236

Hellige Perle blandt Vinterens Alvorsblomster i Krandsen,Aarets Krands om Dovres Fod, Juul, hellige Perle!Du som Madonna er skjøn med det himmelske Skjær fra det Høie;og du est visselig skjøn i din jordisk-nordiske Fylde.Sødt forener din Pragt det Ny og det Gamle, det Stærkemed det Bløde; det Nordiske med den sydlige Livsblomst.End vi mindes den Othinske Galt; paa Julebord staaer den,kringsat med skummende Øl; dog drikker Othin ei længerene den perlende Viin; de milde Druer fra Sydenminde om Smiil af det himmelske Lys, der sendtes til Mørket.Christelig-hedenske Juul, glem aldrig dit hedenske Ophav!237Gjenlyd giv af den Old, der fødte de herlige Fædre!Men lad ei heller forsvinde din Glands af Hyrdernes Natsyn!Vinder da, Minder, herligt og kjærligt Eder tilsammen:Aand med Hjerte, med Fromhed dyb Sands, med Ydmyghed Styrke!

Een Sang synger jeg helst, naar min Aand er stemt til at sjunge,een Klang svinger sig helst fra min Harpes zittrende Strenge;men jeg vover den ei; — mit Thema Ingen faaer høre;men i en Variation tør stundom Grundmelodienoptræde simpel som Bas og erkjendes af opladte Øre.Saaledes tør jeg vel og selv dig, min Bjerregaard, dig, Wolff,byde min kunstløse Sang, er dens Grundklang end Eders Echo.

Julen i Norge jeg vil med glade Toner besynge,hvorledes Gammel og Ung og Rig og Fattig den skjænkerAarets herligste Fest; naar Grækenlands dandsende Ungdomviede yppig det ganske Aar til en stor Hekatombfest,samle vi Festen i Eet og med granbarvundne Festongeromgive muntre en Tid, der bugne af sparede Blomster.

Dog, min Sangmø, naar taus du ryster lokkede Hoved,naar du sænker din Haand, og din Læbe ei aabnes til Velklang:synker mit Mod, og jeg vil ei mere forvoven opfordreHarpen til stærkere Klang; men det Mindre vover jeg glad dog,træder med Lyren i Arm til den snevre, venlige Huuskreds,hvor under landlige Tag den store Folkefest feires.

Hist i rolige Dal i det tæt bebyggede Sogn staaerbagved en vinterlig Skov af riimbeblomstrede LindeSteensæts Huse, høit ragende frem af sneehyllet Slette.Thormod Steensæt er Eierens Navn, ærværdig ved Aar ogmeer ærværdig ved nordiske Sind, trohjertig og simpel,med sin Huustro, den alderstegne, forstandige Sigrid.Mindre han skiltes ved Væsen og Dragt fra de øvrige Bønder238end ved en sjelden Kultur og ved Kundskab af velnyttet Læsning.Først var hans Villie vel ei, at han kaldtes Hr. Proprietæren,eller hans Sigrid Madame, eller Datteren Jomfru; men snart manvantes dertil, medens lidt efter lidt sig flyttede Bænkenud med det lange Bord, gjorde Plads for stoppede Sofa;og da to Speile blev kjøbt paa Auktion efter Amtmanden, samt toskjønne Kommoder og Stager af Plet, og slebne Karafler,se, da flyttedes Dragkisten ud, rundlaagede Kiste,Rendebommen, den støiende Væv, det blommede Vraaskab.Lidt efter lidt syede Moer sin Kjole efter Provstindens,fik sig en Kappe af Tyl og til Vinter en deilig Kastorhat.Men Augusta blev sendt til By’n paa et Aar - for at lære“Skræddersøm” hedte det vel; dog var det i Grunden, fordi hunskulde lære Maneer; “hvo veed, hvad det bliver godt for?”Ogsaa Thormod gik nu i ungarske Støvler med Kraver,og med Galoscher og Paraply og med sølvslagen Meerskum,brugte om Sommeren Frak, men Ulveskindspeltsen ved Vinter,spillede Boston tilnød, og forsagede vellærte Polskpas,tog i Rigstidenden Part med Majoren, Provsten og Fogden,kom som Nabo til dem, ubuden, og saae dem ubudne.Dog blev han ærlig og brav og saa hans Kvinde og Datter.Vistnok fandtes ei det i Hjørneskabet, som forhenlaa under hvælvede Laag i Kistens rødmalte Læddik;vistnok kneb det iblandt, naar Skatterne skulde udtælles.Da fik den prægtige Skov undgjælde de trykkende Tider,saa at den lysnende blev Oplysnings træffende Billed.Thormod var Bygdens Orakel, naar Strid mellem Granderne opkom,hun Hygæa, naar Trang og Sygdom Almuen trykked;han Philemon og hun hans Baucis i deres Samliv.

