239

Af Dagens Møie træt, indslumred sødtJehovas Stridsmand og Jehovas Sanger,den kronte Helt, Kong David. — Se, da komen tørstig Myg; og Braaddens Sugerørdrak graadigt af det kongelige Blod;og Søvnens Engel bortveg fra hans Leie.

Og som han opslog Øiet, skued han,ved Lampens Skin, en natlig Spinderske,en Edderkop, som med sin Traad sig sænktefra gyldne Loft paa Kongesengens Liin.Da væmmedes Kong David; op han foer,og gik paa Taget ud, og stirred opi Melkeveiens Stjernehav, og talteformasteligt, den Skabte mod sin Skaber!“Tre Væs'ner, undrer mig” — saa talte han —“Almægtige! Du vilde skabe dem!blodtørstig Myg, som skræmmer Søvnens Duebort fra det Øielaag, den ruger paa;den ækle Edderkop, som spinder lumsksin Væv for den guldspraglte Flues Vinge,ja klæber dristig sig til gyldne Høiloft;og Daaren, som med Tant og raaden Taleog fjantet Adfærd pletter Vises Samkvem.Hvad nytte disse Væsener paa Jorden?Og hvortil skabte Du dem, Du Uskabte?” —

Saa talte David. — Hvad begav sig siden?Kong Saul omspandt ham med Forræderi:I Nattens Mulm laa Sammensværgelsensuhyre Edderkop, og spandt ham ind,240imens han slumred sødt ved Michols Barm,som hun ved hans. Da kom en natlig Mygog stak den fagre Kongedatters Bryst,og op hun foer. I Borgens Haller klangalt Mordersværd, bestemt mod Davids Bryst.Hun vakte ham, og viste ham en Lønvei.Den Myg, som vakte Michol, frelste David.Op flygted’ han til Gath da, til Kong Achis;men Kongens Hofmænd oplod Røsten flux:“Er denne ikke David, Landets Konning?Er det ei ham, om hvem i Vexelsangder jublet blev? ham, til hvis Priis det lød:Saul haver slaget sine Tusinde;men David slog i Goliath Titusind!”

Og David lagde disse Ord paa Hjerte,og frygtede fra den Stund Kongens Ansigt;og lod som han var galen; talte Tant,og ridsede i Borgens Marmorvægge,og lod sin Fraade flyde paa sit Skjæg.

Og Achis smilede og talte saa:“Den Mand er galen! er der Mangel velpaa Galne og paa Daarer ved et Hof?Han gaa blandt Jer! gaa trygt, hvorhen han lyster.”Da tyede David til Adullams Hule,og Saul forbittret raste efter ham;og Speidertunge bragte ham det Budskab:“Adullams Hule er nu Davids Borg”,og Saul omgjorded’ sig, og drog didhen.

Men, som nu David sad i Mulm og Mørke,og hørte fjerntfra Fiendens Vaabengny,da spandt i Hulens trange Aabning fluxen Edderkop sin Hjulvæv; knytted fast241Grundtraadene, og slog nu Islæts-Traadenmed rastløs Flid, og rolig satte sigi Middelpunktet af sin fine Kunstvæv,den svage Væv, som her blev Davids Skjold.

Thi Saul til Hulen kom, og saae dens Aabningomspunden af en Spindelvæv, og vredtes,og talte haardt til sine Speidere:“I Daarer! I, som søge David her!Her boer ei Isai Søn! Seer, denne Borg,I Blinde, har en Edderkop forpagtet!” —og Saul drog bort med sine Mænd. —Men Davidgik frelst af Hulen ud, og kom ihu,som han opslog sit Blik mod Himlens Lys,sin vrange Tale, og nedkastedesig paa sit Ansigt dybt i Støvet, græd,og bluedes ved at see op mod Solen,hvis Skaber han gik daarlig med i Rette! —

(P. Foersom.)

239

Av Dagens møye trett, indslumred søttJehovas Stridsmand og Jehovas sanger,den kronte helt, Kong David. — Se, da komen tørstig Myg; og Braaddens sugerørdrakk graadigt av det kongelige blod;og Søvnens engel bortveg fra hans leie.

Og som han opslog øyet, skuet han,ved Lampens skinn, en nattlig Spinderske,en edderkopp, som med sin tråd seg sænktefra gyldne loft på Kongesengens lin.Da væmmedes Kong David; opp han for,og gikk på taket ut, og stirret oppi Melkeveiens Stjernehav, og talteformastelig, den Skabte mot sin skaper!“Tre Væs'ner, undrer meg” — så talte han —“Allmektige! Du ville skape dem!blodtørstig Myg, som skremmer Søvnens duebort fra det Øielaag, den ruger på;den ekle edderkopp, som spinner lumsksin vev for den guldspraglte Flues Vinge,ja kleber dristig seg til gyldne høyloft;og dåren, som med tant og raaden Taleog fjantet atferd pletter Vises samkvem.Hva nytte disse vesener på jorden?Og hvortil skapte Du dem, Du Uskabte?” —

Så talte David. — Hva begav seg siden?Kong Saul omspandt ham med forræderi:I Nattens mulm lå Sammensværgelsensuhyre edderkopp, og spant ham inn,240imens han slumret søtt ved Michols Barm,som hun ved hans. Da kom en nattlig Mygog stak den fagre Kongedatters bryst,og opp hun for. I Borgens haller klangalt mordersverd, bestemt mot Davids bryst.Hun vakte ham, og viste ham en Lønvei.Den Myg, som vakte Michol, frelste David.Opp flyktet’ han til Gath da, til Kong Achis;men Kongens hoffmenn oplod røsten fluks:“Er denne ikke David, Landets Konning?Er det ei ham, om hvem i vekselsangder jublet ble? ham, til hvis pris det lød:Saul haver slaget sine tusen;men David slo i Goliath titusen!”

Og David la disse ord på hjerte,og fryktede fra den stund Kongens ansikt;og lot som han var galen; talte tant,og risset i Borgens marmorvegger,og lot sin fråde flyte på sitt skjegg.

Og Achis smilte og talte så:“Den mann er galen! er der mangel velpå Galne og på dårer ved et Hof?Han gå blant Jer! gå trygt, hvorhen han lyster.”Da tydde David til Adullams Hule,og Saul forbittret raste etter ham;og Speidertunge brakte ham det budskap:“Adullams Hule er nå Davids Borg”,og Saul omgjorded’ seg, og drog didhen.

Men, som nå David satt i mulm og mørke,og hørte fjerntfra Fiendens våpengny,da spant i Hulens trange åpning fluksen edderkopp sin Hjulvæv; knyttet fast241Grunntrådene, og slo nå Islæts-trådenmed rastløs flid, og rolig satte segi Middelpunktet av sin fine kunstvev,den svage vev, som her ble Davids skjold.

Thi Saul til hulen kom, og så dens åpningomspunden av en spindelvev, og vredtes,og talte hardt til sine speidere:“I dårer! I, som søke David her!Her boer ei Isai sønn! Ser, denne Borg,I blinde, har en edderkopp forpaktet!” —og Saul drog bort med sine menn. —Men Davidgikk frelst av hulen ut, og kom ihu,som han opslog sitt blikk mot Himlens lys,sin vrange Tale, og nedkastedesig på sitt ansikt dypt i støvet, gråt,og bluedes ved å se opp mot solen,hvis skaper han gikk dårlig med i rette! —

(P. Foersom.)