140

«Jeg er født i en gaard ved torvet,» fortæller Henrik Ibsen,² «Stockmanns gaard, som den den gang kaldtes. Denne gaard laa lige mod kirkens forside med den høie trap og det anselige taarn. Til høire for kirken stod byens gabestok, og til venstre laa raadstuen med arréstrum og «daarekisten». Den fjerde side af torvet indtoges af latinskolen og borgerskolen. Kirken laa frit i midten. — Intet grønt, intet landligt frilands-landskab, men over dette firkantede rum af sten og træ fyldtes luften, saa lang dagen var, af dæmpet drønende sus fra Langefoss og fra Klosterfossen, og fra de mange andre faldende vande, og gjennem fosseduren skar fra morgen til kveld noget som ligned hvasse, snart hvinende, snart stønnende kvindeskrig. Det var de hundrede sagblad som arbeided ude ved fossene. Naar jeg siden læste om guillotinen, maatte jeg altid tænke paa disse sagblad.

Oppe i kirketaarnet holdt en stor sort puddelhund til, hed det sig, øverst oppe, hvor vægteren ropte om natten.» En nyaarsnat kom denne sorte puddelhund op ad taarntrappen bag vægteren, stod stille, bare saa paa ham med de gloende øine; men paa hovedet stupte vægteren gjennem taarngluggen lige ned paa torvet, hvor folk som gik til fropræken nyaarsmorgen saa ham ligge død. Saa fortalte sagnet. Fra denne samme taarnglugg havde Ibsen sit første barndomsminde. — «Min barnepige bar mig en dag op i taarnet, og lod mig faa sidde ude i den aabne glugg, fastholdt bagfra naturligvis af hendes trofaste armer. Jeg mindes 141tydelig, hvorledes det slog mig, at jeg kunde se folk ned paa hattepullene; jeg saa ned i vore egne stuer, saa vinduskarmene, saa gardinerne, saa min mor staa der nede i et af vinduerne; ja jeg kunde se over hustaget og ned i gaardsrummet, hvor vor brune hest stod bundet ved stalddøren og visped med halen. Paa staldvæggen, husker jeg, hang et blankt blikspand. Men saa blev det rend og stimmel og vinken op der nede i vor gadedør, og pigen trev mig ilsomt væk og skyndte sig ned med mig. Resten mindes jeg ikke; men siden fortalte de ofte, at min mor havde faat øie paa mig oppe i taarngluggen, at hun havde skreget, at hun var besvimet, som man den gang brugte, og at hun siden, da hun fik mig igjen, havde grætt og havde kysset og klappet mig. Som gut gik jeg sidenefter aldrig over torvet, uden at jeg saa op i taarngluggen. Jeg syntes, at den glugg ligesom særlig vedkom mig og kirkepuddelen. — — —

Gabestokken var en rødbrun stolpe paa omtrent mandshøide; oventil havde den en stor rund knap, der oprindelig havde været sortmalet; nu saa denne knap ud som et velvillig indbydende menneskeansigt, lidt paa skakke. Foran paa stolpen hang en jernlænke, og i den en aaben bøile, der for mig tog sig ud som to smaa aabne armer som med den aller største fornøielse var rede til at klamre sig om min hals. — — —

Og saa var det raadstuen. Den havde ligesom kirken en høi trap. Nedenunder var arrestkjeldere med tilgitrede vinduer ud mod torvet. Indenfor de gitre har jeg set mange blege og skumle ansigter. Et rum længst nede i raadstukjelderen blev kaldt «daarekisten», og skal virkelig, saa utroligt det nu forekommer mig, i sin tid være blit brugt til at indesperre vanvittige. Dette rum havde et vindusgitter, som de andre, men indenfor gitteret var hele den lille vindusaabning udfyldt af en massiv jernplade, som var gjennemboret af smaa runde huller, saa den saa ud som et dørslag.»

142Det er noksaa triste barneminder dette, og gutten var ikke stor, før han ogsaa hjemme fik se, at der er meget sørgeligt i denne verden. Hans far havde ført et stort og

gjestfrit hus. Men saa gik han fallit. Familien maatte flytte ud til en liden forfalden gaard, som hed Venstøv. Tidlig har gutten — som var otte aar, da dette skede — faat høre bitre ord om menneskene. at de er med, naar det gaar godt, og forlader en i de onde dage. — — —

143Henrik Ibsen legte ikke som andre børn. Naar hans fire yngre søskend tumled sig som bedst ude paa gaardspladsen, trak han sig tilbage til et lidet aflukke og stængte for sig med en krok. De kasted sten og sneballer i væg og dør. Endelig styrted han ud og drev dem væk — og saa gik han ind i sit aflukke igjen. Han sad der ikke bare om sommeren, men ogsaa om vinteren i den strengeste kulde. Han sad og sysled med nogen gamle bøger — eller med tryllekunster. For han var tryllekunstner af og til om søndagen.

Da han var konfirmért, maatte han ud i verden og tjene sit brød; han kom til Grimstad — i sit sekstende aar, og var der til han var næsten to og tyve. Han var lærling paa apotéket; men han skrev vers og tegned karrikatúrer af Grimstad-borgere, og i nattetimerne stjal han sig til at digte sit første skuespil Catilína.

Han drømte alt nu om at blive en stor mand. En gang han var hjemme i Skien i besøg, spasérte han med sin søster til Kapitelsberget, en høide udenfor Skien, med ruiner af en gammel klosterkirke. Han sa da, at han vilde naa op til det største og fuldkomneste af alt som kunde naaes i storhed og klarhed. «Og naar du saa har naad det, hvad vil du da?» spurte søsteren. «Da vil jeg dø,» svarte han.

