96

— — Kong Olaf Digre vender sig nu øster paa langs Landet og holdt vide omkring Thing med Bønderne. Mange gik ham tilhaande; dog talede Nogle, som vare Svend Jarls Frænder eller Venner, derimod. Derfor seilede Kong Olaf i al Hast øster til Viken, holder ind der med sin Flaade, sætter sine Skibe paa Land, og forføier sig op ad Landet til, for at træffe sin Stiffader Kong Sigurd. Da han kom til Vestfold, modtoges han venligen af Mange, som havde været hans Faders Bekjendte eller Venner, ligesom der og paa Folden var en stor Deel af hans Æt. Om Høsten foer han op paa Landet til sin Stiffader Kong Sigurd og kom der en Dag meget tidligen. Da nu Olaf kommer nær Gaarden, løb nogle Tjenestekarle i Forveien til Gaarden og ind i Stuen. Olafs Moder Aasta sad inde i Stuen og hos hende nogle Piger. Da Karlene fortalte hende om Kong Olafs Færd, og at han meget snart kunde ventes, stander Aasta strax op, og befaler Karle og Piger at gjøre Alt istand paa det Bedste. Fire Piger lod hun tage frem hvad der hørte til Stuens Pynt, og sætte den i Stand med Tapeter og Bænke. To Karle bare Halm paa Gulvet, to satte frem fiirkantede Borde og hankede Kruse; to bare Mad frem paa Bordet, to sendte hun af Gaarde paa det Alt som behøvedes i største Hast kunde skaffes tilveie, og to bare ind Øllet; men alle de øvrige 97Karle og Piger ginge udi Gaarden. Sendemænd fore til Kong Sigurd, hvor han var, og overbragte ham hans Stadsklæder og hans Hest med forgyldt Sadel, hvis Bidsel var forgyldt og besat med kostbare Stene. Fire Mænd sendte hun til de fire Kanter af Bygden og indbød alle Stormænd til et Gjæstebud, det hun gjorde, som et Glædes-Øl, til sin Søns Modtagelse. Alle dem, som forud vare der, lod hun pynte sig med den bedste Stads de havde; men laante dem Klæder, som ingen havde.

Kong Sigurd Syr stod ude paa Agren, da Sendemændene kom til ham og bragte ham denne Tidende, saavelsom om Alt hvad Aasta hjemme paa Gaarden havde taget sig for. Han havde mange Folk hos sig; Somme skare Korn, Somme bandt det sammen, Somme agede det i Huus, og Somme læssede det af i Stak eller Lade; men Kongen og to Mænd med ham ginge stundom paa Agren, stundom der hvor Kornet læssedes i Lade. Hans Dragt fortælles at have været saalunde: Han havde en blaa Kjole og blaa Strømper, Sko som vare snørede om Læggene, en graa Kappe og en graa viid Hat, et Flor for Ansigtet, en Stav i Haanden med en forgyldt Sølvholk paa og en Sølvring omkring. Om Sigurds Væsen og Sindelag fortælles der, at han var en meget vindskibelig Mand, der passede omhyggelig sit Qvæg og Landbrug og raadede Selv sin Huusholdning. Ikke var han meget for Stads og var heller faatalende. Han var en af de allerforstandigste Mænd, som da var i Norge, og tillige overmaade rig paa løs Formue. Fredelig var han og ingenlunde gnisk. Hans Kone Aasta var gavmild og høimodig. Disse vare deres Børn: Guttorm var den ældste, saa Gunhild, dernæst Halfdan, Ingrid og Harald. Da sagde Sendemændene til Sigurd: »de Ord bød Aasta os at bringe dig, hvorlunde det laae hende meget paa Hjerte, at Du nu opførte dig paa 98Stormands Viis, og bad dig vise et Sindelag, der meer passede til Harald Haarfagers Æt end din Morfaders Rane Mionefs eller Nereid Jarl hiin Gamles, skjønt ogsaa de have været meget forstandige Mænd.“ Kongen svarer: „vigtig er den Tidende, som I bringe mig, og I bære den frem i stor Heftighed. Allerede tilforn har Aasta taget sig meget af de Mænd, som vare mindre skyldte til hende, og jeg seer nok, at hun end haver samme Sindelag. Dette tager hun sig af med megen Varme, naar hun kun kan lede sin Søn ud med samme Pragt, med hvilken hun nu leder ham ind. Skal dette saaledes gaae frem, da synes mig, at de som blande sig i denne Sag, hverken ændse Formue eller Liv. Thi denne Mand, Kong Olaf, gaaer en stor Overmagt imøde, og Dana- og Sveakongens Vrede ligger ved Foden af hans Beslutning, om han vover at drive den igjennem.“

