229

— — Nu blev raadslaget om en General at tage.Man foreslog Jens Blok; man vidste ei hans Mage;man Doktor kaldte ham, skjøndt han kun var Barbeer;han dræbte tolvte Deel af Øens Folk, ja meer,med Piller hvert et Aar. En Doktor ingenlundehan deri eftergav, skjøndt han Latin ei kunde.Han syntes bedst bekvem at føre an en Hær,som han var modig, stærk, og vant var til isærat skille Folk ved Liv ved Draaber og ved Piller.Thi, skjøndt man vidste vel, han havde egne Griller(som Læger gjerne har), saa holdt man Ingen dogbekvemmere end han til saadan vigtig Tog.Hvorvel besluttet blev, ham saadan Post at byde,saa fandt man dog for godt, han altid skulde lydede Raad, som Christen Stork ham udi Felten gav;thi han saa vittig var, som Blok var kjek og brav.

Strax Saadant kundbart blev, man hørte ræsonnereblandt den gemene Mand: Skal Han nu kommandere?Skal Han os føre an? Han Saadant ei forstaaer; ¹)han aldrig var i Krig, han aldrig fik et Saar.Den gode Christen Stork, som hannem Raad skal give,ei bedre er end han. Hvad vil der med os blive!

Om Fogden den Tid sig i dette Val forsaae,det vil jeg ved sit Værd for Alle lade staae;jeg er hans Dommer ei. Det veed jeg og kan sige,at man en Øvrighed i Kaartet ei maa kige.Men hvad er meer gemeent, end saadan Snak hver Dag?Den dømmer aldrig ret om saadan vigtig Sag,der Intet selv forstaaer. Enhver vil Statsmand være;hver Bonde, Handværksmand en General kan lære.230Man tidt og ofte har med stor Forundring hørt,at Bønder saadan Snak om Staten haver ført.Der er fast intet Skridt, en General kan gjøre,en Handværksmand jo veed det bedre at udføre.Fast ingen Ting er til, hvoraf man mindre veed,end slige Sager. Thi vi see, en Ting er skeed,men af hvad Aarsag, vi ei fatte nogenlunde;der ere skjulte Ting, som vi ei kan udgrunde.Hos Pøblen derfor man kan kalde Raseri,at ville dømme om Regjering, Politi.En Handværksmand sig ei med lærde Ting bemænger,tilstaaer, han intet veed, han derudi sig hænger;naar han hør’ tale Sligt, han planter strax Gevær,og siger: Jeg ei Præst, men ikkun Borger er.Om Stat og Politi Hver derimod kan tale.En Svinehyrde selv den kunstig kan afmale,hver Ting til Prikke veed, kan sige paa et Haar, ¹)hvori dens Svaghed, Feil, samt Styrke, Magt bestaaer.En Fiskerkjerling veed en Stat vel at indrette,kan, naar den er paa Fald, igjen paa Fødder sætte,kan bedre vinde Slag, end nogen Generalseer Alting, uden det, hun selv er ganske gal.

Nu maa jeg lidt igjen til Fogden mig begive,og see hvad mere værd jeg finder at beskrive.Skjøndt han ei tapper var, men skrøbelig og lad,saa var ham dog mod Paars indprentet saadant Had,at han Krigshæren selv personlig vilde følge.Det anstod ei Jens Blok; han kunde ikke dølgesin Misfornøielse, men sagde: ”Herre! hør,231en Øvrighedsperson sig aldrig vove bør;for Landets Velfærd han sit kostbar Liv maa spare;hvis han omkommes, staaer det hele Land i Fare.”Skjøndt Generalen kun af Avind sagde det,saa tilstod dog Enhver, han deri havde Ret.Dog lod sig Fogden ei af Saadant overtale,men strax Befaling gav, hans broged Hest at sadle,at lave sig til Marsch. — — Calliope! stem op!Beskriv mig kortelig vor Fogd fra Taa til Top,hans Rustning og Mondur, hans Krigsmagt og dens Orden,som den blev seet da at staae ved Fogde-Gaarden.

