Lesing

III. Litteraturhistorie

læses efter en kortfattet lærebog, der giver en oversigt over den gamle norsk-islandske litteratur og derefter især dvæler ved fælleslitteraturen og den norske litteratur efter 1814; af Danmarks litteratur efter 1814 berøres de mest fremtrædende forfattere.

Litteraturhistorie. Lærebogen læses til ende; det hele repeteres.

I. Det almindelige bogmaal.

Skal litteraturlæsningen bringe det rette udbytte, maa der kræves hjemmearbeide af eleverne.

I. Det almindelige bogmaal.

Det er af stor betydning, at der læses saa meget som muligt.

I omtrent 20 timer i 2det halvaar læses af en bog som Nygaards „Oldnorsk læsebog for begyndere“ ca. 20 sider efter den plan, som i

I. Det almindelige bogmaal.

Men der bliver desuden at anvise bestemte timer til landsmaal, forat der kan blive leilighed til dels at læse mere, dels paa en mere indgaaende maade at dvæle ved sprogformen.

I. De skriftlige opgaver.

Der lægges vegt paa rigtig og udtryksfuld læsning, og der omsættes til det almindelige bogmaal, hvor det er nødvendigt for en sikker forstaaelse af ord og ordforbindelser og forat illustrere, hvorledes den samme tanke kræver en forskjellig udtryksmaade i de to sprogformer.

I. Det almindelige bogmaal.

Herfor vil saa eleven have at gjøre rede; endelig har han ved god oplæsning at vise, at det læste er fuldt tilegnet.

For hver klasse maa derfor vælges et pensum, der gjøres til gjenstand for en mere indgaaende behandling, men ved siden deraf bør der i den

A. Den mundtlige undervisning.

Paa grundlag heraf vil der kunne stilles bestemtere krav til elevens forberedelse, der for det første vil bestaa i, at han, saa godt han formaar, sætter sig ind i digtets grundtanke eller grundstemning og giver udtryk derfor i sin oplæsning.

I. De skriftlige opgaver.

Der lægges vegt paa rigtig og udtryksfuld læsning, og der omsættes til det almindelige bogmaal, hvor det er nødvendigt for en sikker forstaaelse af ord og ordforbindelser og forat illustrere, hvorledes den samme tanke kræver en forskjellig udtryksmaade i de to sprogformer.

I. Det almindelige bogmaal.

Man kan forudsætte, at gymnasiets elever i regelen vil have interesse af at udvide sit litteraturkjendskab udover, hvad undervisningen direkte byder.

I. Det almindelige bogmaal.

Denne interesse bør læreren lede og støtte ved at give anvisning paa verker, der udlaanes fra skolens bibliotek.

For hver klasse maa derfor vælges et pensum, der gjøres til gjenstand for en mere indgaaende behandling, men ved siden deraf bør der i den

I. Det almindelige bogmaal.

Det er af stor betydning, at der læses saa meget som muligt. Men det er ikke af mindre vigtighed at modarbejde tilbøieligheden til flygtig læsning og at bringe eleverne til at forstaa, hvad gavn og glæde der kan opnaaes ved en læsning, som giver sig tid til at dvæle ved form og indhold.

I. Det almindelige bogmaal.

Maalet er, at eleverne med færdighed skal kunne læse og forstaa landsmaalet og have kjendskab til den derpaa skrevne litteratur.

I. Det almindelige bogmaal.

Herfor vil saa eleven have at gjøre rede; endelig har han ved god oplæsning at vise, at det læste er fuldt tilegnet.

I. Det almindelige bogmaal.

Under gjennemgaaelsen paavises grundtanken nærmere, og hvorledes denne kommer til udfoldelse; desuden meddeles nødvendige oplysninger om sprogform, metrik, retorik m. m.

I. Det almindelige bogmaal.

Paa grundlag heraf vil der kunne stilles bestemtere krav til elevens forberedelse, der for det første vil bestaa i, at han, saa godt han formaar, sætter sig ind i digtets grundtanke eller grundstemning og giver udtryk derfor i sin oplæsning.

