Tiden var fød, og Gud Herren havde skabt Jorden; men endnu hvilede Mørke over Kloden. Da sagde Herren: ”der blive Lys!” og der blev Lys. Og han adskilte Lyset fra Mørket, og befalede dem i stadig Vexel at omsvæve den nyskabte Jord.
Men der Lys og Mørke adskiltes, fremsprang to hulde, livsalige Engle. Den ene med muntert spillende Øine kaldte sig Morgen; den anden med dunkelt smeltende Blik kaldte sig Aften. Og Herren vinkede dem for sin Throne, og tiltalte dem: ”Gaaer ud, I hulde Tvillingbørn af det moderlige Chaos! Omsvæver min Jord, du Morgen, som Lysets, du Aften som Mørkets varslende Forbud! Længe skulle I vandre adskilte; kun sjelden og for faa Øieblikke skulle I mødes, indtil jeg forener Eder engang stedse igjen i den moderlige Favn.”
Saa talede Herren. Men Morgen og Aften svævede ud for hans Throne; og med higende Længsel følge de trolig hinanden i deres venlige Vexelflugt om vor Jord.
Kun eengang om Aaret samles de over Nordens Fjelde til et flygtigt Broderkys. Da ifører Naturen sig sine skjønneste Smykker; og vi tænde de luende Blus som jordiske Gjenskin af de mødende Purpurlæbers himmelske Glød.
(C. N. Schwach. Af ”Samlede Digte.” Chnia. 1837.)