Man Fogden saae til Hest i Spidsen af hans Hær:hans Sadel ene var betrækket med godt Lær;de Andres var af Træ. Paa Hovedet en Huehan havde, som var rød; den værd var at beskue.Hans Trøie den var blaa, med smaa Glasknapper paa,de syntes langt fra fast som mange Stjerner staaepaa Himlens Firmament. Jeg Intet her vil skjule:hans Støvler sadde net, hans Buxer vare gule;hans Brystdug, som var rød, tilkjendegive lodhans Tapperhed, at han udøse vilde Blod.Ved Siden hang et Sværd, som kaldes nu Hirschfænger;man aldrig nogen Tid paa Øen saae den længer.Hans Haar til Beltet hang, var meget tykt og tæt.At male Alting af min Pen er altfor slet.Han havde sig forsyn’t mod Kulden, var vel foret.At det Krigsguden var, man skulde have svoret;thi som en voren Tyr og Oxe man ham saae¹)blandt andet mindre Fæ, blandt Faar og Gjeder staae.232Jens Blok man derimod sig understod at laste;thi han saae ilde ud, som Fruedag i Faste:han slet i Klæder var. Men denne gode Mand,at Fienden med Pragt ei overvindes kan,vel vidste; tvertimod, at den af rige Klæderopmuntres til at slaaes, sig over Byttet glæder.Han ikkun havde sig forsynet med Geværsaa skarp som Ragekniv; at komme ham for nærdet Ingen tjenligt var. Den høire Fløi han førte,var færdig at gaae fort saasnart han Trommen hørte.Armeen havde han i Orden sat med Flid,som det var brugelig i Alexanders Tid.Af hans Historie han General var bleven:han havde nøie læst hvad Curtius har skrevenom samme store Helt, vel oversat paa Tydsk;thi før Mons Wiingaards Tid den ikke var paa Jydsk.Det fast utroligt er, hvad man af gamle Bøger 1)kan lære, naar man dem med Flid igjennemsøger.Man Alting deri seer; de ere som et Speil,der viser store Mænds Bedrifter, deres Feil,samt store Dyder. Man af dem kan see og læreAlt hvad en General kan give Navn og Ære;man deraf lære kan en Fæstning og en Byat tage ind, og faae en Krigshær til at flye.

Om Roland, Boldevin, Oliver, Ferakunde, 2)om Buurmand, Anguland, samt Gerin, Janemundehan havde meget læst: saa deraf sees kan,man talte uden Grund saa ilde om den Mand.Før Krigen den gik an, da Folk man hørte raabe:“af saadan General hvad Lykke kan man haabe?233Skal Den os føre an, der dum er som et Kvæg?Igaar var han Balbeer og ragede vort Skjæg. 1)Gid Generaler ham kun efterfølge vilde,og deres ledig Tid ei saa unyttig spilde,men læse, med Jens Blok, nu en, nu anden Bog,der viser store Mænds Bedrifter, deres Tog!”

