Saa er sagt, at Jordens Kreds, som Menneskeslægten beboer, er gjennemskaaren af mange Bugter, saa at store Have gaae ind i Landene fra Verdenshavet. Saaledes er det bekjendt, at der gaaer et stort Hav fra Njorvasund og alt ud til Jorsalaland. Fra samme Hav gaaer en lang Havbugt mod Nordost, som heder det sorte Hav, og skiller Jordens tvende Parter, hvoraf den østlige Deel heder Asia; men den vestlige kalde Nogle Europa, Nogle Enea. Nordenfor det sorte Hav ligger Svithjod hiint store eller hiint kolde. Det store Svithjod kalde Somme ikke mindre end Serkland det store; Andre ligne det med det store Blaaland. Den nordre Deel af Svithjod ligger ubygget af Frost og Kulde, ligesom den søndre Deel af Blaaland er øde af Solbrand. I Svithjód ere mange store Herreder, der ere og mangeslags forunderlige Folkeslag, og mange Tungemaal. Der er Kjæmper, der er Dværge, og der er ogsaa Blaamænd. Der er Dyr og forfærdeligen store Drager. Norden for de Fjelde, som ligge uden for alle bebyggede Lande, falder en Aa gjennem Svithjod, som med sit rette Navn heder Tanais. Fordum kaldtes den Tanagvisl eller Vanagvisl, og kommer ud til Søen ved det sorte Hav. Landet ved Vanagvislerne blev kaldet Vanaland eller Vanaheim, og Floden selv adskiller de tre Verdensdele, hvoraf den østlige heder Asia, den vestlige Europa.

91Landet østen for Tanagvisl i Asien blev kaldet Asaland eller Asaheim; men Hovedborgen, som var i Landet, kaldtes Asgaard. I denne Borg var en Høvding ved Navn Odin, og der var et stort Offersted. Det var Skik der, at 12 Tempelgoder vare de ypperste Goder, som baade skulde raade for Offringerne og dømme Mand imellem. Disse kaldtes Diar eller Drotner, og dem skulde alt Folket vise Tjeneste og Lydighed. Odin var en stor og meget vidfaren Krigsmand, som underlagde sig mange Riger, og saa seiersæl var han, at han i hvert Slag havde Helden paa sin Side. Deraf kom den Tro hos hans Folk, at Seieren tilhørte ham i hvert Slag. Det var hans Vane, naar han sendte sine Mænd i Slag eller andre Sendefærd, at han først lagde Hænderne paa deres Hoveder, og lyste Velsignelse over dem; da troede de paa en lykkelig Færd. Saa pleiede og hans Mænd, hvorsomhelst de vare stedte i Nød, til Søes eller Lands, at paakalde hans Navn, og syntes jævnligen deraf at faae Ro og Lise; thi hvor han var, tykkedes dem Trøsten nær. Ofte foer han saa langt bort, at han dvælede paa Reisen i mange Aar.

(Snorre Sturlesons “Norske Kongers Sagaer. Oversatte af Jacob Aall.“ Chrnia 1838—39.)

Så er sagt, at Jordens krets, som menneskeslekten beboer, er gjennomskåren av mange bukter, så at store Have gå inn i landene fra verdenshavet. Således er det bekjent, at der går et stort hav fra Njorvasund og alt ut til Jorsalaland. Fra samme hav går en lang havbukt mot nordost, som heter det sorte hav, og skiller Jordens tvende parter, hvorav den østlige del heter Asia; men den vestlige kalle Nogle Europa, Nogle Enea. Nordenfor det sorte hav ligger Svithjod hint store eller hint kalde. Det store Svithjod kalle Somme ikke mindre enn Serkland det store; Andre ligne det med det store Blaaland. Den nordre del av Svithjod ligger ubygget av Frost og kulde, likesom den søndre del av Blaaland er øde av Solbrand. I Svithjód er mange store Herreder, der er og mangeslags forunderlige folkeslag, og mange tungemål. Der er kjemper, der er dverger, og der er også Blaamænd. Der er dyr og forferdelig store Drager. Norden for de fjell, som ligge uten for alle bebyggede land, faller en å gjennom Svithjod, som med sitt rette navn heter Tanais. Fordum kaltes den Tanagvisl eller Vanagvisl, og kommer ut til sjøen ved det sorte hav. Landet ved Vanagvislerne ble kalt Vanaland eller Vanaheim, og Floden selv adskiller de tre verdensdeler, hvorav den østlige heter Asia, den vestlige Europa.

91Landet østen for Tanagvisl i Asien ble kalt Asaland eller Asaheim; men Hovedborgen, som var i landet, kaltes Asgaard. I denne Borg var en høvding ved navn Odin, og der var et stort offersted. Det var skikk der, at 12 Tempelgoder var de ypperste goder, som både skulle råde for Offringerne og dømme mann imellom. Disse kaltes Diar eller Drotner, og dem skulle alt folket vise tjeneste og Lydighed. Odin var en stor og meget vidfaren krigsmann, som underla seg mange riker, og så seiersæl var han, at han i hvert slag hadde Helden på sin side. Derav kom den tro hos hans folk, at seieren tilhørte ham i hvert slag. Det var hans vane, når han sendte sine menn i slag eller andre sendeferd, at han først la hendene på deres hoder, og lyste velsignelse over dem; da trodde de på en lykkelig ferd. Så pleide og hans menn, hvorsomhelst de var stedte i nød, til Søes eller Lands, å påkalle hans navn, og syntes jevnlig derav å få ro og Lise; thi hvor han var, tykkedes dem trøsten nær. Ofte foer han så langt bort, at han dvelte på reisen i mange år.

(Snorre Sturlesons “Norske Kongers sagaer. Oversatte av Jacob Aall.“ Chrnia 1838—39.)