243

Da Konning Hrolf var falden, blæste man høit i Luur.Hiartvar, i gyldne Rustning, steg op paa Gaardens Muurog raabte: Endt er Krigen! Jeg vilde kun Hrolfs Død;formeget af Helteblodet her mod min Villie flød.244Jeg byder Fred og Peninge, hvo vorde vil min Mand. —Han kunde meer ei tale; thi mod hans Skjolderandklang vrede Danskes Pile. Han bjergede sig i Hast.Da raabte Bodvar Bjarke, mens svenske Hjelme brast:Eia, I ærlige Danske! Nu vinker Thor til Lyst!Nu kaster Skjoldet paa Ryggen, kjæmper med blotte Bryst!Binder Armbaand om Eders Hænder, at stærkere de kan slaae;hver ærlig Mand i Døden sin Konge følge maa.Hver træde kjæk mod Fienden, og signe Skjebnen sød,at følge sin ædelig Herre, naar hevnet er hans Død.Ti døde Mænd i Skjoldet Hrolf mig til Hæder gav,ti stærke, levende Svenske jeg offrer paa hans Grav.Mig drages ei til Minde, hvor jeg et Sværdslag saaesaa mandeligt og prægtigt; thi rundt, i Brynier blaae,sig høine de døde Kroppe, som Bjerge, hvor jeg stod.Men Hjalte, min Hugprude! Hvor est du Fostre god?

Da raabte smilende Hjalte: Her staaer jeg, Fosterfader!Du kjender vel ei din Hottur paa de forhugne Plader?Af Skjoldet et lidet Stykke han har kun i sin Haand.Jeg bløder af mine Vunder. Nu længes stærkt min Aandat skue Hrolf og Signe. Ja ja! i Maanens Skinjeg hende deroppe kjender paa Hullet i hendes Kind.Det altid venligt smilte, det smilte selv dengangjeg Hullet i Barmen bored, med Gyllenhjalte lang.

Saa taled de blege Kjæmper i Livets sidste Færd.De matte Hænder ei mere kunde løfte tunge Sværd;men ingen voved at nærme sig Bjark’ og Hjalt’ i Døden.Støttende sig til Sværdene de stirred i Morgenrødenmed de halvbrustne Øine. — Da Rude kjæk gik frem,Farvel sin Husbond at sige; slet Ingen hindred dem.Hun tog ham ømt i Favnen. Da spurgte han hende vildt:seer du ei Odin Gamle? Han meget Blod har spilt;245ifald jeg Trolden træffer, da giver jeg ham sin Rest.Jeg frygter ei hans Gugner og ei hans hvide Hest. —O vend dit Sind til Gimle, du min trofaste Helt!sagde den ædle Rude. Besindigheden sneltigjen fik gode Bodvar. Han sukked: Læg mig henved Træet, hos min Konge! Hjælp saa min blege Ven;thi gaae han selv ei mægter. Dog end jeg skjelne kan.Varmt af mig Blodet rinder; jeg døer som ærlig Mand.Nedlæg mig ved Hrolfs Hoved! Hjalte, min Fostre god!Du trænger ogsaa til Hvile, synk ved din Herres Fod;om Ravn og Ørn paa Marken end siden vort Kjød fortære,hvad siger det? Vi blegne med Troskab og med Ære.

Disimellem var Voggur, med femhundrede Mand,fra Roskild hurtig dragen. Han tænkte: Ene kanjeg dog ei Hrolf forsvare. Kommer jeg tidlig nok,da skal jeg gjøre fyldest for Kongen med min Flok;men kommer jeg for silde, da holder jeg mit Ord,og mindes hvad i Hallen hin gode Drot jeg svor,da han mig Ringene skjænkte. Jeg bærer hver paa Arm;og Tapperhed og Troskab jeg bærer kvik i Barm.

