Siden Bjørnson kom hjem fra sin store udenlandsreise i sekstiaarene, deltog han paa mange maader i det virkelige liv og var i mangen en kamp i ilden. Han leded Kristiania teáter; var studéntersamfundets formand, og stod ogsaa der oppe i en valgkamp som i hidsighed minded om Wergelands og Welhavens dage. Han var redaktør af Norsk folkeblad. Han vakte storm paa storm imod sig, da han skrev om Danmark og Tyskland, om flagsagen, om republiken. Men han har ogsaa været lange stunder
Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. V.
130hjemmefra, langt borte. I begyndelsen af syttiaarene var han i syden. «Nu har jeg levet sterkt,» sa han, da han reiste ud, «nu kan jeg ogsaa skrive sterkt.» Han sendte hjem En fallit.
Enhver som har gjestet en af vore mindre byer langs kysten, vil have lagt merke til, at det gjerne er ett navn som han hører hvor han gaar. Det staar paa dampskibet som han farer med; det staar over de store sjøboder han damper forbi; det staar over skibsverftet, naar han stiger i land; det vilde staa over de blaanende aaser langt borte, hvis de havde skilt. Det er ligesom én mand eier det alt sammen: skibene, husene, skogene Hans navn er paa alles mund, alle hoveder blotter sig for ham, han er som en konge i byen.
Og saa kan det hænde, at man kommer aaret efter til samme by. Da er det store navn atter paa alles mund, men nævnes ikke med ærefrygt som før, men med haan og med harm. Han som alle hatter fløi af for, lister sig nu ud i skumringen, for at ingen skal se ham. Byens største mand er blit mindre end den mindste, kongen er styrtet, det almægtige handelshus er gaat fallit.
En norsk digter som i et alvorligt skuespil vilde skildre norske borgeres liv, kunde intet større emne finde.
Handlingen i En fallit er denne:
Konsul Tjelde er sin bys herre, hele kystens største mand; men i tre aar har han kjæmpet i stilhed mod overvældende vanskeligheder. Nu godkjender ikke længer bankstyret hans veksler uden videre. Kristianiabankernes tillidsmand, den berømte advokat Berent, aflægger ham et besøg. Man vil gjerne have rede paa de forskjellige huses stilling, siger advokaten, og ingen kjender vel dette bedre end Tjelde. Kanske det var bedst, at alle betrodde bankerne sin stilling, alle uden undtagelse. Og kanske Tjelde selv vilde sende et opgjør? Ja, det gjør han med glæde. Det er altsaa ikke ham alene det gjælder. Han kan endnu frelses. Og det ser ud til at saa skal ske. Han faar telegrám fra Kristiania, at konsul Lind, den mægtige pengefyrste, som 131han har henvendt sig til, er under veis. Hvis han kan vinde ham, er alle havner aabne. «Aa, kunde jeg fra nu af,» bryder han ud, «faa smage en eneste nats god søvn og vaagne igjen en morgen uden angst, gaa til bords og være fri! Komme en kveld hjem og være færdig! Kunde jeg atter faa staa paa noget som jeg turde kalde mit, trygt hen mit, mit, mit!» Og han tager mod konsul Lind, giver middag for ham, og konsulen reiser under hurra og dundrende salút. I næste øieblik kommer advokat Berent igjen. Han har set igjennem opgjøret; men hans regnestykke stemmer ikke med konsul Tjeldes. Tjeldes opgjør viser et overskud af mer end hundred og tyve tusend speciedaler, advokatens en gjæld af henved to hundred tusend. Og advokaten har telegraferet til konsul Linds hus. Derfra kommer det visselig ingen hjælp.
Den ulykkelige mand beder og truer. Men Berent kræver uvægerlig, at han skal opgive sit bo. Da laaser Tjelde alle dører, aabner sin pult, tager en revolver frem og truer Berent paa livet; advokaten gaar bent imod pistolmundingen, taler indtrængende, ubarmhjertig overbevisende ord. Tjelde lar pistolen falde — — og skriver under. Han overgiver sit bo til skifteretten. Advokaten tager i klokkestrengen. Det er én som bør vide dette straks; det er fallentens hustru. Hun kommer.¹
132Første møde.
