I over hundred aar havde der været borgerkrige i Norge. Da kom der endelig en mand som samled landet. Det var Haakon Haakonson. Men ogsaa han havde først kampe at
Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. V.
146udkjæmpe, især mod Skule Baardsson. Om disse to kongsemner handler Ibsens skuespil.
Inga fra Varteig, Haakons mor, har baaret jernbyrd for sin søn. Og hendes hænder er skjære og hvide. Og nu har Gud dømt, efter den tids tro. Paa rigsstævnet vælges Haakon til Norges konge. Til dronning kaarer han Margrete, Skules datter — han vil have fred i landet. Men Skule jarl er ikke nøid. Og der er én som vil have splid, fordi han hader Haakon og hans æt og ikke taaler at nogen skal være et hoved høiere end de andre. Det er bisp Nikolás. — «Er I nu saa sikker paa, at Haakon er kongefødt?» spør han Skule.
Inga fødte lønlig i Trond prests hus, og kongsbarnet blev et helt aar hos presten. Det var stor fare for en prest at fostre et sligt kongsbarn. Der var da en som raaded ham til at forbytte barnet. Det var bisp Nikolas.
Trond prest reiste fra landet og døde i England. Han har sendt bisp Nikolas sit skriftemaal før han døde, men bispen har ikke faat det. «Finder I det,» spør jarlen, «vil I da give det i mine hænder?» Bispen lover det ved sin sjæls salighed.
Brevet fra Trond prest kommer, da bisp Nikolas er døden nær. Men bispen vil, at der ikke skal komme visshed. Hverken Haakon eller Skule skal lægge den andens høide til sin egen vekst. «Der blev en kjæmpe i landet, hvis det skede, og her skal ingen kjæmpe være. Ti jeg var aldrig nogen kjæmpe.»
Bispen narrer Skule til selv at brænde Trond prests brev, uden at Skule ved hvad det er han brænder.
«Brevet, brevet!» roper han, da han ser bispen skal dø. Bispen smiler i dødskampen. «Det var det I brændte, gode hertug!»
Skule har altsaa ikke faat visshed. Han vil, at Haakon skal dele med ham, eller at de skal styre tre aar hver. «Jeg kan ikke andet end ynke eder,» siger kong Haakon. «I tror det er Herrens kald som driver eder op paa kongssædet; 147I ser ikke, at det kun er hovmod. — — I har alle sindets ypperlige gaver, kløgt og mod. I er skabt til at staa kongen nærmest, men ikke til at være konge selv. —
— — Ser I da ikke, at Norges rige, saaledes som Harald og Olav reiste det, kun er at ligne med en kirke som ikke har faat vigselen endnu? Jeg vil bringe vigselen. Norge var et rige, det skal blive et folk. Trønder stod mod vikværing, agdeværing mod hordalænding, haalogalænding mod sogndøl; alle skal være ett herefter, og alle skal vide med sig selv og skjønne, at de er ett.»
Skule aner, at Haakon har ret. Men det maa være ugjørligt, dette som Haakon vil. Sligt er aldrig hændt i Norge før. Det skal heller ikke ske nu. Han vil kjæmpe imod det. Og han kjæmper mod Haakon og seirer, hyldes af sin hird, prises af skalden. Men han er ikke tryggere for det. Bare der var en eneste som rigtig trodde paa ham. Da meldes det,¹ at der er langfarende folk ude som vil tale med ham, en kvinde og en prest. Kvinden er Ingebjørg, som Skule en gang har elsket, presten er deres søn. Hun har været gift nordpaa, nu er hun enke. Hun fører sønnen til Skule, som ikke har hørt noget til hende, siden de skiltes.
Baard Bratte
(fra baggrunden).
Der staar langfarende folk ude, som beder at faa tale med eder, herre.
Kong Skule.
Hvem er det?
Baard Bratte.
En kvinde og en prest.
Kong Skule.
Lad kvinden og presten komme.
