Da Kong Inge døde, var Hakon Kongesøn 13 Aar, men Inges Søn Guttorm var 9 Aar. Nu blev der et Hirdstævne, hvori der blev handlet om Kongevalg. Da samledes de, som havde tjent Kong Sverrer, tilligemed den største Deel af Hirden, og samtlige bleve de enige om, at de vilde vælge Hakon Hakonsson til Konge; hvorimod Skule Jarl og hans Frænder vilde vælge Kong Inges Søn, Guttorm, til Konge. Der var og Somme blandt Jarlens Venner, som meente, 101at Hakon Jarls Søn (Knut) var nærmest til Kongedømmet, eftersom han var Kongens ægtefødte Broder. Endskjøndt derom ikke blev talt høit i Førstningen, droges dog efterhaanden Mange over paa den Side; men Jarlen vilde sjelden indfinde sig i disse Stævnemøder, eftersom han kjendte Birkebenernes Villie. Da kom mange Bønder fra Throndhjem, og alle de ældre Mænd sige, at de vilde have ham til Konge som var kongebaaren paa fædrene Side alt fra Hedenold, saa intet Kvindeled var kommet imellem. Da nu Guttorm Erkebisp var faren nord til Halogaland, vilde Skule Jarl bie indtil han var kommen nordenfra, og Birkebenerne sluttede deraf for sandt, at han vilde Erkebiskoppen skulde understøtte hvad Jarlen vilde have frem. Der var og nogle Korsbrødre og Lendermænd, som gjerne vilde forjage Kong Sverrers Æt, om de kunde, og saaledes tjene en anden Konge. End naar Jarlen var tilstede ved Møderne, lets han gjerne ville gaae paa Raad med Hirden; men det gik dermed stedse i Langdrag, og da Hirden mærkede denne Udsættelse, lod den en Dag blæse til Hirdstævne og indbød Jarlen til at gange did. Da nu Jarlen kom, stod Vegard Veradal op og holdt, efter Aftale med Hirden, følgende Tale: ”Jarl, vi ville ikke længere have Kongevalget udsat; men ville endnu denne Morgen holde Thing i Kongens Gaard, hvortil vi indbyde dig, Jarl, tilligemed Kongesønnen. Ham sætte Du i Høisædet hos dig, og ham kalde Alle Konge-Emne, indtil Ørething kommer. End vil Du ikke antage dette Vilkaar, da sætte vi vore Skibe paa Vand i Morgen og fare sør til Bergen, hvor vi ville sammenkalde et Thing fra hele Gulathingslagen, tage Hakon til Konge, og lægge hans og vor Sag i Guds og hiin hellige Kong Olafs Vold.” Da nu Hirden havde hertil fast besluttet sig, sagde Jarlen, at det skulde være saa som de ønskede. Derefter kalder Jarlen sine 102Mænd, lærde og ulærde, til en Samtale med sig, og de talede sammen i Eenrum en heel Dag og Nat, uden at nogen Mand fik deres Raadslag at vide. Morgenen efter bleve alle Mand ved Luren sammenkaldt til Kongens Gaard, og Jarlen lod gjøre et Høisæde søndenfor Nikolaus-Kirken. Da stod Vegard op og taler i samme Stiil som før. Derpaa talede Lendermanden Gregorius Jonsson: ”Vi troede ikke, at dette skulde skee i saa flyvende Iil. Raadeligere var det at oppebie Erkebiskoppen, og stævne hid alle Biskopper og Høvdinger, for at høre deres Raad i en slig Storsag.” Da svarer Onund Mærkesmand: ”det gavner ikke os Birkebenere at bie paa Biskoppernes lange Taler i denne Sag; thi lidet følge de Kong Olaf den Helliges Love til Landets Tarv, naar det gjælder Kong Sverrers Æt. Dertil kommer, som Alle bekjendt, en anden Omstændighed, at nemlig Baglerne sidde øster i Viken med en stor Hær og have en saa kaldet Konge over sig. Mærke de nu, at vi sidde her hovedløse, ja endog uenige mellem os selv, da monne de ikke bie længe, og Mange ville styrke dem imod os. Da desuden de lærde Mænd kun lidet ere vore Venner, er der Intet tilbage for os Alle, som vilde holde paa Kongretten, uden at hjælpe os selv, saalænge Gud vil hjælpe os.”

Siden blev 12 Mænd af Thinget udnævnte, som ginge op i Skolen ved Christkirken til Kongesønnen, og tiltalede ham saalunde: ”alle gamle Birkebenere, Bymænd og Bønder, sende Eder, Kongesøn, Guds og sin Hilsen. De sidde nu i Kongsgaarden og bie paa Eder.” Derpaa førte de Kongesønnen til Thinget, og til Høisædet, hvor Jarlen pleiede at sidde. Jarlen siger, at han ei maatte være saa rask til at sætte sig i Høisædet; ”thi der er Mange”, siger han, ”som ei synes at have sand Kundskab om han er en Søn af Kong Hakon Sverrerssøn.” Der blev da svaret paa 103Kongesønnens Vegne: ”den første Vinter, da Drengen kom til Kong Inge, tog han mod ham som sin sande Frænde og havde aldrig Tvivl om, at han jo var Kong Hakons Søn. Netop det samme gjorde og Hakon Jarl stedse, og saalænge Kongen og Hakon Jarl levede, viste de stedse i deres hele Forhold mod ham, at han var deres sande Frænde. Men dette er nu kommet af deres Paafund og Raad, som ville udrydde Konge-Ætten her i Norge, og trække dem frem, som Riget ikke tilkommer.” Siden tilbøde Kongens Frænder og nærmeste Bekjendte, at de gladeligen vilde underkaste sig Renselse for Kongesønnen, heller end at han skulde miste sin Fædrenearv, og dermed sluttedes Thinget.

