Kong Kambyses, som var stærkt hengiven til Vinens Nydelse, fik af en af sine kjæreste Venner, Præxaspes, den Advarsel, han skulde dog ikke drikke altfor meget; Drukkenskab var en Skam for en Konge, paa hvem Alles Øine vare henvendte. Hertil svarede hiin: For at du kan see, hvorledes jeg aldrig ophører at være ved mig selv; saa vil jeg nu give dig et Beviis paa, at mine Øine og mine Hænder, ogsaa efterat jeg har drukket, kunne gjøre, hvad de skulle. Nu drak han endnu rigeligere end ellers og af større Bægere, og da han nu var bleven dygtig beruset, gav han den Befaling, at Præxaspes’s Søn skulde træde udenfor Dørtærskelen og stille sig hen med den venstre Haand hævet over Hovedet. Derpaa spændte han sin Bue og skjød — thi han havde sagt, at dette var hans Maal — midt igjennem Ynglingens Hjerte. Paa det døde Legeme lod han Brystet opskjære, viste paa den i Hjertet siddende Pilespids og spurgte Præxaspes, om han vel havde en ret sikker Haand. Og hvad svarede vel den elendige Fader hertil? Apollo selv havde ikke kunnet skyde sikkrere, var hans Svar. Gid Gudernes tungeste Forbandelse maatte ramme ham! En Slave var han endnu mere efter sit Sindelag end efter sin Stand. Han optraadte som Lovpriser af en Gjerning, ved hvilken det var altfor meget endogsaa kun at være Tilskuer, og ansaa sit myrdede Barns spaltede Bryst og endnu bankende Hjerte som en Leilighed til Smiger.
Hoc loco non alienum arbitror effundere dolorem qvendam meum et qverelam non injustam, ut opinor, si possim occurrere malo latius in dies serpenti et severis studiis doctrinæ liberalis prope perniciem minanti. Fuit qvoddam tempus superiori sæculo, qvum homines qvidam, eruditi illi qvidem, sed non satis subacti severa literarum græcarum et latinarum disciplina, qvalis his in terris per Melanchthonem et Camerarium constituta fuerat, qvod audierant, auctoribus græcis et latinis imprimis historicis cognoscendis, prudentiam politicam comparari posse, totam rationem eorum cognoscendorum ad hanc partem trahebant et, relicta severa interpretandi et intelligendi ratione, in scholis et in commentariis politicam tantum artem seqvebantur. Ejus rei dulcedine, præsertim quum difficultatis nihil haberet, capta juventus nihil nisi sententiolas politicas et locos communes de rebus civilibus captabat, secura interpretationis accuratæ et utilitatis ceteræ ex scriptorum veterum lectione recte instituta capiendæ. Sublatum est hoc literarum malum per disciplinam Gronovii et Grævii, qvorum ea de re et inani juvenum studio politicas artes discendi ex historicis non intellectis exstant narrationes.