(Baard gaar. Kong Skule sætter sig tankefuld til høire; lidt efter kommer en sortklæd kvinde ind; hun bærer sid kaabe, 148hætte og et tæt slør, som skjuler ansigtet; en præst følger hende og blir staaende ved døren.)
Kong Skule.
Hvem er du?
Kvinden.
En som du har elsket.
Kong Skule
(ryster paa hovedet).
Det gives ingen som mindes sligt. Hvem er du? spør jeg.
Kvinden.
En som elsker dig.
Kong Skule.
Da er du visselig en af de døde.
Kvinden
(nærmer sig og siger sagte og inderlig).
Skule Baardsson!
Kong Skule
(reiser sig med et skrig).
Ingebjørg!
Ingebjørg.
Kjender du mig nu, Skule!
Kong Skule.
Ingebjørg, — Ingebjørg!
Ingebjørg.
Aa, lad mig se paa dig, — se længe, længe paa dig! (Griber hans hænder; pause.) Du fagre, elskede, svigefulde mand!
Kong Skule.
Tag sløret væk; se paa mig med de øine der en gang var saa klare og blaa som himlen.
Ingebjørg.
De øine har været en regntung himmel i tyve aar; du vilde ikke kjende dem igjen, og du faar aldrig se dem mere.
Kong Skule.
Men din røst er frisk og blød og ung som den gang!
Ingebjørg.
Jeg har kun brugt den til at hviske dit navn, til at præge din storhed ind i et ungt hjerte, og til at bede hos syndernes Gud om frelse for os to, som har elsket i brøde.
Kong Skule.
Det har du gjort?
Ingebjørg.
Jeg har været taus, naar jeg ikke talte kjærlighedens ord om dig; derfor har min røst holdt sig frisk og blød og ung.
Kong Skule.
Der ligger et liv imellem. Hvert fagert minde fra hin tid har jeg spildt og glemt. —
Ingebjørg.
Det var din ret.
Kong Skule.
Og imens har du, Ingebjørg, du varme trofaste kvinde, siddet der nord i isnende ensomhed og samlet og gjemt.
Ingebjørg.
Det var min lykke.
Kong Skule.
Dig kunde jeg slippe, for at vinde magt og rigdom! Havde du 149staat som hustru ved min side, skulde det faldt mig lettere at blive konge.
Ingebjørg.
Gud har været mig god, at det ikke skede. Et sind som mit trængte til en stor brøde, for at vækkes til anger og bod.
Kong Skule.
Og nu kommer du —?
Ingebjørg.
Som Andres Skjaldarbands enke.
Kong Skule.
Din husbond er død!
Ingebjørg.
Paa veien fra Jerusalem.
Kong Skule.
Saa har han gjort bod for Vegards drab.
Ingebjørg.
Det var ikke derfor min ædle husbond tog korset.
Kong Skule.
Ikke derfor?
Ingebjørg.
Nei, det var min brøde han tog paa sine sterke kjærlige skuldre, den var det han gik for at tvætte i Jordans flod; den var det han blødte for.
Kong Skule
(sagte).
Han har vidst alt?
Ingebjørg.
Fra første stund af. Og bisp Nikolas har vidst det; ti for ham skrifted jeg; og det var én til som havde faat det at vide, men paa hvilken maade er gaadefuldt for mig.
Kong Skule.
Hvem?
Ingebjørg.
Vegard Veradal.
Kong Skule.
Vegard!
Ingebjørg.
Han hvisked et haansord om mig i øret paa min husbond; da drog Andres Skjaldarband sit sverd og dræbte ham paa stedet.
Kong Skule.
Han verged den som jeg sveg og glemte. — Og hvorfor søger du mig nu?
Ingebjørg.
For at ofre dig det sidste.
Kong Skule.
Hvad mener du?
Ingebjørg.
(peger mod presten, der staar ved døren).
Se ham! — Peter, min søn, kom!
Kong Skule.
Din søn —!
Ingebjørg.
Og din, kong Skule!
150Kong Skule
(halvt forvildet).
