248

Navnet, der kommer af det græske Ord δρᾶμα, en Handling, antyder denne Digtarts Væsen. Det er Handling, som digterisk skal fremstilles med en saadan Objektivitet, at Digteren selv ganske forsvinder, og at vi kun see de handlende Personer saaledes som de maatte tænke, tale og færdes efter deres individuelle Charakteer og efter den Stilling, hvori han sætter dem til hverandre for at Handlingen kan udføres enten saaledes som den er foregaaet (historiske Stykker) eller som den, ved Udviklingen af Charaktererne og Handlingerne, maa foregaae efter en saaledes motiveret digtet Plan. I Heltedigtet er Handlingen af universel Beskaffenhed, i Dramaet af ganske individuel. I hint behandles historiske Epoker, Folkeslags eller en Menneskeheds Skjebner saaledes som den høiere Verdensstyrelse har styret dem gjennem dens Helte; i dette handles om en enkelt Persons Skjebne saaledes som denne har maattet udvikle sig og følge af hans Personlighed og Yttringer af hans fri Vilje og Lidenskaber. En Handling af universel Beskaffenhed (f. Ex. Grækenlands Befrielse, Harald Haarfagers Erobring af de 32 Smaakongeriger o. s. v.) er uskikket for Dramaet, der kun har Rum paa sin Scene for den enkelte afsluttede Handling, hvori dets Helts hele Personlighed har aabenbaret sig. Dennes Personlighed træder i Dramaet i Modsætning til Verdensstyrelsen, og Grundloven for den moralske Verdensorden, at enhver Synd og Daarskab indeslutter sin egen Straf i sig, aabenbares i hans Fald (Tragedien eller Sørgespillet). Frihed og Nødvendighed befinder sig saaledes i Strid med hinanden i Dramaet, medens de i Heltedigtet virke tilsammen.

Skjøndt den episke Digter fremstiller Begivenhederne som foregaaende i Nuet, forbliver det dog ikke skjult, at det er noget Forbigangent, som fortælles, hvorimod den dramatiske Digter fremstiller dem ganske som 249foregaaende for vore Øine. Han sammenstiller saa mange Personer, som ere nødvendige til Handlingens Udførelse, og lader dem optræde i en Vexelvirkning paa hverandre, som fornuftigviis maa føre til det foresatte Endemaal. Denne Personernes Samvirken til Maalet fremstilles gjennem Samtale (Dialog) og Handlinger, hvilke begge maae være raskt fremskridende og charakteristiske for de optrædende Personer. Dramaet skal nemlig ikke blot fremstille det Synlige ved Handlingen, men ogsaa det Usynlige, de Bevæggrunde, Følelser, Hensigter og Lidenskaber, som fremkalde den, og dette er Opgaven for Dialogen. Enhver Følelse, enhver Lidenskab har sit eget Sprog, og det er forskjelligt efter Kjøn, Alder og Stand. Samtalen er naturlig for Menneskene og i Dramaet; men Enetalen (Monologen) kun ved enkelte Leiligheder, hvor en Lidenskab har naaet sin Høide.

Enhver Handling maa foregaae i Tid og Rum, og man fordrer i denne Henseende af det Drama, der er bestemt til at opføres, at en vis Overeensstemmelse i Tidsmaal skal finde Sted imellem den virkelige og den forestillede Handling (Tidens Eenhed), samt at vor Forestillingsevne ikke skal stødes ved voldsomme Stedforandringer (Stedets Eenhed). Ved reciterende og syngende Chor bag Scenen søgte de græske Dramatikere at udfylde Pauserne mellem de enkelte Handlinger, og saaledes at henføre Tilskuernes Indbildningskraft umærkeligt over de mellemliggende Afsnit af Tiden; men med større Frihed hæver det moderne Drama sig over hine strenge Eenhedsforskrifter, idet Afdelingen i Akter, hvorunder Skuespillet, men ikke Handlingen selv i Tilskuernes Forestilling, staaer stille og Teppet er nede, baade tillader Stedforandring og Tilskuerens Forestillingsevne at flytte sig igjennem Tiden til den Scene, som atter aabnes for ham. Denne Inddeling af Dramaet kan vel bestaae af færre, men ikke af flere end fem Akter, fordi enhver fuldstændig Handling indbefatter fem Hovedmomenter i sig, nemlig Begyndelse (Expositionsscenerne), Fremgang (Forviklingsscenerne), Knude eller Høide, Begyndelse til Opløsning, virkelig Opløsning eller Ende (Katastrofe). Alle et Dramas Scener maae staae i nøie Forbindelse med hinanden, og enhver Akt maa udgjøre en Periode i Handlingen og ende med en betydningsfuld Situation, som imidlertid holder Forventningen spændt. De Scener, som kunne finde Plads i en Læsebog, kunne derfor ikke blive synderlig andet end Exempler paa Dialog og paa dramatiske Stiilformer.

