Æslet fandt engang en stor Skat, som laa skjult under en Drage, der var død af Hunger, efterdi den ikke vilde forlade Skatten. Æslet lod sig derpaa udzire med kostelige Klæder og Smykker. Da nu Dyr og Fugle beloe Æslet for saadan Daarlighed, sagde en Jagtmynde, at intet kunde være fornuftigere gjort, saasom intet Dyr trængte mere til udvortes Smykke: ”Thi, sagde han, man maler Vægge, som ere af Træ og Leer, men ikke dem, som ere af Marmor. Jeg tog ikke i Betænkning at gjøre det samme, hvis jeg var et Æsel.”
Uduelige og foragtelige Mennesker behøve at pynte sig meest, hvilket Erfaring ogsaa viser at skee.
(L. Holberg.)