I den nordre Gang ved Choret i Roeskilde Domkirke sees paa Gulvet en Liigsteen, paa hvilken er udhugget en Beenrad, om hvis Hals en Slange vikler sig. Desangaaende fortælles, at en Kannik, navnlig Søren Olsen, gav sin Datter en Sum Penge, da han var i Begreb med at reise ud af Landet, befalende, at hun, saafremt han døde, skulde udsætte samme til Bedste for de Fattige. Men, da Datteren fik Bud om Faderens Død, gjorde hun ei Brug af Pengene efter hans Villie, kjøbte sig derimod en kostbar Guldkjede, og lagde den om sin Hals, men i samme Stund forvandledes Halskjeden til en Slange, hvilken uophørligen klyngede sig til hende, og fortærede alt, hvad hun førte til Munden, saa at hun omsider omkom af Sult, og begroves her under Stenen.
(I. M. Thiele.)