Ingebjørg!
Peter
(nærmer sig i sterk bevægelse og kaster sig paa knæ for Skule).
Ingebjørg.
Tag ham! Han har været mit livs lys og trøst i tyve aar; — nu er du Norges konge; kongssønnen maa komme til sin arv; jeg har ingen ret til ham længer.
Kong Skule
(løfter ham op i stormende glæde).
Op til mit hjerte, du som jeg saa brændende har higet efter! (Kryster ham i sine armer, slipper ham, ser paa ham og favner ham igjen). Min søn, min søn! Jeg har en søn! Ha, ha, ha; hvem vil nu staa mig imod! (Gaar over til Ingebjørg og griber hendes haand.) Og du, du giver mig ham, Ingebjørg! Du tager jo ikke dit ord igjen? Du giver mig ham jo?
Ingebjørg.
Tungt er offeret, og neppe skulde jeg kunnet bragt det, hvis ikke bisp Nikolas havde sendt ham til mig med brev og bud om Andres Skjaldarbands død. Bispen var det der la det tunge offer paa mig, som bod for al min brøde.
Kong Skule.
Saa er brøden slettet ud; og fra nu af er han min alene; ikke saa, min alene?
Ingebjørg.
Jo, men ett løfte kræver jeg af dig.
Kong Skule.
Himmel og jord, kræv alt hvad du vil!
Ingebjørg.
Han er ren som et Guds lam, nu jeg giver ham i dine hænder. Det er en farefuld vei, den som bærer op til kongssædet; lad ham ikke tage skade paa sin sjæl. Hører du, kong Skule, lad ikke mit barn tage skade paa sin sjæl!
Kong Skule.
Det lover og sverger jeg dig!
Ingebjørg
(griber hans arm).
Fra første færd du skjønner at han lider skade paa sin sjæl, saa lad ham heller dø!
Kong Skule.
Heller dø! Det lover og sverger jeg dig!
Ingebjørg.
Saa farer jeg trøstig nord til Haalogaland.
Kong Skule.
Ja, du kan trøstig fare.
Ingebjørg.
Der vil jeg angre og bede, til Herren kalder mig. Og naar vi mødes hos Gud, kommer han ren og skyldfri til sin mor!
151Kong Skule.
Ren og skyldfri! (Vender sig til Peter.) Lad mig se paa dig! Ja, det er din mors træk, og mine; du er den jeg har længtet saa saart efter.
Peter.
Min far, min store herlige far! lad mig leve og stride for dig! Lad din sag blive min, og lad saa din sag være hvilken den vil, — jeg ved dog, at jeg strider for det rette!
Kong Skule
(med et skrig af glæde).
Du tror paa mig! Du tror paa mig!
Peter.
Uryggelig!
Kong Skule.
Saa er alt godt; saa er jeg visselig frelst! Hør, du skal kaste prestekappen; erkebispen skal løse dig fra kirkeløftet; kongssønnen skal bære sverd, gaa ustanselig frem til magt og hæder.
Peter.
Sammen med dig, min høie far! Sammen vil vi gaa!
Kong Skule
(trykker ham ind til sig).
Ja, sammen, vi to alene!
Ingebjørg
(for sig selv).
At elske, ofre alt, og glemmes, det blev min saga.
(Gaar stille ud i baggrunden.)
Kong Skule.
Et stort kongsverk skal gjøres i Norge nu! Peter, min søn, hør! Alt folket vil vi vække og samle til ett; vikværing og trønder, haalogalænding og agdeværing, oplænding og sogndøl, alt skal være som en stor slegt, — da kan du tro landet vil tage vekst!
Peter.
Hvilken stor og svimlende tanke det er —!
Kong Skule.
Fatter du den?
Peter.
Ja —! Ja! — Klart —!
Kong Skule.
Og tror du paa den?
Peter.
Ja, ja, ti jeg tror paa dig!
Kong Skule
(vildt).
Haakon Haakonson maa falde!
Peter.
Naar du vil det, saa er det ret, at han falder.
