I Sørgespillet see vi Menneskets Frihed i Villen og Handlen i en Kamp mod Verdensstyrelsens Nødvendighed (Skjebnen), hvori det før opgiver Tilværelsen end denne sin sjelelige Frihed. I de græske Tragedier fremtræder denne sædelige overjordiske Magt i flere Personifikationer som Guder. Dette Forhold mellem Menneske og Guddom maa paa den ene Side lade os beundre den menneskelige Naturs Kraft, medens det paa den anden viser Guddommens frygtelige Storhed. Den tragiske Helt forsvarer og bevæger gjennem en Række af beundringsværdige Handlinger sin sjelelige Frihed indtil det Sidste, vi i Sørgespillet see af ham. Hvad enten Døden bliver Følgen af hans frie Handling eller ikke, ruller Teppet nedover ham som den, der er forbleven stærk i Kampen indtil Enden. I denne Kamp mod en Skjebne bestaaer det Tragiske d. e. det Rystende, som egner sig for Sørgespillet. Hvad vi i daglig Tale kalde sørgeligt, saasom Dødsfald og andre Tilfælde, der følge af Naturens Orden, kan derfor ingenlunde kaldes tragisk. De kunne vække vor medmenneskelige Deeltagelse, men kun Smerten af en høiere Natur tiltrækker Skjønfølelsen. De græske Tragikere have naaet Tragediens Høide i Fremstillingen af, at Mennesket er af en Skjebne bestemt til at udføre Forbrydelser, hans Natur og hele Sjelskraft ellers stride imod. Alt hvad Oedipos saaledes foretager sig hos Sofokles fører ham kun nærmere den dobbelte Forbrydelse, han skal begaae — en Forvikling, vi med vor christelige Tro og Oplysning vide at løse. Denne udøver en naturlig Indflydelse paa al Kunst, og derfor ere senere Tiders Efterligninger af de græske Skjebnetragedier ikke at bifalde; omendskjøndt det ikke overgaaer dens Evne at løse dem paa en Maade, der meer bestyrker end svækker Troen paa et ligesaa barmhjertigt som mægtigt Forsyn. Al Tragedie er gjennemaandet af Religiøsitet. Af Afstandens Afgrund mellem Skaberen og den Skabte, hvori Individets modige lille Orm har styrtet sig og forsvinder for vort Blik, aander os ligesom et kjøligt Luftpust fra Gjengjeldelsens Verden imøde.

252Sørgespillets Fabel eller Stof er som oftest historisk; ofte forhistorisk eller mythisk. Heroerne ere ved deres overmenneskelige Kraft og Lidenskaber i egentlig Forstand tragiske; de og de historiske Helte staae allerede ligesom plastisk udførte og færdige for Tragedien og det alvorlige Drama. Lidenskaberne afgive ogsaa et rigt Stof for Sørgespillet. Denne dramatiske Digtart fordrer streng Eenhed og Fuldstændighed i Handlingen, samt en fremragende Hovedcharakteer; men hvor Kjærlighedens Lidenskab fremstilles som Handlingens Drivefjeder, er det naturligt, at to Hovedcharakterer fremtræde, som f. Ex. Axel og Valborg, Romeo og Julie. Det maa ogsaa med Hensyn til Charakteristiken mærkes, at hverken reen fuldkommen eller reen ufuldkommen, absolut gode og absolut slette Charakterer hører hjemme eller due i Sørgespillet eller i noget andet dramatisk Digt. Charaktererne maae med al speciel Overordentlighed være menneskelige, og hvad de slette angaaer, da blive de først skikkede for Tragedien, naar de enten tillægges en høi Grad af aandig Evne eller Viljekraft. At tillægge Hovedpersonerne høi Rang, begunstiger vel den tragiske Fremstilling, og vil ofte være naturligt ved historiske Stykker, men noget væsentligt er dette ikke, da naturligviis ikke blot de Mennesker, der ifølge deres Stilling have Indflydelse paa et Folks eller en Fleerheds Vel og Vee, men ogsaa indre Høihed uden ydre Værdighed, fortjene og formaae at vække Beundring eller Deeltagelse.

Sørgespillets Simpelhed fordrer en mindre individuel og udpenslet Charakteerbesætning end de andre dramatiske Digtarter, idet Bipersonerne skulle træde noget i Baggrunden for at fremhæve Hovedpersonen. Det Vidunderlige, saasom Aandeverdenen, kan være af stor Virkning i Sørgespillet. Ligeledes stundom Vanvidet, naar dette er motiveret. Den tragiske Diktion maa hæve sig ved ædel Værdighed over Dagligtalen, og ikke fra den høihælede Kothurne synke ned til Tøffelen. Derfor betjener den sig af Versformen, med Undtagelse af i det saakaldte borgerlige Sørgespil, hvor Stoffet er taget fra Familielivet, og da som oftest af femføddede jambiske Vers, der stundom ved Enden af betydningsfulde Repliker rime sig.

