265

(Maaneskinsnat foran Dogens Pallads i Venedig).

Zeno.

... Tal dæmpet her! Her lytte Stenene.

Annicelli.

Ja i Signorias Pallads; jeg veed det.Men disse under Foden forekommemig som Tangenter, der for hvert et Trinudtone Veraab over Tyranniet.Men naar jeg seer mod Himlen, Gud skal vide,da har jeg Lyst at synge i slig Nat,meer skjøn end Dagen, som Hengangnes Aander fagrere end Liget, som den levned . .slig Nat, da kun Italiens Guitarrer266og Nattergale alle burde vaage.Men slagen af dit Alvor tier jeg.Den Tale skal Forrædere ei høre.

Zeno.

Læst i dit Blik, din Taushed dog udlæggessom Misfornøielse. Det er Forraad.

Annicelli

(seer over Quaien.)

Hist sove to Gondolierer. Vifor tidligt er paafærde. Det er længetil Morgengry.

Zeno

(sukkende.)

Ja for Venedig. Altidvar Zeno først paa Pletten dog, og dumed ham, min unge Brutus.

(Pause.)

Ædle Sjel!din Reenhed Himmelen vil dække ogbedække Sammensværgelsen med den.

Annicelli.

Dog valgte Brødrene ei dig til Høvding;men for sin Vildhed hiin fra Cypern komneSchakal: Mazoliero.

Zeno

(mørk.)

Jeg troer ham ikke meer.

Annicelli.

Mazoliero?Er Han da bleven lystig? Thi jeg veed,det vil du ikke taale i din dybeoprigtig meente Kummer for Venedig.

Zeno.

Ja lystig meer end Patriot bør være,267langt meer end lystig: over Øreneforelsket ,

Annicelli.

I?

Zeno.

I Dogens egen Datter,i Adelskabets Blomst — den Demokrat!

Annicelli.

Hvo veed hans Hensigt?

Zeno.

Elskovs Hensigt? Taabe,kun een har Elskov som Patriotismen.Du veed, at denne, for at være stærk,maa elskes som en Kvinde, Kvinder hades?I hele Verden ere disse Tode Eneste, som have kun een Hensigt,mens alle andre Ting i mange deles.Men Nord og Syd er ikke mere ueensend hines Meed: paa sig kun Elskov tænker,mens Patrioten virker kun for Andre.Derfor er Intet saa urimeligt,saa galt, ravruskende umuligt,saa ligt bestukne Paris foran Venus,saa bundløst, troløst, brustet, falskt som enforelsket Patriot.

Annicelli.

Hvo veed hans Hensigt?Maaskee . . ?

Zeno.

Du blegner.

Annicelli

Tanken var for fæl.

268Zeno.

For Mazoliero?

Annicelli.

Ei din Sjel jeg fatter.Med denne Afsky gav du ham din Stemme?

Zeno.

Jeg har ærbødig Rædsel for ham, somfor Natten eller Adriaterhavet ellerfor Øxen, som, bevæget af sin Arm,kun hugger hvor den skal, men uden Tanke,skiøndt den maa engang blive Statens Frelser.Jeg vilde, altfor blød og fuld af Skrupler,kun gjøre halvgjort Arbeid, medens medsin Ubarmhjertighed, der er liig Hjulets,som lige koldt gaaer over Børn og Stene,Han vilde tjene Republiken bedre.Men nu, da han er bleven Maan’skinsnar,er Han for Sagen tabt.

Mazoliero

(trædende frem. De Andre forskrækkes).

Hvad, om jeg vundenfor den har Zanis Søn og Pleiesøn,Familiens stolte Høire og dens Venstre?Vil da du tro mig? Jo, min Annicelli,spil Øiet op! Det er Mazolierosaa vist, som at Tyrannens egen Æt,naar Dagen gryer, os møde vil hos Sesto.

Zeno.

Tilgiv mig! Du er stor.

Mazoliero.

Jeg beiled kuntil Zanis Datter, for at slæbe Slægten,den Adlens Krone, ned til os i Støvet,269hvori vi grave paa den fælles Mine,der nu alt snoer sig under denne Borg.Forstaae I?