Kong Skule.
Det vil koste blod, men det faar ikke hjælpe.
Peter.
Det er ikke spildt, det blod som flyder for din sag.
Kong Skule.
Din skal al magten være, naar jeg faar fæstnet riget. Du skal sidde i kongssædet med ring om panden, med purpurkaaben flømmende vid over dine skuldre; alle mænd i landet skal bøie sig for dig — (Lurtoner høres langt borte.) Ha! 152hvad er det! (Med et skrig.) Birkebeinerhæren! Hvad var det Paal Flida sa¹?
(Iler mod baggrunden.)
Paal Flida
(kommer ind og roper):
Nu er timen over os, kong Skule!
Kong Skule
(forvildet).
Birkebeinerne! Kong Haakons hær! Hvor er de?
Paal Flida.
De myldrer i tusendvis ned over Ekeberg.
Kong Skule.
Blaas til vaaben! Blaas, blaas! Giv raad; hvor skal vi møde dem?
Paal Flida.
Alle kirker staar aabne for os.
Kong Skule.
Birkebeinerne, spør jeg —!
Paal Flida.
For dem staar alle broer aabne.
Kong Skule.
Usalige mand, hvad har du gjort!
Paal Flida.
Lystret min konge.
Kong Skule.
Min søn! Min søn! Ve mig; jeg har forspildt dit kongerige!
Peter.
Nei, du vil seire! Saa stor en kongstanke dør ikke!
Kong Skule.
Ti, ti! (Lurtoner og rop høres nærmere.) Til hest! Til vaaben! Det gjælder mer end mænds liv og død her! (Iler ud i baggrunden; de øvrige følger efter.)
En gade i Oslo.
(Lave træhus med bislag paa begge sider. I baggrunden St. Hallvards kirkegaard, indelukt af en høi mur med port. Paa venstre side ved enden af muren sees kirken, hvis hovedindgang staar aaben. Det er endnu nat; lidt efter begynder dagen at gry. Stormklokken gaar; langt borte til høire høres fjerne hærskrig og forvirret larm.)
Kong Skules lursvend
(kommer fra høire, blaaser i luren og roper).
Til vaaben! Til vaaben, alle kong Skules mænd!
(Blaaser igjen og gaar videre; om lidt hører man ham blaase og rope i næste gade.)
En kvinde
(kommer ud i en husdør til høire).
Du store barmhjertige Gud, hvad er det?
153En bymand
(som er kommen halvt paaklæd ud fra et hus paa den anden side af gaden).
Birkebeinerne er i byen. Nu faar Skule løn for alle sine ugjerninger.
En af Skules mænd
(kommer med nogen andre, bærende kapper og vaaben paa armene, ind fra en sidegade til venstre).
Hvor er birkebeinerne?
En anden af Skules mænd
(fra et hus til høire).
Jeg ved ikke.
Første.
Hys! Hør! — De maa være nede ved Gjeitebroen.
Anden.
Ned til Gjeitebroen da!
Alle iler ud til høire, en bymand kommer løbende fra samme side.)
Første bymand.
Hei, granne, hvor kommer I fra?
Anden bymand.
Nede fra Loelven; der gaar det stygt til.
Kvinden.
Sankt Olav og Sankt Hallvard! Er det birkebeinerne, eller hvem er det?
Anden bymand.
Ja vist er det birkebeinerne; kong Haakon er med; hele flaaden lægger ind til bryggerne; men selv gik han i land med sine bedste mænd ude ved Ekebergstøen.
Første bymand.
Saa tager han hevn for mandefaldet ved Laaka!
Anden bymand.
Ja, det kan I lite paa!
Første bymand,
Se der, — der flygter alt varbælgerne!
(En flok af Skules mænd kommer flygtende ind fra høire.)
En af mændene.
Ind i kirken! Ingen kan staa sig mod birkebeinerne, slig som de farer frem i nat!
(Flokken iler ind i kirken og stænger døren indenfor.)
