241

De skjønneste Roser voxe paa de skarpeste Tornegrene, og den, som vil plukke disse Jordens yndigste Blomster, fristes vel ofte til at spørge: hvi spire dog hine Sommerens deiligste Prydelser paa disse hvasse, tornede Kviste? Der var en Tid, da hine saarende Grene ingen Roser bare, da endnu intet Frø til denne Blomst var faldet paa Jorden; og

2den Deel.

242i den Guds Haand, der har skabt alle de smilende, betydningsfulde Planter, vi paa vor Vandring gjennem Livet ofte tankeløst, med Kulde, træde under vore Fødder, er ikke blot det Korn, den Avne, der henviftes af Vinden, et Blomsterfrø. I hiin Tid voxte ogsaa disse Tornegrene i Jødernes forjættede Land, og Christus, som, da han vandrede herneden, fandt saa mangen Torn i Menneskets Sjel, hvis saarende Kraft han var sendt at dæmpe med sin blide himmelske Lære, standsede ofte paa Vandringerne med sine Disciple ved de nøgne Tornebuske, og sukkede, som om han ogsaa var sendt for at betage disse deres saarende Braad. Da hans jordiske Lidelser nærmede sig deres høieste Maal, og han, liig den groveste Synder, gik fra Domhuset til Golgatha med Korset paa sine Skuldre, ledsaget af de kolde Gudsbespottere, der havde dømt ham til hans pinefulde Død, standsede han atter i dyb Betragtning ved disse Grene. Hans Ledsagere, der ved hans Dvælen bleve opmærksomme paa de hvasse Kviste, afbrøde dem, og, for end mere at pine ham, flettede de en Krands deraf, trykkede den om hans Isse, og sagde: ”der har Du din Krone, Du Jødernes Konge!” Denne Krands fulgte ham paa Korset, og, da han, efterat Dødskampen var endt, bøiede sit Hoved, hang Bloddraaberne paa de hvasse Torne i Krandsen, og trillede ned over de blege Kinder; men paa Grenene, omkring ved Golgathas Fod, hang nu hist de røde Roser, som et smilende Billede paa Forsoningen, og her de hvide, ligesaa blege som Frelserens Kinder og som et vemodigt Billede paa hans Lidelser.

Siden den Tid have de stedse blomstret omkring paa Jorden; men ak! kun alt for Faa af dem, der plukke disse blide, smilende Blomster, tænke paa den himmelske Forsoning og paa Frelserens blege Kinder og martrende Lidelser.

(A. Olsen.)

241

De skjønneste roser vokse på de skarpeste Tornegrene, og den, som vil plukke disse Jordens yndigste blomster, fristes vel ofte til å spørre: hvi spire dog hine Sommerens deiligste Prydelser på disse hvasse, tornede Kviste? Der var en tid, da hine sårende grener ingen roser bare, da ennå intet frø til denne blomst var falt på jorden; og

2den del.

242i den Guds Haand, der har skapt alle de smilende, betydningsfulle planter, vi på vår vandring gjennom livet ofte tankeløst, med kulde, tre under våre føtter, er ikke blot det korn, den Avne, der henviftes av vinden, et blomsterfrø. I hin tid vokste også disse Tornegrene i Jødernes forjettede land, og Christus, som, da han vandret her nede, fant så mangen torn i Menneskets sjel, hvis sårende kraft han var sendt å dempe med sin blide himmelske lære, stanset ofte på vandringene med sine disipler ved de nakne tornebusker, og sukket, som om han også var sendt for at betage disse deres sårende Braad. Da hans jordiske lidelser nærmet seg deres høyeste mål, og han, lik den groveste synder, gikk fra Domhuset til Golgatha med korset på sine skuldre, ledsaget av de kalde gudsbespottere, der hadde dømt ham til hans pinefulle død, stanset han atter i dyp betraktning ved disse grener. Hans Ledsagere, der ved hans Dvælen ble oppmerksomme på de hvasse Kviste, afbrøde dem, og, for enda mer å pine ham, flettede de en krans derav, trykket den om hans Isse, og sa: ”der har Du din krone, Du Jødernes konge!” Denne krans fulgte ham på korset, og, da han, etter at dødskampen var endt, bøiede sitt hode, hang bloddråpene på de hvasse torner i kransen, og trillet ned over de bleke kinner; men på grenene, omkring ved Golgathas fot, hang nå hist de røde roser, som et smilende bilde på forsoningen, og her de hvite, likeså bleke som Frelserens kinner og som et vemodigt bilde på hans lidelser.

Siden den tid har de stedse blomstret omkring på jorden; men ak! kun alt for Faa av dem, der plukke disse blide, smilende blomster, tenke på den himmelske forsoning og på Frelserens bleke kinner og martrende lidelser.

(A. Olsen.)