1. Hakon Jarl og Karker i Hulen.
Hakon.
Sov! sov!
(Karker lægger sig ned paa Jorden, og sover ind. Hakon betragter ham.)
Dorske Natur! Indslumret est du alt?Den smule Gnist, som vidned, at du varet Dyr, og ingen Blok, den ulmer dødt,alt under Askedyngen? Vel dig, vel dig!Her flammer det, her stormer det i meerubændig Kraft. — Sang du min Faders Drapai denne Time, for at give miget Vink fra Nornen? Vorder Hakons Endesom Sigurds? Sigurd var, som jeg, en Blodmand,en vældig Dyrker af de gamle Guder;han tæmmed under Venskabs Skin den frommeKong Athelstein; han hindred Kongens Daad.
(Urolig.)
Har da den hvide Christus virkeligdig overvundet, Odin? Falder den,som standser Sydens Tro? — Ha det er kjøligti denne Hule! Her er koldt og fugtigt. —
(Han gaaer en Tid lang frem og tilbage, derpaa bliver han staaende, og betragter Karker.)
Han drømmer! Fæle Rynker folde sigi Trællens Pande. Fy! Han ligger derog griner under Lampen, som en Trold.
(Rusker i ham.)
Vaagn, Træl! Vaagn Karker! Hvad betyder ditafskyelige Smil?
Karker.
Ak! Ha! Jeg drømte.
Hakon.
Hvad drømte du?
254Karker.
Jeg drømte —
Hakon.
Stille Træl!Hvad er det for en Larmen over os?
Karker.
En Skare Krigsmænd, Herre! Hører duei deres Spyd og Pandserplader rasle?Ha det er Konning Olafs Mænd, Herr Jarl!Der søges efter dig.
Hakon.
Den gamle Hvælvinger ubekjendt, og Thora gav mig Nøglen,med Jern og stærke Laase sluttes Døren.Her er vi sikkre. Hid kan Ingen trænge.
Karker (lytter.)
Hør, Herre! Hører du, hvad Kjæmpen raaberhøirøstet over Hovedet paa mig?
Hakon.
Hvad raaber han?
Karker.
At Konning Olaf vilbelønne Den med baade Sølv og Guld,som bringer ham dit Hoved.
Hakon
(betragter ham stivt.)
Det vil dudog ei fortjene? Hvorfor ryster Du?Hvi est du bleg? Hvi blaane dine Læber?
Karker.
Ak, jeg er endnu bange af min Drøm.Siig, Herre Jarl, hvad den betyder. Duforstaaer dig jo derpaa, du raader Drømme.
255Hakon.
Hvad drømte du?
Karker.
Det allerførste var,vi seiled begge paa en Baad i Søen,jeg sad ved Roret.
Hakon.
Det betyder, Karker!du raader for mit Liv og mine Dage.Vær tro, staa mig i Nødens Time bi,saa skal jeg bedre lønne dig, end Olaf.
Karker.
Jeg drømte meer.
Hakon.
Hvad var det, Karker? Tal!
Karker.
Saa drømte jeg: en sort og førlig Mandkom ned fra Fjeldet og fortalte mig,at nu var alle Sunde lukte.
Hakon.
Karker!Du drømmer ikke godt; det vidner omet kort og stakket Liv kun for os begge.Vær tro! Vær tro! Som selv du har fortalt,er vi jo begge født den samme Nat;der bliver ikke heller langt imellemvor Død.
Karker.
Saa syntes mig, jeg var paa Hlade,hvor Konning Olaf lægge lod en Ringaf Guld omkring min Hals.
Hakon.
Ha, det betyder,256han lægger dig en Ring af tvundet Hampomkring din Hals, hvis du din Herre sviger.Gaa Træl, og sæt dig hen i Krogen der!Jeg selv vil sætte mig i denne Krog.Saa vil vi sove.
Karker
Som I vil, Herr Jarl!
Hakon.
Hvor skal du hen?
Karker.
Jeg først vil pudse Lampen.
Hakon.
