Det varte længe, før han naadde op. Det var ikke femti mennesker som kjøbte Catilina, og da han var kommen ind til Kristiania for at blive student, solte han en stor mængde eksemplarer til en høker, som skulde have indpakningspapir. Saa havde han mad i de nærmeste dage. Ti med indtægterne var det i dette aar mer end smaat. En trofast kamerát, som havde kostet trykningen af hans første verk, delte med ham. Middagsmad havde de ikke raad til at spise. De gik ud i middagsstunden, og kom hjem naar folkene i huset maatte tro de havde spist. Saa drak de kaffe og spiste brød til.
144I 1851 blev Ibsen «teáterdigter» ved den scene som Ole Bull havde stiftet i Bergen. Her skrev han nu skuespil efter skuespil, mer eller mindre merkelige. Dommen var visselig ikke altid retfærdig. Det storslagne Fru Inger til Østeraat gjorde ingen lykke, fordi det var saa uhyggeligt. Gildet paa Solhaug, som var langt ringere, blev modtaget med stort bifald. Der var jubel og musik udenfor hans vinduer om kvelden efter forestillingen. Og den 24de juli 1856, da der var et fransk orlogsskib i Bergen med prins Napóleon om bord, blev Gildet paa Solhaug opført for prinsen og hans følge. Prinsen lod det oversætte og tog det med til Paris. Det skulde spilles i keiserens slot. Det blev nok aldrig af. Vist er det, at det gik tretti fyrti aar, før Henrik Ibsens navn for alvor kom til Frankrig.
Om sommeren 1857 drog Ibsen fra Bergen til Kristiania for at styre det norske teater der. Om høsten havde han et nyt stykke færdigt. Det var Hærmændene paa Helgeland. Ligesom Bjørnson var han gaat tilbage til sagaen og havde af den lært at skrive kraftig og kort. Det var et merkeligt stykke og viste sjeldne evner til at bygge skuespil. Siden er det spillet mangfoldige ganger baade i Kristiania og udlandet. Men denne gang var det ikke saa mange som vidste hvad det var værdt. Kristiania teater havde ikke raad til at spille det for det første, og først i slutningen af det følgende aar blev det opført paa det norske teater. Endnu var det hans ventetid. I 1860 skrev han Terje Viken. Med denne norske los, som blev saa dybt forurettet af overmagten, og som endelig efter mange aar faar opreisning, er Henrik Ibsen i nær slegt. Han ved hvad det er at vente. Han ruger over sit arbeide og over 145sin fremtid, som Terje Viken ruged over sin hevn. Han sætter sit liv ind paa det, og paa det alene. Hans næste bog, Kjærlighedens komedie, var sprudlende af vittighed, men blev mødt med uforstand og haan. Da blev han kogende harm og skrev i en lynende fart Kongsemnerne. Og da var opreisningen nær.
Han havde havt tunge aar; hans indtægter havde været usle, gang paa gang var han blit afvist, naar han søgte om statens hjælp. Hans venner, heder det, vidste ingen anden redning for ham en stund end at gjøre ham til undertoldbetjent. Men det værste var ikke det, at saa mange tvilte paa ham; det værste var at han tvilte paa sig selv. Han vidste nok, at han var meget mere værd end de folk trodde som rakked ned paa ham. Men han vilde blive noget stort, og det var han jo ikke blit. Kanske blev han det aldrig. Kanske havde han slet ikke noget stort kald. Og saa gik han atter tilbage til sagaen, og skrev om en mand som var ulykkelig fordi han tvilte, og som havde grund til at tvile: han vilde være konge uden at have «kongstanken», uden at have ret og kald. Men det er rimeligt, at da Ibsen havde skrevet Kongsemnerne, er han ogsaa blit sikrere paa sig selv. Til sin ven Paul Botten-Hansen forærte han et eksemplár af dette værk, og der skrev han: «Da en af Muhammeds hustruer spurte ham, hvorfor han altid sørged over sin første kone, svarte han: Fordi hun trodde paa mig, da endnu ingen anden vilde fæste lit til mine ord.»