I Sørgespillet ser vi Menneskets frihet i Villen og Handlen i en kamp mot Verdensstyrelsens nødvendighet (skjebnen), hvori det før oppgir tilværelsen enn denne sin sjelelige frihet. I de greske tragedier fremtrer denne sædelige overjordiske makt i flere personifikasjoner som guder. Dette forhold mellom menneske og guddom må på den ene side lade oss beundre den menneskelige Naturs kraft, mens det på den annen viser Guddommens fryktelige storhet. Den tragiske helt forsvarer og beveger gjennom en rekke av beundringsverdige handlinger sin sjelelige frihet inntil det Sidste, vi i Sørgespillet se av ham. Hva enten døden blir Følgen av hans frie handling eller ikke, ruller teppet nedover ham som den, der er forblitt sterk i kampen inntil enden. I denne kamp mot en skjebne består det Tragiske d. e. det Rystende, som egner seg for Sørgespillet. Hva vi i daglig Tale kalle sørgelig, saasom dødsfall og andre tilfelle, der følge av Naturens orden, kan derfor ingenlunde kalles tragisk. De kunne vekke vår medmenneskelige deltagelse, men kun smerten av en høyere natur tiltrekker skjønnfølelsen. De greske tragikere have nået Tragediens høyde i fremstillingen av, at mennesket er av en skjebne bestemt til å utføre forbrytelser, hans natur og hele sjelskraft ellers stride imot. Alt hva Oedipos således foretar seg hos Sofokles fører ham kun nærmere den dobbelte forbrytelse, han skal begå — en forvikling, vi med vår christelige tro og opplysning vide å løse. Denne utøver en naturlig innflytelse på all kunst, og derfor er senere Tiders etterligninger av de greske Skjebnetragedier ikke å bifalle; omendskjøndt det ikke overgår dens evne å løse dem på en måte, der mer bestyrker enn svekker troen på et likeså barmhjertig som mektig forsyn. All tragedie er gjennomåndet av religiøsitet. Av Afstandens Afgrund mellom skaperen og den Skabte, hvori Individets modige lille Orm har styrtet seg og forsvinner for vårt blikk, ånder oss likesom et kjølig Luftpust fra Gjengjeldelsens verden imøte.

252Sørgespillets Fabel eller stoff er som oftest historisk; ofte forhistorisk eller mytisk. Heroene er ved deres overmenneskelige kraft og lidenskaper i egentlig forstand tragiske; de og de historiske Helte stå allerede likesom plastisk utførte og ferdige for tragedien og det alvorlige drama. Lidenskapene afgive også et rikt stoff for Sørgespillet. Denne dramatiske diktart fordrer streng enhet og fullstendighet i handlingen, samt en fremragende hovedkarakter; men hvor kjærlighetens lidenskap fremstilles som Handlingens drivefjær, er det naturlig, at to hovedkarakterer fremtre, som f. Ex. Axel og Valborg, Romeo og Julie. Det må også med hensyn til karakteristikken merkes, at hverken ren fullkommen eller ren ufullkommen, absolutt gode og absolutt slette karakterer hører hjemme eller due i Sørgespillet eller i noe annet dramatisk dikt. Karakterene må med all spesiell overordentlighet være menneskelige, og hva de slette angår, da bli de først skikkede for tragedien, når de enten tillegges en høy grad av aandig evne eller viljekraft. Å tillegge hovedpersonene høy rang, begunstiger vel den tragiske fremstilling, og vil ofte være naturlig ved historiske stykker, men noe vesentlig er dette ikke, da naturligvis ikke blot de mennesker, der ifølge deres stilling have innflytelse på et Folks eller en flerhets Vel og Vee, men også indre høyhet uten ytre verdighet, fortjene og formaae å vekke beundring eller deltagelse.

Sørgespillets simpelhet fordrer en mindre individuell og utpenslet karakterbesetning enn de andre dramatiske Digtarter, idet bipersonene skulle tre noe i bakgrunnen for å fremheve hovedpersonen. Det Vidunderlige, saasom åndeverdenen, kan være av stor virkning i Sørgespillet. Likeledes stundom vanviddet, når dette er motivert. Den tragiske Diktion må heve seg ved edel verdighet over dagligtalen, og ikke fra den høihælede Kothurne synke ned til tøffelen. Derfor betjener den seg av versformen, med unntakelse av i det såkalte borgerlige sørgespill, hvor stoffet er tatt fra familielivet, og da som oftest av femføddede jambiske vers, der stundom ved enden av betydningsfulle replikker rime seg.