Under Cornelius Cossus og Asinius Agrippas Consulat anklages Cremutius Cordus for en ny og da førstegang hørt Forbrydelse, at han, i sine udgivne Annaler, havde roest M. Brutus og kaldt C. Cassius den sidste Romer. Anklagerne vare Satrius Secundus og Pinarius Natta, Sejans Clienter. Dette var til Fordærvelse for den Anklagede, ligesaavelsom Cæsars - Tiberius’s - mørke Blik, hvormed han modtog Forsvaret, hvilket Cremutius, allerede fast besluttet paa at forlade Livet, begyndte omtrent paa denne Maade: „mine Ord lægges mig til Last, forsamlede Fædre; saa uskyldige ere mine Handlinger altsaa. Dog selv disse gaae ei paa Fyrsten eller Fyrstens Slægtning, om hvilke Majestætsloven gjælder. Brutus og Cassius skal jeg have roest? Skjønt mangfoldige have skrevet disses Historie, har dog ingen omtalt dem uden paa en hædrende Maade. Titus Livius, især berømt for Veltalenhed og Nøiagtighed, har saa ivrig roest Pompeius, at Augustus kaldte ham en Pompeianer: og ikke lagde dette noget Anstød for deres Venskab. Scipio, Afranius, ja selv denne samme Cassius, samme Brutus, kalder han aldrig Røvere og Fædrenelandsforrædere, de Navne, man nu giver dem, men nævner dem ofte som udmærkede Mænd. Asinius Pollios Skrifter bevare ogsaa deres Minde paa en udmærket Maade. Messala Corvinus roste sin Feltherre Cassius; og brave disse 2 besadde dog baade Magt og Anseelse.
Medens dette foregaaer i Asien, var ikke engang i Grækenland og Macedonien alt roligt. Konge i Lacedæmon var Agis, en Søn af den Archidamus, som var falden, i det han bragte Tarentinerne Hjælp, paa den samme Dag, paa hvilken Philippus overvandt Athenienserne ved Chæronea. Denne, Alexanders Rival i Tapperhed, ophidsede sine Landsmænd til ikke at taale, at Grækenland længere trykkedes af Macedonernes Trældomsaag: saae de sig ikke itide for, vilde det samme Aag komme ogsaa til dem. Man maatte derfor anstrænge sig, medens Perserne endnu havde nogle Kræfter til at staae imod med: vare disse undertrykte, var det forgjeves mod en overvældig Magt at tænke paa den fra Forfædre nedarvede Frihed. Da Gemytterne saaledes vare ophidsede, saae de sig om efter en Leilighed til paa en beqvem Maade at begynde Krigen. Agis reiste til Pharnabazus og erholdt 30 Talenter Sølv og 10 treradaarede Skibe, hvilke han sendte sin Broder Agesilaus, for at han skulde seile til Creta, hvilken Øes Beboere vare splittede ad i Partier for Macedonere og Lacedæmoniere. Der blev ogsaa sendt Gesandter til Darius, som til Krigens Behov skulde forlange flere Penge og Skibe. Og disse deres Forehavender var det saa langt fra, at Nederlaget ved Issus - dette var nemlig indtruffet i Mellemtiden - afbrød, at det endogsaa fremmede dem.
De urbe Roma et ejus propriis et qvasi vernaculis vitiis loqvar, qvæ natos statim excipiunt ac per singulos ætatis gradus cumulantur, si prius de severitate ac disciplina majorum circa educandos formandosqve liberos pauca dixero. Jam primum suus cuiqve filius, ex casta parente natus, non in cella emptæ nutricis sed gremio ac sinu matris educabatur; cujus præcipua laus erat tueri domum et inservire liberis. Eligebatur autem aliqva major natu propinqva, cujus probatis spectatisqve moribus omnis ejusdem familiæ suboles committeretur, coram qua neqve dicere fas erat, qvod turpe dictu, neqve facere, qvod inhonestum factu videretur. Ac non studia modo curasqve sed remissiones etiam lususqve puerorum sanctitate qvadam ac verecundia temperabat. Sic Corneliam Gracchorum, sic Aureliam Cæsaris, sic Atiam Augusti matrem præfuisse educationibus ac produxisse principes liberos accepimus. Qvæ disciplina ac severitas eo pertinebat, ut sincera et integra et nullis pravitatibus detorta uniuscujusqve natura toto statim pectore arriperet artes honestas et, sive ad rem militarem, sive ad juris scientiam, sive ad eloqventiæ studium inclinasset, id solum ageret, id universum hauriret. At nunc natus infans delegatur Græculæ alicui ancillæ, cui adjungitur unus aut alter ex omnibus servis, plerumqve vilissimus nec ulli serio ministerio accommodatus. Horum fabulis et erroribus teneri statim et rudes animi imbuuntur: nec qvisqvam in tota domo pensi habet, qvid coram infante domino aut dicat aut faciat: qvin etiam ipsi parentes nec probitati neqve modestiæ parvulos assvefaciunt, sed lasciviæ et dicacitati: per qvæ paullatim impudentia irrepit et sui alieniqve contemptus.
Mira fuit in Cicerone jocorum venustas. Qvantum in ea re valuerit, quis ignorat, qui vel liberti ejus libros, quos is de jocis patroni composuit, quos qvidam ipsius putant esse, legere curavit? quis item nescit consularem eum scurram ab inimicis appellari solitum? quod in oratione etiam sua Vatinius posuit. Atque ego, ni longum esset, referrem, in quibus causis, cum nocentissimos reos tueretur, victoriam jocis adeptus sit; ut, ecce, pro L. Flacco, qvem repetundarum reum joci opportunitate de manifestissimis criminibus exemit. Quædam vero de dictis ejus, qvorum mihi cum maxime in mentem venit, in medium proferam: Cum apud Damasippum coenaret M. Cicero, et ille mediocri vino posito diceret: „Bibite, Falernum hoc annorum quadraginta est,“ „bene,” inqvit, „ætatem fert.” Idem cum Lentulum generum suum, parvæ staturæ hominem, longo gladio accinctum vidisset: „Quis,” inquit, „generum meum ad gladium alligavit?” Cum Laberius in fine ludorum, a se actorum, annulo aureo honoratus a Cæsare, e vestigio in quatuordecim ad spectandum transiit, Cicero prætereunti Laberio et sedile quærenti ait: „Recepissem te, nisi anguste sederem,” simul et illum respuens et in novum senatum jocatus, cujus numerum Cæsar supra fas auxerat. Nec impune; respondit enim Laberius: „Mirum, si anguste sedes, qui soles duabus sellis sedere;” exprobrata levitate Ciceroni, qua immerito optimus civis male audiebat.