(M. C. Hansen. Af “Bruden.” Idyl. I “Huusvennen.” Chria. 1828.)

236

Hellige perle blant Vinterens Alvorsblomster i kransen,Årets krans om Dovres Fod, Juul, hellige perle!Du som Madonna er skjønn med det himmelske Skjær fra det Høye;og du est visselig skjønn i din jordisk-nordiske Fylde.Søtt forener din prakt det Ny og det Gamle, det Stærkemed det Bløde; det Nordiske med den sydlige Livsblomst.Enn vi minnes den Othinske galt; på julebord står den,kringsatt med skummende øl; dog drikker Othin ei lengerene den perlende vin; de milde druer fra Sydenminde om smil av det himmelske lys, der sendtes til mørket.Kristelig-hedenske Juul, glem aldri ditt hedenske opphav!237Gjenlyd gi av den Old, der fødte de herlige fedre!Men la ei heller forsvinne din glans av hyrdenes nattsyn!Vinder da, minner, herlig og kjærlig Eder tilsammen:Aand med hjerte, med fromhet dyp Sands, med ydmykhet styrke!

Een sang synger jeg helst, når min Aand er stemt til at sjunge,een klang svinger seg helst fra min Harpes zittrende Strenge;men jeg vover den ei; — mitt tema Ingen får høre;men i en Variation tør stundom grunnmelodienopptre simpel som bas og erkjennes av opplatte øre.Således tør jeg vel og selv deg, min Bjerregaard, deg, Wolff,by min kunstløse sang, er dens grunnklang enn Eders ekko.

Julen i Norge jeg vil med glade toner besynge,hvorledes Gammel og Ung og rik og Fattig den skjenkerÅrets herligste fest; når Grækenlands dansende ungdomviede yppig det ganske år til en stor Hekatombfest,samler vi festen i Eet og med granbarvundne Festongeromgive muntre en tid, der bugne av sparte blomster.

Dog, min Sangmø, når taus du ryster lokket hode,når du senker din hånd, og din leppe ei åpnes til velklang:synker mitt mot, og jeg vil ei mer forvoven oppfordreHarpen til sterkere klang; men det Mindre vover jeg glad dog,trer med lyren i arm til den snevre, vennlige Huuskreds,hvor under landlige tak den store folkefest feires.

Hist i rolige dal i det tett bebyggede Sogn stårbagved en vinterlig skog av riimbeblomstrede LindeSteensæts hus, høyt ragende frem av snøhyllet Slette.Thormod Steensæt er Eierens Navn, ærverdig ved år ogmer ærverdig ved nordiske sinn, trohjertig og simpel,med sin Huustro, den alderstegne, forstandige Sigrid.Mindre han skiltes ved vesen og drakt fra de øvrige bønder238enn ved en sjelden kultur og ved kunnskap av velnyttet lesning.Først var hans vilje vel ei, at han kaltes Hr. Proprietæren,eller hans Sigrid Madame, eller datteren jomfru; men snart manvantes dertil, mens litt etter litt seg flyttet benkenut med det lange bord, gjorde plass for stoppede sofa;og da to Speile ble kjøpt på auksjon etter amtmannen, samt toskjønne kommoder og Stager av plett, og slepne karafler,se, da flyttedes dragkisten ut, rundlaagede kiste,Rennebommen, den støyende vev, det blommede Vraaskab.Litt etter litt sydde Moer sin kjole etter Provstindens,fikk seg en kappe av tyll og til vinter en deilig Kastorhat.Men Augusta ble sendt til By’n på et år - for å lære“Skreddersøm” hette det vel; dog var det i grunnen, fordi hunskulle lære maner; “hvo vet, hva det blir godt for?”Også Thormod gikk nå i ungarske støvler med kraver,og med Galoscher og paraply og med sølvslagen merskum,brukte om sommeren frakk, men Ulveskindspeltsen ved vinter,spilte Boston til nød, og forsagede vellærte Polskpas,tok i Rigstidenden part med majoren, prosten og fogden,kom som nabo til dem, ubuden, og så dem ubudne.Dog ble han ærlig og brav og så hans kvinne og datter.Vistnok fantes ei det i hjørneskapet, som forhenlå under hvælvede Laag i Kistens rødmalte Læddik;vistnok knep det iblant, når skattene skulle udtælles.Da fikk den prektige skog unngjelde de trykkende tider,så at den lysnende ble opplysnings treffende bilde.Thormod var Bygdens orakel, når strid mellom grannene opkom,hun Hygæa, når trang og sykdom Almuen trykket;han Philemon og hun hans Baucis i deres samliv.

(M. C. Hansen. Av “Bruden.” Idyll. I “husvennen.” Chria. 1828.)