Vi ere vante til i enhver Henseende at stille Grækerne over Romerne og pleie kun at agte disse, forsaavidt de værdigt stræbte at ligne hine og have gaaet videre paa den af Grækerne banede Vei. Men skjønt det græske Folk, Guders Yndling, i Kunst og Videnskab skabte, hvad andre Folk seent eller aldrig ville naae, saa stode dog Romerne i Eet langt over disse Grækere: i Statslivets Kunst. Romernes Stat er deres Kunstværk, deres borgerlige Ret er deres evigt gjældende Videnskab: en Kunst og en Videnskab, som ikke fremgik af en eneste Mands Sjæl, men meget mere er det hele romerske Folks Værk, hvorpaa syv Aarhundreder og i disse de ædleste Aander have arbeidet. Romerne, midt imellem Spartanernes stive Ubevægelighed og Atheniensernes flygtige Ustadighed, have i at ordne sin Forfatning stedse saaledes fyldestgjort Nærværenhedens Fordringer, at de ikke derover glemte Fædrenes henrundne Tider eller forspildte den fra disse til dem komne Arv. Naar i Statslegemet sygelige Dele viste sig, lægede eller bortskare de disse, ødelagde ikke det Hele for igjen at skabe det fra Nyt af. Derfor laae deres Forfatning ikke under selv for det voldsomste ydre Anløb; den styrtede alene sammen i sig selv, da Folket og dets Førere ikke længer forstode eller ikke længer vilde agte paa Tidens Krav, men haardnakket holdt fast paa Forfatningens gamle Former, der nu ei mere passede til det offentlige Livs ganske forandrede Tilstande. Ved den efter haardnakket Kamp Italikerne tilstaaede Borgerret var den romerske Stat voxet saa uhyre, at man nødvendig med rask Beslutning havde burdet afskaffe de gamle Folkeforsamlinger og i deres Sted indsætte et kraftigt nyt Senat, fremgaaet af det hele Italiens Valg; og kun til at vælge dette havde de gamle Folkeforsamlinger i forandret Skikkelse endnu kunnet bestaae.
In pugna qvadam inter Gallos et Romanos Gallus qvidam, nudus præter scutum et duos gladios, torqve atqve armillis decoratus, qvi et viribus et magnitudine et virtute ceteris antestabat, processit. Is, maxime proelio commoto atqve utrisqve summo studio pugnantibus, manu significare coepit, utrinqve qviescerent acies. Extemplo, silentio facto, maxima cum voce conclamat, si qvis secum depugnare vellet, uti prodiret. Quum nemo propter viri magnitudinem atqve immanitatem auderet, Gallus dein irridere coepit atqve lingvam exsertare. Id subito perdoluit cuidam Tito Manlio, summo genere nato, tantum flagitium civitati accidere, e tanto exercitu neminem prodire. Processit ergo, neqve passus virtutem Romanam a Gallo turpiter irrideri, scuto pedestri et gladio Hispanico cinctus contra Gallum constitit. Metu magno ea congressio in ipso ponte, utroqve exercitu inspectante, facta est. Ita, ut ante dixi, constiterunt: Gallus, sua disciplina, scuto projecto, cantabundus; Manlius, animo magis qvam arte confisus, scutum scuto percussit atqve statum Galli conturbavit. Dum se Gallus iterum eodem pacto constituere studet, Manlius iterum scutum scuto percutit, atqve de loco hominem iterum dejecit; eo pacto ei sub Gallicum gladium successit, atqve Hispanico pectus ferit. Deinde continuo humerum dextrum eodem congressu incidit, neqve recessit usqvam, donec subvertit, ne Gallus impetum ictus haberet. Ubi eum evertit, caput præcidit, torqvem detraxit, eamqve sangvinolentam sibi in collum imponit. Qvo ex facto ipse posteriqve ejus Torqvati sunt cognominati.