Efter sit Væsen tilhører Historien de blotte og strenge Videnskaber, og kun visse Egenskaber ved Stilen afgjøre, om et historisk Værk i denne Henseende kan henregnes til de skjønne Videnskaber. I den græske Mythologi udtrykker Klios Rang imellem Muserne, og at hun oftest nævnes sammen med Digtekunstens Kalliope, dette Forvandtskab, og i den nordiske Mythologi er Bragi med Harpen og den høie skaldede Pande Historiens og Digtekunstens fælles Repræsentant. Dersom det ikke var psychologisk rigtigere at antage, at Poesiens første Aabenbaren har været lyrisk, d. e. Udtryk gjennem Indbildningskraften af subjektive Følelser og Anskuelser af Tingene, skulde maaskee Historien kunne gjøre Fordring paa at kaldes Digtekunstens Moder, eller begge dog have samme Oprindelse og være tvillingbaarne af Menneskeaandens Behov i den graa Old til dog at opbevare i Erindringen de Begivenheder, som imidlertid havde sammenhobet sig. Vist er det, at baade hos Grækere og Nordboer ere de ældste skriftlige historiske Mindesmærker digteriske i deres Form. Men det er ogsaa kun som saadanne, at Historien, siden den selvstændigen fremtraadte, vedkjender sig og bruger dem. Vor Snorre har ganske vist indseet og følt den behagelige Livlighed, hans Anførelser af de gamle Kvad midt inde i Texten begavede denne med; men han har brugt dem som Beviser, som Kildesteder, ikke for den poetiske Prydelses Skyld. Da Troværdighed er den første og fornemste Fordring til Historien, bliver Troværdighedens Udtryk den første og fornemste til dens Stiil. Til Poesien, til den poetiske Tanke er vel Kravet paa indre moralsk Sandhed ligesaa ufravigeligt; men i Udtrykket har den store Friheder. Hvor Sproget i sine sædvanlige Udtryk ikke gaaer Tanken nær nok, tør den gribe til Naturens store Farvebæger og søge at meddele sig endnu klarere og umiddelbart indtrængende ved Billeder. Det er Skjelnet paa ægte og falsk 87Poesi eller blot Fantasispil, om Tanken virkelig bliver klarere ved Billedet eller ikke.

Historiens Opgave er reentud den prosaiske, at skaffe sine Ord Tiltro, som om det var Begivenhederne selv, der havde afpræget sig i dens Tavler. Det er sandselige Mennesker, den henvender sig til, og derfor er den Maade, den udtrykker sig paa, af Vigtighed. Troværdighedens og vigtige Begivenheders Udtryk er Simpelhed og Værdighed i Stilen. Disse saa simple Egenskaber kunne være tilstede i en saa fuldendt plastisk Skjønhed, at den rene Histories Plads imellem de skjønne Videnskaber, netop idet den viser sin Eiendommelighed og Forskjel fra Novellen og enhver anden fortællende Stiil, bliver ligesaa vis som Billedhuggeriets imellem de skjønne Kunster. De findes forenede hos Snorre, som dermed forener en fjerde Egenskab, der bør findes ved Maaden at behandle Historien paa, nemlig den behændigste Sammenknytning af de forskjellige, men i Forbindelse staaende, Begivenheder, den behændigste Behandling af Episoden. Ovennævnte Hovedegenskaber ved den historiske Stiil og dette Talent, at lade Traadene glide Læserne i Haanden igjen, umærkeligt, men netop paa rette Sted, ere tilstrækkelige til at sikkre en historisk Skribent en høi Rang i en Literatur. Simpelheden, selv i sin prunkløseste Nøgenhed, adskiller sig fra den annalistiske Tørhed netop i Hovedbestanddelen af sit Væsen, der er ikke at sammenhobe, men at lade Begivenhederne udgaae af hverandre. Det er i denne Mening, at Historien siges at være Menneskehedens Læremester.