Da Fogdens Hustru samt hans Dotter Saadant hørte,de sagde: ”Han sig vil i en Ulykke styrte…”Vi maae forsøge, om vi ikke kan formaaeat hindre Saadant. Da de ham bevæbnet saaemed Kaarde og med Spjud, de ham tilfode faldte;de hannem deres Trøst, samt enest’ Glæde kaldte;de forestilte ham, at det var intet Spilat vove sin Person; om han kom noget til,den Ene faderløs, den Anden var en Enke:han burde, som en Mand og Fader, sligt betænke.Hans Hustru klynked meest, sig stedse slog for Bryst,og raabte: ”Med din Død forsvinder al min Trøst.”Men ingen Graad vor Fogd var mægtig at bevæge;jeg troer, man skulde før en Tiger, Vildsviin spæge,end overtale ham at sidde hjemme stil.’Af Avind hærded da han lukked’ Øren til. 2)’Som Vinden nu paa en, nu paa en anden Sideen tyk og voren Eeg angriber, den at slideog rykke op med Rod med Magt bemøier sig;saa Hustrues, Dotters Suk vor Fogd fra denne Krigei mægtig var at faae. En Vind kan vel med Møieet stærk rodfæstet Træ til Jorden slaae og bøie,234til Jorden trykke kan dets Grene og dets Top;men det ei fælde dog og rykke ganske op.Saa gik det denne Mand: han Øine maatte væde,da han sin Hustru saae og Døtter saadan græde:dog blev han stedse ved sit Forsæt: ingen Konstdem hjalp, al Suk og Bøn, al Knæfald var omsonst.Før dette Tog gik an, vor Fogd lod foredrage,om det ei tjenligt var at bie nogle Dage,for at begjære Hjælp af dem, paa Lessø boe,et Sendebud til dem at skikke eller to.Det stod Jens Blok ei an, han ikke bie vilde;thi Tiden kostbar var, man den ei maatte spilde.Han Intet heller saae, end holde snart et Slag,og uden Ophold fort marschere Nat og Dag.Han det kun nødigt holdt Spioner at udskikke,som kunde Fiendens Magt udforske først til Prikke,mens Hæren var paa Marsch. Man fulgte saadant Raadog fire gode Mænd udskikte i en Baad,for at udforske Sligt, see om de vare mange.Thi det ei negtes kan, at Fogden jo var bange,skjøndt han sig stilte an at være meget kjek,og allerede Paars at have i sin Sæk.

Jeg ei beskrive kan den store Skam og Blusel,hver paakom, da man saae, at Fienden var saa usel,saa fattig, nøgen, ja, som havde ei en Kniv,end sige Kaarde, at forsvare deres Liv.Da meget snildelig vor Foged lod udsprede,at Fiendens største Magt var flygtet allerede.Dog holdt han Miner og Victoria skyde lod,som Den, der ved sit Navn fik Seier uden Blod.

Man derpaa til min Helt strax otte Bønder sendte;man hannem sige lod: ei andet var at vente235end Steile, Hjul, hvis han sig ei godvillig gav.Men som den store Mand var endnu lige brav,saa vilde han til sligt ei straxen sig bekvemme:han haabte, sagde han, de vare ei saa slemmesom de sig stilte an. Han derpaa Krigsraad holdt.Derover Blodet blev i Niels Johansen koldt.Man vil mig, sagde han, fra Livet atter dømme;jeg nok en Krigsret seer; det er mig bedst at rømme.Han derfor udaf Frygt undstak sig og løb bort;at miste Ære, Navn han agted’ ikke stort.Slig Modgang kunde Paars dog Modet ei betage,fast ingen Fristelse ham kunde Frygt indjage.Jeg haaber, sagde han, det ei ustraffet bli’r,jeg derfor ikke mig til Fogden fangen gi’r.Skjøndt mine Fiender jeg seer at være mange,vil jeg dog vise dem, at jeg er ikke bange;jeg gaaer en Fodbred ei tilside, holder Stand;jeg tapper Modstand gjør og slaaes til sidste Mand.Saa satte han sig for mod Fienden at tage,at figte mandelig og drive dem tilbage.Ret som et Vildsviin, der af Mænds og Hundes Skrig 1)ei bli’r forsagt, gaaer frem og laver sig til Krig:af Vrede skummende det slider udi Stykkersmaa Træer paa dets Vei, med Roden dem oprykker,paa Hundene seer skjævt og hvæsser hvide Tand:saa kjek og modig var mod Fienden denne Mand.Ruus sagde derimod: vi kan ei Modstand gjøre;vi Eder skal med Magt til Fogden fangen føre:I see jo, vi kan ei Beleiring holde ud;vi har ei Proviant, os fattes Lod og Krud.236Saa maatte Peder Paars sig Fogden overgive;Rebellion ham tvang en fangen Mand at blive.Naar Folket Oprør gjør, saa hjælper intet, atman modig, tapper er. Den kaldes desperat,som ene fegte vil. En Cæsar bliver bange,en Alexander selv maa give sig til Fange,Turenne, Luxembourg, Eugenius, Condè,om de vil ene slaaes, saa maa man dem belee.En Hector, Marius, en Hannibal, en Cyrus,en Alcibiades, en Scipio, en Pyrrhus,en Ruyter og en Tromp, en Alba, Scanderbegudretter da kun lidt. Man Hovedet mod Vægkun løber, naar man vil mod Fienden ene stride.I saadan Fald er bedst at give sig i Tide.Saa gjorde Peder Paars, og gav sig denne Gang;han stødes derfor ei af store Heltes Rang.

