fellahen, så er det også med små nasjóner som skryter med sine minner og intet vil våke. De har stormandsgalskab, mener dikteren, og døden venter dem. — Ibsen tenker nok her nærmest på Sverige og Karl den tolvtes konge-lig, men sikkert også på sitt eget folk; ti Per Gynt er ikke bare et egenkjærlig menneske, slig som de finnes over hele verden, men han er også et bilde på det norske folk. Det er av god ætt, som Per Gynt, og fattig som han. Det skryter og drømmer om storhet, men det har ikko utrettet noen ting. Det er optaget av seg selv, og bryr seg ikke om hva der er utenfor fjellenes grenser. Der er trangt hos dette folk som hos Dovregubben.

I siste akt ser vi Per Gynt vende hjem til Norge. Alderdommens dage er onde for den egenkjærlige, for den som står alene. Og Per Gynt, som ellers alltid var tilfreds, han er det ikke mer, skjønt han først ikke vil tilstå det. Hans liv er forspilt, og døden venter. Diktet er jo holdt som et eventyr; derfor heder det, at han skal i støbeskeen, smeltes om, gå aldeles til grunne. Og det skal han, fordi han ikke er blitt det Gud har bestemt ham til. Han har aldri kjempet med seg selv og overvunnet seg selv, og det er nødvendig for den som skal nå frem til sitt livs bestemmelse. Enhver som har levet en stund, vil ha sett det i verden. Det er ikke alltid just de klokeste hoder, de mest begavede folk, som når frem. Der skal en vilje til å bruke evnerne, de skal brukes helt ut. Men mennesker har gjerne en svakhet som må overvinnes; det kan være forfengelighet, dovenskap, frykt for andres dom, lyst til å glimre; det kan være mange forskjellige egenskaper. Får denne svakhet lov til at brede seg, så kan den stanse alting.

Først da det er gått opp for Per Gynt, hva han er, først da han helt er holdt opp å lyve for seg selv, og har sett sitt liv slig som det har vært levet, og skjønnet hva han har syndet mot Solveig og seg selv, den gang han feigt forlot henne, først da er det håp om frelse for ham. Hun tror på ham, og han klynger seg til henne; han gir henne den smule liv som nå er igjen; han slipper seg selv. 167Han prøver å holde av. Det tør da hænde, at «knappestøberen» med sin støbeske kanskje til syvende og sist kommer til å gå forgjeves allikevel.