Den rene historiske Stiil lader altsaa Begivenhederne tale, uden at gjennemflette Beretningerne derom med saa kaldte Ræsonnements? Ja, det er en egen Art af historisk Stiil, hvori dette er Tilfælde. Det er Historieskriveren selv, som gjør sig gjældende ved Siden af Historien. Han taler til sin egen Generation; han udruster sig med den forensiske Veltalenheds Vaaben, eller han danner sig Mellemrum imellem de Begivenheder, han fortæller, hvori han tager sig en selvbehagelig Hvile til filosofiske Betragtninger. Men ogsaa for denne fortjenstfulde Green af den historiske Stiil bliver Kravet paa Simpelhed og Værdighed gjældende, om den ikke skal synke ned imellem de politiske Opinionsskrifters Masse. Skjønvidenskabeligheden vilde imidlertid svare ilde til sit Navn, dersom den nogensinde optrak sine Afsondringer efter skarpe rette Linier. Historien skal i sin Simpelhed ikke være nogen Steppe eller noget ensformigt Hav. Den skal ikke blot gjøre sig troværdig, men levendegjøre Begivenheder, 88Personer og Situationer. Dens rolige Flod har i “Skildringen”, navnlig af ydre Omstændigheder ved Begivenhederne, blomstrende Øer i sit Skjød. De menneskelige Lidenskabers Vildhed i Slaget fremstiller sig f. Ex. klarere efter Skildringen af den fredsommelige dugsprængte Morgen, hvis Rolighed snart skal afbrydes, hvis klare Blaa snart skal fordunkles. Slaget er forbi; Solen staaer der atter klar og høit paa Himmelen — et Billede paa den evige, over Menneskenes Liden og Stræben ophøiede Viisdom. Snorre glemmer saaledes ikke at skildre Solformørkelsen paa Slagdagen ved Stiklestad. Han vil, at Læseren ogsaa skal føle noget af de Kjæmpendes Rædsel derfor. I denne Udmaling af enkelte mærkelige Omstændigheder, som forøvrigt maae være historisk sande, er da et vist Brug af Poesien tilladt i den historiske Stiil. Sandsen for dennes eiendommelige Hovedegenskaber, Simpelhed og Værdighed, ikke smaalige æsthetiske Regler, maa afgjøre hvormeget. I Skildringer fra den moralske Verden, saasom i “Charakteristiker” og “Charaktertræk”, der yde den historiske Stiil megen Livlighed, samt i “Levnetsbeskrivelser” maa Historien derimod bruge Gravstikkens Simpelhed, ikke Penselens Farverigdom.

Etter sitt vesen tilhører historien de blotte og strenge vitenskaper, og kun visse egenskaper ved stilen avgjøre, om et historisk verk i denne Henseende kan henregnes til de skjønne vitenskaper. I den greske mytologi uttrykker Klios rang imellom musene, og at hun oftest nevnes sammen med Digtekunstens Kalliope, dette Forvandtskab, og i den nordiske mytologi er Bragi med harpen og den høye skallede panne Historiens og Digtekunstens felles representant. Dersom det ikke var psykologisk riktigere å anta, at Poesiens første åpenbaren har vært lyrisk, d. e. Uttrykk gjennom innbilningskraften av subjektive følelser og anskuelser av tingene, skulle maaskee historien kunne gjøre fordring på å kalles Digtekunstens mor, eller begge dog have samme opprinnelse og være tvillingbaarne av Menneskeaandens behov i den grå Old til dog å oppbevare i erindringen de begivenheter, som imidlertid hadde sammenhopet seg. Vist er det, at både hos grekere og nordboer er de eldste skriftlige historiske minnesmerker dikteriske i deres form. Men det er også kun som sådanne, at historien, siden den selvstendig fremtrådte, vedkjenner seg og bruker dem. Vår Snorre har ganske vist innsett og følt den behagelige livlighet, hans Anførelser av de gamle Kvad midt inne i teksten begavede denne med; men han har brukt dem som Beviser, som Kildesteder, ikke for den poetiske Prydelses skyld. Da troverdighet er den første og fornemste fordring til historien, blir troverdighetens uttrykk den første og fornemste til dens stil. Til poesien, til den poetiske tanke er vel kravet på indre moralsk sannhet likeså ufravikelig; men i uttrykket har den store friheter. Hvor språket i sine sedvanlige uttrykk ikke går tanken nær nok, tør den gripe til Naturens store fargebeger og søke å meddele seg enda klarere og umiddelbart inntrengende ved Billeder. Det er Skjelnet på ekte og falsk 87poesi eller blot fantasispill, om tanken virkelig blir klarere ved Billedet eller ikke.