Gaa, sæt dig! siger jeg. Lad Lampen brænde!Du kunde slukke den, saa sad vi heri Mulm og Mørke. Jeg begriber ei,hvor Folk saa rolig hver en Aftenstundkan slukke Lyset, før de gaae tilsengs;det er et hæsligt Billede paa Døden,langt mere sort og fælt end Døden selv.Hvad blusser stærkt og kraftigt som et Lys?Hvor bliver Lyset af, naar det er slukt?Lad Lampen staae, den brænder døsigt; menden brænder dog endnu. Saalænge derer Liv, er der et Haab. Gaa, sæt dig hen.
(De sidde begge stille en Tid lang.)
Hakon.
Nu Karker! Sover Du?
Karker.
Ja, Herre Jarl!
Hakon.
Ha, dumme, stumpe Slave!
(Reiser sig og gaaer frem og tilbage.)
Hakon! Hakon!257Er dette Dyr den hele sidste Levningaf din forsvundne Magt? Jeg troer ham ei;thi hvad Begreb gjør sig et saadant Hovedom Pligt og Troskab? Som en Lænkehundhan kommer logrende til Den, som byderdet bedste Suul.
(høit.)
Giv mig din Daggert, Karker!En Træl maa ikke føre Vaaben.
Karker.
Herre!I har jo skjænket mig den selv. Der er den!
(Rækker ham den.)
Hakon.
Sov nu!
Karker.
Ja strax.
(lægger sig ned.)
Hakon.
En Feber knuger mig,tungt er mit Hoved. Jeg er træt og mataf Dagens lange Strid, af Nattens Flugt;men sove tør jeg ei; thi denne Træl —Nu vil jeg hvile lidt; men ikke sove.
(Sætter sig ned og slumrer ind.)
Karker
(reiser sig sagte.)
Nu sover Han! Han troer mig ikke ret!Han frygter, at jeg skal forraade ham.Kong Olaf byder Penge for hans Liv,og hvad kan jeg vel vente meer af ham?Han rører sig... Hjælp, Thor! Han gaaer i Søvne.
2den Deel.
258Hakon
(reiser sig isøvne; gaaer med stive Skridt frem, og standser midt i Hulen.)
Guldharald! Graafeld! Nu! hvad vil I mig?Lad mig iro, I har fortjent jer Død.Jeg sveg Jer ei med løiet Venskab. ... Nuhvad vil I, Pigebørn? Gaaer hjem, gaaer hjem!Nu har jeg ingen Tid at gantes længer.Og Eders Fæstemænd ..? og Odins Billed ..?Det sank i Gruus og alle Valhals Guder -de svandt som Taager for den hvide Christ.Du bed paa Krogen, Olaf!.. Hakon!til Straf paa Dødens Krog ... hvad græder hist?Det er det Værste. Erling! er det dig?Stak jeg for dybt? Der triller Purpurdraaberudaf dit Bryst, imellem Roserne...
(Raaber høit).
Ha, Karker! Karker!
Karker.
Herre Jarl! — Han gaaerbestandig end isøvne.
Hakon.
Det er fuldbragt!Der er din Daggert! Stød den i mit Hjerte!
Karker.
Det vil I angre, naar I vaagner, Herre!
Hakon.
Jeg har fortjent det, Karker! Stød kun til!
Karker (tager Dolken.)
Han er min Herre, jeg maa lyde ham.
Hakon.
Ha, skynd dig! skynd dig, Karker! før jeg vaagner.Du eller Jeg maa døe.
259Karker
(støder Dolken i hans Barm.)
Saa dø da Du!
Hakon (styrter).
Der traf mig Himlens Hevn med sine Flammer . .Nu er din Spaadom opfyldt, Tryggvesøn.
(Han døer.)
Karker.
Nu er det gjort, nu hjælper ingen Klage,om end jeg skreg og sørged nok saa meget,saa sørged jeg dog ikke Livet i ham.Nu vil jeg tage Nøglen af hans Lommer,og bære ham i Gangen op til Døren,og aabenbare Konning Olaf Alt.Saa skjænker han mig Sølv og røden Guld.Skeet er nu skeet! Han vilde selv sin Død;jeg har kun adlydt, hvad min Herre bød.
