Paa den Tid havde en Konge ved Navn Adalsteen, som blev kaldet den seiersæle og trofaste, nyligen taget ved Kongedømmet i England. Han sendte Mænd til Norge til Harald Konge med det Ærinde, at Sendemanden gik for Kongen og overgav ham et Sværd med forgyldt Hjalte og Greb, ligesom den hele Skede var prydet med Guld og Sølv og besat med kostbare Ædelstene. Sendemanden vendte Sværdshjaltet 92mod Kongen og sagde: ”Her er et Sværd, som Kong Adalsteen sender Dig med Bøn, at Du vil tage derimod.” Kongen greb om Fæstet, og strax sagde Sendemanden: ”Nu tog Du ved Sværdet, som vor Konge vilde, og nu skal Du være hans Undermand, eftersom Du modtog hans Sværd.” Kong Harald skillede nu, at dette var gjort ham til Spot; men vilde Ingens Undermand være. Dog mindedes han, hvad der var hans Vane, at hver Gang Sinde og Vrede løb paa ham, fattede han sig først, lod saa Vreden løbe af sig og undersøgte Sagen uvred. Nu gjorde han ligesaa, og bærer dette for sine Venner, som alle samtligen gave ham det Raad for det Første at lade Sendemanden fare hjem uskadt.

Sommeren efter sendte Harald Konge et Skib vester til England til Kong Adalsteen, og sætter Hauk Haabrok til Styrmand derpaa. Han var en stor Kjæmpe, og Kongen meget kjær. I hans Hænder overgav han sin Søn Hakon. Hauk foer derpaa vester til England, og fandt Kongen i London, hvor der just da var et prægtigt Gilde og Gjæstebud. Da de kom til Hallen, sagde Hauk sine Mænd, hvorledes de ved Indgangen skulde bære sig ad, nemlig at han, som først gik ind, skulde sidst gange ud, og Alle stande i en Rad ved Bordet, lige langt fra hverandre, og Enhver af dem skulde have sit Sværd ved venstre Side; men fæste Kappen saaledes sammen, at Sværdet ei kunde sees. Derpaa ginge de ind i Hallen 30 i Tallet. Hauk gik for Kongen og hilsede ham, og Kongen bad ham være velkommen. Derpaa tog Hauk Drengen Hakon, og satte ham paa Kong Adalsteens Knæ. Kongen seer paa Gutten, og spørger Hauk, hvi han bærer sig saaledes ad? Hauk siger: ”Harald Konge bad Dig opfostre hans Trælpiges Barn.” Kongen blev meget vred, greb til et Sværd, som laa hos ham, og trak det ud, som om han vilde dræbe Drengen. Hauk sagde: ”Knæsat haver Du ham nu, og Du kan myrde 93ham om Du vil; men dermed monne Du ei gjøre Ende paa alle Kong Haralds Sønner.” Derpaa gik Hauk ud med alle sine Mænd, og tog Veien lige til deres Skibe, stak til Søes, da de vare seilfærdige, og kom tilbage til Norge til Kong Harald. Kongen syntes meget vel herom; thi det er Folks almindelige Tale, at den er mindre anseet Mand, som opfostrer anden Mands Barn. Af slige indbyrdes Forhandlinger mellem Kongerne fandtes det, at Enhver af dem vilde være større end den anden; dog skede derved intet Skaar i deres Værdighed, ligesom Enhver af dem blev Overkonge i sit Rige til sin Dødsdag.

(Snorre Sturleson.)

På den tid hadde en Konge ved navn Adalsteen, som ble kalt den seiersæle og trofaste, nylig tatt ved kongedømmet i England. Han sendte menn til Norge til Harald Konge med det ærend, at sendemannen gikk for Kongen og overgav ham et sverd med forgylt Hjalte og grep, likesom den hele Skede var prydet med gull og sølv og besatt med kostbare edelstener. Sendemannen vendte sverdshjaltet 92mot Kongen og sa: ”Her er et sverd, som Kong Adalsteen sender deg med Bøn, at Du vil ta derimot.” Kongen grep om festet, og straks sa sendemannen: ”Nå tok Du ved sverdet, som vår Konge ville, og nå skal Du være hans Undermand, ettersom Du mottok hans sverd.” Kong Harald skillede nå, at dette var gjort ham til Spot; men ville Ingens Undermand være. Dog mintes han, hva der var hans vane, at hver gang sinne og vrede løp på ham, fattet han seg først, lot så vreden løpe av seg og undersøkte Sagen uvred. Nå gjorde han likeså, og bærer dette for sine venner, som alle samtligen gave ham det råd for det Første å la sendemannen fare hjem uskadt.

Sommeren etter sendte Harald Konge et skip vester til England til Kong Adalsteen, og setter Hauk Haabrok til styrmann derpå. Han var en stor kjempe, og Kongen meget kjær. I hans hender overgav han sin sønn Hakon. Hauk foer derpå vester til England, og fant Kongen i London, hvor der just da var et prektig gilde og gjestebud. Da de kom til hallen, sa Hauk sine menn, hvorledes de ved inngangen skulle bære seg ad, nemlig at han, som først gikk inn, skulle sist gange ut, og alle stande i en rad ved bordet, like langt fra hverandre, og Enhver av dem skulle ha sitt sverd ved venstre side; men feste kappen således sammen, at sverdet ei kunne sees. Derpå ginge de inn i hallen 30 i tallet. Hauk gikk for Kongen og hilste ham, og Kongen bad ham være velkommen. Derpå tok Hauk drengen Hakon, og satte ham på Kong Adalsteens Knæ. Kongen ser på gutten, og spør Hauk, hvi han bærer seg således ad? Hauk sier: ”Harald Konge bad deg oppfostre hans Trælpiges barn.” Kongen ble meget vred, grep til et sverd, som lå hos ham, og trakk det ut, som om han ville drepe drengen. Hauk sa: ”Knesatt haver Du ham nå, og Du kan myrde 93ham om Du vil; men dermed monne Du ei gjøre ende på alle Kong Haralds sønner.” Derpå gikk Hauk ut med alle sine menn, og tok veien like til deres skip, stak til Søes, da de var seilfærdige, og kom tilbake til Norge til Kong Harald. Kongen syntes meget vel herom; thi det er Folks alminnelige Tale, at den er mindre anseet mann, som oppfostrer annen Mands barn. Av slike innbyrdes forhandlinger mellom kongene fantes det, at Enhver av dem ville være større enn den annen; dog skjedde derved intet Skaar i deres verdighet, likesom Enhver av dem ble Overkonge i sitt rike til sin dødsdag.

(Snorre Sturleson.)