Historiens oppgave er rent ut den prosaiske, å skaffe sine ord tiltro, som om det var begivenhetene selv, der hadde afpræget seg i dens tavler. Det er sanselige mennesker, den henvender seg til, og derfor er den måte, den uttrykker seg på, av viktighet. Troverdighetens og viktige begivenheters uttrykk er simpelhet og verdighet i stilen. Disse så simple egenskaper kunne være til stede i en så fullendt plastisk skjønnhet, at den rene Histories plass imellom de skjønne vitenskaper, nettopp idet den viser sin eiendommelighet og forskjell fra novellen og enhver annen fortellende stil, blir likeså vis som Billedhuggeriets imellom de skjønne kunster. De finnes forenede hos Snorre, som dermed forener en fjerde egenskap, der bør finnes ved måten å behandle historien på, nemlig den behændigste sammenknytning av de forskjellige, men i forbindelse stående, begivenheter, den behændigste behandling av episoden. Ovennevnte Hovedegenskaber ved den historiske stil og dette talent, å la trådene glide leserne i hånden igjen, umerkelig, men nettopp på rette sted, er tilstrekkelige til å sikre en historisk skribent en høy rang i en litteratur. Simpelheten, selv i sin prunkløseste nakenhet, adskiller seg fra den annalistiske Tørhed nettopp i hovedbestanddelen av sitt vesen, der er ikke at sammenhope, men å la begivenhetene utgå av hverandre. Det er i denne mening, at historien siges å være menneskehetens læremester.

Den rene historiske stil lader altså begivenhetene tale, uten at gjennomflette beretningene derom med så kalte resonnements? Ja, det er en egen art av historisk stil, hvori dette er tilfelle. Det er historieskriveren selv, som gjør seg gjeldende ved siden av historien. Han taler til sin egen generasjon; han utruster seg med den forensiske veltalenhets våpen, eller han danner seg mellomrom imellom de begivenheter, han forteller, hvori han tar seg en selvbehagelig hvile til filosofiske betraktninger. Men også for denne fortjenstfulle Green av den historiske stil blir kravet på simpelhet og verdighet gjeldende, om den ikke skal synke ned imellom de politiske Opinionsskrifters masse. Skjønvidenskabeligheden ville imidlertid svare ilde til sitt navn, dersom den noensinne optrak sine avsondringer etter skarpe rette linjer. Historien skal i sin simpelhet ikke være noen steppe eller noe ensformigt hav. Den skal ikke blot gjøre seg troverdig, men levendegjøre begivenheter, 88personer og situasjoner. Dens rolige Flod har i “skildringen”, navnlig av ytre omstendigheter ved begivenhetene, blomstrende øyer i sitt Skjød. De menneskelige lidenskapers villhet i slaget fremstiller seg f. Ex. klarere etter skildringen av den fredsommelige dugsprængte morgen, hvis Rolighed snart skal avbrytes, hvis klare Blaa snart skal fordunkles. Slaget er forbi; Solen står der atter klar og høyt på himmelen — et bilde på den evige, over Menneskenes liten og streben opphøyde Viisdom. Snorre glemmer således ikke å skildre solformørkelsen på Slagdagen ved Stiklestad. Han vil, at leseren også skal føle noe av de Kjæmpendes redsel derfor. I denne utmaling av enkelte merkelige omstendigheter, som forøvrig må være historisk sande, er da et vist Bruk av poesien tillatt i den historiske stil. Sansen for dennes eiendommelige Hovedegenskaber, simpelhet og verdighet, ikke smålige estetiske regler, må avgjøre hvor mye. I skildringer fra den moralske verden, saasom i “karakteristikker” og “karaktertrekk”, der yte den historiske stil mye livlighet, samt i “levnetsbeskrivelser” må historien derimot bruke Gravstikkens simpelhet, ikke Penselens fargerikdom.