(Han løfter Liget paa sine Skuldre, og bærer det bort.)
(A. Oehlenschläger. Af Sørgespillet “Hakon Jarl.” Kbhvn. 1807.)
1. Hakon Jarl og Karker i hulen.
Hakon.
Sov! sov!
(Karker legger seg ned på jorden, og sover inn. Hakon betrakter ham.)
Dorske natur! Indslumret est du alt?Den smule gnist, som vitnet, at du varet dyr, og ingen blokk, den ulmer dødt,alt under Askedyngen? Vel deg, vel deg!Her flammer det, her stormer det i merubendig kraft. — Sang du min Faders drapai denne time, for å gi meget vink fra Nornen? Vorder Hakons endesom Sigurds? Sigurd var, som jeg, en blodmann,en veldig dyrker av de gamle guder;han temmet under Venskabs skinn den frommeKong Athelstein; han hindret Kongens dåd.
(Urolig.)
Har da den hvite Christus virkeligdeg overvunnet, Odin? Faller den,som stanser Sydens tro? — Ha det er kjøligi denne Hule! Her er kaldt og fuktig. —
(Han går en tid lang frem og tilbake, derpå blir han stående, og betrakter Karker.)
Han drømmer! Fæle rynker folde segi trellens panne. Fy! Han ligger derog griner under lampen, som en troll.
(Rusker i ham.)
Våkn, trell! Våkn Karker! Hva betyr dittafskyelige smil?
Karker.
Ak! Ha! Jeg drømte.
Hakon.
Hva drømte du?
254Karker.
Jeg drømte —
Hakon.
Stille trell!Hva er det for en larmen over oss?
Karker.
En Skare Krigsmænd, Herre! Hører duei deres spyd og panserplater rasle?Ha det er Konning Olafs Mænd, herr Jarl!Der søkes etter deg.
Hakon.
Den gamle hvelvinger ubekjendt, og Thora ga meg nøkkelen,med jern og sterke Laase sluttes døren.Her er vi sikre. Hit kan Ingen trenge.
Karker (lytter.)
Hør, Herre! Hører du, hva kjempen roperhøyrøstet over hodet på meg?
Hakon.
Hva roper han?
Karker.
At Konning Olaf vilbelønne Den med både sølv og gull,som bringer ham ditt hode.
Hakon
(betrakter ham stivt.)
Det vil dudog ei fortjene? Hvorfor ryster Du?Hvi est du bleg? Hvi blåne dine lepper?
Karker.
Ak, jeg er ennå bange av min drøm.Si, Herre Jarl, hva den betyr. Duforstår deg jo derpå, du råder drømmer.
255Hakon.
Hva drømte du?
Karker.
Det allerførste var,vi seilte begge på en båt i sjøen,jeg satt ved roret.
Hakon.
Det betyr, Karker!du råder for mitt liv og mine dager.Vær tro, stå meg i Nødens time bi,så skal jeg bedre lønne deg, enn Olaf.
Karker.
Jeg drømte mer.
Hakon.
Hva var det, Karker? Tal!
Karker.
Så drømte jeg: en sort og førlig mannkom ned fra fjellet og fortalte meg,at nå var alle Sunde lukte.
Hakon.
Karker!Du drømmer ikke godt; det vitner omet kort og stakket Liv kun for oss begge.Vær tro! Vær tro! Som selv du har fortalt,er vi jo begge født den samme natt;der blir ikke heller langt imellomvår død.
Karker.
Så syntes meg, jeg var på Hlade,hvor Konning Olaf legge lot en Ringav gull omkring min hals.
Hakon.
Ha, det betyr,256han legger deg en Ring av tvunnet hampomkring din hals, hvis du din Herre sviker.Gå trell, og sett deg hen i kroken der!Jeg selv vil sette meg i denne krok.Så vil vi sove.
Karker
Som dere vil, herr Jarl!
Hakon.
Hvor skal du hen?
Karker.
Jeg først vil pusse lampen.
Hakon.
