Nybyggertiden, som Ibsen taler om i et af sine digte var endnu ikke forbi, da Ibsen levde sine trængselsaar her hjemme. Han var blandt de «enkelte sangere som sang under løvet»,¹ og visselig en af dem som har havt det værst. Han havde nogen lighed med Welhaven: kunst havde han været glad i, fra han var en unggut; digte var det eneste han vilde i verden. Han kunde siden med sandhed sige i et brev til kong Karl den femtende, at han aldrig havde veget fra sin livsgjerning, men han havde tit nok følt, hvor faa det var som brydde sig om denne livsgjerning. Han havde, som Welhaven, sultet baade paa den ene og den andre maaden. Han havde kjendt sig klemt inde i et lidet nybyggersamfund, som mindst brydde sig om det som for ham var alt. For sin kunst kunde han slaas en og anden gang; men ellers havde han ikke hug til at være med i det offentlige liv, som Bjørnson og Wergeland. Derfor blev han ensom og kjendte sig fremmed i et land hvor politik og næringsveie var alt. Og saa skede der noget i dette land, som i hans øine var smaaligt og skammeligt. De norske studenter havde været med ved det nordiske studentermøde 160i Kjøbenhavn 1862, og lovet at hjælpe Danmark i farens stund. Men da den dansk-tyske krig brød ud, vilde Norge og Sverige ikke deltage. Det var efter Ibsens mening egenkjærlig gjort, og denne egenkjærlighed gjorde et sterkt indtryk paa ham. Han holdt ikke ud hjemme. Det blev ham for smaat og trangt. Da han endelig fik komme til syden, følte han, at det var i den yderste stund. Nede i det solvarme Italien syntes han at han ikke havde set solen før. Han loved sig selv, at han ikke vilde vende hjem mere, og det ord holdt han, til han blev en gammel mand. Et par ganger var han hjemme paa et kort besøg, og først for faa aar siden har han taget bolig her i Kristiania. Og det var i april 1864 han drog ud!
Men ude i det fremmede har han skrevet om Norge, og har nu efter et langt livs arbeide fæstet hele Europas opmerksomhed paa sig. Han har været en ensidig mand kan man sige. Aldrig bryd sig om andet end sin kunst; men saa er han til gjengjæld blit den største bygmester i sit fag. Da han var seksti aar gammel, kunde Bjørnson telegrafére til ham: «Nu kommer verden til den ensomme.»
I de verker som Ibsen har skrevet i disse aar, er det ogsaa et og andet som minder om Welhaven. Welhaven saa det stygge og raa, og pegte paa det; han spurte, hvad nordmændene havde udrettet, siden de skrøt saa. Siden har det været almen glæde over alt det som var norsk: over vor historie, vore eventyr, og vor kunst. Ibsen havde nok været med i denne glæde selv. Men han havde ogsaa faat føle, hvad det vil sige at være nordmand, naar en arbeided for det som han arbeided for. Han havde lidt under at høre til et lidet folk, og hans øie blev skarpere og skarpere for de feil som dette folk har. Han sendte da hjem, som den første hilsen, Brand.
Det er en tordentale til det norske folk. Brand er prest. Han kommer til sin trange vilde hjembygd og virker der i sit kald: at løfte slegten og lære den at dyrke Gud, som han skal dyrkes. Men Brands Gud er ingen barmhjertig Gud; han er en Gud som kræver alt. Og Brand giver alt.
161Menigheden trænger ham. Og han ofrer sit barn, som ikke kan leve i den veirhaarde solløse dal; han ofrer sin hustru, som elsker hvert minde om dette barn, skjerfet, kuften, vottene og strømperne. Hun er ikke i stand til at glæde sig over, at barnet er hos Gud. Barnet blir hendes afgud, siger presten, og det vil Gud ikke taale. Endelig slipper hun stykke for stykke sine dyre minder og giver barnets klær til den fillete taterkvinden som kommer ind og tigger. Men da er ogsaa hendes kraft ude, da kjender hun, at døden kommer. Sorgen og kampen har taget hendes kræfter.
Det bygdefolk som Brand præker for, det er ikke i stand til at ofre, at gjøre noget helt; det træler for føden, og det er bare én bøn som kommer fuldt fra hjertet, det er bønnen om det daglige brød. De gaar i kirke den syvende dag, og skryter i festlige stunder af fædrenes stolte daad, men selv er de ikke i stand til at gjøre den efter. Ingen skjønner, at han skal leve et liv som menneske, og ikke som træl, at han skal dyrke Gud alle ugens syv dage, og at det ikke nytter at ofre paa alteret den syvende dag, naar en ikke er i stand til at glemme sig selv og sit madstræv de seks. Denne bygdealmue — og det er det norske folk — den er nøid, naar bare næringsveiene gaar frem, som om der ikke var noget høiere. Til slut prøver da Brand at drage folket med sig op paa vidden; de skal gaa igjennem landet og præke den nye lære: at en skal dyrke Gud alle ugens dage og i alt sit liv være menneske, slig som Gud har villet, ikke træl; menneske som har hjertet aabent for alt som menneskeligt er.
Men folket svigter ham snart. De lokkes af rygtet om en sildestim, stener sin prest, og drager efter silden. Saaret af dem som han vilde frelse, begraves Brand af et skred. Og han skriger, idet han krymper sig under den styrtende fonn: «Gjælder da mandeviljen intet til frelse?» Og en røst svarer: Han er kjærlighedens Gud.
Et menneske strækker ikke til for at sone; mandeviljen er ikke nok, Gud er kjærlighedens gud.
Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. V.