— — Kjartan Olafsson, en Sønnesøn af Høskuld og Dattersøn af Egil Skalagrimsson, kom samme Høst fra Island til Nidaros og han blev anseet for at være den veneste og haabefuldeste Mand blandt dem, som paa Island ere fødte. Der var da og Haldor, en Søn af Gudmund paa Mødrovold, og Kolbein, en Søn af Thord Freysgode, og en Brodersøn af Brenne-Flose, samt Sverting, en Søn af Goden Runolf. Alle disse vare Hedninger, og foruden dem var der mange Flere, Somme mægtige, Somme ringe og uformuende. Da kom og fra Island gjæve Mænd, som ved Thangbrands Hjælp vare blevne Christne, nemlig Gissur Hvide, en Søn af Teit Ketilbjørnsson; men hans Moder var Aløf, en Datter af Bodvar Herse, som var Vikinge-Kaares Søn. Bodvars Broder var Sigurd, Fader til Erik Bjodaskald, hvis Datter Astrid var Kong Olafs Moder. Hjalte Skjæggesson hedte en anden islandsk Mand, som var gift med Vilborg, 94Gissur Hvides Datter. Hjalte var og christen Mand, og Kong Olaf tog meget venligen mod Svogrene Gissur og Hjalte, som bleve hos ham. Men de islandske Mænd, som raadede for Skibene, og Hedninger vare, søgte at seile bort, saasnart Kongen var kommen til Byen; thi det blev dem sagt, at Kongen tvang Alle til at antage Christendommen; men Vinden blev dem stik imod, og de dreve tilbage under Nidarholm. De som raadede for Skibene hedte Thorarin Nefjulsson, Skalden Halfred Ottarson, Brand den Gavmilde, og Thorleik Brandsson. Det blev sagt Kongen, at der vare Islændere med nogle Skibe, som alle vare Hedninger, og vilde flye Møde med Kongen. Da sendte Kongen Bud til dem, og forbød dem at seile bort; han befalede dem at lægge ind til Byen, og de gjorde saa, dog uden at losse deres Skibe. De dreve nu deres Handel og holdt et Torv ved Kongens Brygge. Om Vaaren søgte de 3 Gange at komme bort; men det lykkedes dem aldrig og de bleve liggende ved Bryggen. Det traf sig nu en Godveirsdag, da Mange fore paa Svøm for at more sig, at der var en Mand iblandt dem, som langt udmærkede sig fremfor de Øvrige i alle Legemsøvelser. Kjartan opfordrede Halfred Vandraadeskald til at prøve sig i at svømme med denne Mand: men han undslog sig. ”Da vil jeg dog”, svarede Kjartan, ”gjøre et Forsøg”, kaster derpaa af sig Klæderne og springer i Vandet. Derpaa lægger han afsted mod Manden, griber om hans Fod og trykker ham under Vandet. De komme op igjen uden at tale et Ord, stikke anden Gang i Dybet, og ere meget længere under Vandet end forrige Gang. Atter komme de op uden at mæle et Ord; men fore strax igjen tredie Gang ned i Vandet, indtil Kjartan syntes det var Tid til at dukke op igjen, hvilket dog paa ingen Maade vilde lykkes ham, saa Forskjellen paa Kræfter noksom mærkedes. De vare under 95Vandet indtil Kjartan blev næsten afmægtig. Omsider kom de op og svømmede i Land. Hiin Nordmand spurgte, hvad Islænderens Navn var? Kjartan nævner sig. Hiin sagde: ”Du er en dygtig Svømmer; men er Du øvet i flere Legemsfærdigheder?” Kjartan svarede: at denne Færdighed ei var stort værd. Nordmanden sagde: ”hvi spørger Du mig ikke om Noget derimod? Kjartan svarr: ”jeg tænker det kan skille mig eet, hvo Du er, eller hvad Du heder.” ”Da vil jeg dog”, svarer han, ”sige Dig det: her er Olaf Tryggvesson.” Han spurgte Kjartan meget om Island, som han kun løseligen besvarede, og vilde i en Hast forføie sig bort; men Kongen sagde: ”her er en Kappe, som jeg vil give dig, Kjartan” og Kjartan tog med mange Taksigelser imod Kappen.

Da Michels-Messe kom, lod Kongen synge Høitids-Messe med stor Pragt. Islænderne gik hen og lyttede til den fagre Sang og Klokkelyd, og da de kom tilbage til deres Skibe, sagde hver Mand, hvorledes han syntes om christne Mænds Adfærd. Kjartan yttrede Behag deri; men de fleste Andre lastede den, og da gik det saa til som Ordsproget siger: ”mange ere Kongens Øren;” thi dette blev Kongen fortalt. Da sendte han strax samme Dag Bud efter Kjartan, at han skulde komme til ham. Kjartan gik til Kongen med nogle Mænd, og Kongen tog venligen imod ham. Kjartan var en meget stor og vakker Mand, og Ordene faldt ham godt i Munden. Efterat Kongen og Kjartan havde skiftet nogle faa Ord med hinanden, bød Kongen ham antage Christendommen. Kjartan svarer, at han ei vilde sige Nei dertil, dersom han saaledes kunde faae Kongens Venskab, og da Kongen lover ham sit fuldkomne Venskab, indgik de med hinanden derom en Forening. Anden Dag efter blev Kjartan døbt tilligemed hans Frænde Bolle Thorleiksson og alle deres Reisefæller. Kjartan og Bolle 96vare til Gjæst hos Kongen saa længe de vare i deres hvide Daabs-Klæder, og Kongen fattede megen Kjærlighed for dem; thi de ansaaes som gjæve Mænd, hvorsomhelst de kom frem.