Saa forskjelligt som det menneskelige Liv kan vise sig, saa forskjellig 250kan ogsaa den dramatiske Poesi være; men da der i Mennesket gives to Gemytstilstande, der ere hinanden saa bestemt modsatte som Tidens Inddeling i Dag og Nat, nemlig Sorg og Glæde, Lidelse og Velbefindende, Alvor og Spøg, antager Dramaet een af disse to Charakterer, og deler sig i to Hovedarter, Sørgespil (Tragedie) og Lystspil (Komedie). Skillet imellem disse er opfyldt af en ligesaa talrig Mængde Mellemarter som der ere Mellemtilstande mellem hine to hinanden modsatte i Gemyttet.

Tragedien staaer isoleret; men en saadan Mellemart mellem den og Komedien er det egentlige Drama eller Skuespil, som er af alvorlig Charakter uden dog at kunne kaldes tragisk. Efter Stoffet kan Dramaet være romantisk, historisk, idyllisk og didaktisk. Tidsalder, Sæder, Tro og Nationalitet, som overalt har stor Indflydelse paa Dramaets Charakter, har hos de sydromaniske Nationer ogsaa fremkaldt det geistlige Drama. Det musikalske Drama kaldes en Opera, naar det hovedsagelig bestaaer af syngbare Vers og er af nogen Udstrækning; er Forholdet omvendt mellem Dialog og Sang, kaldes det Syngestykke; og er det af mindre Omfang, men dog rigelig gjennemflettet med Musik, kaldes det Operette. I samme Forhold, som Operaen staaer til Syngestykket, staaer dette i til Vaudevillen, hvor enkelte Sange („Arier“, hvor disse udføres af en enkelt Stemme) ere indblandede i Texten, hvis Stof som oftest kun er en Anekdot. Navnet, ligesom Tingen selv fra først af, er fransk, og betyder en Gadevise. Dennes Stof, en passeret Anekdot, dramatiseredes i Vaudevillen. Melodrama er ogsaa en blandet Art af det musikalske Skuespil, hvori især Recitativet forekommer (rhytmiske Strofer, der reciteres syngende og til Musik). Den lyriske Vexelsang og Kantate og den kirkelige Kantate (Oratoriet), hvori Personer optræde i de forskjellige Stemmer, kan ogsaa siges at være af musikalsk-dramatisk Natur. En ikke for Scenen bestemt Afart af Dramaet er ogsaa det dramatiske Sædemaleri, der som oftest er af didaktisk Charakter. Det muntre Drama falder ganske sammen med Komedien (Lystspillet), som med Hensyn til Anlægget enten er Situations-, Intrigue- eller Charakter-Stykke, eftersom en af disse Egenskaber især er fremtrædende og fængslende Interessen. Komedien maa være lunefuld (humoristisk), og er fortrinlig egnet for Satiren. Mindre satiriske Stykker, hvori Forfatteren tager mindre Hensyn til Scenen end til at slippe sit Lune løst, kaldes Farcer.

248

Navnet, der kommer av det greske ord δρᾶμα, en handling, antyder denne Digtarts vesen. Det er handling, som dikterisk skal fremstilles med en sådan objektivitet, at dikteren selv ganske forsvinner, og at vi kun se de handlende personer således som de måtte tenke, tale og ferdes etter deres individuelle karakter og etter den stilling, hvori han setter dem til hverandre for at handlingen kan utføres enten således som den er foregått (historiske stykker) eller som den, ved utviklingen av karakterene og handlingene, må foregå etter en således motivert diktet plan. I heltediktet er handlingen av universell beskaffenhet, i dramaet av ganske individuell. I hint behandles historiske epoker, Folkeslags eller en menneskehets skjebner således som den høyere Verdensstyrelse har styret dem gjennom dens Helte; i dette handles om en enkelt Persons skjebne således som denne har måttet utvikle seg og følge av hans personlighet og Yttringer av hans fri vilje og lidenskaper. En handling av universell beskaffenhet (f. Ex. Grækenlands befrielse, Harald Haarfagers erobring av de 32 småkongeriker o. s. v.) er uskikket for dramaet, der kun har rom på sin scene for den enkelte afsluttede handling, hvori dets Helts hele personlighet har åpenbart seg. Dennes personlighet trer i dramaet i motsetning til Verdensstyrelsen, og grunnloven for den moralske verdensorden, at enhver synd og dårskap inneslutter sin egen straff i seg, åpenbares i hans fall (tragedien eller Sørgespillet). Frihet og nødvendighet befinner seg således i strid med hinannen i dramaet, mens de i heltediktet virke tilsammen.

