Ved en Saga forstaae vi en Fortælling om Begivenheder og Personer fra Nordens Oldtid, affattede i det dengang for Nordens trende Riger fælles Sprog, ”Norræna-Tunge.“ De fleste ere skrevne af Islændere, og da disse vare af norsk Blod og oftest norske Undersaatter, og da de Begivenheder, de fremstille, især ere indflettede i den norske Historie, tilhøre de vor Literatur, som i dem og i Snorre Sturlesøns ”Heimskringla“ eller Ynglingaættens og de norske Kongers Sagaer indtil Kong Sverrer samt i deres Fortsættelser besidder sin kostbareste nationale Skat. Af dette Værk tæller vor egen Literatur to Oversættelser, nemlig Peder Claussøns fra Slutningen af det 16de Aarhundrede og Jacob Aalls fra de sidste Aar, og i begge gjengives vort Oldsprogs Aand og Bygning med saadan Troskab, at de, foruden i historisk, ogsaa i sproglig Henseende ere af stor Vigtighed og Interesse. Snorre Sturleson og de bedste af de Sagaer, som fremstille enkelte anseete Familiers og Mænds Historie, vare ikke alene i sig selv Mønstre paa en historisk Stiil; men Oversættelserne, og navnlig den Aallske af Snorre, ere det ogsaa paa en national. Vi føle, at de samme Vendinger og Ord vilde være os naturlige og gjængse, om Normændene stedse vare forblevne sig selv, og de ere os ikke mere fremmede, end at vore Bønder endnu i mange Egne bruge de samme. En historisk Fortælling skreven i Hardangers eller Sogns eller Thrøndelagens, ja man kan sige i det hele Lands Almuesprog, vilde i Stiil og Periodebygning gjengive de gamle Sagaer. Disses Læsning, om end kun i Oversættelse, vil, under Tilværet af et saadant Forvandtskab imellem Folkets store Mængdes Talesprog og Oldsproget, og formedelst det for ethvert norskt Øre Tiltalende i deres Stiil, saaledes neppe være uden Indflydelse paa den Retning tilbage til os selv som Sprogets Udvikling vil tage.

Ved en saga forstår vi en fortelling om begivenheter og personer fra Nordens oldtid, affattede i det dengang for Nordens trende riker felles språk, ”Norræna-tunge.“ De fleste er skrevne av islendere, og da disse var av norsk blod og oftest norske undersåtter, og da de begivenheter, de fremstille, især er innflettede i den norske historie, tilhøre de vår litteratur, som i dem og i Snorre Sturlesøns ”Heimskringla“ eller Ynglingaættens og de norske Kongers sagaer inntil Kong Sverrer samt i deres fortsettelser besitter sin kostbareste nasjonale skatt. Av dette verk teller vår egen litteratur to oversettelser, nemlig Peder Claussøns fra Slutningen av det 16de århundre og Jacob Aalls fra de siste år, og i begge gjengives vårt Oldsprogs ånd og bygning med sådan troskap, at de, foruten i historisk, også i språklig Henseende er av stor viktighet og interesse. Snorre Sturleson og de beste av de sagaer, som fremstille enkelte anseete Familiers og menns historie, vare ikke alene i seg selv mønstre på en historisk stil; men oversettelsene, og navnlig den Aallske av Snorre, er det også på en national. Vi føler, at de samme vendinger og ord ville være oss naturlige og gjengse, om Normændene stedse var forblevne seg selv, og de er oss ikke mer fremmede, enn at våre bønder ennå i mange Egne bruke de samme. En historisk fortelling skrevet i Hardangers eller Sogns eller Thrøndelagens, ja man kan si i det hele Lands Almuesprog, ville i stil og Periodebygning gjengive de gamle sagaer. Disses lesning, om enn kun i oversettelse, vil, under tilværet av et sådant Forvandtskab imellom Folkets store Mængdes talespråk og Oldsproget, og formedelst det for ethvert norsk øre Tiltalende i deres stil, således neppe være uten innflytelse på den retning tilbake til oss selv som Sprogets utvikling vil ta.