(L. Holberg. Af ”Peder Paars.”)

229

— — Nå ble rådslaget om en general å ta.Man foreslo Jens Blok; man visste ei hans mage;man doktor kalte ham, skjønt han kun var barber;han drepte tolvte del av Øens folk, ja mer,med piller hvert et år. En doktor ingenlundehan deri ettergav, skjønt han latin ei kunne.Han syntes best bekvem å føre an en hær,som han var modig, sterk, og vant var til isærå skille folk ved liv ved dråper og ved piller.Thi, skjønt man visste vel, han hadde egne griller(som leger gjerne har), så holdt man Ingen dogbekvemmere enn han til sådan viktig Tog.Hvorvel besluttet ble, ham sådan post å by,så fant man dog for godt, han alltid skulle lydede råd, som Christen Stork ham uti felten ga;thi han så vittig var, som blokk var kjekk og brav.

Straks Saadant kundbart ble, man hørte ræsonnereblant den gemene mann: Skal Han nå kommandere?Skal Han oss føre an? Han Saadant ei forstår; ¹)han aldri var i krig, han aldri fikk et sår.Den gode Christen Stork, som ham råd skal gi,ei bedre er enn han. Hva vil der med oss bli!

Om Fogden den tid seg i dette Val forsaae,det vil jeg ved sitt verd for alle lade stå;jeg er hans dommer ei. Det vet jeg og kan si,at man en øvrighet i Kaartet ei må kikke.Men hva er mer gement, enn sådan snakk hver dag?Den dømmer aldri rett om sådan viktig Sag,der intet selv forstår. Enhver vil statsmann være;hver bonde, håndverksmann en general kan lære.230Man titt og ofte har med stor forundring hørt,at bønder sådan snakk om staten haver ført.Der er fast intet skritt, en general kan gjøre,en håndverksmann jo vet det bedre å utføre.Fast ingen ting er til, hvorav man mindre vet,enn slike saker. Thi vi ser, en ting er skjedd,men av hva årsak, vi ei fatte noenlunde;der er skjulte ting, som vi ei kan utgrunne.Hos Pøblen derfor man kan kalle raseri,at ville dømme om regjering, politi.En håndverksmann seg ei med lærde ting bemænger,tilstår, han intet vet, han derudi seg henger;når han hør’ tale slikt, han planter straks gevær,og sier: Jeg ei prest, men ikkun borger er.Om Stat og politi Hver derimot kan tale.En Svinehyrde selv den kunstig kan afmale,hver ting til prikke vet, kan si på et hår, ¹)hvori dens svakhet, feil, samt styrke, makt består.En Fiskerkjerling vet en stat vel å innrette,kan, når den er på fall, igjen på føtter sette,kan bedre vinde slag, enn noen generalser Alting, uten det, hun selv er ganske gal.

Nå må jeg litt igjen til fogden meg begi,og se hva mer verd jeg finner å beskrive.Skjønt han ei tapper var, men skrøpelig og lad,så var ham dog mot Paars innprentet sådant hat,at han Krigshæren selv personlig ville følge.Det anstod ei Jens Blok; han kunne ikke dølgesin Misfornøielse, men sa: ”Herre! hør,231en øvrighetsperson seg aldri vove bør;for Landets velferd han sitt kostbar Liv må spare;hvis han omkommes, står det hele land i fare.”Skjønt generalen kun av Avind sa det,så tilstod dog Enhver, han deri hadde rett.Dog lot seg fogden ei av Saadant overtale,men straks Befaling ga, hans broket hest å sadle,å lave seg til marsj. — — Calliope! stem opp!Beskriv meg kortelig vår fogd fra tå til topp,hans rustning og Mondur, hans krigsmakt og dens orden,som den ble sett da å stå ved Fogde-gården.