Zeno.

O, beundringsværdigt!

Mazoliero.

Derforjeg knuser denne Kjærlighedsguitar.Den alt sin Tjeneste udrettet har.

(Kaster Guitarren over Quaien.)

Annicelli.

En Tjeneste den gjorde os endnu.Den vakte i sit Fald Gondolieren,som fører os til Sesto.

Zeno.

Ja til Sesto.Mig længes did, hvor mit Veneziagjenfødes skal imellem Lidos Hytter.

Mazoliero.

Jeg bier efter mine Proselyter.

Zeno.

Farvel da! Om en Time . . .

(De skilles med Haandslag.)

Mazoliero.

Om en Time!Om før jeg hører Paduas Taarne kime.Farvel! I vare bedre Skjebne værd.Tag denne Tale ved Jer Dødningsfærd!Farvel, Venedig! Værd ei nogen bedre,end Aaget under dine Adelsfædre.Jeg elsker dig i Tanker som i Orde;dog kunde jeg i Gruus din Storhed jorde,for at i Dyngen Ingen skulde finde270den Perle, jeg for ringe var at vinde.Den Egoism’ er ogsaa Dydens Feil,der elsker kun sig selv i Skjønheds Speil.Thi Skjønhed Dydens rette Udtryk er.Derfor sig selv den i den Elskte seer.Og derfor jeg medrette harmopglødes;thi det mit bedre Selv er, som forstødes.Farvel, Signora! Kommer jeg tilbage,da er det for at høre paa din Klage.Een fandt du værd dig, En af Adlens Blommer.Venedig i din Fader bli’er hans Dommer.

(Pause.)

Hvad kommer Lovens Grusomhed mig ved?Hvo standser Skjebnens Hjul, der gaaer afsted?Nu ei jeg frelser ham, om end jeg vilde.Paa mig dit Veeraab du da ei forspilde!Band Staten, band dit Fædreland, din Fader!Det dræber ham, som jeg kun stille hader.

(Forsvinder bag Quaien.)

(H. Wergeland. Af ”Venetianerne.“ Drama. Chnia. 1843.)

265

(Maaneskinsnat foran Dogens palass i Venedig).

Zeno.

... Tal dempet her! Her lytte stenene.

Annicelli.

Ja i Signorias palass; jeg vet det.Men disse under foten forekommemeg som tangenter, der for hvert et Trinudtone Veraab over tyranniet.Men når jeg ser mot Himlen, Gud skal vite,da har jeg lyst å synge i slig natt,mer skjønn enn dagen, som Hengangnes Aander fagrere enn liket, som den levnet . .slig natt, da kun Italiens Guitarrer266og nattergaler alle burde våke.Men slagen av ditt alvor tier jeg.Den Tale skal forrædere ei høre.

Zeno.

Lest i ditt blikk, din taushet dog utleggessom Misfornøielse. Det er forråd.

Annicelli

(ser over kaien.)

Hist sove to gondolierer. Vifor tidlig er paafærde. Det er lengetil morgengry.

Zeno

(sukkende.)

Ja for Venedig. Alltidvar Zeno først på pletten dog, og dumed ham, min unge Brutus.

(Pause.)

Edle sjel!din renhet himmelen vil dekke ogbedekke sammensvergelsen med den.

Annicelli.

Dog valgte brødrene ei deg til høvding;men for sin villhet hin fra Cypern kommetSchakal: Mazoliero.

Zeno

(mørk.)

Jeg tror ham ikke mer.

Annicelli.

Mazoliero?Er Han da blitt lystig? Thi jeg vet,det vil du ikke tåle i din dypeoppriktig mente kummer for Venedig.

Zeno.

Ja lystig mer enn patriot bør være,267langt mer enn lystig: over øreneforelsket ,

Annicelli.

I?

Zeno.

I Dogens egen datter,i Adelskabets blomst — den demokrat!

Annicelli.

Hvo vet hans hensikt?

Zeno.

