Han tver over bænkene hang,hun lystig i dansen sig svang.Hun legte, hun lomed én og med to, —hans hjerte var nær ved at briste;men det var det ingen som vidste.

Hun gik bag ved laden den kveldhan kom for at sige farvel.Hun kasted sig ned,hun græd, og hun græd;sit livshaab det skulde hun miste.Men det var det ingen som vidste.

Ham tiden faldt frygtelig lang.Saa kom han tilbage en gang.— Hun havde det godt,hun fred havde faat;hun tænkte paa ham i det sidste.Men det var det ingen som vidste.

Han tver over benkene hang,hun lystig i dansen seg svang.Hun lekte, hun lomed én og med to, —hans hjerte var nær ved å briste;men det var det ingen som visste.

Hun gikk bak ved laden den kveldhan kom for å si farvel.Hun kastet seg ned,hun gråt, og hun gråt;sitt livshåp det skulle hun miste.Men det var det ingen som visste.

Ham tiden falt fryktelig lang.Så kom han tilbake en gang.— Hun hadde det godt,hun fred hadde fått;hun tenkte på ham i det siste.Men det var det ingen som visste.