Livius Andronicus person, forfatter

Lest i skolen

Til eksamen 1

• 1850 · Examen artium

  Digteren Qvintus Ennius, som efter de Gamles Beretning var født i Rudiæ, en By i Calabrien, omtrent 20 Aar før Begyndelsen af den anden puniske Krig, ansaaes af de senere Romere for deres Poesies Fader. Denne Ære tildeeltes ham, ikke fordi han allerførst skulde have forsøgt at efterligne de græske Digteres Mønstere i latinske Arbeider (thi det havde baade Livius Andronicus og Nævius gjort, der begge vare ældre end Ennius), men fordi han var den første, der med Overvindelse af de Vanskeligheder, som det fattige og hidtil udannede Sprog lagde ham iveien, frembragte Digte, som ogsaa siden læstes med Fornøielse, især da, i det Ringeste i det største af hans Værker, Stoffets Beskaffenhed understøttede Digterens Kunst i at fængsle Læsernes Interesse. Ennius arbeidede nemlig, naar vi forbigaae adskillige mindre Digte, der ere lidet værd at omtale her, og som vi ikke kjende synderligt, i to Arter af Poesien, den dramatiske og den episke. Men i sine Tragoedier havde han enten aldeles efterlignet eller oversat visse græske Tragoedier, eller dog taget Stoffet af græske Sagn, som Romerne brøde sig lidet om; i sit episke Digt derimod, som hed »Annaler,» havde han besunget Romernes Krige og Bedrifter, og det kan ikke betvivles, at dette Værk især har forskaffet ham Gunst og Berømmelse. Hvad der forresten dømmes om Ennius, maa det indrømmes, at han har bidraget meget til at uddanne Romernes poetiske Sprog og derved banet Veien saavel for andre Digtere som for Virgil.