Læreplanatlas
Første DeelI. Sagaen.

1. Heimskringla (Jordens Kreds). Asaheim og Odin.

Af J. Aalls Snorre

90

Saa er sagt, at Jordens Kreds, som Menneskeslægten beboer, er gjennemskaaren af mange Bugter, saa at store Have gaae ind i Landene fra Verdenshavet. Saaledes er det bekjendt, at der gaaer et stort Hav fra Njorvasund og alt ud til Jorsalaland. Fra samme Hav gaaer en lang Havbugt mod Nordost, som heder det sorte Hav, og skiller Jordens tvende Parter, hvoraf den østlige Deel heder Asia; men den vestlige kalde Nogle Europa, Nogle Enea. Nordenfor det sorte Hav ligger Svithjod hiint store eller hiint kolde. Det store Svithjod kalde Somme ikke mindre end Serkland det store; Andre ligne det med det store Blaaland. Den nordre Deel af Svithjod ligger ubygget af Frost og Kulde, ligesom den søndre Deel af Blaaland er øde af Solbrand. I Svithjód ere mange store Herreder, der ere og mangeslags forunderlige Folkeslag, og mange Tungemaal. Der er Kjæmper, der er Dværge, og der er ogsaa Blaamænd. Der er Dyr og forfærdeligen store Drager. Norden for de Fjelde, som ligge uden for alle bebyggede Lande, falder en Aa gjennem Svithjod, som med sit rette Navn heder Tanais. Fordum kaldtes den Tanagvisl eller Vanagvisl, og kommer ud til Søen ved det sorte Hav. Landet ved Vanagvislerne blev kaldet Vanaland eller Vanaheim, og Floden selv adskiller de tre Verdensdele, hvoraf den østlige heder Asia, den vestlige Europa.

91Landet østen for Tanagvisl i Asien blev kaldet Asaland eller Asaheim; men Hovedborgen, som var i Landet, kaldtes Asgaard. I denne Borg var en Høvding ved Navn Odin, og der var et stort Offersted. Det var Skik der, at 12 Tempelgoder vare de ypperste Goder, som baade skulde raade for Offringerne og dømme Mand imellem. Disse kaldtes Diar eller Drotner, og dem skulde alt Folket vise Tjeneste og Lydighed. Odin var en stor og meget vidfaren Krigsmand, som underlagde sig mange Riger, og saa seiersæl var han, at han i hvert Slag havde Helden paa sin Side. Deraf kom den Tro hos hans Folk, at Seieren tilhørte ham i hvert Slag. Det var hans Vane, naar han sendte sine Mænd i Slag eller andre Sendefærd, at han først lagde Hænderne paa deres Hoveder, og lyste Velsignelse over dem; da troede de paa en lykkelig Færd. Saa pleiede og hans Mænd, hvorsomhelst de vare stedte i Nød, til Søes eller Lands, at paakalde hans Navn, og syntes jævnligen deraf at faae Ro og Lise; thi hvor han var, tykkedes dem Trøsten nær. Ofte foer han saa langt bort, at han dvælede paa Reisen i mange Aar.

(Snorre Sturlesons “Norske Kongers Sagaer. Oversatte af Jacob Aall.“ Chrnia 1838—39.)