… saa der kan vindes et sikkert grundlag for forstaaelsen af udviklingen fra og med den franske revolution. Udvalgets stykker er dels i oversættelse, dels paa originalsproget; det sidste kan især gjælde for dele af det pensum, der gjennemgaaes i 3dje klasse. Stykkerne gjennemgaaes og fortolkes indgaaende; men vegten maa altid lægges paa det historiske og almendannende, ikke paa det rent

I. De skriftlige opgaver.

Ved den før nævnte mundtlige gjennemgaaelse af litteraturverker eller dele deraf vil arbeidet bestaa i at gribe og følge tankeudviklingen og derefter klargjøre sig indholdet; en saadan klargjørelse kan afsluttes med, at eleven leverer en sammenhængende redegjørelse for indholdet og tankegangen i form af et mundtligt foredrag.

I. Det almindelige bogmaal.

Der vælges til stof for den sidstnævnte undervisning enten græsk litteratur (navnlig Homer og Platon), eller nyere svensk og dansk litteratur, (læses der svensk, lægges vegten paa forstaaelsen af indholdet; af sprogets lydlære og grammatik medtages kun saameget, som dette hensyn nødvendig kræver) eller anden fremmed litteratur (f. ex. Shakespeare).

A. Den mundtlige undervisning.

Endel af de værdifuldeste digte, som Paa et tidligere skoletrin er gjennemgaaet og lært udenad, bør i gymmasiet tages op paany, saa at man sikrer sig, at eleverne baade faar en dybere forstaaelse af dem og bevarer dem i erindringen.

I. Det almindelige bogmaal.

Endel af de værdifuldeste digte, som paa et tidligere skoletrin er gjennemgaaet og lært udenad, bør i gymnasiet tages op paany, saa at man sikrer sig, at eleverne baade faar en dybere forstaaelse af dem og bevarer dem i erindringen.

I. De skriftlige opgaver.

Der lægges vegt paa rigtig og udtryksfuld læsning, og der omsættes til det almindelige bogmaal, hvor det er nødvendigt for en sikker forstaaelse af ord og ordforbindelser og forat illustrere, hvorledes den samme tanke kræver en forskjellig udtryksmaade i de to sprogformer.

56 sproglige. Ved artium kræves grundigt kjendskab til og forstaaelse af det læste udvalg. I de gymnasier, hvor kombination ikke finder sted mellem den historisk-sproglige linjes og reallinjens elever, kan den ombandlede læsning lægges ind i den ordinære historieundervisning; hvor kombination finder sted, bør særundervisningen ledsage den ordinære undervisning, saaledes at man i særtimerne til enhver tid bedst gjørligt behandler …

I. De skriftlige opgaver.

Der lægges vegt paa rigtig og udtryksfuld læsning, og der omsættes til det almindelige bogmaal, hvor det er nødvendigt for en sikker forstaaelse af ord og ordforbindelser og forat illustrere, hvorledes den samme tanke kræver en forskjellig udtryksmaade i de to sprogformer.

Anvisning til mere interesserede elever af passende historisk læsning maa ogsaa anbefales.

A. Den mundtlige undervisning.

Denne interesse bør læreren lede og støtte ved at give anvisning paa verker, der udlaanes fra skolens bibliotek.

A. Den mundtlige undervisning.

Men det er ikke af mindre vigtighed at modarbejde tilbøieligheden til flygtig læsning og at bringe eleverne til at forstaa, hvad gavn og glæde der kan opnaaes ved en læsning, som giver sig tid til at dvæle ved form og indhold.

A. Den mundtlige undervisning.

Paa grundlag heraf vil der kunne stilles bestemtere krav til elevens forberedelse, der for det første vil bestaa i, at han, saa godt han formaar, sætter sig ind i digtets grundtanke eller grundstemning og giver udtryk derfor i sin oplæsning.

I. Det almindelige bogmaal.

Paa grundlag heraf vil der kunne stilles bestemtere krav til elevens forberedelse, der for det første vil bestaa i, at han, saa godt han formaar, sætter sig ind i digtets grundtanke eller grundstemning og giver udtryk derfor i sin oplæsning.