Sertorius, som vilde være bleven regnet til de største Romere, hvis en lykkeligere Lod var tilfalden ham, besad alle de Aandens og Hjærtets Gaver, som skabe den store Feltherre og Statsmand. Krænket Ærgjerrighed og varm Iver for Demokratiet havde bragt ham paa Marius's Side; men den hjemvendende Sulla's Seire havde nødt ham til at flygte til Spanien, hvor han efter mangen Lykkes-Omvexling, understøttet ved Levningerne af det marianske Parti, og endnu mere ved Lusitanernes og Spaniernes Kjerlighed og Overtro, bragte en stor Armee sammen, som han hurtigt disciplinerede og gjorde frygtelig for de romerske Feltherrer. Hans Plan var at trænge frem til Italien, og i Rom at gjenoprette Republiken, som han nu kun fandt i sin Leir, hvor han dannede et Senat af 300 Personer, og hvorfra han i den romerske Folks Navn underhandlede med den pontiske Mithridates. Forgjeves sendte Sulla ham Metellus imøde. Denne gamle Feltherres Erfaring formaaede intet mod Sertorius's dristige Foretagelses-Aand. Heller ikke Pompeius, i sin Alders Blomst, sendt Metellus til Bistand, var istand til at undertrykke Sertorius. Først da hans Haardhed fornærmede hans fornemste Officierer, og Svig nærmede sig ham under Skin af Venskab, faldt Sertorius, og selv da ikke ved sine Fienders Tapperhed, men ved Perperna's Troløshed, som dræbte ham af Iversyge ved et Gjestebud.
Germanicus, en Søn af Drusus og den yngre Antonia, blev adopteret af Farbroderen Tiberius og beklædte Qvæsturet 5 Aar, før Lovene tillod det, og umiddelbart efter dette Consulatet. Da han var sendt til Hæren i Germanien, og samtlige Legioner ved Efterretningen om August's Død halsstarrigt forkastede Tiber som Keiser og tilbøde ham den høieste Magt, bragte han dem til Orden, — hvad enten man skal tilregne dette sønlig Hengivenhed eller Charakteerstyrke. Derpaa overvandt han Fienden og holdt Triumph. Han blev dernæst andengang valgt til Consul, men, førend han tiltraadte sin Post, blev han jaget afsted for at ordne Affairerne i Orienten, og da han havde betvunget Armeniens Konge, gjort Cappadocien til Provinds, døde han af en langvarig Sygdom i Antiochien i sin Alders 34te Aar, ikke uden Mistanke om Forgivelse. Thi foruden blaae Pletter over hele Kroppen og Fraaden, som flød af Munden, fandt man ogsaa hans Hjerte, da han var brændt, ufortæret blandt Benene; og dettes Natur, antager man, er saadan, at det ikke kan opbrænde, naar det er gjennemtrukket af Gift. Han døde nemlig, saa er den almindelige Mening, efter Tibers Anstiftelse, der benyttede Cn. Piso som Redskab og Haandlanger.
Nuntiatum quondam est Favorino philosopho, nobis præsentibus, uxorem amici sectatorisque sui paululum ante enixam, auctumque eum esse nato filio. Eamus inquit, et puerperam visum et patri gratulatum. Imus una, qui tum aderamus, ad domum, quo pergebat, et cum eo simul introgressi sumus. Tum in primis ædibus complexus hominem congratulatusque assedit; atque ubi percontatus est, qvam diutinum puerperium et quam laboriosi nixus fuissent, puellamque defessam labore ac vigilia somnum capere cognovit; fabulari instituit prolixius, et: nihil, inquit, dubito, quin filium lacte suo nutritura sit. Sed cum mater puellæ, parcendum esse ei, diceret, adhibendasque puero nutrices, ne ad dolores, quos in enitendo tulisset, munus quoque nutricationis grave ac difficile accederet; oro te, inquit, mulier, sine eam totam integram esse matrem filii sui. Quod est enim hoc contra naturam imperfectum atque dimidiatum matris genus, peperisse ac statim a sese abjecisse? Aluisse in utero sanguine suo nescio qvid, quod non videret: non alere nunc suo lacte, quod videat jam viventem, jam hominem, jam matris officia implorantem? At nil interest (hoc enim dicitur), dum alatur et vivat, cujus id lacte fiat. Cur igitur iste, qui hoc dicit, si in capessendis naturæ sensibus tam obsurduit, non id quoque nihil interesse putat, cujus in corpore cujusque ex sanguine concretus homo et coalitus sit? An non idem sangvis est nunc in uberibus qvi in utero fuit? Nonne hac quoque in re sollertia naturæ evidens est, quod, posteaquam sanguis ille opifex in penetralibus suis omne corpus hominis finxit, adventante jam partus tempore, in supernas se partes profert, ad fovenda vitæ atque lucis rudimenta præsto est, et recens natis notum et familiarem victum offert?
Philosophia, quæ recte ab antiquis rerum divinarum et humanarum scientia definita est et ipsarum rerum, quarum scientiam pollicetur, magnificentia et utilitatis abundantia reliquis omnibus doctrinis adeo præstat, ut major neque esse neque cogitatione effingi possit. Hæc enim, cum et nos ipsos et hujus universi naturam et omnium rerum auctorem Deum cognoscere nos doceat, veritatis ac virtutis est magistra, errorum, superstitionum ac vitiorum expultrix, hominum ingenia ad inveniendum et dijudicandum verum acuit, denique res, quæ cogitari possunt, singulas atque universas sua magnitudine complectitur, suaque vi pervagatur, ut sine ejus subsidio in nulla disciplina magnopere quis proficere possit. Est profecto tanta vis et majestas philosophiæ, ut ejus perfectam absolutamque scientiam mortalis naturæ infirmitas capere omnino non possit, et recte antiqui dixisse videantur, unicum summum philosophum esse Jovem. Neque tamen propterea homines desperantes totum hoc studium abjicere par est; sed potius quidquid in nostro ingenio viget et valet, quidquid in eo est reconditarum adhuc virium, id omne excitandum, acuendum, expromendum, ut naturæ claustra perfringamus, et vel aliquam hujus divinitatis partem assequamur. Itaque cum aliarum disciplinarum instrumento ingenii vis corroboranda est tum elegantiorum literarum studio. Nam si qvis antiquorum philosophorum, historicorum, oratorum ac poëtarum lectione ingenium subegerit atque excoluerit, is ad suscipiendam assequendamque philosophiam egregium sibi comparasse adjumentum recte dici potest.