Det hændte sig, at Kong Sverrer skulde fare over et stort Vand i en Skov, og der var ingen Farkoster i Nærheden, uden at Folk, 3 eller 4 sammen, gjorde sig en Flaade af Tømmer, som Leiligheden gaves. Den Flaade, som Kongen var paa, var ikke stor, og der var 4 derpaa. Saasnart de kom et kort Stykke fra Land seeg Flaaden i Vandet, saa det stod dem midt paa Benene, og Vandet var en halv Miil bredt. I det samme Øieblik kom en Mand løbende til Vandstranden, som var meget træt af at gaae; thi de vare nu i den største Skov, og havde været madløse i 2 foregaaende Dage. Denne Mand raabte til dem, som paa Flaaden vare og bad dem hjælpe sig, sigende, at han havde givet sig over af Reisens Møie. Det øvrige Mandskab var næsten kommet over Vandet, og da Kongen hørte hans Raab, indsaae han, at det gjældte Mandens Liv om de ei modtoge ham, endskjøndt det syntes ham paa den anden Side, som Flaaden vanskeligen kunde bære alle de Mænd, som forud vare derpaa. Dog lod han Flaaden lægge til Land igjen, og tog Manden op, hvor farligt det end var. Da nu Manden kom paa Flaaden til dem, gik Vandet dem over Knæerne, og saaledes fore de over Vandet, indtil de landede ved et omfaldet Træ og ginge siden af Flaaden. Kongen gik sidst, og saasnart han steeg ud, sank Flaaden som Steen, hvilken Hændelse 100i Førstningen forekom alle Mand baade mærkelig og underlig. Dog nu er det let at see for Alle, at denne Flaade bar en Byrde, som var bestemt til et stort Verk, der paa den Tid ei var aabenbart, og til en høiere Værdighed end han havde, eftersom Flaaden flød medens den var ladet med Folk, men sank da disse forlode den. To Nætter senere vare de i en Ørken, og havde ingen Mad, men aad Tollesevie, og suede Saften af Birketræer; men den 3die Dag var Mandskabet næsten aftraaten. Da vare de komne saa langt hen i disse øde Skove, at de kun havde korte 14 Raster tilbage. Nu gik det saa vidt, at da Mandskabet foer over en stor Aa, lagde det sig ned paa Elvebakken, eftersom det kom over, og skjøttede ei om at gange længere formedelst den Træthed, som var over dem. Kongen foer iblandt de sidste, selv tredie, og de dreve langt ned efter Aaen, men dreiede omsider til Lands, og toge nogen Hvile. Da bad Kongen sine Mænd at samle deres Kræfter; thi nu var der kun kort til Bygden, og de vilde kunne glædes igjen ved den røde Ild, naar de omsider kom til christne Mænd i Bygderne.

(Carl Abbed. Af “Kong Sverrers Saga” i Snorre Sturlesons norske Kongers Sagaer, oversatte af J. Aall.)

Det hendte seg, at Kong Sverrer skulle fare over et stort vann i en skog, og der var ingen farkoster i nærheten, uten at folk, 3 eller 4 sammen, gjorde seg en flåte av tømmer, som leiligheten gaves. Den flåte, som Kongen var på, var ikke stor, og der var 4 derpå. Så snart de kom et kort stykke fra land seeg flåten i vannet, så det stod dem midt på Benene, og vannet var en halv mil bredt. I det samme øyeblikk kom en mann løpende til vannstranden, som var meget trett av å gå; thi de var nå i den største skog, og hadde vært matløse i 2 foregående dager. Denne mann ropte til dem, som på flåten var og bad dem hjelpe seg, sigende, at han hadde gitt seg over av Reisens møye. Det øvrige mannskap var nesten kommet over vannet, og da Kongen hørte hans rop, innså han, at det gjaldt Mandens Liv om de ei mottok ham, endskjøndt det syntes ham på den annen side, som flåten vanskelig kunne bære alle de menn, som forut vare derpå. Dog lot han flåten legge til land igjen, og tok mannen opp, hvor farlig det enn var. Da nå mannen kom på flåten til dem, gikk vannet dem over knærne, og således fore de over vannet, inntil de landet ved et omfaldet tre og ginge siden av flåten. Kongen gikk sist, og så snart han steg ut, sank flåten som Steen, hvilken hendelse 100i Førstningen forekom alle mann både merkelig og underlig. Dog nå er det lett å se for alle, at denne flåte bar en byrde, som var bestemt til et stort verk, der på den tid ei var åpenbart, og til en høyere verdighet enn han hadde, ettersom flåten fløt mens den var ladet med folk, men sank da disse forlot den. To netter senere var de i en ørken, og hadde ingen mat, men åt Tollesevie, og suede saften av Birketræer; men den 3die Dag var mannskapet nesten aftraaten. Da var de kommet så langt hen i disse øde skoger, at de kun hadde korte 14 raster tilbake. Nå gikk det så vidt, at da mannskapet foer over en stor å, la det seg ned på Elvebakken, ettersom det kom over, og skjøttede ei om å gange lenger formedelst den tretthet, som var over dem. Kongen foer iblant de siste, selv tredje, og de drev langt ned etter åen, men dreide omsider til Lands, og tok noen hvile. Da bad Kongen sine menn å samle deres krefter; thi nå var der kun kort til bygden, og de ville kunne gledes igjen ved den røde ild, når de omsider kom til kristne menn i bygdene.

(Carl Abbed. Av “Kong Sverrers saga” i Snorre Sturlesons norske Kongers sagaer, oversatte av J. Aall.)