Man fogden så til hest i Spidsen av hans hær:hans sadel ene var betrækket med godt Lær;de Andres var av tre. På hodet en huehan hadde, som var rød; den verd var å beskue.Hans Trøie den var blå, med små Glasknapper på,de syntes langt fra fast som mange stjerner ståpå Himlens firmament. Jeg intet her vil skjule:hans støvler satt nett, hans bukser vare gule;hans brystduk, som var rød, tilkjennegi lothans tapperhet, at han utøse ville blod.Ved siden hang et sverd, som kalles nå Hirschfænger;man aldri noen tid på Øen så den lenger.Hans Haar til beltet hang, var meget tykt og tett.Å male Alting av min Pen er altfor slett.Han hadde seg forsyn’t mot kulden, var vel foret.At det krigsguden var, man skulle ha svoret;thi som en voren Tyr og okse man ham saae¹)blant annet mindre fe, blant får og geiter stå.232Jens Blok man derimot seg understod å laste;thi han så ilde ut, som Fruedag i faste:han slet i klær var. Men denne gode mann,at fienden med prakt ei overvinnes kan,vel visste; tvertimod, at den av rike klæroppmuntres til å slås, sig over byttet gleder.Han ikkun hadde seg forsynet med geværså skarp som rakekniv; å komme ham for nærdet Ingen tjenlig var. Den høyre fløy han førte,var ferdig å gå fort så snart han trommen hørte.Armeen hadde han i orden satt med flid,som det var brukelig i Alexanders tid.Av hans historie han general var blitt:han hadde nøye lest hva Curtius har skrevetom samme store helt, vel oversatt på tysk;thi før Mons Wiingaards tid den ikke var på jysk.Det fast utrolig er, hva man av gamle bøker 1)kan lære, når man dem med flid gjennomsøker.Man Alting deri ser; de er som et speil,der viser store menns bedrifter, deres feil,samt store dyder. Man av dem kan se og læreAlt hva en general kan gi Navn og ære;man derav lære kan en festning og en byå ta inn, og få en Krigshær til at flye.

Om Roland, Boldevin, Oliver, Ferakunde, 2)om Buurmand, Anguland, samt Gerin, Janemundehan hadde meget lest: så derav sees kan,man talte uten grunn så ilde om den mann.Før krigen den gikk an, da folk man hørte rope:“av sådan general hva lykke kan man håpe?233Skal Den oss føre an, der dum er som et kveg?I går var han Balbeer og ragede vårt skjegg. 1)Gid generaler ham kun etterfølge ville,og deres ledig tid ei så unyttig spille,men lese, med Jens Blok, nå en, nå annen bok,der viser store menns bedrifter, deres Tog!”

Da Fogdens hustru samt hans dotter Saadant hørte,de sa: ”Han seg vil i en ulykke styrte…”Vi må forsøke, om vi ikke kan formaaeå hindre Saadant. Da de ham bevæpnet såmed kårde og med spyd, de ham tilfode falt;de ham deres trøst, samt enest’ glede kalte;de forestilte ham, at det var intet spillå vove sin person; om han kom noe til,den Ene faderløs, den Anden var en enke:han burde, som en mann og far, slikt betenke.Hans Hustru klynket mest, sig stedse slo for bryst,og ropte: ”Med din død forsvinner all min trøst.”Men ingen gråt vår fogd var mektig å bevege;jeg tror, man skulle før en Tiger, villsvin spæge,enn overtale ham å sitte hjemme stil.’Av Avind herdet da han lukket’ Øren til. 2)’Som vinden nå på en, nå på en annen sideen tykk og voren Eeg angriper, den at slideog rykke opp med rot med makt bemøyer seg;så Hustrues, Dotters sukk vår fogd fra denne krigei mektig var å få. En vind kan vel med møyeet sterk rotfestet tre til jorden slå og bøye,234til jorden trykke kan dets grener og dets topp;men det ei felle dog og rykke ganske opp.Så gikk det denne mann: han øyne måtte væte,da han sin hustru så og Døtter sådan gråte:dog ble han stedse ved sitt forsett: ingen kunstdem hjalp, all sukk og Bøn, all knefall var omsonst.Før dette Tog gikk an, vår fogd lot foredrage,om det ei tjenlig var å bie noen dager,for å begjære hjelp av dem, på Lessø bo,et sendebud til dem å skikke eller to.Det stod Jens Blok ei an, han ikke bie ville;thi tiden kostbar var, man den ei måtte spille.Han Intet heller så, enn holde snart et slag,og uten opphold fort marsjere natt og Dag.Han det kun nødigt holdt spioner at udskikke,som kunne Fiendens makt utforske først til prikke,mens hæren var på marsj. Man fulgte sådant rådog fire gode menn udskikte i en båt,for å utforske slikt, se om de var mange.Thi det ei nektes kan, at fogden jo var bange,skjønt han seg stilte an å være meget kjekk,og allerede Paars å ha i sin sekk.