Anden bymand
(ser ud til høire).
Jeg skimter et mærke langt nede i gaden; det maa være kong Haakons.
Første bymand.
Se se, hvor varbælgerne flygter!
(En ny flok kommer ind fra høire.)
En af flokken.
Lad os berge os i kirken og bede om grid!
(De stormer mod porten.)
Flere varbælger.
Der er stængt, der er stængt!
154Den første.
Opover til Martestokke da!
En anden.
Hvor er kong Skule?
Den første.
Jeg ved ikke. Afsted, der ser jeg birkebeinernes merke!
(De flygter forbi kirken ud til venstre.)
Haakon
(kommer fra høire med sin merkesmand, Gregorius Jonsson, Dagfinn Bonde og flere andre mænd).
Dagfinn Bonde.
Hør hærskriget! Skule fylker sine mænd bag kirkegaarden.
En gammel bymand
(roper fra sin sval til Haakon).
Vogt eder, kjære herre; varbelgerne er gramme nu de slaas for livet!
Haakon.
Er det du, gamle Guttorm Erlendson? Du har stridt baade for min far og farfar, du.
Bymanden.
Gud give jeg kunde stride for eder ogsaa.
Haakon.
Du er for gammel til det, og det trænges ikke; det kommer folk til mig alle vegne fra.
Dagfinn Bonde
(peger ud over muren til høire).
Der kommer hertugens¹ merke!
Gregorius Jonsson.
Hertugen selv! Han rider paa sin hvide stridshest.
Dagfinn Bonde.
Vi maa hindre ham udgang gjennem porten her!
Haakon.
Blaas, blaas! (Lursvenden blaaser.) Bedre blaaste du, hundehvalp, da du blaaste for penger paa Bergens brygge!
(Lursvenden blaaser igjen, men sterkere end første gang, der kommer mange folk til.)
En varbelg
(fra høire, flygtende henimod kirken, forfulgt af en birkebeiner).
Spar livet! Spar livet!
Birkebeineren.
Ikke om du saa sad paa alteret! (Hugger ham ned.) En kostbar kappe lader det til du har; den kan jeg bruge. (Vil tage kappen, men udstøder et skrig og kaster sit sverd fra sig.) Herre konge! Ikke et slag mere slaar jeg for eder.
Dagfinn Bonde.
Og det siger du i slig en stund!
Birkebeineren.
Ikke et slag mere!
155Dagfinn Bonde
(hugger ham ned).
Nei, nu kan du ogsaa spare dig det!
Birkebeineren
(pegende paa den døde varbelg).
Jeg mente jeg havde gjort nok, da jeg dræbte min egen bror. (Dør.)
Haakon.
Hans bror!
Dagfinn Bonde.
Hvad! (Gaar hen til varbelgens lig.)
Haakon.
Er det sandt?
Dagfinn Bonde.
Det er nok saa.
Haakon
(rystet).
Her sees det bedst, hvad krig det er vi fører. Bror mod bror, far mod søn; — ved Gud den almægtige, dette maa have en ende!
Gregorius Jonsson.
Der kommer hertugen i fuld kamp med Knut jarls flok!
Dagfinn Bonde.
Stæng porten for ham her, kongsmænd!
(Indenfor muren kommer de kjæmpende til syne. Varbelgerne baner sig vei mod venstre, drivende birkebeinerne fod for fod tilbage. Kong Skule rider paa sin hvide stridshest med draget sverd. Peter gaar ved siden og holder hestens tøiler, i den venstre haand et høit opløftet krusifiks. Paal Flida bærer Skules merke, som er blaat, med en staaende gylden løve uden øks.)
Kong Skule.
Hugg ned for fode! Spar ingen!
Det er kommet et nyt kongsemne i Norge!
Birkebeinerne.
Et nyt kongsemne, siger han!
Haakon.
Skule Baardsson, lad os dele riget!
Kong Skule.
Alt eller intet!
Haakon.
Tænk paa dronningen, eders datter!
Kong Skule.
