270

Ja, lad du den troe Wilhelm komme og melde sig! — jeg skal min Sandt betale ham baade Franko og Banko, det kan han være vis paa.

Marie.

De skulde ikke bryde Staven over ham, før De kjendte ham, min Fader! kjendte De ham, saa er jeg vis paa, De vilde elske ham.

271Lensmanden.

Jeg er ingen naragtig forlibt Tøs, som forgaber sig i det første det bedste røde og hvide Springfyransigt, forstaaer du mig?

Marie.

Wilhelm er ingen Springfyr; han er en god og ædel, dannet og duelig ung Mand, agtet af Alle, som kjende ham.

Lensmanden.

Ja af disse indbildske fine Byfolk. Paa Landet duer han dog ikke mere end en gammel Ploughest. Har han nogen Indflydelse i Bygden?

Marie.

Nei, han er ikke engang kjendt her af Navn.

Lensmanden.

Er han Eier af en Gaard som Østmoe nordre?

Marie

Ikke engang af en Plads.

Lensmanden.

Har han Penge paa Rente?

Marie.

Nei, men han har Kundskaber, hvormed han skal fortjene Penge.

Lensmanden.

Prat! nei, da takker jeg for de Penge, man har og ikke først skal fortjene. Kundskaber? ja det er ilde for de Stympere, som behøve dem for at leve. Kan han gjøre dig til Lensmandsmadam?

Marie.

Det skjøtter jeg ikke om at være.

Lensmanden.

Aha! Du vil være Frue, kan jeg troe. Derfor er Mons for gemeen for dig. Jaja, man maa snoe sig gjennem Verden. Men tænk bare paa, hvad en fattig Frue dog er for et daarligt Kreatur paa Guds Jord imod en riig Madam! Du mener, en Lensmand er et Nummer Nix! Aha! Du veed ikke, hvad han er for en Karl

272Den første Mand i Bygden eren Lensmand sikkerlig.Han nyder Ære af Enhver,og Alle bukke sigfor ham, hvorhelst han træder frem:han kan jo stevne, pante dem.Jo jo!Man maa i Verden frem sig snoe.

En Foged er en svare Mand,en Skriver ligesaa;dog vil de Noget faae i Stand,til Lensmand maae de gaae.Fast Ingenting de kan faae frem,hvis han ei understøtter dem.Jo jo!Man maa i Verden frem sig snoe.

Naar mangen Boglærd neppe veeddet tørre Brød at faae,og i sit Ansigts varme Svedmaa arm og sorgfuld gaae,da sidder Lensmand glad og mæt;hans Ro er sød, hans Arbeid let.Jo jo!Man maa i Verden frem sig snoe.

Seer du, Marie, saa gaaer det i Verden. Du er undskyldt, din stakkels Gaas; Du er opdragen i Byen, og kjender ikke til, hvorledes det har sig paa Landet. Men faaer du bare Mons, da kan Du leve i Herlighed og Glæde; du kan have fuldt op at æde og drikke og gjerne klæde dig i Gyldenstykke, om du lyster det. Med den „troe Wilhelm“ blev det saa ikke andet end Sveltihjel.

273Marie.

Men jeg har nu engang ingen Sands for alle disse Herligheder; og tro mig, min Fader! der gives en anden og høiere Lykke, som ikke er afhængig af Mad og Drikke eller glimrende Klæder. Denne ønsker jeg mig, og skal da vist ikke misunde Nogen alle de øvrige gode Ting. Jeg veed, De vil min Lykke; men jeg veed ogsaa, De har Agtelse for Hjertets Røst, og at De idetmindste ikke vil tvinge mig til en Forbindelse, der vilde gjøre mig ulykkelig.

Lensmanden.

Jeg har sagt dig, at du har din fri Villie, og at jeg ikke tvinger dig til Noget; men Fanden hakke mig skal du ikke være Madame Østmoe, nu svor Jeg. Forstaaer du mig? Man maa forstaae at snoe sig frem i Verden. (Gaaer.)

