Henrik! lav nu Alting færdig! Kruus og Piber paa Bordet! Ret nu har vi dem.
(Henrik gjør Alting færdig. En kommer ind efter en Anden; de sætte sig ned ved Bordet, og Herman v. Bremen ved Bord-Enden)
Herman.
Velkommen allesammen, I gode Mænd! hvor var det, vi slap sidst?
260Richard Børstenbinder.
Det var vist om Tydsklands Interesse.
Gert Bundtmager.
Det er sandt, nu erindrer jeg det. Det vil altsammen give sig paa næste Rigsdag. Gid jeg var der en Time; jeg vilde hviske Churfyrsten af Maynz noget i Ørene, som han skulde takke mig for. De godt Folk veed ikke, hvorudi Tydsklands Interesse bestaaer. Hvor har man nogen Tid hørt en keiserlig Residentsstad, som Wien, uden Flaade, eller i det ringeste uden Galleier? De kunde nok holde en Krigsflaade til Rigets Forsvar, der gives jo nok Krigssteuer og nok Rømer-Monathen dertil. Se! om ikke Tyrken er klogere. Vi kan aldrig lære bedre at føre Krig, end af ham. Der er jo Skove nok baade i Østerrige og Prag, dersom man kun vil bruge dem enten til Skibe eller Master. Havde vi en Flaade i Østerrige eller Prag, da lod nok Tyrken eller Franskmanden fare at beleire Wien, og vi kunde gaae lige til Constantinopel. Men Ingen tænker paa Saadant.
Sivert Posekiger.
Nei, aldrig nogen Moers Sjel. Vore Forfædre have været langt klogere. Det kommer alt an paa Anstalter. Tydskland er ikke større nu, end det var i gamle Dage, da vi ikke alene forsvarede os berømmelig mod alle vore Naboer, men endog tog ind store Stykker af Frankrige, og beleirede Paris selv baade tillands og vands.
Frands Knivsmed.
Men Paris er jo ingen Søstad?
Sivert Posekiger.
Saa maa jeg da forstaae mit Landkort meget ilde. Jeg veed nok, hvor Paris ligger. Saaledes ligger jo Engeland, ret her, hvor jeg holder min Finger, her løber jo Kanallien, her ligger Bordeus, og her Paris.
Frands Knivsmed.
Nei Bruder! her ligger jo Tydskland, og her strax ved Frankrige, 261som er landfast med Tydskland, ergo kan jo Paris ingen Søstad være.
Sivert.
Er der da intet Hav ved Frankrige?
Frands.
Nei vist, en Franskmand, som ikke har reist udenlands, veed aldrig hverken af Skibe eller Baade at sige. Spørg kun Mester Herman. Er det ikke, som jeg siger, Mester Herman?
Herman.
Jeg skal skille Trætten! Henrik! laan os Landkortet over Europa, Danckwarts Landkort.
Verten.
Der har I et, men det er noget i Stykker.
Herman.
Det vil ikke sige. Jeg veed nok, hvor Paris ligger, men vil kun have Landkortet for at overbevise de Andre. Seer I nu, Sivert! her ligger Tydskland.
Sivert.
Det er ret nok; jeg kan see det paa Donaustrømmen, som ligger her.
(I det han peger paa Donaustrømmen, støder han Kruset om med Albuen, saa at Landkortet fordærves).
Verten.
Den Donaustrøm løb noget for stærk.
(De lee allesammen.)
Herman.
Hør godt Folk! Vi taler saa meget om fremmede Sager, lad os tale noget om Hamborg; den Materie kan flye os nok at bestille. Jeg har tidt tænkt paa, hvoraf det kommer, at vi ingen Stæder har udi Indien, men skal kjøbe de Varer af Andre. Det er en Sag, som Bormester og Raad nok burde betænke.
Richard Børstenbinder.
Tal ikke om Bormester og Raad; skal vi bie, til de tænker derpaa, 262kommer vi til at bie længe. Her udi Hamborg berømmes en Bormester alene deraf, at han kan holde det lovlige Borgerskab i Tvang.
Herman.
Jeg mener, I gode Mænd! at det endnu ikke er forsilde; thi hvorfor skulde ikke Kongen af Indien unde os saavel Handelen som Hollænderne, hvilke har Intet at føre did uden Ost og Smør, som gemeenligen blir fordærvet paa Veien? Jeg holder for, at vi gjorde vel, om vi indgav et Forslag til Raadet derom. Hvor mange ere vi her samlede?
Værten.
Vi er kun 6; thi de andre 6, troer jeg ikke kommer mere.
Herman.
Det er alt nok; hvad er Jer Mening, Hr. Vert? lad os votere.
Verten.
Jeg er ganske ikke for det Forslag; thi slige Reiser bringe mange godt Folk af Staden, som jeg har en daglig Skilling af.
Sivert Posekiger.
Jeg holder for, man bør see meer paa Stadens Opkomst end sin egen Interesse, og at Mester Hermans Forslag er det ypperligste, som nogen Tid kan gjøres; jo mere Handel vi drive, jo mere maa jo Staden florere; jo flere Skibe der kommer hid, jo bedre er det ogsaa for os smaa Betjentere. Dog det sidste er ikke meest Aarsag, at jeg raader til dette Forslag, men Stadens Tarv og Fremgang driver mig alene til at rekommendere saadant.
