Læreplanatlas
Fjerde DelLudvig Holberg.

29. Komediernes magt.

Ludvig Holberg.

135

Holberg har skrevet en komedie som heder Det lykkelige skibbrudd. I den komedie er der to digtere. Den ene heder Filemon, den anden Rosiflengius. Filemon siger i sine skrifter folk sandheden, og det er de forarget over. Rosiflengius lyver og smigrer, og det betaler sig godt. Men 136naar vi hører Filemon tale, saa er det Holberg som taler om sig selv. «I ved,» siger Filemon, «at jeg er forhadt af folk, alene fordi jeg kalder enhver ting ved sit rette navn, fordi min mund svarer til mit hjerte, fordi jeg ikke kan sige, at jeg ærer den som jeg hemmelig foragter, roser den hvis feil jeg ser, og elsker den som jeg i hjertet hader.»

Mange ganger har vel Holberg syntes, at det ikke hjalp, alt han skrev; han kunde vel da sige som Filemon: «Verden blir ikke bedre.»

Men han vidste, at han gjorde en god gjerning. «Det er hverken belønning mens jeg lever», siger Filemon, «eller ros efter min død, som styrker mig i mit forsæt. men det, at jeg i min alderdom kan trøste mig ved at have gjort noget godt, og at min sidste time kan være mig lige saa sød og behagelig, som den vil være en skræk for dem der har brugt sin pen til at smykke laster og udyder.»

«Sandhed, hvor længe den er forfulgt, seirer dog omsider.» Har da sandheden seiret? Det er nu mellem halvandet og to hundred aar siden Holberg skrev sine komedier. Vi kan jo se efter. Enhver som kommer til Kjøbenhavn, kan gaa i de samme gader hvor Holberg har gaat; han vil ikke træffe borgere med lakeier i hælene, eller barselstuer hvor barselkonen tager imod i seks uger, vil ikke høre om begravelser som plyndrer enken. Han kan gaa i de store bygninger hvor studenterne har fribolig; men der er ingen hanekampe og fegtekunster som i Holbergs dage. Det kan hænde, at han paa hotéllet kommer til at bo væg i væg med en som har mareridt og brøler, men hvis han spør manden om morgenen, hvad det var som feilte ham, saa vil han vist ikke faa høre, at det var en kvinde som vilde kvæle ham og holdt ham for munden, en kvinde med guldring paa fingeren og kniplingsmønster, som han tydelig kunde skjelne. Hvor er de da blit af, barselstuerne, begravelserne, alle de gamle taabelige skikker, al den hovmodige lærdom og taabelige stridslyst? Hvor er overtroen paa marer og varsler og formørkelser? Den er borte nu — ialfald hengjemt i landets afkroger, hvor der læses lidet. Men hvem har faat det væk alt sammen? Tiden er gaat 137frem, det er sandt; folket er blit ligesom mere voksent, mere tænksomt og forstandigt. Men hvem har hjulpet det frem paa veien? De store folkeledere, de som skriver gode, sunde, oplysende og revsende bøger. Ingen mere end Holberg. Taabelige skikker og taabelige meninger kan holde sig med utrolig seighed, naar ingen gjør opmerksom paa dem, gjør nar af dem. Det ved enhver som er kjendt i en norsk afdal; den gjemmer ikke bare paa det gamle som er godt, men ogsaa paa det gamle som er galt; gjemmer paa vilde seder og overtro i aarhundreder, fordi ingen kommer med lys ind i afkrogen.

Det er de som mener, at ingenting er ørkesløsere end at gaa i teatret. Tænksomme folk, som har været der mange ganger, siger: «Jeg gaar der ned for at more mig. Men naar nogen paastaar, at folk skal blive bedre af at gaa i teatret, saa er det noget snak. Jeg har set drankere fremstillet paa skuepladsen, og drankere som just havde en ædru stund sidde nede paa bænkene og se paa. De lo, eller de graat; men i begge tilfælde gik de ind i restaurasjónen og drak konják efter hver akt. Jeg har set stundesløse, ondskabsfulde, modesyge, bagtalende mennesker oppe paa skuepladsen og nede paa bænkene. Men jeg har ikke merket, at ondskaben blev mindre, eller at det blev slut med bagtalelsen. Det er noget snak dette, at det er nyttigt at se komedier.» Og de tænksomme folk har ret paa en maade. Det er maaske ikke ofte at et menneske som ser paa en komedie kommer til at skamme sig over sine feil, smiler over sin daarskab og lægger den væk.

Men det er ikke bare du og jeg og Per og Paal som har sine daarskaber og feil. Ethvert folk har sine, enhver tid har nogen som netop da raser værst. Og her er det just at komedierne gjør nytte, fordi de vækker til eftertanke. Folk kommer hjem fra teatret, fortæller om hvad de har set, til dem som ikke har været der. Skuespillet blir trykt og spredes ud over landet; det læses af tusender, drøftes af endnu flere. Og gjennem uendelig mange samtaler mand og mand imellem siver den tanke langsomt ind i hus og hjem: Digteren har ret; det er galt, dette som han skriver om, det er til at le af. Det kan tage lang tid, 138og det kan være mange andre ting som ogsaa hjælper med, naar et folk skal lægge af en feil. Ja, det kan gaa saa lang tid, at naar feilen er aflagt, naar folket er gaat i sig selv og er blit kvitt daarskaben, saa tænker ingen mere paa ham som først drog den frem, og som nu hviler i jorden.

Vi tager et eneste eksempel. En hykler kalder vi den som viser sig anderledes og bedre udvendig end han er indvendig. Han er som en kalket grav med raaddenskab inde i. Oftest ter han sig som han var from, frommere end alle andre. Og han gjør det saa fint og saa dygtig, at faa skjønner det, og de faa, de har ikke mod til at sige fra. Men saa kommer det en mand som baade har et skarpt øie og et modigt sind. Han gaar længe og ser paa alle disse hyklere, han gransker deres ansigter, han lægger merke til, hvorledes de fører sine hænder og sine øine, hører nøie, hvorledes de taler. Og saa endelig, da han kan dem ud og ind, saa skriver han en komedie om hykleriet. Og den blir set, og den blir trykt. Og bogen kommer ud og spredes, og der snakkes ikke om andet udover landet i lange tider. Og folket ser, at det myldrer af hyklere som det myldrer af mark i et aadsel. Blir det saa hykleriet kvitt? Nei, der vil nok være hyklere, saa længe verden staar. Men det er flere og færre til de forskjellige tider. Og efter en slig bog vil det ligesom være vanskeligere at være hykler. Folk er blit opmerksomme. Digteren har fortalt dem, hvorledes en hykler ser ud, — ligesom politimesteren, naar han lyser i bladene efter en forbryder, giver kjendemerkerne paa ham. Og naar de saa ser ham, saa tror de ham ikke straks. De prøver ham, opdager ham, væmmes og gaar fra ham.

Det er en stor ting, naar et folk er blit opmerksomt paa sine feil; det er til usigelig nytte, naar komedien og skuespillet kan gjøre folk opmerksomme. Holberg kunde det. Derfor kunde han ogsaa med stolthed sige: «Jeg har omstøbt disse rigers almue ligesom i en anden form, og lært dem at ræsonnere om dyder og lyder, hvorom de tilforn kun havde liden idé.»