Tjelde. Senere fruen.
Tjelde
(alene paa stolen ved døren. Han sidder en lang stund ubevægelig, farer paa én gang op).
Hvorledes skal jeg begynde? — — Efter hende børnene — efter dem folkene — og saa alle de andre! — — Om jeg kunde gaa min vei? Men rettens tjenere? — Aa, lad mig faa luft! — (Til nederste vindu.) Det er en deilig dag, men ikke for mig! — (Aabner vinduet.) Brunen? (Vender sig.) Nei, jeg taaler ikke at se den! — Hvorfor var den opsalet? — Det er sandt, jeg skulde jo efter samtalen med advokaten have — — men nu er alting ude! — (Tages af en tanke, gaar lidt, udbryder): Ja, paa den hest kan jeg naa udhavnene, før udenlands-dampskibet gaar! (Ser paa uret.) Jeg kan! Og saa har jeg bag mig — (Forskrækkes ved at høre nogen i trappen¹.) Hvem der? Hvad?
Fruen (i trappen).
Du lod mig kalde?
Tjelde.
Ja. (Speidende). Kommer du derfra?
Fruen.
Jeg hvilte mig.
Tjelde (deltagende).
Aa — du sov; og jeg lod dig vække?
Fruen.
Nei, jeg sov ikke. (Hun er nu kommet langsomt ned.)
Tjelde.
Du sov ikke? — (Bange). Har du da — (For sig). Nei, jeg tør ikke spørge.
Fruen.
Hvad vil du?
Tjelde.
Jeg vilde — (Ser, at hun ser paa revolveren.) Du undrer dig over, at jeg har lagt den der frem? — Det er fordi jeg skal reise.
Fruen
(som holder sig i pulten).
Skal du reise —?
Tjelde.
Ja, advokat Berent var her, som du maaske hørte. (Intet svar.) Forretninger. Jeg maa straks til udlandet.
Fruen (svagt).
Til udlandet?
Tjelde.
Bare for nogen dage. Derfor kun min sedvanlige ridevæske, med et ombytte og et par skjorter. Men jeg maatte have det straks.
133Fruen.
Jeg tror ikke væsken er udpakket siden i dag.
Tjelde.
Saa meget desto bedre. — Vil du hente den?
Fruen.
Du reiser nu — med det samme?
Tjelde.
Ja, med udenlands-dampskibet i udhavnen.
Fruen.
Da har du ingen tid at spilde.
Tjelde.
Er du ikke vel?
Fruen.
Aa—nei.
Tjelde.
— Dit tilfælde?
Fruen.
Ja! — nu skal jeg hente ridevæsken.
(Tjelde tager og støtter hende op mod trappen.)
Tjelde.
Du har det ikke godt; — men det skal en gang blive bedre!
Fruen.
Bare du havde det bedre.
Tjelde.
Enhver faar bære sit.
Fruen
(har taget fast i trappen; han slipper).
Om vi bar mere sammen?
Tjelde.
Mine sager forstaar du dog ikke, — og om dine har jeg ikke havt tid at tale.
Fruen.
Aa—nei. (Hun begynder at gaa op).
Tjelde.
Skal jeg hjælpe dig?
Fruen.
Aa nei. Tak.
Tjelde (frem).
Aner hun det? — Hun er altid saadan. — Hun har ganske taget modet fra mig. — Men det gives ingen anden vei! Altsaa: — penger! Jeg har dog vel nogen guldpenger liggende? (Iler til pulten, aabner, tæller nogen penger op paa pultpladen, kommer derved til at løfte hovedet og ser hustruen, som har sat sig i trappen). Kjære, har du sat dig?
Fruen.
Der kom noget over mig. Nu skal jeg gaa. (Reiser sig og gaar langsomt op.)
Tjelde.
