Læreplanatlas
Første DeelI. Sagaen.

3. Islænderen Kjartan Olafssons Omvendelse.

Af J. Aalls Snorre

93

— — Kjartan Olafsson, en Sønnesøn af Høskuld og Dattersøn af Egil Skalagrimsson, kom samme Høst fra Island til Nidaros og han blev anseet for at være den veneste og haabefuldeste Mand blandt dem, som paa Island ere fødte. Der var da og Haldor, en Søn af Gudmund paa Mødrovold, og Kolbein, en Søn af Thord Freysgode, og en Brodersøn af Brenne-Flose, samt Sverting, en Søn af Goden Runolf. Alle disse vare Hedninger, og foruden dem var der mange Flere, Somme mægtige, Somme ringe og uformuende. Da kom og fra Island gjæve Mænd, som ved Thangbrands Hjælp vare blevne Christne, nemlig Gissur Hvide, en Søn af Teit Ketilbjørnsson; men hans Moder var Aløf, en Datter af Bodvar Herse, som var Vikinge-Kaares Søn. Bodvars Broder var Sigurd, Fader til Erik Bjodaskald, hvis Datter Astrid var Kong Olafs Moder. Hjalte Skjæggesson hedte en anden islandsk Mand, som var gift med Vilborg, 94Gissur Hvides Datter. Hjalte var og christen Mand, og Kong Olaf tog meget venligen mod Svogrene Gissur og Hjalte, som bleve hos ham. Men de islandske Mænd, som raadede for Skibene, og Hedninger vare, søgte at seile bort, saasnart Kongen var kommen til Byen; thi det blev dem sagt, at Kongen tvang Alle til at antage Christendommen; men Vinden blev dem stik imod, og de dreve tilbage under Nidarholm. De som raadede for Skibene hedte Thorarin Nefjulsson, Skalden Halfred Ottarson, Brand den Gavmilde, og Thorleik Brandsson. Det blev sagt Kongen, at der vare Islændere med nogle Skibe, som alle vare Hedninger, og vilde flye Møde med Kongen. Da sendte Kongen Bud til dem, og forbød dem at seile bort; han befalede dem at lægge ind til Byen, og de gjorde saa, dog uden at losse deres Skibe. De dreve nu deres Handel og holdt et Torv ved Kongens Brygge. Om Vaaren søgte de 3 Gange at komme bort; men det lykkedes dem aldrig og de bleve liggende ved Bryggen. Det traf sig nu en Godveirsdag, da Mange fore paa Svøm for at more sig, at der var en Mand iblandt dem, som langt udmærkede sig fremfor de Øvrige i alle Legemsøvelser. Kjartan opfordrede Halfred Vandraadeskald til at prøve sig i at svømme med denne Mand: men han undslog sig. ”Da vil jeg dog”, svarede Kjartan, ”gjøre et Forsøg”, kaster derpaa af sig Klæderne og springer i Vandet. Derpaa lægger han afsted mod Manden, griber om hans Fod og trykker ham under Vandet. De komme op igjen uden at tale et Ord, stikke anden Gang i Dybet, og ere meget længere under Vandet end forrige Gang. Atter komme de op uden at mæle et Ord; men fore strax igjen tredie Gang ned i Vandet, indtil Kjartan syntes det var Tid til at dukke op igjen, hvilket dog paa ingen Maade vilde lykkes ham, saa Forskjellen paa Kræfter noksom mærkedes. De vare under 95Vandet indtil Kjartan blev næsten afmægtig. Omsider kom de op og svømmede i Land. Hiin Nordmand spurgte, hvad Islænderens Navn var? Kjartan nævner sig. Hiin sagde: ”Du er en dygtig Svømmer; men er Du øvet i flere Legemsfærdigheder?” Kjartan svarede: at denne Færdighed ei var stort værd. Nordmanden sagde: ”hvi spørger Du mig ikke om Noget derimod? Kjartan svarr: ”jeg tænker det kan skille mig eet, hvo Du er, eller hvad Du heder.” ”Da vil jeg dog”, svarer han, ”sige Dig det: her er Olaf Tryggvesson.” Han spurgte Kjartan meget om Island, som han kun løseligen besvarede, og vilde i en Hast forføie sig bort; men Kongen sagde: ”her er en Kappe, som jeg vil give dig, Kjartan” og Kjartan tog med mange Taksigelser imod Kappen.

Da Michels-Messe kom, lod Kongen synge Høitids-Messe med stor Pragt. Islænderne gik hen og lyttede til den fagre Sang og Klokkelyd, og da de kom tilbage til deres Skibe, sagde hver Mand, hvorledes han syntes om christne Mænds Adfærd. Kjartan yttrede Behag deri; men de fleste Andre lastede den, og da gik det saa til som Ordsproget siger: ”mange ere Kongens Øren;” thi dette blev Kongen fortalt. Da sendte han strax samme Dag Bud efter Kjartan, at han skulde komme til ham. Kjartan gik til Kongen med nogle Mænd, og Kongen tog venligen imod ham. Kjartan var en meget stor og vakker Mand, og Ordene faldt ham godt i Munden. Efterat Kongen og Kjartan havde skiftet nogle faa Ord med hinanden, bød Kongen ham antage Christendommen. Kjartan svarer, at han ei vilde sige Nei dertil, dersom han saaledes kunde faae Kongens Venskab, og da Kongen lover ham sit fuldkomne Venskab, indgik de med hinanden derom en Forening. Anden Dag efter blev Kjartan døbt tilligemed hans Frænde Bolle Thorleiksson og alle deres Reisefæller. Kjartan og Bolle 96vare til Gjæst hos Kongen saa længe de vare i deres hvide Daabs-Klæder, og Kongen fattede megen Kjærlighed for dem; thi de ansaaes som gjæve Mænd, hvorsomhelst de kom frem.

(Snorre Sturleson.)