Jeg har en søn, jeg har en søn! Jeg tænker ikke paa andre end ham.
Haakon.
Jeg har ogsaa en søn; — falder jeg, saa faar han riget!
Kong Skule.
Dræb kongsbarnet, hvor I finder det! Dræb det paa kongssædet; dræb det for alteret; dræb det, dræb det i dronningens arm!
Haakon.
Der fældte du din dom!
Kong Skule
(hugger om sig).
Dræb, dræb for fode! Kong Skule har en søn! Dræb, dræb!
(Kampen trækker sig udenfor til venstre.)
Gregorius Jonsson.
Varbelgerne hugger sig igjennem!
Dagfinn Bonde.
Ja, men bare for at flygte.
156Gregorius Jonsson.
Ja, ved himlen, — den anden port staar aaben; der flygter de alt!
Dagfinn Bonde.
Opover til Martestokke. (Roper ud). Efter dem, efter dem, Knut jarl! Tag hevn for mandefaldet ved Laaka!
Haakon.
I hørte det; han dømte mit barn fredløs, — mit skyldfrie barn, Norges kaarne konge efter mig!
Kongsmændene.
Ja, ja, vi hørte det!
Haakon.
Og hvad straf er sat for slig brøde?
Mændene.
Døden.
Haakon.
Saa maa han ogsaa dø! (Løfter haanden til ed.) Her sverger jeg det; Skule Baardsson skal dø, hvor han træffes paa uhellig grund!
Dagfinn Bonde.
Det er hver trofast mands pligt at fælde ham.
En birkebeiner
(fra venstre).
Nu flygter hertug Skule.
Bymændene.
Birkebeinerne har seiret!
Haakon.
Hvad vei?
Birkebeineren.
Forbi Martestokke, opover til Eidsvold; de fleste havde sine hester staaende oppe i gaderne, ellers var ikke en eneste sluppet fra det med livet.
Haakon.
Gud være takket for hjælpen denne gang ogsaa! Nu kan dronningen frit komme i land fra flaaden.
Gregorius Jonsson
(peger ud til høire).
Hun er alt i land, herre; der kommer hun.
Haakon
(til dem som staar nærmest om ham).
Det tungeste staar igjen; hun er en kjærlig datter; — hør — intet ord til hende om al den fare som truer barnet. Lov mig alle som én at verge eders konges søn; men lad ikke hende vide noget.
Mændene
(dæmpet).
Det lover vi!
Margrete
(kommer med fruer og følge fra høire).
Haakon, min husbond! Himlen har skjermet dig; du har seiret og er uskad.
Haakon.
Ja, jeg har seiret. Hvor er barnet?
Margrete.
Paa kongsskibet, i sikre mænds hænder.
157Haakon.
Gaa flere der ned! (Nogen af mændene gaar.)
Margrete.
Haakon, hvor er — hertug Skule?
Haakon.
Han har taget veien til Oplandene.
Margrete.
Saa lever han da! — Min husbond, faar jeg lov at takke Gud, fordi han lever?
Haakon
(i smertelig kamp med sig selv).
Hør mig, Margrete; du har været mig en trofast hustru, har fulgt mig i godt og ondt, du har været saa usigelig rig paa kjærlighed; nu maa jeg volde dig en tung sorg; jeg vilde det nødig; men jeg er konge, derfor maa jeg. —
Margrete
(spændt).
Gjælder det — hertugen?
Haakon.
Ja. Der kan ikke ramme mig nogen smerteligere lod end at skulle leve mit liv langt fra dig; men dersom du finder det maa saa være, efter det jeg nu siger dig, — tykkes det dig, at du ikke længer tør sidde ved min side, ikke længer kan se paa mig uden at blive bleg, — nu, saa faar vi skilles ad — leve hver for sig, — og jeg skal ikke laste dig for det.
Margrete.
Skilles fra dig? Hvor kan du tænke en slig tanke! Giv mig din haand.
Haakon.
Rør den ikke! — Den var nylig løftet til ed. —
Margrete.