Stakkar, hun er udslit. (Tager sig sammen). Nei, — 5, 6, 8, 10 . . . dette er ikke nok. Nogen maa jeg dog have endnu, (søger) — og hvor det slipper op, har jeg ur og kjede . . . 20 . . . 24, nei, der er ikke flere. Men papirerne! Dem maa jeg aller sidst glemme. (Søger papirer og lægger paa pulten.) Jorden brænder under mig! Kommer hun ikke igjen? Der var jo pakket — Aa, hvor hun vil lide ved det! Men mindre, 134naar jeg er borte. Folk vil da være barmhjertigere . . . . baade mod hende — og mod børnene. Ja børnene! (Samler sig sammen.) Lad mig nu bare komme afsted, afsted, afsted! Tankerne vil nok følge! — Se, der er hun! — (Høit, deltagende.) Skal jeg hjælpe dig?
Fruen.
Ja, tak; — vil du tage mod kufferten?
Tjelde
(tager mod den; hun kommer langsomt ned.)
Den er lidt tyngre end sidst.
Fruen.
Saa?
Tjelde.
Jeg har nogen papirer at lægge ned. (Gaar til pulten; putter pengene til sig og papirerne i væsken.) Men, kjære barn, her er jo penger i væsken?
Fruen
(som langsomt kommer til).
Ja, nogen guldpenger, som du tid efter anden har givet mig. — Jeg tænkte du nu kunde have brug for dem.
Tjelde.
Det er mange penger!
Fruen (smiler).
Du ved nok ikke, hvor mange du har givet mig.
Tjelde.
Hun ved alt! Nanna! (Han aabner armene.)
Fruen.
Henning! (De holder hinanden omslynget under sterk graat.)
Fruen
(idet de slipper, hviskende).
Skal jeg hente børnene?
Tjelde (ligesaa).
Nei, sig intet før senere!
(De omfavner hinanden paa ny.)
Tjelde
(idet han griber væsken).
Gaa du til vinduet, at jeg kan se dig, naar jeg stiger til hest. (Smækker væsken til, iler — stanser.) Nanna!
Fruen.
Henning!
Tjelde.
Tilgiv mig!
Fruen.
Alt!
Tjelde
(iler, støder midt i døren paa kontorbudet, som har et brev. Budet gaar.) Fra Berent? (Aabner, staar i døren og læser, kommer derpaa frem med væsken i haand, læser igjen).
«Da jeg kom fra Dem, saa jeg en hest staa salet. For at forebygge misforstaaelse, tillader jeg mig at meddele, at der er polití ved Deres hus.
Ærbødigst
Berent.»
Fruen
(som holder sig fast ved pulten).
Kan du ikke reise?
Tjelde.
Nei. (Stilhed. Han sætter væsken fra sig og tørrer sin pande.)
Fruen.
Henning! Skal vi bede sammen?
135Tjelde.
Hvad mener du med det?
Fruen.
Bede . . . bede Gud Herren om hjælp. (Hun brister i graat.)
Tjelde (tier).
Fruen.
Kom, Henning! (Hun synker i knæ.) Du ser, at alle menneskepaafund nytter ikke.
Tjelde.
Men jeg ved, at dette nytter heller ikke.
Fruen.
Aa, prøv en gang i den høieste nød!
Tjelde
(er i stor kamp).
Fruen.
Aldrig har du villet! Aldrig talt til os, aldrig til din Gud! — Aldrig har du aabnet dig for nogen!
Tjelde.
Slut!
Fruen.
Men hvad du skjulte om dagen, talte du ud om natten; vi mennesker maa tale! Men jeg har ligget vaagen og hørt din vaande. Nu ved du, hvorfor jeg ikke er i stand til mere. Ingen søvn om natten, og ingen fortrolighed om dagen. Jeg har lidt endnu mer end du.
Tjelde
(kaster sig i lænestolen ved kaminen).
Fruen
(reiser sig og gaar hen til ham).
Du har villet fly. Naar vi frygter menneskene, har vi alene ham tilbage. Tror du jeg nu levde uden ham?
Tjelde.
Tiggende har jeg ligget for hans fødder — aa — men altid forgjæves!
Fruen.
Henning, Henning!
Tjelde.
Hvorfor velsigned han ikke mit arbeide og min kamp? Nu kan det være det samme.
Fruen.
Aa, saa kommer her endnu mere.