(Snorre Sturleson.)

— — Kjartan Olafsson, en sønnesønn av Høskuld og dattersønn av Egil Skalagrimsson, kom samme høst fra Island til Nidaros og han ble anseet for å være den veneste og håpefulleste mann blant dem, som på Island er fødte. Der var da og Haldor, en sønn av Gudmund på Mødrovold, og Kolbein, en sønn av Thord Freysgode, og en brorsønn av Brenne-Flose, samt sverting, en sønn av goden Runolf. Alle disse var hedninger, og foruten dem var der mange Flere, Somme mektige, Somme ringe og uformuende. Da kom og fra Island gjeve menn, som ved Thangbrands hjelp var blitt kristne, nemlig Gissur Hvide, en sønn av Teit Ketilbjørnsson; men hans mor var Aløf, en datter av Bodvar herse, som var Vikinge-Kaares Søn. Bodvars bror var Sigurd, far til Erik Bjodaskald, hvis datter Astrid var Kong Olafs mor. Hjalte Skjæggesson hette en annen islandsk mann, som var gift med Vilborg, 94Gissur Hvides datter. Hjalte var og christen mann, og Kong Olaf tok meget vennlig mot Svogrene Gissur og Hjalte, som ble hos ham. Men de islandske menn, som rådde for skipene, og hedninger var, søkte å seile bort, så snart Kongen var kommet til byen; thi det ble dem sagt, at Kongen tvang alle til å anta kristendommen; men vinden ble dem stikk imot, og de drev tilbake under Nidarholm. De som rådde for skipene hette Thorarin Nefjulsson, skalden Halfred Ottarson, Brand den Gavmilde, og Thorleik Brandsson. Det ble sagt Kongen, at der var islendere med noen skip, som alle var hedninger, og ville flye møte med Kongen. Da sendte Kongen Bud til dem, og forbød dem å seile bort; han befalte dem å legge inn til byen, og de gjorde så, dog uten å losse deres skip. De drev nå deres handel og holdt et torv ved Kongens brygge. Om våren søkte de 3 ganger å komme bort; men det lyktes dem aldri og de ble liggende ved Bryggen. Det traff seg nå en Godveirsdag, da Mange fore på svøm for å more seg, at der var en mann iblant dem, som langt utmerket seg fremfor de Øvrige i alle Legemsøvelser. Kjartan oppfordret Halfred Vandraadeskald til å prøve seg i å svømme med denne mann: men han undslog seg. ”Da vil jeg dog”, svarede Kjartan, ”gjøre et forsøk”, kaster derpå av seg kledene og springer i vannet. Derpå legger han av sted mot mannen, griper om hans fot og trykker ham under vannet. De komme opp igjen uten å tale et ord, stikke annen gang i dypet, og er meget lenger under vannet enn forrige gang. Atter komme de opp uten å mæle et ord; men fore straks igjen tredje gang ned i vannet, inntil Kjartan syntes det var tid til å dukke opp igjen, hvilket dog på ingen måte ville lykkes ham, så forskjellen på krefter noksom mærkedes. De var under 95vannet inntil Kjartan ble nesten avmektig. Omsider kom de opp og svømte i land. Hin nordmann spurte, hva islenderens navn var? Kjartan nevner seg. Hin sa: ”Du er en dyktig svømmer; men er Du øvet i flere Legemsfærdigheder?” Kjartan svarte: at denne ferdighet ei var stort verd. Nordmannen sa: ”hvi spør Du meg ikke om Noget derimot? Kjartan svarr: ”jeg tenker det kan skille meg ett, hvo Du er, eller hva Du heter.” ”Da vil jeg dog”, svarer han, ”si deg det: her er Olaf Tryggvesson.” Han spurte Kjartan meget om Island, som han kun løseligen besvarede, og ville i en hast forføye seg bort; men Kongen sa: ”her er en kappe, som jeg vil gi deg, Kjartan” og Kjartan tok med mange Taksigelser imot kappen.

Da Michels-messe kom, lot Kongen synge høytids-messe med stor prakt. Islenderne gikk hen og lyttet til den fagre sang og Klokkelyd, og da de kom tilbake til deres skip, sa hver mann, hvorledes han syntes om kristne menns atferd. Kjartan ytret behag deri; men de fleste andre lastede den, og da gikk det så til som ordspråket sier: ”mange er Kongens Øren;” thi dette ble Kongen fortalt. Da sendte han straks samme dag Bud etter Kjartan, at han skulle komme til ham. Kjartan gikk til Kongen med noen menn, og Kongen tok vennlig imot ham. Kjartan var en meget stor og vakker mann, og ordene falt ham godt i munnen. Etter at Kongen og Kjartan hadde skiftet noen få ord med hinannen, bød Kongen ham anta kristendommen. Kjartan svarer, at han ei ville si Nei dertil, dersom han således kunne få Kongens vennskap, og da Kongen lover ham sitt fullkomne vennskap, inngikk de med hinannen derom en forening. Annen dag etter ble Kjartan døpt tillikemed hans frende Bolle Thorleiksson og alle deres reisefeller. Kjartan og bolle 96vare til gjest hos Kongen så lenge de var i deres hvite dåps-klær, og Kongen fattet mye kjærlighet for dem; thi de ansaaes som gjeve menn, hvorsomhelst de kom frem.

(Snorre Sturleson.)