Da Kongen dette havde sagt, satte han sig ned, lod tage af sig sit Skotøi, og tog Karduans Fodsokker paa, hvorpaa han bandt gyldne Sporer. Derpaa tog han af sig Kappen og Kjolen, iførte sig de fineste Klæder og en Skarlagens Overkappe, omgjordede sig med Sværd, sætter en forgyldt Hjelm paa Hovedet og stiger paa sin Hest. Sine Arbeidsfolk sendte han ud i Bygderne, og tog med sig 30 velklædte Mænd, med hvilke han rider hjem. Da de rede ind i Gaarden henimod Stuen, saae de paa den anden Side af Gaarden Olafs Mærke komme vaiende, og der var han Selv tilligemed 100 Mand, Alle vel udrustede. Der var og Folk opstillede overalt mellem Husene. Kong Sigurd hilsede strax venligen fra Hesten sin Stifsøn, Kong Olaf, og hans Mandskab og bad ham ind at drikke en Skaal med sig. Aasta derimod gik hen og kyste sin Søn, og tilbød ham at blive hos sig, hvor Land og hvor Folk og alt det Gode, hun kunde gjøre ham, stod til hans Tjeneste. Kong Olaf takkede 99hende venligen for hendes Tilbud. Derpaa tog hun ham i Haand og ledte ham ind i Stuen til Høisædet. Kong Sigurd fik Mænd til at tage deres Klæder i Forvaring og give deres Heste Korn; Selv gik han til sit Høisæde, og Gjæstebudet blev gjort med største Pragt.

(Snorre Sturleson.)

96

— — Kong Olaf Digre vender seg nå øster på langs landet og holdt vide omkring ting med bøndene. Mange gikk ham tilhaande; dog talte Nogle, som var Svend Jarls frender eller venner, derimot. Derfor seilte Kong Olaf i all hast øster til Viken, holder inn der med sin flåte, setter sine skip på land, og forføyer seg opp ad landet til, for å treffe sin stefar Kong Sigurd. Da han kom til Vestfold, modtoges han vennlig av Mange, som hadde vært hans Faders Bekjendte eller venner, likesom der og på Folden var en stor del av hans ætt. Om høsten foer han opp på landet til sin stefar Kong Sigurd og kom der en dag meget tidligen. Da nå Olaf kommer nær gården, løp noen tjenestekarer i forveien til gården og inn i stuen. Olafs mor Aasta satt inne i stuen og hos henne noen piker. Da Karlene fortalte henne om Kong Olafs Færd, og at han meget snart kunne ventes, stander Aasta straks opp, og befaler karer og piker å gjøre alt i stand på det Bedste. Fire piker lot hun ta frem hva der hørte til Stuens pynt, og sette den i stand med tapeter og Bænke. To karer bare halm på gulvet, to satte frem firkantede Borde og hankede Kruse; to bare mat frem på bordet, to sendte hun av Gaarde på det alt som behøvedes i største hast kunne skaffes til veie, og to bare inn ølet; men alle de øvrige 97karer og piker ginge uti gården. Sendemenn fore til Kong Sigurd, hvor han var, og overbrakte ham hans Stadsklæder og hans hest med forgylt sadel, hvis bissel var forgylt og besatt med kostbare Steiner. Fire menn sendte hun til de fire kanter av bygden og innbød alle stormenn til et gjestebud, det hun gjorde, som et Glædes-øl, til sin Søns mottakelse. Alle dem, som forut vare der, lot hun pynte seg med den beste Stads de hadde; men lånte dem klær, som ingen hadde.