140

«Jeg er født i en gård ved torvet,» forteller Henrik Ibsen,² «Stockmanns gård, som den den gang kaltes. Denne gård lå like mot kirkens forside med den høye trapp og det anselige tårn. Til høyre for kirken stod byens gabestok, og til venstre lå rådstuen med arréstrum og «dårekisten». Den fjerde side av torvet indtoges av latinskolen og borgerskolen. Kirken lå fritt i midten. — Intet grønt, intet landlig frilands-landskap, men over dette firkantede rom av stein og tre fyldtes luften, så lang dagen var, av dempet drønnende sus fra Langefoss og fra Klosterfossen, og fra de mange andre fallende vande, og gjennom fosseduren skar fra morgen til kveld noe som lignet hvasse, snart hvinende, snart stønnende kvindeskrig. Det var de hundre sagblad som arbeidet ute ved fossene. Når jeg siden leste om guillotinen, måtte jeg alltid tenke på disse sagblad.

Oppe i kirketårnet holdt en stor sort puddelhund til, het det seg, øverst oppe, hvor vekteren ropte om natten.» En nyaarsnat kom denne sorte puddelhund opp ad taarntrappen bak vekteren, stod stille, bare så på ham med de gloende øyne; men på hodet stupte vekteren gjennom tårngluggen like ned på torvet, hvor folk som gikk til fropræken nyttårsmorgen så ham ligge død. Så fortalte sagnet. Fra denne samme tårnglugg hadde Ibsen sitt første barndomsminde. — «Min barnepike bar meg en dag opp i tårnet, og lot meg få sitte ute i den åpne glugg, fastholdt bakfra naturligvis av hennes trofaste armer. Jeg minnes 141tydelig, hvorledes det slo meg, at jeg kunne se folk ned på hattepullene; jeg så ned i våre egne stuer, så vinduskarmene, så gardinene, så min mor stå der nede i et av vinduene; ja jeg kunne se over hustaget og ned i gårdsrommet, hvor vår brune hest stod bundet ved stalldøren og visped med halen. På staldvæggen, husker jeg, hang et blankt blikkspann. Men så ble det rend og stimmel og vinken opp der nede i vår gatedør, og piken trev meg ilsomt vekk og skyndte seg ned med meg. Resten minnes jeg ikke; men siden fortalte de ofte, at min mor hadde fått øye på meg oppe i tårngluggen, at hun hadde skreket, at hun var besvimet, som man den gang brukte, og at hun siden, da hun fikk meg igjen, hadde grått og hadde kysset og klappet meg. Som gut gikk jeg sidenefter aldri over torvet, uten at jeg så opp i tårngluggen. Jeg syntes, at den glugg likesom særlig vedkom meg og kirkepuddelen. — — —

Gabestokken var en rødbrun stolpe på omtrent mannshøyde; oventil hadde den en stor rund knap, der opprinnelig hadde vært sortmalet; nå så denne knap ut som et velvillig innbydende menneskeansikt, litt på skakke. Foran på stolpen hang en jernlenke, og i den en åpen bøyle, der for meg tok seg ut som to små åpne armer som med den aller største fornøyelse var rede til å klamre seg om min hals. — — —

Og så var det rådstuen. Den hadde likesom kirken en høy trapp. Nedenunder var arrestkjeldere med tilgitrede vinduer ut mot torvet. Innenfor de gitre har jeg sett mange bleke og skumle ansikter. Et rom lengst nede i raadstukjelderen ble kalt «dårekisten», og skal virkelig, så utrolig det nå forekommer meg, i sin tid være blitt brukt til at indesperre vanvittige. Dette rom hadde et vindusgitter, som de andre, men innenfor gitteret var hele den lille vindusaabning utfylt av en massiv jernplate, som var gjennomboret av små runde huller, så den så ut som et dørslag.»

142Det er nokså triste barneminner dette, og gutten var ikke stor, før han også hjemme fikk se, at der er meget sørgelig i denne verden. Hans far hadde ført et stort og

gjestfritt hus. Men så gikk han fallitt. Familien måtte flytte ut til en liten forfallen gård, som het Venstøv. Tidlig har gutten — som var åtte år, da dette skjedde — fått høre bitre ord om menneskene. at de er med, når det går godt, og forlater en i de onde dage. — — —

143Henrik Ibsen lekte ikke som andre barn. Når hans fire yngre søsken tumlet seg som best ute på gårdsplassen, trakk han seg tilbake til et lite avlukke og stengte for seg med en krok. De kastet stein og sneballer i vegg og dør. Endelig styrtet han ut og drev dem vekk — og så gikk han inn i sitt avlukke igjen. Han satt der ikke bare om sommeren, men også om vinteren i den strengeste kulde. Han satt og sysled med noen gamle bøker — eller med tryllekunster. For han var tryllekunstner av og til om søndagen.

Da han var konfirmért, måtte han ut i verden og tjene sitt brød; han kom til Grimstad — i sitt sekstende år, og var der til han var nesten to og tyve. Han var lærling på apotéket; men han skrev vers og tegnet karrikatúrer av Grimstad-borgere, og i nattetimerne stjal han seg til å dikte sitt første skuespill Catilína.

Han drømte alt nå om å bli en stor mann. En gang han var hjemme i Skien i besøk, spasérte han med sin søster til Kapitelsberget, en høyde utenfor Skien, med ruiner av en gammel klosterkirke. Han sa da, at han ville nå opp til det største og fullkomneste av alt som kunne nås i storhet og klarhet. «Og når du så har nådd det, hva vil du da?» spurte søsteren. «Da vil jeg dø,» svarte han.