Henimod Fristatens Ophør havde ogsaa Ridderstanden i Rom lidt et stort Skaar i sin tidligere Anseelse. Uværdige og ved Loven Uberettigede vare trængte ind i den, siden Censuret var geraadet i Forfald, og Penge alene gav Beføielse til den gyldne Ring, til den smale Bræm og til Sæde paa de første 14 Bænke i Theatret. Cæsar befordrede efter Evne Udartningen, idet han ikke blot taalte, at Riddere optraadte som Fægtere og Skuespillere, men ved Penge og paa andre Maader endog tilskyndede dem dertil. Hanget til saadan Uanstændighed rodfæstede sig saa dybt, at selv August ikke kunde udrydde det; det derimod udgangne Senatsdekret forfeilede sit Øiemed og, for ikke bestandigt at straffe, fandt Keiseren sig endelig bevæget til at tillade, hvad han ikke kunde forhindre. Dog ikke alle Forholdsregler forfeilede sit Maal. Den censoriske Magt berettigede Keiseren til at rense saavel Ridderstanden som Senatet, og i Medfør af denne søgte han ogsaa at befrie hiin Stand fra de meest uværdige Medlemmer. Med 10 Medhjælpere af Senatet underkastede han sig den besværlige Forretning at undersøge Riddernes Formue og Levnet. Mange af dem traf den censoriske Dadel og selv haardere Straffe, hvorved de mistede sin Stand. Stræng mod slette Sæder, viste August i anden Henseende Mildhed. Efter Fristatens ældre Love tabte Ridderen sin Stands Forrettigheder, naar hans Formue formindskede sig saaledes, at den ei længere naaede den udfordrede Census. August tilstedede en Undtagelse for de Riddere, som vare forarmede under Borgerkrigene, naar de kun førte Beviis for, at de selv eller deres Forældre engang havde besiddet den Sum 400,000 Sestertser; ja for mangen Ridder, som uden egen Brøde var nedsunken i Trang, forøgede han Levningerne af hans Formue indtil den lovmæssige Census.
Homini ad virtutem et ad animi tranquillitatem nitenti multum in se recedendum est; conversatio enim dissimilium bene composita disturbat et renovat affectus et, quidquid imbecillum necdum persanatum est, exulcerat. Miscenda tamen ista et alternanda sunt, solitudo et frequentia; illa nobis faciet hominum desiderium, hæc nostri, et erit altera alterius remedium: odium turbæ sanabit solitudo, tædium solitudinis turba. Nec in eadem intentione æqualiter retinenda mens est, sed ad jocos subinde revocanda. Cum pueris Socrates ludere non erubescebat; et Scipio assvetum illud militiæ laboribus corpus movit ad numeros, non molliter se infringens, ut nunc mos est, sed virilem in modum, ut illi antiqui viri solebant, non facturi dignitatis detrimentum, etiamsi ab hostibus suis spectarentur. Danda est remissio animis; meliores acrioresque requieti surgent. Animorum impetus assiduus labor frangit; vires recipient paullum resoluti et remissi. Nascitur ex assiduitate laborum animorum hebetatio quædam et languor; nec ad illam animi remissionem tanta hominum cupiditas tenderet, nisi naturalem quandam voluptatem haberet lusus jocusque: quorum tamen frequens usus omne animis pondus omnemque vim eripiet. Nam et somnus refectioni necessarius est; hunc tamen si per diem noctemque continues, mors erit. Legum conditores festos instituerunt dies, ut ad hilaritatem homines publice cogerentur, tanquam necessarium laboribus interponentes laxamentum. Dandum ergo subinde animis otium, quod alimenti ac virium loco sit; et in ambulationibus apertis vagandum, ut coelo libero et multo spiritu quasi augeat attollatque se animus. Aliquando vectatio iterque et mutata regio vigorem dabunt.