(Sturle Thordson. Af Hakon Hakonssons Saga i Snorre Sturlesons norske Kongers Sagaer o.s.v.)

Da Kong Inge døde, var Hakon kongesønn 13 år, men Inges Søn Guttorm var 9 år. Nå ble der et hirdstevne, hvori der ble handlet om Kongevalg. Da samledes de, som hadde tjent Kong Sverrer, tillikemed den største del av Hirden, og samtlige ble de enige om, at de ville velge Hakon Hakonsson til Konge; hvorimot Skule Jarl og hans frender ville velge Kong Inges Søn, Guttorm, til Konge. Der var og Somme blant Jarlens venner, som mente, 101at Hakon Jarls sønn (Knut) var nærmest til kongedømmet, ettersom han var Kongens ektefødte bror. Endskjøndt derom ikke ble talt høyt i Førstningen, droges dog etterhånden Mange over på den side; men jarlen ville sjelden innfinne seg i disse stevnemøter, ettersom han kjente Birkebenernes vilje. Da kom mange bønder fra Throndhjem, og alle de eldre menn si, at de ville ha ham til Konge som var kongebåren på fedrene side alt fra Hedenold, så intet Kvindeled var kommet imellom. Da nå Guttorm Erkebisp var faren nord til Halogaland, ville Skule Jarl bie inntil han var kommet nordenfra, og birkebeinerne sluttet derav for sandt, at han ville erkebiskopen skulle understøtte hva jarlen ville ha frem. Der var og noen korsbrødre og Lendermænd, som gjerne ville forjage Kong Sverrers ætt, om de kunne, og således tjene en annen Konge. Enn når jarlen var til stede ved møtene, lets han gjerne ville gå på råd med Hirden; men det gikk dermed stedse i langdrag, og da Hirden merkede denne utsettelse, lot den en dag blåse til hirdstevne og innbød jarlen til å gange dit. Da nå jarlen kom, stod Vegard Veradal opp og holdt, etter avtale med Hirden, følgende Tale: ”Jarl, vi ville ikke lenger have Kongevalget utsatt; men ville ennå denne morgen holde ting i Kongens gård, hvortil vi innbyr deg, Jarl, tillikemed kongesønnen. Ham sette Du i høysetet hos deg, og ham kalle alle Konge-emne, inntil Ørething kommer. Enn vil Du ikke anta dette vilkår, da sette vi våre skip på vann i morgen og fare sør til Bergen, hvor vi ville sammenkalle et ting fra hele Gulathingslagen, ta Hakon til Konge, og legge hans og vår Sag i Guds og hin hellige Kong Olafs vold.” Da nå Hirden hadde hertil fast besluttet seg, sa jarlen, at det skulle være så som de ønsket. Deretter kaller jarlen sine 102menn, lærde og ulærde, til en samtale med seg, og de talte sammen i Eenrum en hel Dag og natt, uten at noen mann fikk deres rådslag å vite. Morgenen etter ble alle mann ved luren sammenkalt til Kongens gård, og jarlen lot gjøre et høysete sønnenfor Nikolaus-kirken. Da stod Vegard opp og taler i samme stil som før. Derpå talte Lendermanden Gregorius Jonsson: ”Vi trodde ikke, at dette skulle skje i så flygende il. Rådeligere var det å oppebie erkebiskopen, og stevne hit alle Biskopper og høvdinger, for å høre deres råd i en slig Storsag.” Da svarer Onund merkesmann: ”det gavner ikke oss Birkebenere å bie på Biskoppernes lange Taler i denne Sag; thi lite følge de Kong Olaf den Helliges Love til Landets Tarv, når det gjelder Kong Sverrers ætt. Dertil kommer, som alle bekjent, en annen omstendighet, at nemlig baglerne sitte øster i Viken med en stor hær og have en så kalt Konge over seg. Merke de nå, at vi sitter her hovedløse, ja endog uenige mellom oss selv, da monne de ikke bie lenge, og Mange ville styrke dem imot oss. Da dessuten de lærde menn kun lite er våre venner, er der intet tilbake for oss alle, som ville holde på Kongretten, uten å hjelpe oss selv, så lenge Gud vil hjelpe oss.”

Siden ble 12 menn av tinget utnevnte, som ginge opp i skolen ved Christkirken til kongesønnen, og tiltalte ham saalunde: ”alle gamle Birkebenere, bymenn og bønder, sende Eder, kongesønn, Guds og sin hilsen. De sitter nå i kongsgården og bie på Eder.” Derpå førte de kongesønnen til tinget, og til høysetet, hvor jarlen pleide å sitte. Jarlen sier, at han ei måtte være så rask til å sette seg i høysetet; ”thi der er Mange”, sier han, ”som ei synes å ha sann kunnskap om han er en sønn av Kong Hakon Sverrerssøn.” Der ble da svaret på 103Kongesønnens vegne: ”den første vinter, da drengen kom til Kong Inge, tok han mot ham som sin sanne frende og hadde aldri tvil om, at han jo var Kong Hakons sønn. Nettopp det samme gjorde og Hakon Jarl stedse, og så lenge Kongen og Hakon Jarl levde, viste de stedse i deres hele forhold mot ham, at han var deres sanne frende. Men dette er nå kommet av deres påfunn og råd, som ville utrydde Konge-ætten her i Norge, og trekke dem frem, som riket ikke tilkommer.” Siden tilbød Kongens frender og nærmeste Bekjendte, at de gladelig ville underkaste seg renselse for kongesønnen, heller enn at han skulle miste sin fedrenearv, og dermed sluttedes tinget.

(Sturle Thordson. Av Hakon Hakonssons saga i Snorre Sturlesons norske Kongers sagaer o.s.v.)