Skjønt den episke dikter fremstiller begivenhetene som foregående i nuet, forblir det dog ikke skjult, at det er noe Forbigangent, som fortelles, hvorimot den dramatiske dikter fremstiller dem ganske som 249foregående for våre øyne. Han sammenstiller så mange personer, som er nødvendige til Handlingens utførelse, og lader dem opptre i en vekselvirkning på hverandre, som fornuftigviis må føre til det foresatte endemål. Denne personenes Samvirken til målet fremstilles gjennom samtale (dialog) og handlinger, hvilke begge må være raskt fremskridende og karakteristiske for de opptredende personer. Dramaet skal nemlig ikke blot fremstille det Synlige ved handlingen, men også det Usynlige, de beveggrunner, følelser, hensikter og lidenskaper, som fremkalle den, og dette er oppgaven for dialogen. Enhver følelse, enhver lidenskap har sitt eget språk, og det er forskjellig etter Kjøn, alder og stand. Samtalen er naturlig for menneskene og i dramaet; men enetalen (monologen) kun ved enkelte leiligheter, hvor en lidenskap har nået sin høyde.

Enhver handling må foregå i tid og rom, og man fordrer i denne Henseende av det drama, der er bestemt til å oppføres, at en viss overensstemmelse i tidsmål skal finne sted imellom den virkelige og den forestilte handling (Tidens enhet), samt at vår forestillingsevne ikke skal støtes ved voldsomme Stedforandringer (Stedets enhet). Ved resiterende og syngende kor bak scenen søkte de greske dramatikere å utfylle pausene mellom de enkelte handlinger, og således å henføre Tilskuernes Indbildningskraft umerkelig over de mellomliggende avsnitt av tiden; men med større frihet hever det moderne drama seg over hine strenge enhetsforskrifter, idet avdelingen i akter, hvorunder skuespillet, men ikke handlingen selv i Tilskuernes forestilling, står stille og teppet er nede, både tillater Stedforandring og Tilskuerens forestillingsevne å flytte seg igjennom tiden til den scene, som atter åpnes for ham. Denne inndeling av dramaet kan vel bestå av færre, men ikke av flere enn fem akter, fordi enhver fullstendig handling innbefatter fem Hovedmomenter i seg, nemlig begynnelse (Expositionsscenerne), fremgang (forviklingsscenene), knute eller høyde, begynnelse til oppløsning, virkelig oppløsning eller ende (katastrofe). Alle et Dramas scener må stå i nøye forbindelse med hinannen, og enhver akt må utgjøre en periode i handlingen og ende med en betydningsfull situasjon, som imidlertid holder forventningen spent. De scener, som kunne finne plass i en lesebok, kunne derfor ikke bli synderlig annet enn eksempler på dialog og på dramatiske stilformer.

Så forskjellig som det menneskelige Liv kan vise seg, så forskjellig 250kan også den dramatiske poesi være; men da der i mennesket gives to gemyttstilstander, der er hinannen så bestemt motsatte som Tidens inndeling i dag og natt, nemlig sorg og glede, lidelse og velbefinnende, alvor og spøk, antar dramaet een av disse to karakterer, og deler seg i to Hovedarter, sørgespill (tragedie) og lystspill (komedie). Skillet imellom disse er oppfylt av en likeså talrig mengde mellomarter som der er mellomtilstander mellom hine to hinannen motsatte i gemyttet.

Tragedien står isolert; men en sådan mellomart mellom den og komedien er det egentlige drama eller skuespill, som er av alvorlig karakter uten dog å kunne kalles tragisk. Etter stoffet kan dramaet være romantisk, historisk, idyllisk og didaktisk. Tidsalder, Sæder, tro og nasjonalitet, som overalt har stor innflytelse på Dramaets karakter, har hos de sydromaniske nasjoner også fremkalt det geistlige drama. Det musikalske drama kalles en Opera, når det hovedsakelig består av syngbare vers og er av noen utstrekning; er forholdet omvendt mellom dialog og sang, kalles det Syngestykke; og er det av mindre omfang, men dog rikelig gjennomflettet med musikk, kalles det operette. I samme forhold, som operaen står til Syngestykket, står dette i til vaudevillen, hvor enkelte sanger („arier“, hvor disse utføres av en enkelt stemme) er indblandede i teksten, hvis stoff som oftest kun er en anekdote. Navnet, likesom tingen selv fra først av, er fransk, og betyr en gatevise. Dennes stoff, en passert anekdote, dramatiseredes i vaudevillen. Melodrama er også en blandet art av det musikalske skuespill, hvori især resitativet forekommer (rhytmiske strofer, der resiteres syngende og til musikk). Den lyriske vekselsang og kantate og den kirkelige kantate (oratoriet), hvori personer opptre i de forskjellige stemmer, kan også siges å være av musikalsk-dramatisk natur. En ikke for scenen bestemt avart av dramaet er også det dramatiske Sædemaleri, der som oftest er av didaktisk karakter. Det muntre drama faller ganske sammen med komedien (lystspillet), som med hensyn til anlegget enten er Situations-, Intrigue- eller karakter-stykke, ettersom en av disse egenskaper især er fremtredende og fengslende interessen. Komedien må være lunefull (humoristisk), og er fortrinlig egnet for satiren. Mindre satiriske stykker, hvori forfatteren tar mindre hensyn til scenen enn til å slippe sitt lune løst, kalles farser.