Til ed?
Haakon.
En ed som satte ubrydeligt segl paa en dødsdom.
Margrete
(med et skrig).
Min far! O, min far! (Vakler; et par af kvinderne iler til og støtter hende.)
Haakon.
Ja, Margrete, — som konge har jeg dømt din far til døden.
Margrete.
Saa har han visselig forbrudt sig værre end da han tog kongsnavn.
Haakon.
Det har han; — og finder du nu, at vi faar skilles, saa lad det ske.
Margrete
(nærmere og med styrke).
Vi kan aldrig skilles! Jeg er din hustru, intet andet i verden end din hustru.
Haakon.
Er du sterk nok? Hørte og forstod du alt? Jeg dømte din far.
Margrete.
Jeg hørte og forstod alt. Du dømte min far.
158Haakon.
Og du kræver ikke at vide, hvad hans brøde var?
Margrete.
Det er jo nok, naar du kjender den.
Haakon.
Men det var til døden jeg dømte ham!
Margrete
(knæler ned for kongen og kysser hans haand).
Min husbond og høie herre, du dømmer retfærdig.
(Teppet falder.)
Kong Skule sidder i Nidaros, Haakon ligger ude paa fjorden, bymændene stimler sammen i kongsgaarden og klager over at Skule ikke er hyldet paa St. Olavs skrin. Han er ikke konge. Og Peter, sønnen, bryder ind i kirken, springer op paa høialteret, slæper det hellige skrin ud.
Denne vanhellige voldsdaad slaar kong Skules mænd med skræk, og de flygter ind i kirkerne. Bymændene reiser sig imod Skule. Da flyr han selv. Træt og syg slæper han sig ind i Elgesæter kloster Her er hans hustru, hans datter Margrete og hendes barn — hendes og Haakons. «Ætten er samlet paa Elgesæter i nat.» Men bymændene fra Nidaros stormer mod klosterporten for at tage Skules liv. Peter, hans søn, klyver over muren for at tage kongsbarnet.
«Kong Haakon har dømt ham,» roper de der udenfor om Skule. «Det er hvermands pligt at dræbe ham.» — «Dræb kongsbarnet, dræb det paa dronningens arm; — det var kong Skules ord i Oslo!» roper Peter. Men Skule vender sig mod sin søn: «Du saa i mig den himmelkaarne, den som skulde gjøre den store kongsgjerning i landet. Se bedre paa mig, du forvildede. Kongepjalterne som jeg har pyntet mig med, de var laant og stjaalet. Nu lægger jeg dem af, én for én. Kongstanken er Haakons. Du har trod paa en løgn. Vend dig fra mig og fræls din sjæl. — Jeg vilde være den største i landet. Gud, Gud, se jeg ydmyger mig for dig og staar som den ringeste af alle. — — Min vilje vilde altid did hvor ikke Guds finger pegte for mig. Derfor 159saa jeg aldrig veien klart før nu. Varbelgerne er nær. Saa længe jeg er i live, staar de ikke ifra sit forsæt; finder de mig her, kan jeg ikke frelse dit barn, Margrete.»
Udenfor truer bymændene: «Nu er laasen fra. Tving os ikke til at bryde kirkefreden.» — Kong Skule: «Jeg kommer.» — Bymændene: «Og kirkeraneren skal ogsaa komme.» — Kong Skule: «Kirkeraneren skal ogsaa komme. Min søn, er du rede?» — Peter: «Ja, min far, jeg er rede.» — Kong Skule: «Gud, jeg er en fattig mand; jeg har kun mit liv at give. Men tag det og berg Haakons store kongstanke. — Se saa, ræk mig din haand.» — Peter: «Her er min haand, far.» — Kong Skule: «Og vær ikke ræd for det som nu kommer.» — Peter: «Nei, far, jeg er ikke ræd, naar jeg gaar sammen med dig.» — Kong Skule: «Tryggere vei har vi to aldrig gaat sammen.» Og de gaar begge to i døden.