Romantisk Sørgespil.
5. Halvsøstrene.
Ragnhild
(Syslende ved Væven),
Regisse! hold paa min Væverstang.— Du hænger jo med Hovedet som en Hare,der sidder fast i Jægerens Snare.Du skulde smukt mindes den gamle Sang:
(Synger.)
Viben vil værge for hver den Sted,som udi Marken mon staae;hun kan ikke værge den lille Tue,som hun skulde bygge paa.
Gjøgen lægger Æg hos fremmede Folk;hende bør man høilig hædre.
Anden Deel.
274Hun kaster fattig Fugls Unger ud,at hendes egne kan faae det bedre.
Men — hører du efter?
Regisse.
O, lad mig...!
Ragnhild.
Pas paa!Det er min Livvise. Hør!
Regisse.
Lad mig gaae!Skam dig! du forvansker de gamle Sange.
Ragnhild.
Jeg gjør dem kun korte; de er mig for lange.
(Synger.)
Glenten det er dernæst min Mand;han flyver saa fornemt i Sky.Men øiner han der den liden Due,saa kan han saa nederlig flye.
Ravnen har en Kappe saa slidt og sort;dog skal Ingen ham vrage.Han hugger Øiet af Aadslet ud,og giver det til sin Mage.
Regisse.
O Ragnhild! du er saa ung og saa haard!Betænk, at Ingen kan vide,om Gud gjør altid dine Kaar saa blide.Snart drager du hjem til Tages Gaard;der vil din Letsindighed lidet baade.
275Ragnhild.
Ih hvad! naar kun jeg faaer Lov at raade,saa bliver Tage mig nok til Maade.
Regisse.
Han er streng —
Ragnhild.
Ja, det kan jeg være med.Jeg troer nu, man enes bedst igrunden,naar man enes omtrent som Katten og Hunden.
Regisse.
O nei! hvor god Villie finder Sted.
Ragnhild.
Ja, Elskov, god Villie, det er Ting, man priser,men, som mig synes, kun i de gamle Viser.Og i dem er Forraadet saa forbrugt,at vi maae nøies med den blotte Lugt.
Regisse.
Ragnhild! hvad kan slig Tale fromme?Du veed ei, din Tid vil ogsaa komme.
Ragnhild.
Min Tid? Vel muligt. Da jeg var lille,har min gamle Fostermoder spaaet mig ilde.Jeg skal tæres hen, har hun spaaet, af Elskov, og for Den,jeg hader og afskyer, og der flyer mig igjen.— Jeg har tænkt og grublet meget derover.Tage Bolt bli'er det ikke; derfor jeg lover.Man kan ærgre sig over ham, og det er min Trøst.Men hade ham — nei! saa lidt som jeg haderen Hest eller Træl, der har plumpe Lader.276Hvad jeg skal hade, maa volde mig en hemmelig Lyst,en Attraa — ja, du seer saa forundret ud . . .
Regisse.
Vi To er’ forskjellige.
Ragnhild (leende.)
Ja, det veed Gud!Men, Regisse! du kan troe mig: Elskov og Had— tænk kun ret efter — kan ikke skilles ad.
Romantisk Sørgespil.
5. Halvsøstrene.
Ragnhild
(Syslende ved veven),
Regisse! hold på min veverstang.— Du henger jo med hodet som en hare,der sitter fast i jegerens Snare.Du skulle smukt minnes den gamle sang:
(Synger.)
Vipen vil verge for hver den sted,som uti marken mon stå;hun kan ikke verge den lille tue,som hun skulle bygge på.
Gjøken legger egg hos fremmede folk;henne bør man høylig hedre.
Annen del.
274Hun kaster fattig Fugls unger ut,at hennes egne kan få det bedre.
Men — hører du etter?
Regisse.
O, la meg...!
Ragnhild.
Pas på!Det er min Livvise. Hør!
Regisse.
La meg gå!Skam deg! du forvansker de gamle sanger.
Ragnhild.
Jeg gjør dem kun korte; de er meg for lange.
(Synger.)
Glenten det er dernest min mann;han flyver så fornemt i sky.Men øyner han der den liten due,så kan han så nederlig flye.
Ravnen har en kappe så slitt og sort;dog skal Ingen ham vrake.Han hugger øyet av åtslet ut,og gir det til sin mage.
Regisse.
O Ragnhild! du er så ung og så hard!Betenk, at Ingen kan vite,om Gud gjør alltid dine kår så blide.Snart drar du hjem til Tages gård;der vil din Letsindighed lite både.
275Ragnhild.
Ih hva! når kun jeg får lov å råde,så blir Tage meg nok til måte.
Regisse.
Han er streng —
Ragnhild.
Ja, det kan jeg være med.Jeg tror nå, man enes best i grunnen,når man enes omtrent som katten og hunden.
Regisse.
O nei! hvor god vilje finner sted.
Ragnhild.
Ja, elskov, god vilje, det er ting, man priser,men, som meg synes, kun i de gamle viser.Og i dem er forrådet så forbrukt,at vi må nøyes med den blotte lukt.
Regisse.
Ragnhild! hva kan slig Tale fromme?Du vet ei, din tid vil også komme.
Ragnhild.
Min tid? Vel mulig. Da jeg var lille,har min gamle Fostermoder spådd meg ilde.Jeg skal tæres hen, har hun spådd, av elskov, og for Den,jeg hater og afskyer, og der flyer meg igjen.— Jeg har tenkt og grublet meget derover.Ta Bolt bli'er det ikke; derfor jeg lover.Man kan ergre seg over ham, og det er min trøst.Men hate ham — nei! så litt som jeg hateren hest eller trell, der har plumpe Lader.276Hva jeg skal hate, må volde meg en hemmelig lyst,en attrå — ja, du ser så forundret ut . . .
Regisse.
Vi to er’ forskjellige.
Ragnhild (leende.)
Ja, det vet Gud!Men, Regisse! du kan tro meg: Elskov og hat— tenk kun rett etter — kan ikke skilles ad.