Læreplanatlas
Fjerde DelLudvig Holberg.

27. Erasmus Montanus.

Ludvig Holberg.

129

En af de ypperligste af Holbergs komedier er Erásmus Montánus. Her gjør han nar af enfoldigheden og den selvsikre uvidenhed paa den ene side, og af den lærde ungdoms ordkløgt og stridbarhed paa den anden side. Til denne stridbarhed blev studenterne oplært.

Naar de sad omkring de ti borde i spisesalen paa Klosteret — ti ved hvert bord — og var kommet til tredje ret, saa maatte hver middag to af dem føre en ordstrid paa latin — disputére, som det kaldtes. Emnerne var fastsat forud. Det gjaldt at være gløgg og falde rapt ind, snakke godt for eller imod; det kom ikke an paa, hvad der virkelig var sandt. Det blev spidsfindighed istedenfor skarpsindighed.

Rundt omkring i studenternes friboliger blev der disputert. De øvde sig op i ordstrid om intetsigende emner, i rethaveri og haarkløveri. Holberg havde inderlig

Rolfsen: Læsebog for folkeskolen IV.

130
Per degn.
Per degn.

131imod alt dette, og han har skildret en slig ordkjæmpe i Rasmus Berg, eller Erasmus Montanus, som han kalder sig paa latin. Rasmus er bondesøn, og kommer hjem som student til sin far og mor og sin forlovede paa Bjerget. Han synes han maa se ned paa alle Bjergets folk, og ryker uklar med dem alle. Han kan ikke leve uden lærd mundhuggeri, endda han ingen jevnbyrdig modstander har. For de ved ikke meget, disse folk. men finder sig vel tilfreds i sin uvidenhed, baade Per degn og ridefogden og Rasmus Bergs svigerfar.

«Er det sandt,» siger Jesper ridefoged, «at man holder for i Kjøbenhavn, at jorden er rund? Her paa Bjerget vil ingen tro det; ti hvor kan det være, efterdi jorden synes jo ganske flak?»

Montanus: «Det kommer deraf, at jorden er saa stor, at man ikke kan merke dens rundhed.»

Jesper: «Ja, det er sandt, jorden er stor, det er fast den halve del af verden. Men hør, monsieur! hvor mange stjerner vilde der vel til at gjøre en maane?»

Montanus: «En maane? Maanen er mod en stjerne ligesom Peblingsøen mod hele Sjælland.»

Jesper: «Ha, ha, ha, ha! de lærde folk er aldrig rigtige i hovedet. Jeg har min tro hørt dem der siger, at jorden løber og solen staar stille. Monsieur tror vel ikke det ogsaa?»

Montanus: «Ingen fornuftig mand tviler mere derom.»

Jesper: «Ha, ha, ha! Skulde jorden løbe, maatte vi jo falde iblandt og slaa halsen i stykker.»

Montanus: «Kan ikke et skib løbe med jer, uden at I slaar halsen itu?»

Jesper: «Men I siger jo, at jorden løber omkring; skulde nu skibet vende sig om, faldt da folkene ikke udi søen?»

132Montanus: «Nei, jeg skal forklare jer det tydeligere, hvis I vil have taalmodighed.»

Jesper: «Jeg vil min tro intet høre derom. Jeg maatte jo være gal, om jeg trodde saadant. Jorden skulde velte sig om, og vi skulde ikke falde hovedkulds i afgrunden, ha, ha, ha! Men, min kjære monsieur Berg! hvoraf kommer det, at maanen er undertiden saa liden, undertiden saa stor?»

Montanus: «Om jeg nu siger jer det, vil I dog ikke tro det.»

Jesper: «Ak, vær saa god og sig mig det!»

Montanus: «Det kommer deraf, at naar maanen er vokset til, klipper man stykker af den for at gjøre stjerner af.»

Jesper: «Det er min tro kuriøst, jeg vidste det min tro ikke tilforn; dersom man ikke klipte stykker af den, vilde den vokse altfor stor og blive saa bred som hele Sjælland. Naturen regjérer dog alting meget viseligen.»

Men endda Erasmus Montanus ved saa meget mere end disse folk og har retten paa sin side, saa kommer vi til at le af ham ogsaa. For det er ikke retten og sandheden det kommer an paa for ham. Det kommer an paa at forsvare hvad han har sagt. «Vi lærde folk viger aldrig fra vore meninger, men forsvarer hvad vi en gang har sagt, til den sidste draabe af vort blækhorn. Vilde én sige, at dette bord er en lysestage, saa vilde jeg forsvare det. Vilde én sige, at kjød eller brød er straa, saa vilde jeg forsvare det.»

«Morlille,» siger han til sin mor, «jeg vil gjøre jer til en sten. En sten kan ikke flyve.»

Nille: «Nei, det er visst nok, undtagen man kaster den.»

Montanus: «I kan ikke flyve.»

Nille: «Det er og sandt.»

Montanus: «Altsaa er morlille en sten.»

Og hans mor, som blindt hen tror paa sønnen, siger: «Ak, jeg er saa bange, at jeg blir til sten; mine ben begynder 133alt at blive kolde.» Men da trøster den lærde søn hende: «Giv jer tilfreds, morlille; jeg skal straks gjøre jer til menneske igjen. En sten kan ikke tænke eller tale.»

Nille: «Det er sandt; jeg ved ikke, om hun kan tænke, men tale kan hun ikke.»

Montanus: «Morlille kan tale.»

Nille: «Ja, gudskelov, som en stakkels bondekone kan jeg tale.»

Montanus: «Godt; altsaa er morlille ingen sten.»

Men en mand som gjør sin mor til en sten, og fra sten til menneske igjen, han har ikke krav paa at blive trod, selv naar han forkynder en sandhed som den, at det er jorden som gaar rundt om solen. Der er ingen troværdighed over ham; derfor har han ikke ret til at seire mere i det ene end i det andre.

Og han er raa med al sin kundskab. Hans far, Jeppe, som bare har lært sin gaardsdrift, er mere dannet end han.

«Derfor har jeg studért,» siger han til sin far, «derfor har jeg lagt mit hoved i blød, at jeg kan sige hvad jeg vil, og forsvare det.» Og da saa faren svarer: «Mig synes det var bedre aldrig at have studert paa den maade!» bryder Montanus ud: «Hold er mund, gamle mand!» Jeppe: «Du vil vel ikke slaa dine forældre?» Montanus: «Om jeg gjorde det, vilde jeg og forsvare det for hele verden.»

Og han forsvarer det siden saaledes: «Den man elsker mest, slaar man mest; men man bør ingen elske mer end sine forældre; altsaa bør man ingen slaa mere.» Han har ogsaa et andet bevis: «Hvad jeg har oppebaaret, bør jeg efter evne erstatte. Jeg har i min barndom oppebaaret hugg af mine forældre, altsaa bør jeg give dem hugg igjen.»

Kundskaben har ikke virket paa Rasmus Bergs hjerte; sandheden har han ingen kjærlighed til. Derfor har han heller ingen trang til at oplyse. Han er fyldt af sig selv, opblæst af sin kundskab. Derfor blir han ydmyget, ydmyget paa den kosteligste maade. Han, som ved saa god besked, maa bøie sig for de uvidende og sige at jorden er flad.