Gå, sett deg! sier jeg. Lad lampen brenne!Du kunne slukke den, så satt vi heri mulm og mørke. Jeg begriper ei,hvor folk så rolig hver en Aftenstundkan slukke lyset, før de gå til sengs;det er et heslig bilde på døden,langt mer sort og fælt enn døden selv.Hva blusser sterkt og kraftig som et lys?Hvor blir lyset av, når det er slukt?Lad lampen stå, den brenner døsigt; menden brenner dog ennå. Så lenge derer Liv, er der et håp. Gå, sett deg hen.
(De sitter begge stille en tid lang.)
Hakon.
Nå Karker! Sover Du?
Karker.
Ja, Herre Jarl!
Hakon.
Ha, dumme, stumpe slave!
(Reiser seg og går frem og tilbake.)
Hakon! Hakon!257Er dette dyr den hele siste levningav din forsvundne makt? Jeg tror ham ei;thi hva begrep gjør seg et sådant hodeom plikt og troskap? Som en lenkehundhan kommer logrende til Den, som byrdet beste Suul.
(høyt.)
Gi meg din daggert, Karker!En trell må ikke føre våpen.
Karker.
Herre!Dere har jo skjenket meg den selv. Der er den!
(Rekker ham den.)
Hakon.
Sov nå!
Karker.
Ja straks.
(legger seg ned.)
Hakon.
En feber knuger meg,tungt er mitt hode. Jeg er trett og matav Dagens lange strid, av Nattens flukt;men sove tør jeg ei; thi denne trell —Nå vil jeg hvile litt; men ikke sove.
(Setter seg ned og slumrer inn.)
Karker
(reiser seg sakte.)
Nå sover Han! Han tror meg ikke rett!Han frykter, at jeg skal forråde ham.Kong Olaf byr penger for hans liv,og hva kan jeg vel vente mer av ham?Han rører seg... Hjelp, Thor! Han går i søvne.
2den del.
258Hakon
(reiser seg i søvne; går med stive skritt frem, og stanser midt i hulen.)
Guldharald! Graafeld! Nå! hva vil dere meg?La meg iro, dere har fortjent jer død.Jeg svek Jer ei med løyet vennskap. ... Nåhva vil dere, pikebarn? Går hjem, går hjem!Nå har jeg ingen tid at gantes lenger.Og Eders festemenn ..? og Odins Billed ..?Det sank i grus og alle Valhals guder -de svant som tåker for den hvite Christ.Du bet på kroken, Olaf!.. Hakon!til straff på Dødens krok ... hva gråter hist?Det er det Værste. Erling! er det deg?Stak jeg for dypt? Der triller purpurdråperudaf ditt bryst, imellom rosene...
(Roper høyt).
Ha, Karker! Karker!
Karker.
Herre Jarl! — Han gårbestandig enn i søvne.
Hakon.
Det er fullbrakt!Der er din daggert! Støt den i mitt hjerte!
Karker.
Det vil dere angre, når dere våkner, Herre!
Hakon.
Jeg har fortjent det, Karker! Støt kun til!
Karker (tar dolken.)
Han er min Herre, jeg må lyde ham.
Hakon.
Ha, skynd deg! skynd deg, Karker! før jeg våkner.Du eller Jeg må dø.
259Karker
(støter dolken i hans Barm.)
Så dø da Du!
Hakon (styrter).
Der traff meg Himlens hevn med sine flammer . .Nå er din spådom oppfylt, Tryggvesøn.
(Han dør.)
Karker.
Nå er det gjort, nå hjelper ingen klage,om enn jeg skrek og sørget nok så meget,så sørget jeg dog ikke livet i ham.Nå vil jeg ta nøkkelen av hans lommer,og bære ham i gangen opp til døren,og åpenbare Konning Olaf Alt.Så skjenker han meg sølv og røden gull.Skjedd er nå skjedd! Han ville selv sin død;jeg har kun adlydt, hva min Herre bød.
(Han løfter liket på sine skuldre, og bærer det bort.)
(A. Oehlenschläger. Av Sørgespillet “Hakon Jarl.” Kbhvn. 1807.)