Saalænge Lykurgs Aand endnu hvilede over Sparta, kunde vel den Enkelte ved sine udmærkede personlige Fortjenester rage frem blandt de Øvrige, men samtlige Borgere vare dog i ydre Vilkaar hverandre temmelig lige; der fandt Sammenhold og Broderskab Sted imellem dem indbyrdes, og Alle besjæledes af ædel Kappelyst til at gjøre Lovene Fyldest. Men senere vare Grundeiendommene i et ringe Antal Borgeres Hænder, og de fordum saa berømte spartanske Dyder vare blevne sjeldne; Fattigdom herskede blandt den store Masse, Partiaand og Bestikkelser vare blevne almindelige, og de strænge Love havde tabt sin Kraft. Følgen heraf var bleven, at Sparta havde nu, ligesom forlængst andre Stæder, faaet en Pøbel. En saadan Tingenes Orden var tidligt indtraadt i Athenen og de øvrige Demokratier. De Formuende og overhoved den høiere Klasse stode fast overalt skarpt afsondrede fra den store Masse eller det lavere Folk. Underkuede og udplyndrede af dette sluttede de sig sammen og lurede som oftest paa Leilighed til at berøve Folket dets Magt og indføre Oligarchie. Saavidt var det imidlertid ikke kommet i Sparta. Deri var denne Stat forskjellig fra de fleste øvrige, at den høiere Klasse endnu havde beholdt nogen politisk Indflydelse tilbage. Hvormeget end Spartas Sønner i Tidens Længde vanslægtede fra sine gamle Forfædre, var der dog ingen Stat, hvor de gamle Institutioner og de oprindelige Fundamentallove i den Grad vedbleve at beholde sin Gyldighed, som i Sparta.
Kjære Yngling, som Verden endnu ikke har smittet med forfængelig Lediggang, ved al Forfinelse og Forstillelse endnu ikke berøvet al Kraft og Lyst til at begynde noget Stort — Eensomhed er din Verden. Paa din Studeerstue ønskede jeg at fængsle dig, der at opvarme og styrke dig til store Formaal, der at indgyde dig den ædle, ønskværdige Stolthed, med hvilken du, efter en velbenyttet, kjækt og driftigt gjennemarbeidet Ungdom, derpaa ogsaa i den mandlige Alder, i Embede og Betjening, aldrig vil gjøre mere af Verden og Menneskene, end de fortjene. Du gjør Ret i, at du udriver dig af en Verden, som er for liden til at give dig store Exempler. Mænd maa du kjende, Grækere, Romere, Engellændere, ved hvilke man lærer at overgaae Alt omkring sig. Eller hvor have vi mere berømte Exempler paa menneskelig Storhed? Hvem havde vel meer krigersk Mod, flere Kundskaber, mere Kjærlighed for Videnskaberne, meer Menneskeforstand? Men troe for alting ikke, at man derfor strax er Engellænder, naar man afskjærer sig Haarene. Skjær du i dets Sted Alting bort, som er daarligt hos dig, og efterlign Intet, uden det Store. Frihedskjærlighed, Mod, Indsigt, Aandsfrihed og Aandskraft er det Eiendommelige ved en rigtig Engellænder, ikke Klædedragten eller det Ydre. Dyd ophøier, Ahner ikke.
Quum antiquis literis, propagata ex priore ætate consvetudine, præcipuus in scholarum disciplina locus datus reperiatur; quæsitum est, rectene hoc institutum adhuc retineretur necne; quippe intellectum erat, etiam ceteras disciplinas humanitatis spargere semina. Sed ne ad argumenta, quibus utrinque certatum est, descendam, neve exponam, quomodo, qui aliquam lingvam in pueritia recte addiscit, non solum animi vires acerrime exerceat, sed etiam immensam notionum copiam quasi insciens imbibat: quæ antiquis literis in educanda juventute prærogativa tribuitur, hoc inprimis fundamento niti videtur, quod, quidquid recens ætas protulit eximii, non desierunt veteres potissimum scriptores classici esse, tenerique animi iis, quæ optima sunt, debent imbui, ut pulcherrimis formis repleantur. Video quidem, qui classici sint, dubitari posse: sed ut longam disquisitionem brevi præcidam, id dico classicum, quod quo magis consideres, eo magis placet, non classicum, quod, etiamsi initio placuerit, assidua contemplatione evilescit. Nec de unius tantum hominis vel paucorum judicio loquor: quod classicum est, succedentium ætatum consensu crescit senescens, si tamen, quod semper viget, senescit: ceterarum rerum gratiam ex novitate metimur. Tempus probat omnia; tempore veteres illi scriptores probati sunt, et sæculorum judicium in iis præsertim, quæ publice instituuntur, haud minimi faciendum est, nec quidquam temere novandum.
Pellantur istæ ineptiæ pæne aniles, ante tempus mori miserum esse. Qvod tandem tempus? Naturæne? At ea quidem dedit usuram vitæ, tanquam pecuniæ, nulla præstituta die. Qvid est igitur, quod querare, si repetit, cum vult? ea enim conditione acceperas. Iidem, si puer parvus occidit, æquo animo ferendum putant: si vero in cunis, ne querendum quidem. Atqui ab hoc acerbius exegit natura, quod dederat. Nondum gustaverant, inquiunt, vitæ svavitatem: hic autem jam sperabat magna, quibus frui coeperat. At id quidem ipsum in cæteris rebus melius putatur, aliquam partem, quam nullam, attingere; cur in vita secus? Quamquam non male ait Callimachus, multo sæpius lacrymasse Priamum, quam Troilum. Eorum autem, qui exacta ætate moriuntur, fortuna laudatur. Cur? Nam, reor, nullis, si vita longior daretur, posset esse jucundior. Nihil est enim profecto homini prudentia dulcius: quam, ut cætera auferat, affert certe senectus.