(H. A. Bjerregaard. Chnia. 1828.)

270

Ja, la du den troe Wilhelm komme og melde seg! — jeg skal min Sandt betale ham både Franko og banko, det kan han være viss på.

Marie.

De skulle ikke bryte staven over ham, før De kjente ham, min far! kjente De ham, så er jeg viss på, De ville elske ham.

271Lensmannen.

Jeg er ingen naragtig forlibt tøs, som forgaper seg i det første det beste røde og hvite Springfyransigt, forstår du meg?

Marie.

Wilhelm er ingen Springfyr; han er en god og edel, dannet og duelig ung mann, aktet av alle, som kjenne ham.

Lensmannen.

Ja av disse innbilske fine byfolk. På landet duer han dog ikke mer enn en gammel Ploughest. Har han noen innflytelse i bygden?

Marie.

Nei, han er ikke engang kjent her av Navn.

Lensmannen.

Er han eier av en gård som Østmoe nordre?

Marie

Ikke engang av en plass.

Lensmannen.

Har han penger på rente?

Marie.

Nei, men han har kunnskaper, hvormed han skal fortjene penger.

Lensmannen.

Prat! nei, da takker jeg for de penger, man har og ikke først skal fortjene. Kunnskaper? ja det er ilde for de stympere, som behøve dem for å leve. Kan han gjøre deg til lensmannsmadam?

Marie.

Det skjøtter jeg ikke om å være.

Lensmannen.

Aha! Du vil være frue, kan jeg troe. Derfor er Mons for gemen for deg. Jaja, man må sno seg gjennom verden. Men tenk bare på, hva en fattig frue dog er for et dårlig Kreatur på Guds jord imot en rik Madam! Du mener, en lensmann er et nummer Nix! Aha! Du vet ikke, hva han er for en Karl

272Den første mann i bygden eren lensmann sikkerlig.Han nyter ære av Enhver,og alle bukke segfor ham, hvor helst han trer frem:han kan jo stevne, pante dem.Jo jo!Man må i verden frem seg sno.

En fogd er en svare mann,en Skriver likeså;dog vil de Noget få i stand,til lensmann må de går.Fast ingenting de kan få frem,hvis han ei understøtter dem.Jo jo!Man må i verden frem seg sno.

Når mangen Boglærd neppe vetdet tørre brød å få,og i sitt Ansigts varme svedmå arm og sorgfull gå,da sitter lensmann glad og mett;hans ro er søt, hans arbeid lett.Jo jo!Man må i verden frem seg sno.

Ser du, Marie, så går det i verden. Du er unnskyldt, din stakkels gås; Du er oppdratt i byen, og kjenner ikke til, hvorledes det har seg på landet. Men får du bare Mons, da kan Du leve i herlighet og glede; du kan ha fullt opp å ete og drikke og gjerne klede deg i Gyldenstykke, om du lyster det. Med den „troe Wilhelm“ ble det så ikke annet enn sveltihjel.

273Marie.

Men jeg har nå engang ingen Sands for alle disse herligheter; og tro meg, min far! der gives en annen og høyere lykke, som ikke er avhengig av mat og drikke eller glimrende klær. Denne ønsker jeg meg, og skal da vist ikke misunne noen alle de øvrige gode ting. Jeg vet, De vil min lykke; men jeg vet også, De har aktelse for Hjertets røst, og at De idetmindste ikke vil tvinge meg til en forbindelse, der ville gjøre meg ulykkelig.

Lensmannen.

Jeg har sagt deg, at du har din fri vilje, og at jeg ikke tvinger deg til Noget; men fanden hakke meg skal du ikke være Madame Østmoe, nå svor Jeg. Forstår du meg? Man må forstå å sno seg frem i verden. (Går.)

(H. A. Bjerregaard. Chnia. 1828.)