Jeg ei beskrive kan den store skam og Blusel,hver paakom, da man så, at fienden var så usel,så fattig, nøgen, ja, som hadde ei en kniv,enn si kårde, å forsvare deres liv.Da meget snildelig vår fogd lot utsprede,at Fiendens største makt var flyktet allerede.Dog holdt han miner og Victoria skyde lot,som Den, der ved sitt Navn fikk seier uten blod.

Man derpå til min helt straks åtte bønder sendte;man ham si lot: ei annet var å vente235enn Steile, hjul, hvis han seg ei godvillig ga.Men som den store mann var ennå like brav,så ville han til slikt ei straks seg bekvemme:han håpte, sa han, de var ei så slemmesom de seg stilte an. Han derpå krigsråd holdt.Derover blodet ble i Niels Johansen kaldt.Man vil meg, sa han, fra livet atter dømme;jeg nok en krigsrett ser; det er meg best å rømme.Han derfor udaf frykt undstak seg og løp bort;å miste ære, Navn han aktet’ ikke stort.Slig motgang kunne Paars dog motet ei betage,fast ingen fristelse ham kunne frykt innjage.Jeg håper, sa han, det ei ustraffet bli’r,jeg derfor ikke meg til fogden fangen gi’r.Skjønt mine fiender jeg ser å være mange,vil jeg dog vise dem, at jeg er ikke bange;jeg går en Fodbred ei tilside, holder stand;jeg tapper motstand gjør og slås til siste mann.Så satte han seg for mot fienden å ta,at figte mandelig og drive dem tilbake.Rett som et villsvin, der av menns og Hundes skrik 1)ei bli’r forsagt, går frem og laver seg til krig:av vrede skummende det sliter uti stykkersmå trær på dets vei, med roten dem oprykker,på hundene ser skjevt og hvesser hvite tann:så kjekk og modig var mot fienden denne mann.Rus sa derimot: vi kan ei motstand gjøre;vi Eder skal med makt til fogden fangen føre:Dere ser jo, vi kan ei beleiring holde ut;vi har ei proviant, oss fattes Lod og krutt.236Så måtte Peder Paars seg fogden overgi;Rebellion ham tvang en fangen mann å bli.Når folket opprør gjør, så hjelper intet, atman modig, tapper er. Den kalles desperat,som ene fekte vil. En Cæsar blir bange,en Alexander selv må gi seg til fange,Turenne, Luxembourg, Eugenius, Condè,om de vil ene slås, så må man dem belee.En Hector, Marius, en Hannibal, en Cyrus,en Alcibiades, en Scipio, en Pyrrhus,en Ruyter og en Tromp, en Alba, Scanderbegutretter da kun litt. Man hodet mot veggkun løper, når man vil mot fienden ene stride.I sådan fall er best å gi seg i Tide.Så gjorde Peder Paars, og ga seg denne gang;han støtes derfor ei av store Heltes rang.

(L. Holberg. Av ”Peder Paars.”)