Saa ilte han, den Frækne, med et uroligt Sind.Tidt drog han dybt sin Aande, stærkt brændte Heltens Kind.Han vilde saa gjerne redde Hrolf fra Forræderdød;men frygted at forsinkes. Gjennem Skoven han brød,hvor der var allertykkest, for ei af Fiender at sees.Den blanke Hjelm og Brynien i Natten tykt besnees,og Kvisten rev hans Ansigt. Det mærkte Helten ei;han ønskte Flokken Vinger kun paa den sene Vei.Nær havde de sig forvildet i Nattens Mulm, i Lunden;da skinte venligt Maanen; igjen var Veien funden;men ak disvær: en Omvei der var i Mørket gjort.Alt gløded Morgenrøden hist hen paa Leireport.

246Da de den øine kunde fra Krattet, paa en Brink,han saae det sorte Banner, forstod sin Smaadrengs Vink.Thi Vøggur havde befalet Pilten i Borgens Taarn:saalænge Kongen leved, skulde der, som tilforn,det røde Banner vaie; men strax, naar Hrolf var død,at sætte sorten Mærke, til Varsel, Helten bød.Nu skinte Morgenrøden hen over hviden Snee,det sorte Banner flagred! Da følte Hjerteveeden ærlige, bolde Svenske. Han græd et Øieblik;men snart igjen sin Fatning og Heltemod han fik.Han vendte sig mod Flokken og raabte: Giver Tid!Nu haster det ei længer; dog endt er ei vor Strid.Nu lader mig gaae ene! Men seer I atter histdet røde Banner heiset, da bryder Skovens Kvist,fremstyrter af Eders Baghold, og hugger Fienden ned.

Af Samvittigheden Hjartvars Hjerte led,da han var Seiervinder; alle de tappre Mænd,der faldt for deres Konge, han ønskte Liv igjen.Han følte slig en Skares uskatteerlige Værd,og raabte: Leirekjæmper, som vil paa dette Sværdmig Troskabseden sværge, Freden jeg gjerne skjænker;paa forrige Tvist og Fiendskab ikke længer tænker!Har Skjebnen Nogen sparet, som ei Hrolf Krake fulgte?Vøggur nu ikke længer for Hjartvar sig dulgte;han traadte frem og sagde: Jeg blev tilbage! Jeg!Da dog jeg er en Svenske, fandt jeg det nødigt ei,til Odin Hrolf at følge; det var ei Døden værd.Thi vil jeg Troskab sværge. Ræk, Hjartvar, mig dit Sværd!

Hjartvar, som kjendte Vøggur, blev hjerteglad. Slig Helthan havde saasnart ei haabet at vinde; derfor snelthan rakte ham sit Glavind; at brat den unge Mandpaa Odden kunde sværge, som Brug var i hans Land.

247Vøggur betragted Sværdet med stor Opmærksomhed;derpaa han saae paa Hjartvar og sagde: Naar en EedKong Hrolf man svor i Leire, da rakte han hvergangei Kjæmpen Sværdebladet, men Sværdets gyldne Fang;at han det kunde gribe. Det Tillid var og Ære,det vidned; man skulde Vaaben tro for sin Konge bære.

Hjartvar rakte Vøggur det store Glavind brad.Med sine baade Hænder tog det da Kjæmpen fat,og kvad: hvis ret jeg mindes, er dette samme Sværd,som du af Luen frelste, ved Adils Nidingsfærd,kort før ham Guderne straffed; den gode Freiers Værge,hvorpaa trofaste Fædre steds Eden maatte sværge.Det er det samme Glavind! svared ham Hjartvar stolt.Og dersom ret jeg mindes, vedblev Vøggur koldt,er det det samme Glavind, hvorpaa du Eden svor,Hrolf Krakes Mand at vorde. Og dog du brødst dit Ord!Velan — jeg sværger Troskab, en ærlig Faders Søn,og giver dig, Forræder, din velfortjente Løn!

Med disse Ord han Drengen paa Taarnet gav et Vink,da vaied det røde Banner; og snelt, med Lynets Blink,foer Sværdet i Hjartvars Hjerte. Han faldt. Da Vøggur loog raabte: hugger, stikker! Jeg er i Døden fro.Jeg hevnet har min Konge, jeg opfyldt har min Eed.Naar jeg er død, da lægger mig hos min Herre ned.Omringet af hundred Klinger, han brugte Freiers Sværd,da brast det i hans Hænder, — det var den sidste Færd!Da sank den ærlige Svenske, som hørte til de Tolf,ved Bjarkes, Hjaltes Side, ned hos den døde Hrolf.

