Herodianus, historiarum scriptor, in geographico genere plura protulit, quæ vix in tirone castigationem effugiant. Verum omittamus hæc; neque illud notemus, in quo male fidam memoriam verius accuses, omissionem multorum nominum propriorum, posterioribus maxime in libris. In Cyropaedia Xenophontis hæc omissio nominum et temporum frequenter facta in iis argumentis esse potest, unde id opus non ad severam fidem historiæ scriptum esse colligamus. An forte Xenophontem noster imitari voluit? aut nihil omnino referre putavit nominare homines, quorum secundæ vel tertiæ partes essent in historia? Utcunque est, nihil tamen hæc impediunt, quo minus Herodianum, quamvis longo intervallo ab antiquis & classicis semotum, ex collatione æqualium satis honesto loco ponamus, quippe in auctoribus, qui eundem tractum temporis scripserunt, æqvissimum, tersissimum, disertissimum, jucundissimum. Has laudes ei etiam veteres tribuerunt. Photii judicium alio loco attuli, qui, materia singulorum librorum recensita, dictionem ejus laudat perspicuam, svavem atque ab affectata insolentia & humilitate æque temperatam: addit idem magnificam laudem, quum illum dicit in omni virtute historiæ paucis inferiorem. Tantum quidem non extollitur a supparibus scriptoribus Latinis, etsi ab his quoque numeratur in optimis, & eorum plures ejus libro tanquam fonte sunt usi.
Major pars mortalium de naturæ malignitate conqueritur, quod in exiguum ævi gignamur, quod hæc dati nobis temporis spatia tam velociter, tam rapide decurrant; adeo ut, exceptis admodum paucis, ceteros in ipso vitæ apparatu vita destituat. Nec huic omnium communi, ut opinantur, malo turba tantum et imprudens vulgus ingemuit: clarorum qvoqve virorum querelas hic affectus evocavit. Inde illa maximi medicorum exclamatio est, vitam brevem esse, longam artem. Inde Aristotelis, minime conveniens sapienti viro, cum rerum natura expostulatio est: illam animalibus tantum indulsisse, ut qvina aut dena secula edurent; homini, in tam multa ac magna genito, tanto citeriorem terminum stare. Non exiguum temporis habemus, sed multum perdimus. Satis longa vita et in maximarum rerum consummationem large data est, si tota bene collocaretur. Non accepimus brevem vitam, sed fecimus; nec inopes ejus, sed prodigi sumus. Qvid de rerum natura qverimur? illa se benigne gessit: vita, si scias uti, longa est. Alium insatiabilis tenet avaritia, alium in supervacuis laboribus onerosa sedulitas, alius inertia torpet; alium defatigat ex alienis judiciis suspensa semper ambitio; alium mercandi præceps cupiditas circa omnes terras, omnia maria spe lucri ducit. Qvosdam torquet cupido militiæ, nunqvam non aut alienis periculis intentos, aut suis anxios; plerosqve, nihil certum seqventes, vaga et inconstans et sibi displicens levitas per nova consilia jactavit.
Da de syv sammensvorne Perser havde taget Magerne og den falske Smerdes af Dage, holdt de Raad om, hvilken Regjeringsform de herefter skulde bestemme for Perserne. Otanes tilraadede da først at nedlægge al Magten i det persiske Folks Midte. Monarkiet var hverken godt eller behageligt; de havde jo været Vidner til, hvorvidt Kambyses’s Overmod gik; de havde selv været udsatte for Magernes. Selv den bedste Mand af Alle vilde, naar han blev stillet paa et saadant Høiheds Trin, falde ud af sin sædvanlige Karakter. Hans Lykke avlede Overmod hos ham, og Misundelse var fra Oprindelsen af indplantet i Menneskets Barm. En Enehersker burde vistnok være fri for Misundelse, da han har alle Goder; men det modsatte finder i Virkeligheden Sted: han misunder de bedste, glæder sig i de sletteste af Borgerne. Han gjør Brud paa de fædrene Love, øver Vold mod Kvinderne, henretter Folk uden Lov og Dom. Har derimod Mængden Magten, fortsatte han, saa gjælder for det første Lighed i Rettigheder; dernæst sker intet af det, som Monarken tillader sig; der er en ansvarlig Øvrighed, og alle Beraadslagninger foregaa i offentlig Forsamling. Jeg foreslaaer derfor, at vi ophæve Kongedømmet og overdrage Folket den høieste Magt. Efterat derpaa Magabyzus havde talt Oligarkiets Sag, seirede tilsidst Darius’s Mening, der var Otanes’s stik modsat. Han udviklede, hvorledes enhver anden Regjeringsform dog tilsidst opløste sig til Monarki; en Monark havde Perserne deres Frihed og Selvstændighed at takke, en Monark burde man derfor vælge. Og Skjæbnen havde, som bekjendt, udseet Darius selv til at indtage denne Plads.
Ved en Velgjerning kommer det ei an paa, hvad der gjøres eller hvad der gives, men med hvad Sind; thi Velgjerningen bestaaer ei i hvad der gjøres eller gives, men i selve Sindelaget hos den Gjørende eller Givende. Velgjerningen er altsaa ikke det selv, som udtælles eller bortgives; ligesaalidt som den Ære, der vises Guderne, bestaaer i Offrene, de være end nok saa herlige og straale af Guld, men i det gode og fromme Sindelag hos Gudernes Dyrker. Hvis Velgjerningerne bestode i de Ting, man giver, ikke i selve Villien til at gjøre vel, saa vilde de være desto større, jo større de Ting ere, som vi have modtaget. Dog det er falsk. Undertiden forbinder den os mere, som har givet smaa Gaver med Gavmildhed; som har ydet en ringe Skjærv, men gjerne; som har glemt sin egen Fattigdom, medens han tager Hensyn til vor. Da mange tilbøde Sokrates mangeslags Gaver, hver efter sin Evne, sagde en fattig Tilhører, Æschines: „Jeg kan intet opdrive, som jeg kan give dig, dig værdigt: og det er det eneste, hvorved jeg føler, at jeg er fattig. Jeg skjænker dig derfor det eneste, som jeg har, mig selv. Med denne Gave, hvordan den nu end er, beder jeg dig, du vil tage tiltakke, og tænke paa, at Andre, naar de gave dig meget, dog have levnet sig selv mere.” Sokrates svarede ham: „Hvad? skulde du ei have givet mig en stor Gave? eller kanske du vurderer dig selv ringe? Nu, saa skal jeg da drage Omsorg for at give dig dig selv tilbage bedre end jeg har modtaget dig.”