Hos Grækerne see vi Videnskaberne ligesom i deres Fødsel. De Elementer, som de modtoge fra fremmede Nationer, vare neppe af stor Betydenhed, og bleve i alle Fald paa en eiendommelig Maade opfattede og bearbeidede. Videnskaberne modnedes, kom efterhaanden til deres høieste Spidse, og sank nu langsomt og gradeviis tilbage. Anderledes hos Romerne. Disse vare et praktisk Folk, med Kraft og Fasthed i Charakteren, men uden fremherskende Talent til dybere videnskabelig Granskning, og uden let bevægelig Phantasie. Først seent, da den græske Literatur allerede begyndte at synke, blev Romernes Sands under græsk Indflydelse aabnet for det Videnskabelige. Den bedre Deel af Nationen blev villige Disciple hos Grækerne, og gik i Literaturen, som de modtoge i en færdig og udviklet Tilstand, frem med stor Hurtighed. Tidlig naaede de derfor en vis Modenhed, der yttrede sig i technisk Fuldkommenhed; men derimod blev den videnskabelige Aand hverken saa udbredt blandt Folket som hos Grækerne, eller saa original og selvstændig, men fremtraadte hyppigst i Grækernes Spor uden at skabe sig væsentlig nye Former. Kun enkelte Grene, der enten stode i nær Forbindelse med det Praktiske, som Jurisprudents og Veltalenhed, eller særdeles tiltalede Nationalfølelsen, som Historien, kom til selvstændig Udvikling.
Qveruntur sæpe multi, hominem nimis imbecillum & fragiliorem nasci, qvam cetera animalia; qvæ ut sunt edita ex utero, protinus in pedes suos erigi & gestire discursibus, statimque aëri tolerando idonea esse, qvod in lucem naturalibus indumentis munita processerint, hominem contra nudum & inermem, tamqvam ex naufragio in hujus vitæ miserias projici & expelli; qvi neqve movere se loco, ubi effusus est, possit, nec alimentum lactis appetere, nec injuriam tempestatis ferre: itaqve naturam non esse matrem humani generis, sed novercam, qvæ cum mutis animalibus tam liberaliter se gesserit, hominem vero sic effuderit, ut inops & infirmus & omni auxilio indigens, nihil aliud possit, qvam fragilitatis suæ conditionem ploratu ac fletibus ominari, scilicet: „Cui tantum in vita restet transire malorum.” Ego vero illos, qvi vehementer sibi sapere videntur, nunqvam magis desipere contendo, qvam quum hæc loquuntur. Libet interrogare istos divinorum operum reprehensores, qvid in homine deesse, qvia imbecillior nascitur, credant. Num idcirco minus educentur homines? num minus ad summum robur ætatis provehantur? num imbecillitas aut incrementum impediat, aut salutem? Qvæ desunt enim, ratio compensat? Qværo porro ab iis, qvi conditionem pecudem suæ præferunt, qvid eligant, si Deus optionem iis dederit, utrum malint humanam sapientiam cum imbecillitate, an pecudum firmitatem cum illarum natura?