1) At opløse enhver af de to Ligninger x − √(27 − x²) = 2, x + √(27 − x²) = 2, og prøve Opløsningens Rigtighed ved de fundne Rødders Indsættelse i de samme Ligninger. 2) I hvilke Tilfælde er en Triangel bestemt ved en given Vinkel og to givne Sider? Hvorledes eftervises Plangeometriens Sætning herom ved Triangelens trigonometriske Opmaaling?
Digteren Qvintus Ennius, som efter de Gamles Beretning var født i Rudiæ, en By i Calabrien, omtrent 20 Aar før Begyndelsen af den anden puniske Krig, ansaaes af de senere Romere for deres Poesies Fader. Denne Ære tildeeltes ham, ikke fordi han allerførst skulde have forsøgt at efterligne de græske Digteres Mønstere i latinske Arbeider (thi det havde baade Livius Andronicus og Nævius gjort, der begge vare ældre end Ennius), men fordi han var den første, der med Overvindelse af de Vanskeligheder, som det fattige og hidtil udannede Sprog lagde ham iveien, frembragte Digte, som ogsaa siden læstes med Fornøielse, især da, i det Ringeste i det største af hans Værker, Stoffets Beskaffenhed understøttede Digterens Kunst i at fængsle Læsernes Interesse. Ennius arbeidede nemlig, naar vi forbigaae adskillige mindre Digte, der ere lidet værd at omtale her, og som vi ikke kjende synderligt, i to Arter af Poesien, den dramatiske og den episke. Men i sine Tragoedier havde han enten aldeles efterlignet eller oversat visse græske Tragoedier, eller dog taget Stoffet af græske Sagn, som Romerne brøde sig lidet om; i sit episke Digt derimod, som hed »Annaler,» havde han besunget Romernes Krige og Bedrifter, og det kan ikke betvivles, at dette Værk især har forskaffet ham Gunst og Berømmelse. Hvad der forresten dømmes om Ennius, maa det indrømmes, at han har bidraget meget til at uddanne Romernes poetiske Sprog og derved banet Veien saavel for andre Digtere som for Virgil.
Seneca amicum fratris morte afflictum consolatur. Illud qvoqve, qva justitia in omnibus rebus es, necesse est cogites, non injuriam tibi factam esse, qvod talem fratrem amiseris, sed beneficium datum, qvod tamdiu pietate ejus uti fruiqve licuerit. Iniquus est, qvi muneris sui arbitrium danti non relinqvit, avidus, qvi non lucri loco habet, qvod accepit, sed damni, qvod reddidit. Ingratus est, qvi injuriam vocat finem voluptatis, stultus, qvi nullum fructum esse putat bonorum nisi præsentium, qvi non etiam in præteritis acqviescit et ea judicat certiora, qvæ abierunt, qvia de illis, ne desinant, non est timendum. Nimis angustat gaudia sua, qvi eis tantummodo, qvæ habet ac videt, frui se putat et habuisse eadem pro nihilo ducit. Cito enim nos omnis voluptas relinqvit et pæne, anteqvam veniat, aufertur; itaqve in præteritum tempus animus mittendus est et, qvidqvid nos unqvam delectavit, reducendum et freqventi cogitatione pertractandum est. Longior fideliorqve est memoria voluptatum qvam præsentia. Qvod habuisti ergo optimum fratrem, in summis bonis pone; non est, qvod cogites, qvanto diutius habere potueris, sed qvamdiu habueris. Rerum natura illum tibi non mancipio dedit¹), sed commodavit;²) quum visum est deinde, repetiit, nec tuam in eo satietatem secuta est, sed suam legem. 1) mancipio dare: overdrage til Eiendom. 2) commodare: laane.