Tjelde (reiser sig).
Ja, — det værste har vi tilbage —
Fruen.
— for det er i os selv!
(Stilhed.)
Andet møde.
De forrige. Valborg.
Valborg
(blir synlig i trappen, hvor hun ved synet af de andre stanser.)
Fruen.
Hvad vil du, mit barn?
Valborg
(i undertrykt bevægelse).
Fra mit rum kan jeg se politi ved vort hus. — Og nu kommer rettens folk?
136Fruen
(sætter sig i den stol manden forlod).
Ja, mit barn. Din far har, efter en utrolig kamp, som alene Gud og jeg kjender, for en stund siden opgivet sit bo.
Valborg
(er gaat et par skridt ned; men der blir hun staaende. Stilhed.)
Tjelde
(kan til sidst ikke holde dette ud, men udbryder).
Sig mig nu lige saa godt straks alt det Nanna Møller sa sin far.
Fruen (reiser sig).
Det gjør du ikke, Valborg! — Giv Gud dommen.
Tjelde.
Sig mig, jeg har saa haardt mishandlet dig, (bevæget) at du aldrig kan forlade mig det, at jeg for altid har tabt din agtelse og kjærlighed.
Fruen.
Barn, barn!
Tjelde.
Din harm, din skam kjender jo nu ingen grænse!
Valborg (gaar ned).
Far, far! (Ud af kontordøren.)
Tjelde
(opover, som vilde han efter, men vakler over til trappen, hvor han holder sig fast).
Fruen
(synker tilbage i stolen. Længere stilhed.)
Tredje møde.
Tjelde. Fruen. Bryggermester Jakobsen.
Jakobsen
(klæd som i selskabet, dog i en kort lærredsfrak istedenfor kjole. Han kommer gjennem de ytre kontorer. Tjelde blir ham ikke var, før han er lige bag, rækker da ud sine hænder som bedende og afvergende; men Jakobsen gaar lige ind paa ham, taler med en stemme kvalt af harm).
Skurk —! —
Tjelde (viger).
Fruen.
Jakobsen, Jakobsen!
Jakobsen (hører det ikke).
Jeg kommer hid sammen med rettens folk. Bryggeriets bøger og papirer er beslaglagt. Driften stanset. I fabriken ligesaa.
Fruen.
Aa Gud!
Jakobsen.
Jeg stod for mer end én gang til saa meget som jeg eier. (Han taler dæmpet, men med en røst som dirrer af harm og bevægelse.)
Fruen.
Kjære Jakobsen!
Jakobsen (vendt til fruen).
Sa jeg ham ikke altid, naar jeg skulde skrive paa: «Men jeg eier ikke saa meget. Og da er det ikke ret!» Men han svarte: «Det er bare en form, Jakobsen» — «Ja, men det er en uhæderlig form,» sa jeg. — «Det er en handelsform,» sa 137han, «saa gjør alle handelsmænd.» Men jeg har lært hvad jeg ved om handelen af ham, saa jeg trodde ham. (Bevæget) Og han fik mig til det gang efter gang. Men nu skylder jeg mere end jeg i hele mit liv kan betale. Jeg skal baade leve og dø som en vanæret mand. Hvad siger De til det, frue?
Fruen (tier).
Jakobsen
(til Tjelde, som beder for sig).
Hører du? Hun maa tie! — Skurk!
Fruen.
Jakobsen!
Jakobsen.
(af og til sterkt bevæget).
For Dem har jeg den største agtelse, frue. — Men han har ogsaa faat mig til at bedrage andre! Jeg har i hans navn gjort mange ulykkelige. Mig trodde folk paa, og jeg trodde paa ham. Jeg sa dem, at han var en velgjerning for hele strøget her omkring, saa han maatte have hjælp i saa svære tider. — Nu er mangen bra familie narret fra hus og hjem. Og dertil har han brugt mig! For en forfærdelig haard og hjerteløs mand! (Til Tjelde) Jeg ved ikke . . . . men jeg har en slig trang til at lægge haand paa dig. (Vil til.)
Fruen (reiser sig).
For min skyld, Jakobsen!