(A. Oehlenschläger. Af ”Hrolf Krake”, et Heltedigt. Kbhvn. 1828.)

243

Da Konning Hrolf var falt, blåste man høyt i lur.Hiartvar, i gyldne rustning, steg opp på gårdens murog ropte: Endt er krigen! Jeg ville kun Hrolfs død;formeget av Helteblodet her mot min vilje fløt.244Jeg byr fred og Peninge, hvo vorde vil min mann. —Han kunne mer ei tale; thi mot hans Skjolderandklang vrede Danskes Pile. Han bjergede seg i hast.Da ropte Bodvar Bjarke, mens svenske hjelmer brast:Eia, dere ærlige Danske! Nå vinker Thor til lyst!Nå kaster Skjoldet på ryggen, kjemper med blotte bryst!Binder armbånd om Eders hender, at sterkere de kan slå;hver ærlig mann i døden sin konge følge må.Hver tre kjekk mot fienden, og signe skjebnen søt,å følge sin ædelig Herre, når hevnet er hans død.Ti døde menn i Skjoldet Hrolf meg til Hæder ga,ti sterke, levende Svenske jeg offrer på hans grav.Meg drages ei til Minde, hvor jeg et sverdslag såså mandeligt og prektig; thi rundt, i Brynier blåe,sig høyne de døde kropper, som Bjerge, hvor jeg stod.Men Hjalte, min Hugprude! Hvor est du fostre god?

Da ropte smilende Hjalte: Her står jeg, fosterfar!Du kjenner vel ei din Hottur på de forhugne plater?Av Skjoldet et lite stykke han har kun i sin hånd.Jeg blør av mine Vunder. Nå lenges sterkt min Aandå skue Hrolf og Signe. Ja ja! i månens skinnjeg henne deroppe kjenner på hullet i hennes kinn.Det alltid vennlig smilte, det smilte selv dengangjeg hullet i barmen boret, med Gyllenhjalte lang.

Så talte de bleke kjemper i Livets siste ferd.De matte hender ei mer kunne løfte tunge sverd;men ingen voved å nærme seg Bjark’ og hjalt’ i døden.Støttende seg til sverdene de stirret i morgenrødenmed de halvbrustne øyne. — Da rute kjekk gikk frem,Farvel sin husbond å si; slett Ingen hindret dem.Hun tok ham ømt i favnen. Da spurte han henne vilt:ser du ei Odin Gamle? Han meget blod har spilt;245i fall jeg trollet treffer, da gir jeg ham sin rest.Jeg frykter ei hans Gugner og ei hans hvite hest. —O vend ditt sinn til Gimle, du min trofaste helt!sa den edle rute. Besindigheten sneltigjen fikk gode Bodvar. Han sukket: Legg meg henved treet, hos min konge! Hjelp så min bleke venn;thi gå han selv ei mægter. Dog enn jeg skjelne kan.Varmt av meg blodet rinner; jeg dør som ærlig mann.Nedlegg meg ved Hrolfs hode! Hjalte, min fostre god!Du trenger også til hvile, synk ved din Herres fot;om Ravn og Ørn på marken enn siden vårt kjøtt fortære,hva sier det? Vi blekner med troskap og med ære.

Disimellem var Voggur, med femhundrede mann,fra Roskild hurtig dragen. Han tenkte: Ene kanjeg dog ei Hrolf forsvare. Kommer jeg tidlig nok,da skal jeg gjøre fyllest for Kongen med min Flok;men kommer jeg for silde, da holder jeg mitt ord,og minnes hva i hallen hin gode drott jeg svor,da han meg ringene skjenkte. Jeg bærer hver på arm;og tapperhet og troskap jeg bærer kvik i Barm.

