Hvis en mand fra Holbergs tid nu viste sig paa gaderne i Norge eller Danmark, saa vilde folk vende sig og se efter ham, og gadegutterne slaa følge med ham. De vilde tro han skulde paa maskerade eller spille komedie. Saa forskjellige er klær og seder i vore dage fra klærne og sederne i begyndelsen af det 18de aarhundred. Mandsdragten var en trang kjole med store opslag for hænderne og med guldgaloner baade her og der, naar det skulde være rigtig fint. Skjøterne var splittet bagtil, skraa foran. Knapperne var prægtige og var til slut mere for et syns skyld. Vesten var sid og naadde næsten til knærne. Bukserne var trange knæbukser; silkestrømperne laa oprullet i folder over knærne. Paa benene bar man sko om sommeren, støvler i vintermaanederne; paa hovedet paryk, hatten i haanden, kaarde ved siden. Bagefter gik en lakei eller tjener, som skulde sætte parykken i orden, naar vinden tog i den.
Kvinderne var overdaadig klæd; paa hovedet havde de topper og sæt. De kjørte for det meste, hvis deres mænd 125var velhavende; for de fleste velhavende mænd havde hest og vogn. Eller ogsaa lod de sig bære i bærestoler.

Lad os høre, hvad en rig handelsmand, som døde 1713 efterlod sig af klær: En hvid klædning, brodert med guld, foret med rosenrødt taft; en lys klæskjole og et par bukser af samme sort med guldtraadsknapper; en gammel perlefarvet fløielskjole; en hvid klæskjole med guldtraadsknapper og en anden med sølvtraadsknapper; vester af sølvbrokade og guldbrokade med guldborder omkring; bukser af rødt klæde og brandgul fløiel, brodert med sølv.
Det kosted penger at gaa med paryk — de aller fineste gik op til hundred rigsdaler, og det var skat paa dem, alt efter som folk var fornemme til. Det kosted penger at holde lakei, det kosted penger at ligge i barselseng, og det kosted penger, mange penger, at komme i jorden. Det var mode, at barselkonen skulde ligge seks uger i sin seng og tage imod besøg. Og det var store summer som gik med til en jordefærd. Ingen nogenlunde fornem borger blev jordet om dagen. Ved aftenstid gik ligfølget fra hjemmet til kirken; løgter blev baaret ved siden af baaren; til hver af de indbudne var det karét. Kirken var fuldt oplyst af voks- og talglys, og lys maatte der til, naar kisten skulde ned i det murede familie-gravrum, som en nogenlunde velstaaende borger havde under kirkens gulv. Det var en mangfoldighed af udgifter. Vi ved om en borgermand som efterlod 126sig ti tusend rigsdaler, at hans jordefærd kosted elleve hundred og tyve.
Holberg skjemted med alt dette, med tidens forfængelighed og overdaadighed og unatur. Han skjemted med klædedragten: «Vi ler af vore fruentimmers brede skjørter, men naar vi betragter vore egne klær, vore trange ærmer, vore udstoppede sidefolder, der tynger som et harnisk, har vi ingen ære at tale med.» — «Enhver kavaller ser ud som en kløverknegt,» siger han et andet sted. Han skjemter med kaarderne: Kjøbmænd i England og Holland skulde føre sig saadan op og komme med kaarder ved siden til børsen,» heder det i en af hans komedier; «det er ingen børs mere, men en fegteskole.» Han gjør nar af lapsene, som gaar med pungparykker. «Var her saa mange penge som her er punge til,» staar det i den samme komedie, «saa var denne by rigere end Amsterdam eller London; men det er ulykken, at de hænger bag i nakken og er ganske tomme.»
Selv gik han til fods, og havde ingen tjener efter sig. «Jeg ser, at ligesom de insekter som har mange fødder, gaar langsomt, og de hvis huse vrimler af tjenere, heller gaar tilbage end frem, saa retter jeg mig heri ikke efter andres eksempel.»
«Naar nogen spør mig, hvi jeg gaar alene uden tjener, svarer jeg, at tjeneren er ude med mine yngste døtre, for at se til at de ikke falder paa gaden. Virkningerne deraf er, at naar jeg møder en borgersøn paa gaden med en buntet lakei i hælene, tænker han: «Mon ikke du ogsaa kunde gaa uden lakei?»
Barselstuerne gjør Holberg lystelig nar af i den komedie som han har opkaldt efter dem. Korfits har faat en datter. Tre og nitti huse har tjeneren været i, for at lade byen vide det store mirakel, at hans herres kone er blit forløst med en datter. Derfor skal hele byen bringes i 127harnisk, som om fienden var udenfor volden og vilde løbe storm. Og nu strømmer der da ind gjester til den stakkars kone og plager næsten livet af hende.