Kong Sigurd Syr stod ute på Agren, da sendemennene kom til ham og brakte ham denne Tidende, saavelsom om alt hva Aasta hjemme på gården hadde tatt seg for. Han hadde mange folk hos seg; Somme skare korn, Somme bandt det sammen, Somme agede det i hus, og Somme læssede det av i Stak eller Lade; men Kongen og to menn med ham ginge stundom på Agren, stundom der hvor kornet læssedes i Lade. Hans Dragt fortelles å ha vært saalunde: Han hadde en blå kjole og blå strømper, sko som var snørede om leggene, en grå kappe og en grå vid hatt, et Flor for ansiktet, en stav i hånden med en forgylt Sølvholk på og en sølvring omkring. Om Sigurds Væsen og sinnelag fortelles der, at han var en meget vindskibelig mann, der passet omhyggelig sitt kveg og landbruk og rådde selv sin husholdning. Ikke var han meget for Stads og var heller faatalende. Han var en av de allerforstandigste menn, som da var i Norge, og tillike overmåte rik på løs formue. Fredelig var han og ingenlunde gnisk. Hans Kone Aasta var gavmild og høymodig. Disse var deres barn: Guttorm var den eldste, så Gunhild, dernest Halfdan, Ingrid og Harald. Da sa sendemennene til Sigurd: »de ord bød Aasta oss å bringe deg, hvorlunde det lå henne meget på hjerte, at Du nå oppførte deg på 98Stormands vis, og bad deg vise et sinnelag, der mer passet til Harald Haarfagers ætt enn din Morfaders Rane Mionefs eller Nereid Jarl hin Gamles, skjønt også de har vært meget forstandige menn.“ Kongen svarer: „viktig er den Tidende, som dere bringe meg, og dere bære den frem i stor heftighet. Allerede tilforn har Aasta tatt seg meget av de menn, som var mindre skyldte til henne, og jeg ser nok, at hun enn haver samme sinnelag. Dette tar hun seg av med mye varme, når hun kun kan lede sin sønn ut med samme prakt, med hvilken hun nå leder ham inn. Skal dette således gå frem, da synes meg, at de som blande seg i denne Sag, hverken ense formue eller Liv. Thi denne mann, Kong Olaf, går en stor overmakt imøte, og Dana- og Sveakongens vrede ligger ved foten av hans beslutning, om han vover å drive den igjennom.“

Da Kongen dette hadde sagt, satte han seg ned, lot ta av seg sitt skotøy, og tok Karduans fotsokker på, hvorpå han bandt gyldne sporer. Derpå tok han av seg kappen og kjolen, iførte seg de fineste klær og en Skarlagens Overkappe, omgjordede seg med sverd, setter en forgylt Hjelm på hodet og stiger på sin hest. Sine arbeidsfolk sendte han ut i bygdene, og tok med seg 30 velkledde menn, med hvilke han rider hjem. Da de rede inn i gården henimot stuen, så de på den annen side av gården Olafs Mærke komme vaiende, og der var han selv tillikemed 100 mann, alle vel udrustede. Der var og folk oppstilte overalt mellom husene. Kong Sigurd hilste straks vennlig fra hesten sin Stifsøn, Kong Olaf, og hans mannskap og bad ham inn å drikke en skål med seg. Aasta derimot gikk hen og kysset sin sønn, og tilbød ham å bli hos seg, hvor land og hvor folk og alt det gode, hun kunne gjøre ham, stod til hans tjeneste. Kong Olaf takket 99henne vennlig for hennes tilbud. Derpå tok hun ham i hånd og ledte ham inn i stuen til høysetet. Kong Sigurd fikk menn til å ta deres klær i forvaring og gi deres hester korn; Selv gikk han til sitt høysete, og gjestebudet ble gjort med største prakt.

(Snorre Sturleson.)