Gert Bundtmager.
Jeg kan aldeles ikke samtykke dette Forslag, men raader heller til Kompagniers Oprettelse paa Grønland og Strat Davids; thi saadan Handel er Staden langt nyttigere og bedre.
Frands Knivsmed.
Jeg mærker, at Gertes Votum sigter meer til egen Nytte end Republikens Bedste; thi til de indianske Reiser trænger man ikke saa meget til Bundtmageren, som til de nordiske Reiser. Jeg for 263min Part holder for, at den indianske Handel overgaaer alle udi Vigtighed; thi udi Indien kan man undertiden for en Kniv, Gaffel eller Sax faae af de Vilde et Stykke Guld, som veier ligesaa meget. Vi maa mage det saa, at det Forslag, vi giver ind for Raadet, ikke lugter af Egennytte; thi ellers kommer vi ingen Vei dermed.
Richard Børstenbinder.
Jeg er af samme Mening, som Niels Skriver.
Herman.
Du voterer som en Børstenbinder; Niels Skriver er jo ikke tilstede! Men hvad vil den Kvinde herinde. Det er, min Tro, min Kone.
(Geske, Hermans Kone, kommer.)
Geske.
Er I her, Dagdriver? Det var nok saa godt, at I arbeidede noget, eller i det ringeste at I havde Indseende med jere Folk; vi mister et Arbeid efter et andet ved jer Forsømmelse.
Herman.
Ti stille, Kone; du blir Fru Bormesters før du veedst et Ord deraf. Mener du, at jeg gaaer ud for Tidsfordriv? Jo, jo! jeg har ti Gange meer Arbeide end I Alle udi Huset; I Andre arbeide kun med Hænderne, men jeg med Hjernen.
Geske.
Alle galne Folk gjør ligeledes: - de bygge, som I, Kasteller i Luften, og bryde Hjernen med Galskab og Gjekkeri, indbildende sig at gjøre vigtige Ting, da det dog i sig selv er intet.
Gert Bundtmager.
Var det min Kone, hun skulde ikke tale saaledes mere end eengang.
Herman.
Ei Gert! det maa en Politikus ikke agte. For 1 Aar eller 3 havde jeg smurt min Kones Ryg for saadant Ord; men siden den 264Tid, jeg har begyndt at kige i politiske Bøger, har jeg lært at foragte saadant. Qvi nescit simulare, nescit regnare, siger en gammel Politikus, som ingen Giek var; jeg troer, han hedte Agrippa eller Albertus Magnus; thi det er Fundament til al Politik i Verden, thi hvo der ikke kan taale at høre et ondt Ord af en hidsig og gal Kone, duer ei til nogen høi Bestilling. Koldsindighed er den allerstørste Dyd og den Ædelsteen, som meest pryder Regenter og Øvrighed. Derfor holder jeg for, at Ingen burde komme her i Staden at sidde udi Raadet, førend han havde gjort Prøver paa sin Koldsindighed, og ladet see, at han baade kunde tage imod Skjeldsord, Hug og Ørefigen. Jeg er af Naturen hidsig, men jeg stræber at overvinde det ved Studering. Jeg har læset udi Fortalen af en Bog, som heder Der Politische Stockfisch, at naar En blir overvældet af Vrede, saa skal han tælle til tyve, imidlertid gaaer Vreden ofte over.
Gert.
Det kunde ikke hjælpe mig, om jeg talte til hundrede.
Herman.
Ja saa duer I ikke heller til andet, end til at være Subaltern. Henrik! giv min Kone et Kruus Øl ved det lille Bord.
Geske.
Ei du Slyngel! mener du, at jeg er kommen hid for at drikke.
Herman.
1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13. Nu er det alt over... Hør Mutter! du maa ikke tale saa haardt til din Mand; det lader saa farlig gemeent.
Geske.
Er det da fornemme at betle? Har enhver Kone ikke Aarsag til at skjelde, naar hun har saadan Dagdriver til Mand, der saaledes forsømmer sit Huus, og lader Hustru og Børn lide Nød?
Herman.
Henrik! giv hende da et Glas Brændeviin, thi hun har forivret sig.
265Geske.
Henrik! giv min Mand, den Slyngel, et Par Ørefigen.
Henrik.
Det maa I selv gjøre; jeg betakker mig ellers for saadan Kommission.
Geske.
Saa tør jeg gjøre det selv.
(Hun giver ham Ørefigen.)
Herman.
1, 2, 3, 4, 5, (til 20). (Han lader, som han vil slaae igjen, men begynder paa ny at tælle til 20.) Havde jeg ikke været en Politikus, saa skulde du have faaet Skam.
Gert Bundtmager.
Vil I ikke holde Jer Kone i Ave, saa skal jeg. Fort herud! herud!
(Geske skjelder udenfor.)
(Holberg. Af „L. Holbergs udvalgte Skrifter. Ved K. L. Rahbek. Kbhvn. 1804.)