Jakobsen (slipper).
Ja, for Deres skyld, frue; ti for Dem har jeg den største agtelse. Men hvorledes skal jeg møde alle dem som jeg har ført i ulykke? Det nytter ikke at sige dem, hvorledes det er gaat til, for de faar ikke sit daglige brød igjen for det! Og hvorledes skal jeg møde konen min? (Bevæget) Hun har havt slig en tro til mig, hun, og til dem jeg trodde paa. — Og saa børnene? — Det er saa slemt med børnene, for de hører saa meget paa gaden. De skal nok snart faa høre, hvad for en far de har; de skal faa høre det af deres børn som jeg har ført i ulykke.
Fruen.
Nu føler De selv, hvorledes det er. Skaan derfor andre! Vær barmhjertig!
Jakobsen.
Dem har jeg den største agtelse for, — men det er haardt, at vi hjemme ikke mere skal smage en brødkrumme som er vor egen; ti jeg skylder mer end jeg i mit liv kan betale! Det er haardt det, frue! Hvad skal der nu blive af mine og børnenes kveldstunder — og af vore søndage? 138— — Men — han skal ogsaa faa høre det af mig! — Skurk! I timer skal jeg følge dig! (Tjelde flygter forfærdet mod kontoret; derfra træder i det samme ind administrator, fulgt af to vidner og Sannæs.
Stykket slutter saaledes:
Ude ved kysten i et lidet hus bor Tjelde og hans familie. Han har i de to sidste aar havt en beskeden handelsvirksomhed der, og det er gaat bra.
Tjelde er blit hvidhaaret, og hans hustr har tungt for at gaa; begge er de merket af ulykken; men den har ogsaa ført dem sammen. Tjelde har i de onde dage lært hvem han kan stole paa.
Priserne er i de to sidste aar gaat opover. Da boet endelig er afsluttet, er gjælden ikke mere end seksti tusend speciedaler. Denne gjæld vil Tjelde prøve paa at betale. —
En berømt udenlandsk forfatter sa en gang til Bjørnson: «En fallit er et udmerket stykke; men sidste akt kan jeg ikke med.» Bjørnson svarte: «Det kommer af, at De er en fin og fornem mand. Jeg er folkets digter. Jeg maa slutte godt. Jeg kan ikke lade mine borgermænd gaa hjem med al den sorg.»
Vist er det, at der aldrig havde været saa meget af det virkelige liv paa den norske skueplads, som da En fallit opførtes. Dette var mennesker, og det var norske mennesker. 139Derfor var der gjenkjendelse hos dem som saa paa — og taarer. De som havde været med i et sligt fald, sad blege og skjælvende eller gik ud. Saa sandt var det. Og den som gjester en norsk kystby, naar den mægtige handelsherre vakler og famler efter hjælp og falder, kan høre det af deres mund som har været med: «Det er forfærdeligt. Det er aldeles som i Bjørnsons Fallit.»
Siden har Bjørnson skrevet en hel række af verker, som her ikke kan omtales¹. Han har endnu fuld kraft, baade til at slaas og til at digte. Endnu passer hans egne ord paa ham:
Jeg levde mere end jeg sang;jeg tanker, harm, og jubel slangomkring mig, hvor jeg gjested;
at være hvor det netop gjaldt,det var mig næsten mer end altsom ved min pen blev fæstet.
I skuespillet Geografi og kjærlighed skildrer Bjørnson en udmerket videnskabsmand, som er proféssor i geografi, og som er saa optaget af sin videnskab, at han fylder hele huset med den, og glemmer kjærligheden, kone og barn, for geografiens skyld. Karterne breder sig slig, at det ikke blir plads til noget andet. Han er veltalende og elskværdig, denne mand, men ogsaa heftig og urimelig. Med hele sin sjæl og alle sine nerver er han i sit arbeide; derfor er han pirrelig og tyrannisk.
Det er et sprudlende humør i denne bog, hvor Bjørnson skjemter med en og anden af sine egne svagheder. For Bjørnson har ikke bare bjørnens kræfter og dens ubændighed, han har ogsaa dens lune.