Elskovs hensikt? Tåpe,kun een har elskov som patriotismen.Du vet, at denne, for å være sterk,må elskes som en kvinne, kvinner hades?I hele verden er disse tode Eneste, som har kun een hensikt,mens alle andre ting i mange deles.Men nord og Syd er ikke mer ueensenn hines Meed: på seg kun elskov tenker,mens Patrioten virker kun for andre.Derfor er intet så urimelig,så galt, ravruskende umulig,så ligt bestukne Paris foran Venus,så bunnløst, troløst, bristet, falskt som enforelsket patriot.

Annicelli.

Hvo vet hans hensikt?Maaskee . . ?

Zeno.

Du blekner.

Annicelli

Tanken var for fæl.

268Zeno.

For Mazoliero?

Annicelli.

Ei din sjel jeg fatter.Med denne avsky ga du ham din stemme?

Zeno.

Jeg har ærbødig redsel for ham, somfor natten eller Adriaterhavet ellerfor øksen, som, beveget av sin arm,kun hugger hvor den skal, men uten tanke,skjønt den må engang bli Statens Frelser.Jeg ville, altfor bløt og full av skrupler,kun gjøre halvgjort arbeid, mens medsin ubarmhjertighet, der er lik Hjulets,som like kaldt går over barn og Steiner,Han ville tjene republikken bedre.Men nå, da han er blitt Maan’skinsnar,er Han for Sagen tapt.

Mazoliero

(tredende frem. De andre forskrekkes).

Hva, om jeg vundenfor den har Zanis sønn og pleiesønn,Familiens stolte høyre og dens Venstre?Vil da du tro meg? Jo, min Annicelli,spill øyet opp! Det er Mazolieroså vist, som at Tyrannens egen ætt,når dagen gryr, oss møte vil hos Sesto.

Zeno.

Tilgi meg! Du er stor.

Mazoliero.

Jeg beilet kuntil Zanis datter, for å slepe slekten,den Adlens krone, ned til oss i støvet,269hvori vi grave på den felles mine,der nå alt snoer seg under denne Borg.Forstår dere?

Zeno.

O, beundringsverdig!

Mazoliero.

Derforjeg knuser denne Kjærlighedsguitar.Den alt sin tjeneste utrettet har.

(Kaster Guitarren over kaien.)

Annicelli.

En tjeneste den gjorde oss ennå.Den vakte i sitt fall gondolieren,som fører oss til Sesto.

Zeno.

Ja til Sesto.Meg lenges dit, hvor mitt Veneziagjenfødes skal imellom Lidos hytter.

Mazoliero.

Jeg bier etter mine Proselyter.

Zeno.

Farvel da! Om en time . . .

(De skilles med håndslag.)

Mazoliero.

Om en time!Om før jeg hører Paduas tårn kime.Farvel! I var bedre skjebne verd.Ta denne Tale ved Jer dødningsferd!Farvel, Venedig! Verd ei noen bedre,enn åket under dine adelsfedre.Jeg elsker deg i tanker som i Orde;dog kunne jeg i grus din storhet jorde,for at i dyngen Ingen skulle finne270den perle, jeg for ringe var å vinne.Den Egoism’ er også Dydens feil,der elsker kun seg selv i skjønnhets speil.Thi skjønnhet Dydens rette uttrykk er.Derfor seg selv den i den Elskte ser.Og derfor jeg med rette harmopglødes;thi det mitt bedre selv er, som forstøtes.Farvel, Signora! Kommer jeg tilbake,da er det for å høre på din klage.Een fant du verd deg, En av Adlens Blommer.Venedig i din far bli’er hans dommer.

(Pause.)

Hva kommer Lovens grusomhet meg ved?Hvo stanser Skjebnens hjul, der går av sted?Nå ei jeg frelser ham, om enn jeg ville.På meg ditt Veeraab du da ei forspille!Band staten, band ditt fedreland, din far!Det dreper ham, som jeg kun stille hater.

(Forsvinner bak kaien.)

(H. Wergeland. Av ”Venetianerne.“ Drama. Chnia. 1843.)