Om de kostbare begravelser skriver Holberg: «En stakkels kone mister sin mand, som jeg sætter efterlader hende nogle skillinger, som hun med forsynlighed kan leve af. Fornuften siger, hun skal holde paa dem; men moden siger, hun skal give sin mand en hæderlig begravelse; det vil sige paa anden dansk: Hun skal udstaffere det døde legeme, betrække alle vægge, stole, stuepiger, kokkepiger, ammer, kuske, heste — med tiden skal vel skjødehundene betrækkes ogsaa. Med ett ord, hun skal gjøre en saa hæderlig begravelse, at hun har intet at føre et hæderligt levnet med.»
Ingen vidste bedre end Holberg, hvor nyttig en udenlandsreise kunde være for den som har øinene med sig, og evner til at forstaa hvad han ser. Saa meget naturligere var det for ham at spotte med de reiser hvor de unge mennesker ikke lærte andet end taabelighed og dumme moder. Det gjør han i en komedie som han har kaldt Jean de France. «Det er blevet som sat ret for fattige borgerbørn,» siger han, «at de i fleng ved slige udenlandsreiser skal ødelægge sine familier for at lære et sprog, som de for et snes rigsdaler eller mere kan lære af en sprogmester her hjemme.» Hans Fransen eller Jean de France er en slig nar som har været udenlands. Han tvinger sin mor til at danse paa aaben gade, og faren maa synge til. Der er ikke den dumhed som han ikke er i stand til, bare han tror det er mode i Frankrig.
I Hekseri eller Blind alarm og Uden hoved og hale spotter Holberg med overtroen. «Hvo der finder en afbrudt synaal om morgenen, før han har læst sin morgenbøn, faar enten hugg eller onde ord,» heder det i det sidste 128stykke. Og den samme mand som tror paa dette med synaalen, fortæller ogsaa om det mareridt han har havt om natten: «Jeg var ikke mægtig til at faa min mund op; ti saa snart jeg vilde tale, saa holdt hun for min mund. Jeg var lige saa vaagen som jeg nu er, og kunde se en tredobbelt guldring som hun havde paa fingrene. Jeg kan dog ikke begribe, hvor hun kunde komme i nat; ti jeg havde dog staal i sengen hos mig, og jeg stopped alle nøglehullerne til i kammeret.»
Folk trodde paa Holbergs tid, at de kunde gjøre guld. En guldmager sad fra 1707 til 1726 arresteret paa Hammershus. Selv den fromme Hans Egede gransked lignende ting, for at skaffe penger til missionen.
Om guldmageriet skrev Holberg i Det arabiske pulver.
Han revsed skarpt alle dem som dømmer om ting som de ikke forstaar. Han viser i Den politiske kandestøber, at det er let at rive ned paa de styrende, vanskeligt at styre selv. Herman von Bremen er kandestøber i Hamborg. Han tror sig at være visere end raadet selv. Saa er det nogen som bilder ham ind, at han er blit borgermester. Og han faar ogsaa føle, hvad det vil sige at være det. Han ved hverken ud eller ind. Han blir rent fortvilet. Han vil dø og have denne gravskrift:
Stat stille, vandringsmand;her hænger bormester vonBremenfelt,som i sit helebormesterskabs tid intetminut sov.Gak du bort og gjør ligesaa.
Holberg henter daarskaberne frem, hvor de findes, hos adel og prester, hos borgere og bønder, hos offisererne og hos de lærde. Der var slagsmaal mellem kadétter og 129studenter i februar 1719. Kadetterne samled sig udenfor Regensen, hugged i Regens-porten, slog vinduer ind, og brugte store ord. Det er rimeligt, at Holberg ogsaa har tænkt paa disse drabelige karer, da han skrev om storskryteren Jakob von Tybo; ti der er ord og optrin i dette stykke som levende minder om disse slagsmaal.
Jakob von Tybo er en mand som skryter af heltegjerninger han aldrig har øvet; han lyver værre end en hest render, og render værre end en hare, naar hans mod skal prøves. Han og hans soldater skal slaas med nogen studenter paa gaden: «Hvem I træffer udi sort kjole, skal I støde ned,» siger han. «Vi kommer i dag til at gaa udi studenterblod indtil knærne.» Men han er glad han faar sluttet fred før slaget. Og i den sidste kamp i stykket er han ikke modigere. Der blir skudt af en pistol i luften, og Tybo falder ned, som han er død. «Det var en grusom salve; hele armeen ruinért paa én gang.» Han løber, men blir stukket i ryggen med skaftet af en kaarde. «Ak,» brøler han paa tysk, «jeg er dødelig saaret, stukket tvert igjennem.»