Den nøie Forbindelse, som de første Mænd i den romerske Republik, naar de ellers vilde vedblive at være de første, maatte underholde med den ringe Pøbel, kunde ikke andet, end være meget fordelagtig for Borgerens Aandsdannelse, men ligesaa skadelig for hans Næring. Den Fornemme var kun ved den store Hobs Bifald og Eenstemmighed mægtig; just derfor maatte han forstaae at indtage dem for sig. Bestikkelser var een Vei; den, som ikke kunde eller vilde bruge disse, ham maatte Ry om store Bedrifter eller Veltalenhed, ham maatte Retskaffenhed eller endelig indtagende Venlighed vinde Hjerterne. At tale med den simple Romer, at lade ham sit Huus aabent, daglig at fastsætte Timer, for at høre hans Andragender, at have Raad paa rede Haand for ham i alle Sager, selv med Hensyn til hans Huusvæsen, allerede før Dag at være til hans Tjeneste, at forsvare ham, tiltale, hilse ham paa Gaden, at træde hen til ham og trykke hans Haand, og, vare Flere samlede, da at bønfalde den hele Hob, dette var selv den Fornemstes Pligt. Saadan Forbindelse med de første Mænd i Rom maatte have sin Virkning paa Pøbelen, om ogsaa dens Uddannelse just ikke bevirkedes ved Samtalerne, som kun kunde være korte. Allerede den Forestilling: “en stor Mand seer paa dig” kan hæve mangen Aand fra Støvet. Men herved blev ogsaa en saadan simpel Romer uskikket til Næringsdrift. Han beleirede nu bestandig den Fornemmes Dør; denne blev hentet fra sit Huus, ledsaget tilbage til dette og hever ikke paa de offentlige Pladse forladt.
M. Cicero Qvinto fratri S. (qvum huic provinciæ Asiæ imperium in tertium annum prorogatum esset). Hoc te primum rogo, ne contrahas ac demittas animum, neqve te obrui, tamqvam fluctu, sic magnitudine negotii sinas, contraqve erigas ac resistas, sive etiam ultro occurras negotiis. Neqve enim ejusmodi partem reipublicæ geris, in qva fortuna dominetur, sed in qva plurimum possit ratio et diligentia. Qvodsi tibi bellum aliqvod magnum et periculosum administranti prorogatum imperium viderem, tremerem animo, qvod eodem tempore esse intelligerem etiam fortunæ potestatem in nos prorogatam. Nunc vero ea pars reipublicæ tibi commissa est, in qva aut nullam aut perexiguam partem fortuna tenet et qvæ mihi tota in tua virtute et moderatione animi posita esse videatur. Nullas, ut opinor, insidias hostium, nullam proelii dimicationem, nullam defectionem sociorum, nullam inopiam stipendii aut rei frumentariæ, nullam seditionem exercituum pertimescimus. Tibi data est summa pax, summa tranqvillitas, ita tamen, ut ea dormientem gubernatorem vel obruere, vigilantem etiam delectare possit. Constat enim ea provincia primum ex eo genere sociorum, qvod est ex hominum omni genere humanissimum, deinde ex eo genere civium, qvi aut, qvod publicani sunt, nos summa necessitudine attingunt, aut, qvod ita negotiantur, ut locupletes sint, nostri consulatus beneficio se incolumes fortunas incolumes habere arbitrantur. At enim inter hos ipsos existunt graves controversiæ, multæ nascuntur injuriæ, magnæ contentiones conseqvuntur. Sed memento, consilii me hoc negotium esse magis aliqvanto qvam fortunæ putare.