Så ilte han, den Frækne, med et urolig sinn.Titt drog han dypt sin ånde, sterkt brente Heltens kinn.Han ville så gjerne redde Hrolf fra Forræderdød;men fryktet å forsinkes. Gjennom skogen han brød,hvor der var allertykkest, for ei av fiender å sees.Den blanke Hjelm og brynjen i natten tykt besnes,og kvisten rev hans ansikt. Det merket helten ei;han ønskte flokken vinger kun på den sene vei.Nær hadde de seg forvillet i Nattens mulm, i Lunden;da skinte vennlig månen; igjen var veien funnen;men ak disvær: en omvei der var i mørket gjort.Alt glødet morgenrøden hist hen på Leireport.

246Da de den øyne kunne fra krattet, på en Brink,han så det sorte banner, forstod sin Smaadrengs vink.Thi Vøggur hadde befalt Pilten i Borgens tårn:så lenge Kongen levde, skulle der, som tilforn,det røde banner vaie; men straks, når Hrolf var død,å sette sorten merke, til varsel, helten bød.Nå skinte morgenrøden hen over hvit snø,det sorte banner flagret! Da følte Hjerteveeden ærlige, bolde Svenske. Han gråt et øyeblikk;men snart igjen sin fatning og heltemot han fikk.Han vendte seg mot flokken og ropte: Giver tid!Nå haster det ei lenger; dog endt er ei vår strid.Nå lader meg gå ene! Men ser dere atter histdet røde banner heiset, da bryter Skovens kvist,fremstyrter av Eders bakhold, og hugger fienden ned.

Av Samvittigheden Hjartvars hjerte led,da han var Seiervinder; alle de tappre menn,der falt for deres konge, han ønskte Liv igjen.Han følte slig en Skares uskatteerlige verd,og ropte: Leirekjæmper, som vil på dette sverdmeg troskapseden sverge, freden jeg gjerne skjenker;på forrige tvist og fiendskap ikke lenger tenker!Har skjebnen noen spart, som ei Hrolf Krake fulgte?Vøggur nå ikke lenger for Hjartvar seg dulgte;han trådte frem og sa: Jeg ble tilbake! Jeg!Da dog jeg er en Svenske, fant jeg det nødigt ei,til Odin Hrolf å følge; det var ei døden verd.Thi vil jeg troskap sverge. Rekk, Hjartvar, meg ditt sverd!

Hjartvar, som kjente Vøggur, ble hjerteglad. Slig helthan hadde så snart ei håpet å vinne; derfor snelthan rakte ham sitt Glavind; at brat den unge mannpå Odden kunne sverge, som Bruk var i hans land.

247Vøggur betraktet sverdet med stor oppmerksomhet;derpå han så på Hjartvar og sa: Når en edKong Hrolf man svor i Leire, da rakte han hvergangei kjempen Sværdebladet, men sverdets gyldne fang;at han det kunne gripe. Det Tillid var og ære,det vitnet; man skulle våpen tro for sin konge bære.

Hjartvar rakte Vøggur det store Glavind brad.Med sine båter hender tok det da kjempen fat,og kvad: hvis rett jeg minnes, er dette samme sverd,som du av luen frelste, ved Adils Nidingsfærd,kort før ham gudene straffet; den gode Freiers verge,hvorpå trofaste fedre steds Eden måtte sverge.Det er det samme Glavind! svarte ham Hjartvar stolt.Og dersom rett jeg minnes, vedble Vøggur kaldt,er det det samme Glavind, hvorpå du Eden svor,Hrolf Krakes mann at vorde. Og dog du brødst ditt ord!Velan — jeg sverger troskap, en ærlig Faders sønn,og gir deg, forræder, din velfortjente Løn!

Med disse ord han drengen på tårnet ga et vink,da vaiet det røde banner; og snelt, med Lynets blink,foer sverdet i Hjartvars hjerte. Han falt. Da Vøggur loog ropte: hugger, stikker! Jeg er i døden fro.Jeg hevnet har min konge, jeg oppfylt har min ed.Når jeg er død, da legger meg hos min Herre ned.Omringet av hundre Klinger, han brukte Freiers sverd,da brast det i hans hender, — det var den siste ferd!Da sank den ærlige Svenske, som hørte til de Tolf,ved Bjarkes, Hjaltes side, ned hos den døde Hrolf.

(A. Oehlenschläger. Av ”Hrolf Krake”, et heltedikt. Kbhvn. 1828.)